Når man sidst i 1600-tallet færdedes i de nordsjællandske skove, stødte man med jævne mellemrum på et spektakulært skue. Store jagtensembler af ryttere, der med hjælp fra specialtrænede jagthunde jog en flygtende kronhjort gennem skove, åbne landskaber, moser og søer.
Det voldsomme ridt ville efter flere timers hæsblæsende forfølgelsesjagt kulminere i sin store finale, når dyret til sidst udmattet segnede om, hvorefter ingen ringere end kongen selv med en stor jagtkniv – en såkaldt hirschfænger – eller et jagtspyd afsluttede det lidende dyrs liv med et nådestød.
Nutidens læsere kan måske have svært ved at forstå 1600- og 1700-tallets fascination af denne jagtform, og mange vil nok betragte den slags jagt som gement dyrplageri uden andet formål end adspredende tidsfordriv. Mange besøgende i Jægersborg Dyrehave, Gribskovs sydlige del og Store Dyrehave ved Hillerød i Nordsjælland vil formentlig også studse over de snorlige vejsystemer, der gennemskærer områderne. De færreste vil nok vide, at vejene er levn fra en stort anlagt kongelig jagt, som var særlig populær under den danske enevælde: parforcejagten.
MEN EFTER ENEVÆLDENS INDFØRELSE i 1660 havde kongen et evigt behov for ved hjælp af symboler at legitimere sin magt. Det kom for eksempel til udtryk ved opførelsen af store bygningsværker, kunstværker, hofetikette, begravelsesritualer og de kongelige salvinger.
Parforcejagten bidrog til denne magtsymbolik. For det første betød jagtarrangementets størrelse og omkostninger, at kun kongemagten kunne søsætte et så storstilet projekt. For det andet vidnede parforcejagtens sindrige system af snorlige og geometrisk anlagte veje i Gribskov og Store Dyrehave samt det mere åbne landskab omkring Jægersborg Dyrehave om enevældens evne til at omforme landskabet efter sin vilje. For det tredje var hele formålet med jagten at sætte den enevældige konge i centrum for jagtseancen. Det var nemlig kongen, der stod for jagtens højdepunkt – kendt som halali – når han med sin dolk eller spyd gjorde sig til herre over liv og død og slog hjorten ihjel.
Navnlig Christian 5. er synonym med den danske parforcejagt, og den gængse opfattelse er, at jagtformen gjorde sit indtog i landet kort efter hans tronbestigelse i 1670.
Som kronprins havde Christian 5. stiftet bekendtskab med den fornemme jagtform i forbindelse med en stort anlagt udlandsrejse (1661-63) til Nederlandene, England, Frankrig og flere tyske riger.
ISÆR BESØGET I FRANKRIG hos Ludvig 14.s enevældige hof gjorde varigt indtryk på den unge tronfølger. Parforcejagten var et vigtigt element i den franske solkonges selviscenesættelse, og solkongen, der interesserede sig for den danske kronprins, inviterede Christian med på parforcejagt.
Den danske gæst var fascineret af jagtformen, og den franske konge opfordrede ham til at indføre den i Danmark. Christian tog rådet til sig, og kort efter sin tronbestigelse gik han i gang med at transformere dele af det nordsjællandske krongods til et parforcejagtlandskab.
Christian 5. var så glad for parforcejagt, at han omformede hele landskaber i Nordsjælland. Den stort anlagte jagt var en del af kongens fremstilling af sig selv som absolut monark.
Hjemme i Danmark fik parforcejagten dog aldrig et rent fransk udtryk. De særegne parforcejagthunde var importeret fra England, og store dele af jagtpersonalet kom fra de tyske riger. Og i de første år var det faktisk en engelsk afart af parforcejagten, Christian 5. gjorde brug af.
KONGENS ROLLE I PARFORCEJAGTENS HØJDEPUNKT var dog stadig essentiel. Det var imidlertid ikke nødvendigt, at kongen og hans følge deltog aktivt i selve forfølgelsesjagten, der kunne vare adskillige timer. I stedet kunne det fornemme herskab placere sig på særligt indrettede højdepunkter i jagtlandskabet, hvorfra man kunne overskue jagtens forløb.
I Store Dyrehave og Gribskov kendes disse punkter som stjerner, hvor de snorlige jagtveje krydser hinanden. Man kunne ligeledes følge jagten fra et decideret lysthus, og i 1694 fik Christian 5. opført netop en sådan bygning i Jægersborg Dyrehave. Bygningen findes ikke længere, men kendes som den første Eremitage. Trods dette var Christian 5. ikke interesseret i at læne sig tilbage og følge jagten i behørig afstand fra begivenhederne. Han deltog ofte aktivt i det lange og hæsblæsende forfølgelsesridt, der kunne være yderst farligt for den ellers adrætte konge.
Kongens aktive deltagelse gjorde jagterne til spændende nyhedsstof.
I Danmarks første avis, Den Danske Mercurius, der var begyndt at udkomme i 1666, kunne læserne finde detaljerede reportager fra de farefulde parforcejagter, hvor Christian 5.s atletiske formåen, styrke og frygtløshed gjorde, at han også i fredstid kunne portrætteres som en stærk heltekonge. Det var dog også vigtigt i spalterne at påpege over for læserne, at de mange timer, der gik med parforcejagt, ikke gik ud over varetagelsen af egentlige statssager.
IKKE ALLE VAR GLADE for Christian 5.s parforcejagter. Den voldsomme jagtform vakte bekymring, og en udenlandsk gesandt berettede, at kongens eneste karakterbrist var, »at han elsker parforcejagten, hvorfor ministrene [...] og især dronningen er ængstelige for, at han skal komme til en ulykke«.
Bekymringerne ytredes tilsyneladende for døve ører. I kongens egne dagbøger og i dagsregistre over hoffets gøren og laden berettes nemlig om mange parforcejagter i sensomre og efterår, bl.a. 27. august 1696, hvor kongen i sin dagbog nedfældede følgende:
»Jagede vi en hjort ved Esrum, af 22 ender, og fangede den i nørre skov over for Gurre Vang«. Det var nær endt galt, for her »væltede vi med vores jagtvogn, og havde en stor ulykke, om Gud ikke havde bevaret os«.
Kun rejser og krig lagde en dæmper på kongens jagtpassion. Men selv om jagternes hyppighed forblev den samme over årene, begyndte alder og dertilhørende skavanker at plage den ellers så atletiske Christian 5., der til slut foretrak at følge jagten fra en jagtvogn.
TIL SIDST GIK DET DA OGSÅ GALT. 19. oktober 1698 afholdtes årets sidste parforcejagt i Dyrehaven. Mod sædvane blev afslutningen på sæsonen ikke markeret med en større højtidelighed, og kongen var i stedet taget på jagt med et lille følge.
Jagtselskabet var kommet af sted lidt senere end normalt, og da jagten ovenikøbet trak ud, valgte Christian 5. at trække sig tilbage og spise middag på Eremitagen, mens jagten fortsatte. Omkring klokken fire om eftermiddagen fik jagthundene endelig fat på hjorten, der udmattet opgav sin flugt ikke så langt fra Eremitagen. Christian 5., der på trods af sin middag var fast besluttet på at give dyret nådestødet, begav sig derfor ud til hjorten for at udføre sin kongelige opgave.
Det gik helt galt.
I øjeblikket efter at kongen havde stukket hjorten i bugen med sin hirschfænger, sprang den op for straks at falde til jorden igen. I faldet strejfede den kongens hofte og rev ham med ned. En tililende undersåt fik sin herre på benene igen, mens han forsøgte at skærme ham mod den stadig kæmpende hjort. Det lykkedes ikke. Nok en gang sprang hjorten op, sparkede bagud, ramte kongens venstre fod for så at falde til jorden igen.
SPARKET VAR SÅ VOLDSOMT, at man frygtede, at knoglerne i kongens fod var knust. Da man konstaterede, at hans venstre strømpe også var indsmurt i blod, blev ikke blot jagtselskabet, men også kongen selv ganske bestyrtet.
Man kørte nu til Jægersborg Slot, hvor det hurtigt kunne konstateres, at der ikke var brud på foden, og at blodet antagelig stammede fra hjorten. Fodens tilstand gav dog stadig anledning til bekymring, og derfor blev det besluttet at drage mod hovedstaden. Ved ottetiden ankom kongen til Københavns Slot, hvor en livlæge samt en række barberer tilså den tilskadekomne. Han fik nu en behandling bestående af åreladning samt et omslag af urter og lunken vin omkring benet.
Christian 5. kom sig kun til dels over sine kvæstelser, og i kombination med andre smertefulde lidelser fik han sværere og sværere ved at gå. Trods mange smerter kunne man ikke forhindre kongen i i sine sidste leveår (1699) at deltage i parforcejagterne, om end det nu udelukkende var fra en karet.
Parforcejagten i Danmark levede videre efter sin grundlæggers død. Christian 5.s søn Frederik 4. var nemlig også en jagtglad herre, om end jagtbegivenhederne nu var mindre hyppige.
Vidnesbyrd om det store arbejde med at indrette landskabet til parforcejagt ses stadig i de nordsjællandske skove. Her ses Kongestjernen i Store Dyrehave syd for Hillerød fra luften.
Med Christian 6.s tronbestigelse gik jagten imidlertid en hård tid i møde.
PARFORCEJAGTENS MAGTSYMBOLSKE VÆRDI afhang nemlig af, at den intenderede hovedrolleindehaver var jagtinteresseret, og dette var ikke tilfældet med Christian 6. Godt nok lod han sin farfars Eremitageslot rive ned for at opføre et nyt og mere pompøst af slagsen, som den dag i dag står som et smukt monument i Jægersborg Dyrehave.
Han nærede imidlertid ikke nogen større interesse for jagt, og hans manglende evne til at optræde offentligt gjorde parforcejagten mindre relevant. Læg dertil, at parforcejagtens driftsomkostninger var anseelige, og da dens magtsymbolske funktion var forsvundet på grund af en sky konge, var dens eksistensberettigelse svær at få øje på.
Parforcejagten var dog ikke fuldstændig skrinlagt. Allerede to måneder efter Christian 6.s død i 1746 genindførte Frederik 5. jagten for så at nedlægge den igen i 1760.
Under Christian 7. genopstod den på ny, men i en stærkt reduceret udgave uden den magtsymbolske betydning.
I 1777 var det endegyldigt slut. Fordelene ved at opretholde parforcejagten var ganske enkelt for små. Den sindsforvirrede Christian 7. var antagelig ikke i stand til at deltage i den dyre jagt, og samtidig begyndte flere, med afsæt i oplysningstidens tanker, at betragte jagtformen som dyrplageri. ’
Endnu i dag kan man ane store dele af de gamle jagtområder. Vejsystemerne er et imponerende levn fra den tidlige enevældes tid. De er så velbevarede og af så stor universel kulturhistorisk værdi, at Unesco i 2015 optog områderne på verdensarvslisten.
