Den Tysk-Romerske kejser var danske vikingekongers overhoved

FRANKERNE VAR OPRINDELIGT EN GERMANSK STAMME, som rørte på sig første gang i 200-tallet i det romerske grænseland ved Rhinen. I løbet af folkevandringstiden i de følgende århundreder underlagde de sig efterhånden store dele af det vestlige og centrale Europa og udviklede sig til en germansk kristen civilisation efter romersk forbillede.

Da deres konge Karl Martell (Karl Hammeren på dansk), farfar til Karl den Store, i 732 ved Tours bremsede den arabiske ekspansion i Europa, opstod frankernes selvforståelse som det kristne Europas verdslige beskyttere og de germanske folks omvendere. Herefter brugte frankerne sidste del af 700-tallet på at omvende og underlægge sig de resterende germanske stammer i det nuværende Tyskland, det alpine område og Norditalien.

Omvendelsen af sakserne står centralt. Den nordtyske stamme blev under ufattelige blodsudgydelser som den sidste kristnet og indlemmet i kejserriget, og i senere nationale udlægninger fremstilles saksernes anfører Widukind som den sidste ’ædle hedning’ fra nord.

For danerne havde begivenheden også stor betydning.

Sakserne var danernes naboer og rivaler, og de havde mange ligheder med skandinaverne i forhold til f.eks. det religiøse. At sakserne nu var undertvunget en ny gigantisk magt, som tilmed også gjorde sig gældende i danernes gode plyndringsområder i bl.a. Frisland, havde fundamental betydning.

Danerne måtte nu organisere sig på en helt ny måde, og det medførte, at de ved flere lejligheder var i stand til at opbygge den enorme militære slagkraft, situationen krævede. Karl den Stores ambitioner i Nordeuropa førte til direkte konfrontation mellem Danmark (hvis man kan tale om et land på det tidspunkt) og kejserriget.

Allerede ved den første store træfning mellem kejserriget og et militært organiseret ’Danmark’, anført af kong Godfred i 804, beretter frankiske kilder om en anselig styrke af både flåde og kavaleri. Lidt spekulativt kunne man spørge, om en sådan styrke var blevet samlet uden den frankiske trussel. Fra 804 og et årti frem ligger danerne mere eller mindre konstant i strid med deres nabofolk – herunder især det frankiske kejserrige. En så lang konflikt vidner også om resurser og om militær formåen, som i 809-10 blev drevet så vidt, at danerne kunne besætte Frisland, som da havde været frankisk i et lille århundrede.

Frankerne frygtede nu en regulær invasion af Saksen, og ved hoffet i Aachen løb rygterne om den gale kong Godfred, som pralede med, at han ville invadere kejserens residensby. Dette var næppe rigtigt, men det er et udtryk for, at danerne nu ikke længere var et perifert udkantsfolk, men en spiller i kejserrigets kerneinteresser på linje med f.eks. saksere og bayere. Da Karl den Store døde i 814, stod danerne derfor klar til at indlede en ny bølge af plyndringer i det tomrum, som opstod efter kejseren.

Magten i kejserriget gik til Karl den Stores søn Ludwig den Retfærdige, og det skyldtes et kompromis og ikke en fast arvefølge. Ludwig var derfor en svag regent, konstant styret af mange interne intriger og grænsestridigheder. Det udnyttede danerne sammen med abodritterne, danernes nærmeste, slaviske naboer på Østersø-kysten i det nuværende Holsten, og sammen indledte de et krigerisk parløb, som skulle vare i mere end 160 år: Hver gang kejsermagten syntes svag, allierede danere og abodritter sig og indledte plyndrings- og erobringstogter mod kejserriget.

Krigeriske folks hærgen i nord og øst blev således et særligt symbol på en svag kejsermagt og afstedkom endda borgerkrige rundt i kejserriget, da opkomlinge udnyttede uroen til at avancere i magthierarkiet.

DER OPSTOD DERFOR EN IDÉ OM, at den fyrste, som kunne stoppe disse plyndringer, var manden, som kunne kalde sig østfrankisk eller tysk konge, og som skulle forsøge at genoprette et tyskdomineret rige som Roms verdslige beskytter.

Den rolle tilfaldt i 900-tallet ottonerne, en saksisk stormandslægt, hvis evner udi bekæmpelse af invaderende ungarere og vikinger gav dem en fremtrædende plads. Stamfaderen, Henrik Fuglefænger, kunne i 919 lade sig krone som østfrankisk konge, og efter et blodigt broderopgør i kølvandet på hans død 15 år senere satte sønnen Otto den Store sig på tronen. Han giftede sig siden med den magtfulde Adelaide af Italien, og dermed blev Det Østfrankiske Rige udvidet med det nordlige Italien.

I 962 blev Otto den Store endelig kronet til kejser i Rom, og dermed var Det Tysk-Romerske Kejserrige en realitet.

Det var altså ikke hvem som helst, de danske vikingekonger var oppe imod, men omkring 950 førte Gorm den Gamles søn Harald (senere Blåtand) alligevel et felttog langt ned i det nuværende Tyskland. Togtet mislykkedes, og Gorm den Gamle måtte anerkende Otto den Store som lensherre.

Den danske kongerækkes første konge gjorde altså sit rige til en del af Tyskland – eller Det Østfrankiske Rige, om man vil.

Da sønnen Harald Blåtand blev konge, lader det til, at han i starten lagde sig i selen for at behage sin lensherre. Han lod sig kristne, deltog i de såkaldte Quedlinburg-møder – datidens svar på et europæisk topmøde – og udøvede i det hele taget sit diplomati i det pæne europæiske selskab fra Otto den Stores kejserkroning i 962 og frem.

Med da kejseren 11 år senere døde, blev den europæiske stabilitet svækket. En fyrstes død blev i middelalderen ofte efterfulgt af en ustabil periode, og Otto den Stores søn og efterfølger, Otto 2., blev hurtigt engageret i krige i Italien og mod oprørske tyske stormænd.

Det benyttede Harald Blåtand, der i mellemtiden havde knyttet tætte bånd til abodritterne, til at gøre oprør. Om der var tale om ’gammeldags’ plyndringstogter i Nordtyskland eller et decideret forsøg på at indtage territorium, er omstridt, men det var under alle omstændigheder en gigantisk provokation.

Truslen var så alvorlig, at Otto 2. forlod konflikten i Italien – og vi skal her huske, at Italien var adgangen til kejsersædet og hans moderlige arv – og drog den lange vej til landet omkring Ejderen. Det gjorde han formodentlig, fordi han var smerteligt bevidst om, at lige så meget som Italien var en forudsætning for at vinde kejsertronen, så var rebelske vikinger vejen til at tabe den.

OTTO 2. SLOG DERFOR IGEN MED KOLOSSAL STYRKE og besatte Hedeby, Nordens uden sammenligning største og vigtigste by. I dag findes endnu anlægsfaser ved det nærliggende Danevirke og Hedeby-volden fra den tid, men det er omstridt, om det var kejseren, der anlagde dem for at beskytte sig mod danskerne, eller omvendt.

Hvad der skete derefter, vides ikke i detaljer. Vi ved kun, at en hær under ledelse af den senere kong Svend Tveskæg genindtog Hedeby i 982-983 og i samme ombæring plyndrede og brændte Hamburg. I netop de år ses også et af de største militære byggerier hidtil i danmarkshistorien, Trelleborgene. De fem stringent anlagte fæstninger krævede enorme resurser (alene til Trelleborg ved Slagelse anvendtes ca. 1/8 af alt egetømmer på Sjælland), blev opført i en fart og var i brug i kort tid.

Ringborgene er udtryk for en stærk og meget militariseret centralmagt i Danmark, men måske samtidig for en konge, der er rædselsslagen for noget – med stor sandsynlighed de kejserlige hære. Trelleborgene er alle placeret strategisk i forhold til vand og landskab og synes at kunne tjene til magttilstedeværelse i et område, men også til forsvar og indkvartering af tropper – præcis som vi kender det fra moderne militærbaser i f.eks. Afghanistan.

Trelleborgenes præcise funktion er et mysterium, men her er en kvalificeret hypotese:

Harald Blåtand lærte på den hårde måde, hvad det betød at lægge sig ud med kejserriget. Til forskel fra hvad der var tilfældet for hans efterfølger, gik hans interesser dog stadig ret entydigt mod den nordlige del af kontinentet, og han måtte derfor opbygge en militær infrastruktur, som kunne yde beskyttelse, når og hvis kejseren kom efter ham.

Kejserriget forsvinder næsten ud af dansk historieskrivning for de kommende perioder – som det generelt har for vane at gøre – men riget var stadig Europas centrum og dermed en vigtig faktor i dansk politik.

Knud den Store er herhjemme mest kendt for at underlægge sig England, men han orienterede sig også meget mod kejserriget, og skiftende danske konger fornyede deres lensed til kejseren til og med Valdemar den Store. Det var først dennes søn Knud 6., som afsvor lenseden over for selveste den mægtige Frederik Barbarossa i 1184. Alligevel blev Knud 6.s nevø Erik Plovpenning stadig i så høj grad anset for at være en tysk fyrste, at han var et seriøst kejseremne en generation senere.

Foto: Ary Scheffer (1795–1858).

PÅ TRODS AF AT BL.A. DEN SENERE VALDEMAR ATTERDAG i 1300-tallet forsøgte at distancere Danmark fra at være en del af Tyskland, forblev Danmark en integreret del af kejserrigets politiske interessesfære – og vice versa – indtil kejserrigets endelige sammenbrud i 1806. Og da Christian 4., som anså sig selv som den vigtigste af de tysk-protestantiske fyrster, forsøgte at gøre sig gældende i Trediveårskrigen, blev han i 1625 sat gevaldigt på plads af den katolske kejsers tropper.

I vor 1864-tyngede småstatsforståelse er det en ubekvem sandhed, at Danmark i lange perioder af sin ’storhedstid’ var en del af et tysk rige, også selv om det var en union og ikke en nation i moderne forstand. Det grænser næsten til det morsomme, at vikingetiden i så høj grad har været bygget op omkring et overherredømme over England – et i vikingetiden ganske ligegyldigt land på Europas storpolitiske scene. Da vikingetiden fødtes i 1800-tallet, var kejserriget den nære fortids store taber og reduceret til et middelalderligt levn.

Det nye Tyskland var først ved at finde sig selv under ledelse af Preussen, en ejendommelig ’udkantskultur’ i tysk-romersk forståelse. I bl.a. Grundtvigs ’gendigtning’ af Danmarks bidrag til Europas tidlige middelalder (altså vikingetiden) var det derfor langt mere sexet at skrive om erobringen af det i samtiden fremadstormende England end om dansk integration i et fællesskab, som i vid udstrækning ledtes af snak og politiske intriger. Da havde man allerede glemt, at kejserriget eksisterede i 1.000 år og var kontinentets vigtigste politiske enhed i langt de fleste af dem. Også for Danmark.

Joachim Henning et. al.: ’Europa im 10. Jahrhundert: Archäologie einer Aufbruchszeit’, 2001.

S. M. Sindbæk et. al.: ’Aggersborg i vikingetiden’. Nationalmuseet - Jysk Arkæologisk Selskab, 2014.

F. Svanberg: ’Decolonizing the Viking Age’. Almqvist & Wiksell International, 2003.

P. Wilson: ’The Holy Roman Empire - a Thousand Years of European Histori’, Penguin Books Ltd, 2016.