Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Efteråret 1939 er et af det tyvende århundredes mest dystre. I september sender Hitler halvanden million soldater ind i Polen. Han nøjes ikke med at lade sine hære erobre landet. I kølvandet trænger SS-Einsatzgrupper ind og henretter 20.000 polakker ud fra en forberedt dødsliste. Hitler vil ødelægge den polske kulturelite og gøre alvor af et intolerant Europa, renset for jøder og anderledestænkende. Kort efter erklærer England og Frankrig Tyskland krig. Danmark vælger at være neutral for ikke at blive ramt af krigen. Det valg accepterer Jutta Graae ikke, men bliver civil ulydig og griber efter mulige våben. Krigens sprog, propagandaens ord, er til for at ændre virkelighedsopfattelser og engagere mennesker: Mens Danmark holder sig ude af stormagternes indbyrdes konflikter, er Jutta med i verdenskrigen, der gælder demokratierne mod tyrannerne. Danmark er ramt, for civilisationen er i fare.
Jutta arbejder ikke for efterretningstjenesten eller militæret, men er i modsætning til den danske regering forberedt. I hendes skrivebordsskuffe under bankpulten gemmer hun andre våben mod Hitler. En bunke overrevne stykker pap i blå-gule farver. Puslespilsbrikkerne fra cigaretmærket Players Navy er tegn til at modtage Churchills gennemrejsende agenter og sabotører. Engelske venner har smuglet papstykkerne til hende, og symbolet med den overrevne sømand er ikke tilfældigt. Hitlers Kriegsmarine sender danske og allierede sømand ned på havets bund. Derfor venter hun nu spændt et menneske dukke op ved sin ekspeditionspult. Fra et sted i verden med en stump fra samme cigaretpakke. Agenter, der på special mission forventer, at Jutta støtter dem med penge, radiokontakt, skjulesteder og husly for at sabotere Hitlers krigsforsyninger.
Sparekassen for København og Omegn har hovedindgang på hjørnet af Niels Hemmingsens Gade og Løvstræde. Kunderne føres ind i et stort og oplyst modtagelseslokale med græske søjler, lysekroner og hvælvede lofter. Skal kunden leje eller hente noget fra bankbokse, går en bred marmortrappe i salens højre side ned i en kælder, der løber under hele Sparekassen. I underetagen betjener Jutta eller hende assistent kunderne ved en modtagelsespult af mahognitræ. Bag ekspeditionen står over tusinde små depotbokse, indbyggede i urokkeligt tunge stålskabe af sort metal.
Jutta driver kælderdepotet som sin egen virksomhed. Bankledelsen har betroet hende at styre udlejningen af bankbokse. Derfor har hun uden andres vidende omskabt det 120 kvadratmeter store kælderlokale under Gråbrødre Torv i hjertet af af det neutrale Danmark til allieret kurercentral. Hun bestemmer selv, hvordan og hvem der lejer hvilke bokse. Hun indretter nye boksarealer, fører kunderegistre og nummersystemer. Hun er blandt de første, der kommer, og den sidste, der går og låser af. Ingen andre end hun, end ikke hendes assistent, er sat ind i kurerarbejdet. Ingen af hendes kolleger må ane, om personer, der spørger til penge eller bankbokse, i virkeligheden er agenter. Hun vil undgå sladder. Allieret sabotagestøtte er hjælp til fremmed magt og straffes hårdt.
Den første agent dukker på ved Juttas kælderskranke en morgen i januar 1940. Hun følger hans højre hånd, som trækker papstykket ud under en tegnebog og lægger det på disken. Med et sug i maven vender hun langsomt blikket mod sidelokalerne for at sikre sig, at de er alene i depotkælderen. I et par sekunder lytter hun efter skridt ned ad trappen. Så åbner hun skuffen og finder den matchende brik.
Kunden ser synligt lettet ud, da hun heler sømanden på bordpladsen med sin papstump. Agenten bærer en højhalset tyk trøje, pelshue og en mørk uldfrakke. Påklædningen af normal. Vinteren 1930-1940 er den koldeste, nogen i Danmark kan erindre. På ryggen har agenten en stor rygsæk. Han er norsk, kan hun høre, da han beder om at leje en boks til pakkenellikerne. Der vil komme flere folk og indbetale penge og lægge beskeder, siger han. Er det muligt at skaffe svenske og norske seddelbundter? Og kan hun skaffe ham et sted at overnatte? Et sted, han også kan telefonere fra?
’Christiansholms Parallelvej, Klampenborg’, skriver Jutta på et stykke papir. Hun tilføjer sig telefonnummer og rækker ham det. Så forsvinder han op ad marmortrappen. Hun gør klar til at åbne nye bankkonti. Sabotagekonti.
I frokostpausen ringer hun og beder sin mor, Sigrid Graae, rede op til en sen ’gæst fra England’. Moderen spørger aldrig om sin datters venner og bekendte. Der kommer så ofte folk til Juttas middagsselskaber. Indimellem også for at overnatte. Det ligger i luften, at datterens venner kun kan være gode mennesker. I 1939 er kun Jutta og moderen tilbage i husstanden. Juttas søskende har for længst stiftet familie, og faderen har været død i 16 år. Jutta lever halvt i London, halvt i Klampenborg og forsørger sin mor med løn fra banken. I hendes nye illegale liv er det en fordel at være fri, ugift og kendt som en, der altid rejser.
På vejen hjem køber hun ekstra ind. Et stort snefald, fygninger og den kraftige kulde har dannet en smal fodgængertunnel for de gående på Købmagergade. Store beskidte snekolonner tårner sig op på vejen til Nørreport Station. Verdenskrigen præger gadebilledet. Blå lamper har erstattet de almindelige glødepærer. Vi ligner omvandrende lig i det lys, synes Jutta. Madvarerne er rationerede hos købmanden. Men suppe med kød- og melboller kan hun altid lave.
Hun kommer til at spise alene med Sigrid. Agenten ringer først på hoveddøren sent, da moderen er gået til ro. Han giver sit navn nu: Helmer Bonnevie. Over måltidet lytter hun fascineret til hans beretning. Hun mærker suset af spænding, det nødvendige i hans mission og sin egen glæde ved endelig at gøre en forskel: ’Bonnevie var tilknyttet den gruppe, der tog sig af sabotage mod malmbåde fra Umeå i Sverige og Narvik i Norge’, fortæller Jutta i sine erindringer. ’Han forklarede, at han kun var en foreløbig kontakt, og jeg sagde, jeg ville blive kontaktet af en engelsk overordnet noget senere.’
Planen om at standse Hitlers oprustning med sabotage begyndte i sommeren 1938, fortæller Bonnevie videre. Da opsøgte en englænder ham i Oslo. Han ville vide noget om den norske handelsflåde og bad ham finde frem til norske skibsingeniører. Manden, der præsenterede sig som journalist, vidste ret meget om jernmalm, viste det sig. Og om den internationale handel og efterspørgsel. Snart satte ’journalisten’ ham ind i, hvad det egentlig drejede sig om. Den engelske efterretningstjeneste vidste, at Bonnevie havde studeret i London tidligere. Og at han dyrkede sejlsport. Han kunne hjælpe med at bremse Hitlers oprustning, hvis han i al hemmelighed hjalp England med at udpege steder, hvor Royal Navy kunne lægge miner mod tyskernes fragtskibe, der sejler jernmalm ned til Tysklands våbenindustri.
Jutta lader ham berette, men kender i forvejen de krigsvigtige sabotageplaner i Norge. Churchills aktion mod tyskernes import af jernmalm er udtænkt af hendes venner, der arbejder for den engelske efterretningstjeneste. I flere år har hun diskuteret tal med dem. Hitler skal tredoble råstofimporten fra Sverige, hvis han skal støbe våben nok til at vinde krigen. Hvert år køber nazisterne seks millioner tons svensk jernmalm, som fragtes direkte ned i Det Tredje Riges smeltedigler til krigsskibe, bombefly og kampvogne. I det nordlige Sverige ligger et af verdens største depoter af højkvalitets jernmalm. Om sommeren kan tyskerne sejle helt op til Nordsverige og få udskibet råstoffet i Luleå. Men om vinteren, når den Botniske Bugt er frosset til, må jernmal men fragtes med tog til den norske havn Narvik. For at undgå engelske angreb, sniger de tyske fragtbåde sig gennem norsk territorialfarvand helt tæt langs den 800 km lange norske vestkyst. Churchills plan er, at minerne vil tvinge fragtbådene ud på åbent hav, hvor englænderne beskyder dem. Bonnevie har peget på Kristiansand og nogle skær oppe ved Lofoten som de bedste angrebssteder. Bonnevie har en anden opgave i Sverige, fortæller han. Hans gruppe skal ødelægge nogle enorme kraner i den svenske havn Oxelösund, lidt syd for Stockholm. Tyske ingeniørfirmaer har tegnet og specialbygget disse kraner. For selv når den Botniske Bugt er frosset til, kan tyskerne afskibe svenskernes jernmalm fra denne sydlige, isfri havn. Agentens norsk-engelske gruppe har oprettet et tandlægefirma i Stockholm. Fra England indsmugler tandlægerne sprængstof, som ligger gemt og kamufleret som te i en Windsor Tea-depotkælder i den svenske hovedstad. Opgaven for Bonnevies gruppe er at finde det bedste tidspunkt for et angreb.
’Storfyrstinden’ er udkommet på People’s Press.
