Hun sagde Danke Sehr og gik pænt ud ad døren: Edith flygtede fra Gestapo

EDITH BONNESEN, DER i 1940 blev sekretær i Trafikministeriet, gik allerede i 1941 ind i illegalt arbejde. Via sin stilling havde hun lejlighed til at afskrive fortrolige papirer om tyske transporter, som hun lod gå videre til den illegale efterretningstjeneste. I det hele taget var hun en flittig deltager på et tidspunkt, da modstandskredsene – med historikeren Jørgen Hæstrups ord – ikke var en bevægelse, men øer i et folkehav, hvor tilslutning til kongens og regeringens linje om ’ro, orden og værdig optræden’ var den fremherskende holdning.

Edith Bonnesen deltog i gruppen bag det første borgerlige illegale blad, De frie Danske, hun indsamlede penge til illegale, der levede under jorden, og hun var i en periode logivært for en faldskærmsagent udsendt af den britiske sabotageorganisation Special Operations Executive (SOE).

I efteråret 1942, da dansk politi drev efterforskning mod De frie Danske, blev Edith Bonnesen arresteret tre gange og også udlånt til afhøring hos Gestapo. Hun blev dog hver gang løsladt efter få dage og blev frifundet ved Københavns Byret i en sag i februar 1943 mod De frie Danske-folk.

Efter at ’Lotte’ var blevet Duus Hansens assistent, bestod hendes hverdag i kodning og dechifrering af telegrammer, og hun sørgede for at skaffe egnede sendesteder og sendevagter.

Telegrafisterne havde et farligt arbejde, for de var i konstant fare for at blive afsløret af tyske pejlevogne.

15. juli 1944 bragte De frie Danske en af de advarsler, der var hyppige i den illegale presse: »(Vi) skal gennem disse linjer på det kraftigste advare mod en svensk spion i tysk tjeneste Jane Ebba Charlotte Horney Granberg, født 8/7 1918. Hendes signalement lyder: høj, slank, rødhåret, meget charmerende, erotoman«.

MELDINGENS KILDE VAR givetvis Edith Bonnesen. Hun havde et år før, i efteråret 1943, for første gang mødt Jane Horney, der havde boet i Berlin i en periode sammen med sin mand, en svensk redaktør, som hun siden var blevet skilt fra.

Den svenske kvinde var første gang dukket op i København i september 1943. Halvanden måned senere kom hun igen og mødte Jørgen Winkel, en 36-årig illegalt engageret fabrikant, og de forelskede sig hovedkulds i hinanden. Winkel, der var en god ven af Edith Bonnesen, erkendte, at han ikke var sikker på, hvis side hans nye ’flamme’ stod på.

Jørgen Winkel holdt nu en fest, hvor Jane Horney mødte flere af hans illegale kammerater, der fik lejlighed til at tage mål af hende. Svenskeren blev også præsenteret for ’Lotte’, og de havde en samtale, der i den svenske kvindes øjne forekom at være en spontant opstået snak i et yngre selskab. Det var ikke tilfældet.

Edith Bonnesen, der både skulle tænke på sin egen og sin stærkt eftersøgte chefs sikkerhed, fik ikke straks noget sikkert indtryk af den fremmede, men hun sørgede for, at nogle illegalt arbejdende danske betjente skyggede hende.

Jane Horney var af natur nysgerrig, og i løbet af kort tid havde hun fået et foruroligende kendskab til forskellige illegale forhold. Og så kunne man konstatere, at hun stort set uhindret kunne rejse mellem Danmark, Sverige og Tyskland på et tidspunkt, da det ellers var svært at få rejsetilladelse.

I julen 1943 blev hun under en dansk politirazzia fundet med en Gestapo-mand på et hotelværelse i det indre København.

Det samlede billede af tildragelserne bevirkede, at en rapport, som Edith Bonnesen skrev til efterretningstjenesten i Stockholm, var nådesløs:

»For at kunne angive tre personer har hun forsøgt at tale med (Jørgen Winkels) venner og på den måde undersøge, hvem han havde arbejdet illegalt sammen med. Og herunder har hun bl.a. brugt den metode at invitere en af dem op på sit hotelværelse, og da han kom derop, så var hun gået i seng uden en trævl på kroppen«, berettede ’Lotte’ ifølge journalisten Erik Nørgaards bog ’Jane Horney’.

»Hun forsøgte nu at formå vedkommende til at gå i seng med sig (...). Da hun et øjeblik gik ud på toilettet, blev det opdaget, at hendes paraply, der stod ved sengen, indeholdt en totenschlæger«.

Fra denne tid er historien om Horney omgærdet af højspændt dramatik. Fantasi og realitet er det svært at holde ud fra hinanden. Da hun var tilbage i Sverige, blev hun fulgt tæt af danske efterretnings- og politifolk, og man konstaterede, at hun bl.a. havde kontakt med en Gestapo-mand fra det tyske gesandtskab.

HENDES PROBLEMER VAR DOG ikke forbi. Rutekontoret var tydeligvis blevet røbet på grund af en stikker. Og når anholdte hurtigt og uden overbevisende grund blev løsladt af Gestapo, vakte det mistænksomhed i illegale organisationer: Var ’Lotte’ stikkeren? Hun blev derfor tilbageholdt af en gruppe fra modstandsorganisationen Holger Danske.

»Vi tog hende med ned i bilen, lagde en regnfrakke over hovedet på hende og lagde hende ned på bagsædet. Derpå kørte vi en lang omvej, hvorpå vi havnede ude i mine forældres sommerhus i Hjortekær«, berettede Holger Danske-manden Niels Jørgen Carstensen (’Sjørn’).

Her holdt de hende fanget i adskillige timer, indtil det lykkedes at få kontakt med chefen for faldskærmsagenterne, Flemming B. Muus. Han blev vred over deres behandling af en af hans centrale medarbejdere, og en af hans folk kom ud til sommerhuset i bil med en buket nelliker.

Edith Bonnesen rejste derefter illegalt til Sverige og fik job som sekretær hos den amerikanske konsul i Helsingborg. Ved siden af bistod hun den illegale danske efterretningstjeneste med at betjene radioforbindelsen ’Minestronen’.

Hvad angår Jane Horney, blev Edith Bonnesens indberetning retningsgivende. Svenskerens adfærd vakte fortsat uro, selv om det aldrig lykkedes at konkretisere mistanken om, at hun var Gestapo-stikker. Kaptajn Niels Bjarke Schou, chefen for den danske kontraefterretningstjeneste i Stockholm, beordrede hende likvideret, og Jane Horney blev skudt af et medlem af modstandsorganisationen Studenternes Efterretningstjeneste på en fiskerbåd i Kattegat natten til 20. januar 1945.

Efter krigen blev Edith Bonnesen tilknyttet de allierede styrkers mission i København. Senere var hun i en årrække til sin pensionering i 1975 fuldmægtig i Forsvarsstaben. For sin deltagelse i det radioarbejde, der var højt værdsat af de allierede, blev hun tildelt den britiske Medal for Courage in the Cause of Freedom. Hun døde i 1992 i en alder af 80 år.