Men Sverige besad stadig store ressourcer, og som den græske historieskriver Thukydid skrev, er krig en hård læremester. Og de første krigsår havde i sandhed været hårde ved Danmark. Hæren blev besejret i slaget ved Helsingborg 10. marts 1710 og tvunget til at rømme Skåne.
Et forsøg på en fælles dansk-russisk landgang på den svenske kyst blev bogstavelig talt blæst fra havet, og den danske flåde undgik kun med god manøvrering og Iver Huitfeldts heltemodige offer på linjeskibet ’Dannebroge’ et katastrofalt nederlag, da svenskerne overrumplede den i Køge Bugt 4. oktober 1710. I mellemtiden gik koalitionspartneren Rusland fra sejr til sejr.
Ingermanland og de svenske provinser i Baltikum blev erobret, og med grundlæggelsen af Sankt Petersborg på ruinerne af den svenske fæstning Nyenskans viste Ruslands tsar Peter, at hans stat herefter var en stormagt i Østersøen. Forsøg på at erobre de svenske provinser i Nordtyskland, Wismar og Pommern med byen Stralsund og øen Rügen, var indtil videre strandet på kævl mellem koalitionspartnerne.
Nu svor Danmarks kong Frederik 4. en dyr ed på, at på felttoget i 1712 ville han have sin bid af kagen. Set fra hans synsvinkel havde Danmark under kolossale anstrengelser mobiliseret hær og flåde, mens Rusland i ly af de danske anstrengelser havde taget den ene godbid efter den anden. Danmarks trumfkort var den stærke flåde.
UDEN EN DANSK FLÅDE ville svenskerne uhindret kunne sende forstærkninger over Østersøen, og de kunne også frit bekæmpe den voksende russiske flåde. Derfor måtte koalitionspartnerne Rusland og Sachsen denne gang bøje sig for de danske krav til den kommende offensiv.
I løbet af foråret 1712 strikkede de tre allierede en plan sammen, som i høj grad tilgodeså de danske interesser. Frederik 4. krævede at få lov til at angribe de svenske provinser i Nordtyskland, Bremen og Verden, som Sverige havde fået tilkendt i 1648 som led i Den Westfalske Fred oven på Trediveårskrigen. Mens Danmark var således beskæftiget, skulle Rusland og Sachsen angribe Svensk Pommern med Stralsund og Rügen, som Sachsen håbede på at få ved en fredsslutning.