Napoleon havde blod på sine hænder, men racist var han ikke

Bagsiden af medaljen

Medaljen har selvfølgelig også en bagside. Han forvandlede det revolutionære Frankrig til et militærdiktatur. Han bar revolutionens idealer rundt i hele Europa, men de blev båret på spidsen af bajonetter, og da han faldt efter 23 års ubrudt krig, efterlod han en ruinhob og havde omformet verdens mest civiliserede lande til lige så mange væbnede lejre.

De seneste årtier har man rettet nye anklager mod Napoleon. Hans civilret, code civil eller code Napoléon, umyndiggjorde kvinder, og sidst, men ikke mindst, genindførte Napoleon slaveriet, der var blevet afskaffet af den franske revolution. Hans tid kommer derved til at udgøre endnu et kapitel i den stadig stærkere fortælling om Europas sorte skyld over for andre racer.

Der er mange grunde til at fælde en hård dom over Napoleon, men er det retfærdigt at føje racisme og forestillinger om hvidt overherredømme til de negative træk i en i forvejen tvivlsom karakter? Hvad er realiteterne bag Napoleons politik i forhold til slaveriet?

Slaveriet er oplysningstidens mørke side og dårlige samvittighed. Holdningen i tiden var mildest talt tvetydig. Der var en benhård logik, ifølge hvilken kolonierne ikke kunne være økonomisk bæredygtige, hvis ikke der blev brugt slaver som arbejdskraft. Der var samtidig en udbredt fornemmelse af, at det var moralsk forkert. Økonomisk rationale mod oplysningsidealer. Derfor var slaveri kun lovligt i kolonierne.

Ludvig 14.s gamle code noir fra 1685, der prøvede at give en juridisk ramme for slaveriet, gjaldt ikke i selve Frankrig. Storbritannien havde ikke en tilsvarende lovramme, men en række domme ved britiske domstole i 1700-tallet kom til et tilsvarende resultat. Både i Frankrig og Storbritannien gjaldt det, at en slave, der satte foden i selve moderlandet, var at regne som en fri mand.

Det taler på en måde til de europæiske landes ære, at man følte ubehag ved slaveriet, men hykleriet var gennemført: Det, som stred mod statens og kirkens love, blev alligevel tolereret i kolonierne, langt væk, hvor man ikke kunne se det. Lidt på samme måde som vi i vore dage efterhånden har uddelegeret alt det ubehagelige og beskidte arbejde til kulier i Fjernøsten.

Det lå også i luften, at slaveriet skulle afskaffes på et tidspunkt, men ingen havde lyst til at tage det første skridt, før revolutionen omsider gjorde det i 1794. Napoleon selv var barn af oplysningstiden og modstander af slaveri. Da han greb magten i 1799, blev han gang på gang kontaktet af lobbyen af plantageejere og koloniembedsmænd, der bad ham omgøre beslutningen fra 1794, men han svarede hver gang: »Vi skal ikke tage friheden fra mennesker, som vi har givet den«.

Afskaffelsen af slaveriet

Hvorfor valgte Napoleon så alligevel at genindføre slaveriet per dekret i 1802?

Den første grund er paradoksalt nok en fredsslutning: Amiens-freden, der blev indgået mellem Frankrig og Storbritannien i 1802. I 10 år havde der været krig mellem Storbritannien og det revolutionære Frankrig, men i 1801 blev der mulighed for en forhandlingsfred mellem de to lande. Fredstraktaten indebar, at man udvekslede de erobrede territorier, men det var en britisk betingelse, at Frankrig genindførte slaveriet der, hvor det var blevet afskaffet.

Slaveriet var nemlig ikke de facto afskaffet i alle franske kolonier, uanset hvad revolutionsregeringen havde vedtaget. Situationen var kompleks. Der var kolonier, hvor de lokale myndigheder – så godt de nu kunne – havde forsøgt at ophæve slaveriet, det gjaldt eksempelvis i Fransk Guyana og Guadeloupe.

Der var andre – Seychellerne, Réunion og Mauritius – hvor ophævelsen af slaveriet ikke var blevet gennemført, fordi de lokale slaveejere simpelthen havde nægtet at følge revolutionsregeringens beslutning, og denne havde været ude af stand til at banke dem på plads.

Endelig var der kolonier – Martinique og især Saint-Domingue, det nuværende Haiti – som var kommet under britisk kontrol, og hvor slaveejerne havde underlagt sig det britiske overherredømme på betingelse af, at slaveriet blev bevaret.

Slaveriet var altså i højere grad ophævet af navn end af gavn i de franske kolonier. Hele koloniimperiet var faktisk ved at falde fra hinanden over dette spørgsmål. Det ville være en afgørende svækkelse i den store magtkamp med Storbritannien, og det kunne Napoleon ikke risikere. Derfor havde han ikke de store skrupler med at gå på kompromis med revolutionens idealer og gå ind på det britiske krav om at vende tilbage til den orden, der herskede inden revolutionen.

Storbritanniens ståsted

Den britiske politik var ikke mindre paradoksal end Napoleons beslutning. Ikke blot var opinionen i Storbritannien overvejende abolitionistisk – dvs. at den gik ind for, at slaveriet skulle afskaffes – men selveste William Pitt, den britiske premierminister og Napoleons indædte modstander, havde endda holdt en berømt tale i Underhuset 2. april 1792: ’On a Motion for the Abolition of the Slave Trade’. Her gjorde han med stor veltalenhed rede for, hvor grusomt, umenneskeligt og moralsk forkert slaveri var, og han endte med at konkludere, at dette spørgsmål var så vigtigt og så komplekst, at det var umuligt at tage en beslutning om det på dagen.

Da englænderne i 1794 tog kontrol over Saint-Domingue, havde målet været at ramme Frankrigs økonomi. Saint-Domingue var den rigeste og vigtigste koloni på den vestlige halvkugle. Den producerede mere rørsukker end alle britiske kolonier tilsammen. Halvdelen af al den kaffe, der blev drukket i verden, blev dyrket på Saint-Domingue, og de forskellige kolonialprodukter fra øen udgjorde en tredjedel af den samlede franske eksport.

Der var imidlertid også en anden dagsorden. Briterne ville genetablere slaveriet på Saint-Domingue, fordi de frygtede, at slaverne i de britiske kolonier, først og fremmest Jamaica, ville lade sig inspirere af de frigivne slaver og starte et slaveoprør ligesom på Saint-Domingue.

Saint-Domingue spillede en afgørende rolle. Kolonien var en økonomisk succeshistorie, men bortset fra det var den fuldstændig dysfunktionel, et koncentrat af slavetidens absurditeter: gennemført grusomhed i forvaltningen af et i forvejen umenneskeligt system, uhyrlig ulighed og byzantinske hierarkier mellem og inden for alle racer. Da revolutionen vendte hele Frankrig på hovedet, brød helvede løs. Slaverne gjorde oprør i 1791, slaveejerne lå i åben krig med republikken, og de fik hjælp fra både Spanien og Storbritannien. I denne alles kamp mod alle lovede de hårdt trængte udsendinge for revolutionsregeringen, Léger-Félicité Sonthonax og Étienne Polvérel, at alle slaver, der meldte sig under fanerne og kæmpede for republikken, ville blive frie, og de proklamerede på egen hånd slaveriets afskaffelse på Saint-Domingue 29. august 1793.

Stillet foran dette besluttede Nationalkonventet at afskaffe slaveriet ikke blot på Saint-Domingue, men i alle franske kolonier. Nationalkonventets dekret var lige så kortfattet, som det var vidtrækkende: Alle indbyggerne i kolonierne, uanset hudfarve, var fra dags dato at regne som franske borgere og nød dermed godt af de samme grundlovssikrede rettigheder som alle andre franskmænd. Slaveriet var afskaffet.

Der var imidlertid det praktiske problem, at det meste af Saint-Domingue nu var besat af briterne, der i samråd med slaveejerne ikke havde tænkt sig at ophæve noget som helst, så slaveriet fortsatte, og det samme gjorde slaveoprøret.

Slaveoprøret

Oprøret blev ledet af Toussaint l’Ouverture, der ud fra enhver betragtning var en ekstraordinær figur: feltherre, statsleder og revolutionshelt.

Under den britiske besættelse var han Napoleons allierede og blev udnævnt til general og gik fra succes til succes. Men ambitionerne var større. I 1801 skrev han en forfatning og udråbte sig selv til generalguvernør på livstid med ret til at udpege sin egen efterfølger.

Toussaint l’Ouverture er blevet kendt som slaven, der besejrede Napoleon. Racedimensionen har naturligvis betydet meget for eftertiden, men alt tyder på, at Napoleon selv var temmelig ligeglad med det aspekt. Hans politik over for Toussaint l’Ouverture var ikke forskellig fra hans politik over for aktører og partnere i Europa – han allierede sig med ham, når det var opportunt, han prøvede at nå sine egne mål gennem ham, når det var muligt, og han gik i krig mod ham, hvis han ikke makkede ret.

»Til den første blandt de hvide fra den første blandt de sorte«, skrev Toussaint i et brev til Napoleon. Det var problemet i en nøddeskal: De to mænd lignede hinanden for meget. L’Ouverture var gået fra at være den sorte Spartacus til at være den sorte Napoleon.

Det er sigende, at Toussaint l’Ouverture i opbygningen af den nye stats institutioner brugte Napoleons militærdiktatur som forbillede. De frigivne slaver opdagede hurtigt, at friheden også var ret begrænset under en sort hersker: De skulle blive, hvor de var født, de måtte ikke stifte familie uden tilladelse, og de skulle arbejde lige så benhårdt som på plantagerne.

Det var i sig selv ikke det store problem i Napoleons øjne; problemet var, at Toussaint l’Ouverture også begyndte at føre sin egen udenrigspolitik. Napoleon kunne tolerere en lydstat, der blev ledet af en sort. Hvad han ikke kunne tolerere, var en stat, der begyndte at gå sine egne veje og indgik selvstændige handelsaftaler med De Forenede Stater og Storbritannien. Det var en trussel mod hele det franske kolonirige, og det skulle der slås hårdt ned på.

I 1802 sendte Napoleon således en 25.000 mand stor hær til Haiti for at gøre en ende på selvstændigheden. Toussaint l’Ouverture blev taget til fange og bragt til Frankrig, hvor han blev behandlet hårdt og uværdigt: Han blev sat i fængsel i et fort i Jurabjergene, hvor han inden længe døde af kulde og underernæring. Ikke desto mindre fortsatte oprøret på Saint-Domingue, og til sidst led Frankrig nederlag og måtte trække sig. Det var Toussaint l’Ouvertures posthume revanche, for det er takket være ham, at den haitiske revolution blev historiens eneste eksempel på et vellykket slaveoprør. Saint-Domingue blev i 1804 den selvstændige og frie republik Haiti.

Det er omsonst at prøve at gøre Napoleon til en filantrop eller en menneskehedens velgører; hans umættelige magtbegær og hans foragt for menneskeliv var skyld i millioner af døde og ufattelig lidelse. Men når man afskyr folk, er det så ikke vigtigt, at man afskyr dem på et oplyst grundlag? At man hader dem af de rigtige grunde, så at sige?

Napoleon bar på sin tids fordomme og idealer, men han var ikke motiveret af det, som vor nutid, der har gjort racespørgsmålet til den afgørende faktor i historien, har læst ind i hans handlinger. Hans forhold til slaverne og andre racer var som hans forhold til alle andre: De var brikker i hans eget store skakspil på liv og død med historien. Det var ikke særlig sympatisk, men i det mindste gjorde han ikke forskel.

Efterhånden som vores fornemmelse for historien fortaber sig, erstattes det faktuelle kendskab af en umættelig trang til at forholde sig moralsk til den. Man kan ikke undgå at opdage, at der ikke er ret mange historiske figurer, der lever op til de moralske normer, der gælder nu. Fra de gamle grækere til Winston Churchill kan man afvise dem alle som racister, sexister, homofober, som det ikke er umagen værd at vide noget om.

Måske skulle man i stedet gøre som Karl von Clausewitz (1780-1831). Han var preussisk patriot, og han hadede Napoleon og viede sit liv til at bekæmpe ham på slagmarken. Men i sit store værk ’Om krigen’ (1832), som han med sand tysk grundighed skrev på i 16 år, forsøgte han sig med noget andet, nemlig at forstå sin modstander i stedet for bare at dømme ham.