Nok var Harald kendt for at give Danmark sin 'dåbsattest', men han var ikke landets første enekonge

DET VAR KONG HARALD med tilnavnet Blåtand, som omkring 970 gav nationen dens unikke ’dåbsattest’. Dette tonstunge og mandshøje dokument, som med indhuggede runer forkyndte, at samme Harald »vandt sig Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne«, blev rejst ved indgangen til kongskirken i Jelling, tæt på forældrenes mægtige – hedenske – gravhøje.

Men Harald var næppe den første enekonge over det danske område. Han var blot den første, der antog kristendommen og lod sine bedrifter mejsle i sten for eftertiden.

Forud for Harald kender vi hans far, Gorm den Gamle, fra den mindre sten i Jelling, hans farfar, Hardegon, og konger som Olaf (død 909), sønnerne Gyrd (død 916) og Gnupa samt Gnupa-sønnen Sigtryn.

ENDNU LÆNGERE TILBAGE, i slutningen af 700-tallet, hvor den mægtige frankiske kejser Karl den Store herskede over det meste af Vesteuropa, var det danerkongen Sigfred og efter ham Godfred, der standsede kejserens nordlige erobringsplaner.

Godfreds magtområde strakte sig fra Ejderen i syd til Skåne i øst, han kontrollerede Viken, det vil sige Oslofjord-området med handelsbyen Kaupang, han inddrev skatter fra både friserne ved Nordsøkysten og den slaviske stamme abodritterne i det østlige Holsten og vestlige Mecklenburg.

I 804 meddelte De Frankiske Rigsannaler, at danernes konge Godfred havde samlet en mægtig hær ved Sliestorp, »ved grænsen til sit rige«. Fire år efter fortælles det, at samme Godfred havde ladet opføre et stort voldanlæg tværs over Jylland.

Arkæologiske udgravninger og naturvidenskabelige dateringer af Danevirke har dog vist, at voldanlægget er betydeligt ældre, men at der mellem 737 og 808 skete en omfattende udbygning og palisadebefæstning, som tilskrives danerkonger som Sigfred og Godfred.

Godfred vides også at have sendt en flåde på 200 skibe til det frankisk dominerede Friesland og truede endog kejserens hovedsæde, Aachen.

TIL TRODS FOR at Godfred blev myrdet i et internt opgør, udeblev frankernes opgør med danerne. En dansk-frankisk fredstraktat blev i stedet indgået i Paris, og der er ingen antydning af, at danerne forhandlede ud fra en underlegen position endsige anerkendte nogen form for overhøjhed, og frankerne forpligtede sig formentlig til at anerkende Ejderen som det danske kongeriges sydgrænse.

Omkring 800, da Karl den Store tvang store dele af Vesteuropa ind under frankisk overhøjhed, havde danerne med andre ord en konge, der var så magtfuld, at selv frankernes mægtige kejser måtte vige.

Også monumentale bygningsværker vidner om en stærk kongemagt i alt fald fra 700-tallets begyndelse. Til disse anlæg hører Kanhavekanalen på Samsø, som forbinder Stavns Fjord i øst med Mårup Vig i vest.

Den hele eller halve dags sejlads, som herved blev sparet, må have været af allerstørste strategiske betydning for en flåde, der fra basen i Stavns Fjord skulle beskytte indsejlingen til og fra bælterne på begge sider af Samsø.

Kanalen var kun i anvendelse i 700-tallet, og dens konstruktion associeres med Angantyr, som var konge omkring 710, på hvilket tidspunkt den tyske missionær Willibrord omtaler sit forgæves forsøg på at få ham til at konvertere til kristendommen.

Samme konge, Angantyr, nævnes hos Saxo Grammaticus i forbindelse med omtalen af et slag ved Samsø, hvor både han og hans 11 brødre mistede livet. Dette slag skulle ifølge Saxo – ganske vist i et værk nedfældet mere end 400 år senere – have fundet sted i året 728, altså det eksakte tidspunkt for Kanhavekanalens konstruktion.

SÅ SENT SOM I 1000-TALLET udgjorde sagaen om Olaf og hans efterkommere stadig en levende mundtlig tradition ved det danske hof, men dette ophørte i 1157, da Knud Lavard-linjen af den danske kongeslægt kom til magten.

Med Valdemar den Store på tronen blev der udvist særlig omsorg for at begrænse den legitime kongemagt til netop denne dynastiske linje, og Olaf-dynastiet, som rent politisk kunne opfattes som en infiltration, blev fortrængt til fordel for Skjoldungerne, der blev introduceret som kongemagtens legitime ophav.

Fortrængningen af Olaf-ætten til fordel for Skjoldungerne ses både hos Danmarks første historieskriver, Svend Aggesen, og hos Saxo Grammaticus, som på opfordring af Absalon forfattede sit storværk ’Gesta Danorum’ om det danske riges historie fra kong Skjold til 1185.

Hermed sluttede også den mundtlige berettertradition, som til alle tider havde båret folkenes og kongernes legitime historie, for at blive erstattet af den nedskrevne.

Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at den store fortælling om danernes tidlige historie nødvendigvis er en litterær konstruktion aldeles uden hold i virkeligheden. Skjoldungerne kan i stedet ses som én af flere navnkundige kongeslægter i Sydskandinavien, hvis myteomspundne historie stadig eksisterede i den mundtlige tradition i slutningen af 1100-tallet, hvor den bliver ophøjet til kongemagtens legitime hovedfortælling.

DE MIDDELALDERLIGE KILDER beskriver samstemmende Lejre som Skjoldungernes hjemsted og Lejre-kongerne som en indlysende del af landets politiske historie fra engang i 500-tallet til slutningen af vikingetiden. Det var her, Rolf Krake byggede sin mægtige kongsgård, og det var her, han siden mistede livet i den mordbrand, der så malende er beskrevet i Bjarkemålet, den berømte kampsang, som antagelig blev til i vikingetiden.

Det historiske Lejre ligger beskyttet ved bunden af Isefjorden med gode forbindelser til lands og til vands og er derfor et oplagt sted for en herskerslægt. Men på tidspunktet for nedskrivningen var Gammel Lejre en ubetydelig landsby i nærheden af kongebyen Roskilde. Det er derfor så meget mere bemærkelsesværdigt, at alle kilder, Svend Aggesen, Saxo og den ukendte ophavsmand til Lejrekrøniken, samstemmende refererer til dette uanseelige sted som Skjoldungernes legendariske kongesæde.

MED DEN MODERNE historieforsknings kritiske tilgang til middelalderens litterære overleveringer blev Lejre godt og grundigt skrevet ud af den tidlige danmarkshistorie for i stedet at blive forvist til 1800-tallets nationalromantiske drømmebank. Mens fortællingerne om Lejre ikke kunne stå for kravene til kildekritikken, så har de senere års arkæologiske udgravninger nok så grundigt skrevet Lejre tilbage i historien.

For selv om det ikke er lykkedes at udgrave Roar og Helge og de andre Skjoldungekonger, så er det i alt fald lykkedes at afdække magnifikke halbygninger med omkringliggende huse og hegn som det håndgribelige bevis på Lejres betydning fra engang i 500-tallet til midten af 1000-årene.

Om det ligefrem er Hjort, Skjoldungernes store kongehal, som er beskrevet i det oldengelske digt Beowulf, kan selvfølgelig ikke bevises, men på den anden side kan det heller ikke helt afvises.

Den tidligste omtale af Skjoldungerne og danernes myteomspundne konger findes i netop Beowulf.

Kvadet er det ældst bevarede større litterære værk i Europa uden for den antikke verden, og ligesom Odysseen er det en storladen beretning om en ensom helt og hans skæbne. Hovedpersonen Beowulf, selv af kongelig æt og tilhørende det geatiske folk, sætter med sine mænd ud fra – hvad der antages at være – Gotland for at komme danernes gamle kong Roar til hjælp, idet Skjoldungernes kongsgård med sin mægtige hal, Hjort, er truet af fjenden.

Med sine litterære kvaliteter, sin menneskelige dybde og sin skarptskårne tidsatmosfære har Beowulf en given plads i verdenslitteraturen, men da sproget er oldengelsk, og digtet er nedskrevet i England, er det betydelig bedre kendt i den angelsaksiske verden end i Norden.

Traditionelt er digtet blevet betragtet som en litterær fiktion komponeret i England og nedskrevet i sin nuværende form mellem 975 og 1025.

BEOWULF-DIGTETS BESKRIVELSER af det sydskandinaviske folkevandringstids-miljø i 500-tallet med dets våbenudstyr, guldringe, begravelsesritualer, haller og meget andet er imidlertid så præcise, at det under ingen omstændigheder kan være opfundet af en engelsk poet mange hundrede år senere, men må tilskrives det skandinaviske miljø og den tid, som det så eksakt er lejret i. Og helt usandsynligt er det jo ikke, at digtet beskriver virkelige personer og dramatiske hændelser, som i digterisk form er bevaret for eftertiden, og ikke, som mange forskere har hævdet, er en europæisk sagnhistorie omsat til oldengelsk.

Den seneste forskning har tværtimod sandsynliggjort, at digtet blev til i første del af 500-tallet, og at det gennem samtidens tætte dynastiske forbindelser i sin grundform blev overført fra det sydskandinaviske til det angelsaksiske kongelige miljø.

Gennem generationer blev historien om Beowulf og Skjoldunge-kongen Roar holdt i hævd som en del af kongehusets norrøne arv for til slut at blive nedskrevet i en vestsaksisk dialekt.

SANGEN OM BEOWULF er en blanding af myte, digt og virkelighed. Men bag myten og den gode historie fortæller det også om datidens dyder: aristokratisk krigerfærd og heltemod, forbundsfællers hjælp i nødens stund og gavegivningens betydning som besegling af venskab og alliancer.

Om der bag navnene også gemmer sig konkrete historiske personer, får vi aldrig klarhed over, selv om det ikke behøver være utænkeligt.

I alt fald en af de i digtet omtalte personer, geaternes kong Hugleiks, hvis søstersøn Beowulf var, anses for identisk med den kong Chlochilaicus, der omtales i frankisk historie.

Den frankiske biskop og historieskriver Gregor af Tours, som i slutningen af 500-tallet forfattede et værk om frankernes historie, nævner eksplicit denne konge, som omkring 515 faldt under et flådetogt til Frankerrigets kyst, formentlig omkring Rhinens munding, slået af frankerkongens søn.

GREGØR OMTALER CHLOCHILAICUS som danerkonge, mens han i Beowulf-digtet – om det nu er samme person – var konge over geaterne på samme tid, som Roar var danernes konge.

Det er nærliggende at formode, at alle nordiske folk for frankerne gik under betegnelsen daner, om de kom fra Gotland eller fra Sjælland, hørte næppe til frankisk specialviden, og alle uanset hjemstavn talte ’dansk tunge’.

Hos Gregor møder vi den ældst navngivne danerkonge, og der skulle gå flere hundrede år, før en anden danerkonge, nemlig Godfred, igen optræder ved navn i de europæiske kilder. Set i et større perspektiv må interessen samle sig om det forhold, at Gregor, som er meget omhyggelig med brugen af kongelig nomenklatur, anvender betegnelsen rex. Denne betegnelse bruges aldrig om konger over perifere eller af frankerne afhængige folk, som f.eks. thüringerne, allemannerne, friserne osv. Det er i tillæg værd at bemærke, at danerne/skandinaverne efter dette historiske nederlag stort set ikke nævnes i de frankiske kilder.

Chlochilaicus’ fald var formentlig et så alvorligt tilbageslag, at plyndringerne langs Nordsøkysten hørte op og først blev genoptaget under Godfred flere hundrede år senere. Men det viser også, at danerne i disse århundreder forblev tilstrækkelig stærke til at holde kravet om frankisk overhøjhed fra døren.

I LØBET AF 500-TALLET indtræder de nordiske folk med andre ord sporadisk på den europæiske scene. Det var tiden for de store folkevandringer, hvor germanske folk på fundamentet af Det Vestromerske Rige rejste nye kongedømmer, løsere i fugerne, svagere i konstruktionen og langt mere flygtige: østgoternes rige i Italien, vestgoternes i Spanien og Sydfrankrig, Burgunderriget i Sydfrankrig, de angelsaksiske kongeriger i England, langobardernes rige i Italien og frankernes i Frankerriget, for at nævne de største og mest kendte og de, som især er overleveret os gennem de skriftlige kilder.

Kontinentets historiske lys rækker imidlertid ikke så langt mod nord, at 500-tallets begivenheder i denne del af Europa også belyses.

Men danernes tilstedeværelse sammen med mange andre af de nordiske folk er uafviseligt en historisk realitet underbygget af en række af samtidens kilder.

MEST DETALJERET ER den østgotiske historieskriver Jordanes, hvis 12-binds værk om goternes historie, kaldet Getica, blev afsluttet i Byzans i 551.

Jordanes præsenterer i Getica et katalog over skandinaviske folk, der er så omfattende, at det næppe kan bortforklares som fiktion og fri fantasi. Det er heller ikke – som nogle vil hævde – en simpel gengivelse af, hvad den græske geograf og astronom fra det 2. århundrede Ptolemæus havde optegnet om den dengang kendte verden, hvori også Nordvesteuropa indgik.

JORDANES’ BESKRIVELSER HAR et helt andet omfang og afspejler et genuint geografisk kendskab til og en specifik interesse for det baltisk-skandinaviske Norden blandt det gotiske folk.

Den var især stor ved det østgotiske hof i Ravenna, idet østgoterne betragtede Skandinavien som deres oprindelige hjemegn, hvorfra de mange generationer tidligere var vandret ned i Europa. Og eksaktheden og præcisionen tilsiger, at oplysningerne stammer fra mennesker, som selv havde et indgående kendskab til Skandinaviens politiske geografi.

Jordanes indleder sin fremstilling af de nordiske folk længst mod nord og dækker derefter Den Skandinaviske Halvø, Scandza, fra øst til vest for at slutte mod syd. I mylderet af for os uigenkendelige navne er det alligevel bemærkelsesværdigt, at der blandt dem findes nogle, hvis historiske eksistens ikke kan betvivles, f.eks. skrefinner, finner, daner, heruler, ostrogoter i tillæg til andre goternavne.

En række af Jordanes’ Scandza-navne kan ligeledes med en vis sandsynlighed ad etymologisk vej stedfæstes langs den svenske vestkyst og den sydnorske kyststrækning. Om danerne skriver Jordanes specifikt, at de var udgået af suetidernes æt, hvilket må formodes at være svenskernes, og at de havde fordrevet herulerne fra deres oprindelige hjemegn. Om herulerne ved vi, at de fra begyndelsen af 200-tallet var et berygtet krigerfolk i Europa og Lilleasien, som tjente som lejesoldater i de romerske hære og som goternes forbundsfæller under plyndringer på Balkan.

Det er dette ry, som Jordanes refererer til i sin karakteristik af danerne: Gennem fordrivelsen af herulerne demonstreres danernes styrke som en af Scandzas mest magtfulde folkegrupper.

I BEGYNDELSEN AF 500-TALLET vides det, at de kontinentale heruler delte sig i to grupper, og den ene valgte at drage tilbage til Norden, til hvad de betragtede som folkets oprindelige hjemegn, mens den anden slog sig ned inden for grænserne af Det Østromerske Rige. Da denne gruppe stod uden kongsemne, drog en delegation til Skandinavien efter en legitim repræsentant for den kongelige æt. Om denne vandring beretter den græskbyzantinske historiker Prokopius, der var samtidig med Jordanes, at »de nåede varinernes land [det sydlige Jylland], vandrede derefter hastigt gennem danernes land til havet og sejlede over til Thule [Den Skandinaviske Halvø], hvor de blev modtaget af göterne, en af de største stammer der«.

Prokopius’ og Jordanes’ beretninger stemmer på mange punkter ganske godt overens og menes da også at hvile på kilder med førstehåndskendskab til Norden, herunder herulerne og deres forhold til danerne. Gennem beskrivelsen af rejsen kan vi udlede, at danerne i første del af 500-tallet formentlig beherskede i alt fald en del af Jylland.

Efter dette bør vi tro, at det folk, der kaldte sig herulere, engang omkring 200 e.Kr. blev fortrængt af et andet, der kom fra Den Skandinaviske Halvø og kaldte sig daner. Om så er tilfældet, hvilket naturligvis aldrig kan bevises, så ville det være oplagt at kæde de meget rige grave fra 200- og 300-tallet, som netop ligger omkring Stevns og i Sydøstsjælland, sammen med danernes ekspansion fra øst og at se andre markante arkæologiske spor i disse århundreder som udtryk for danerkongernes videre ekspansion mod vest.

Avancerede dateringsmetoder har for nylig dokumenteret, at den ældste vold ved Danevirke blev anlagt i begyndelsen af 400-tallet. Allerede på dette tidspunkt, det vil sige i den gryende folkevandringstid, fandtes altså militær og politisk kapacitet til at ville – og kunne – gennemføre et så gigantisk bygningsarbejde for at befæste det sydlige Jylland mod en fjende fra syd. Når alt kommer til alt, er Dane-virke måske fra begyndelsen, hvad navnet tilsiger, danernes befæstning?

BEGREBET ’DET DANSKE KONGERIGE’ dækker med andre ord ikke over stabile og veldefinerede politiske og geografiske enheder. Danernes land må have udgjort en variabel størrelse, til tider delt i konkurrerende småkongedømmer, til tider samlet i større enheder og – formentlig allerede fra 700-tallet – ikke helt sjældent samlet i et rigsfællesskab under én konge.

Et århundrede senere var landet forenet under Godfred og fra omkring 890 måske under Olaf-dynastiet og sluttelig, fra omkring 940, under Gorm-dynastiet. Hver for sig var disse konger eksponenter for et magtfuldt Skandinavien, som dybt forankret i den nordiske krigerideologi og -mytologi repræsenterede en hedensk modpol til det kristne Europa i de århundreder, hvor også danernes land var under endegyldig forandring.

• Kopiér link