Til ære for guderne – og lidt for staten

HVIS VI DERIMOD betragter antikkens sportskonkurrencer ud fra moderne magtteori, er der lidt mere at sige.

En indflydelsesrig moderne magtteori er teorien om soft power, der blev udviklet af den amerikanske forsker Joseph Nye. Magt er evnen til at få andre til at danse efter ens pibe, og magten kan være hard eller soft. Hård magt er økonomi, politi og militær, mens den bløde magt er en stats politiske og kulturelle tiltrækningskraft.

Størst indflydelse har en stat, der råder over både hårde og bløde resurser. Men selv uden hård magt kan en stat have en vis indflydelse gennem blød magt.

En væsentlig del af en stats kulturelle tiltrækningskraft består i dens image eller internationale omdømme. En stat kan altså øge sin bløde magt ved at forbedre sit image eller højne sit internationale omdømme.

Moderne stater bruger store sportsbegivenheder til at forbedre – eller forsøge at forbedre – deres internationale omdømme, og undertiden lykkes det ganske godt. Richard D. Mandell konstaterede nøgternt i sin store bog ’The Nazi Olympics’, at OL i Berlin i 1936 efterlod omverdenen med et positivt indtryk af de nazistiske barbarer.

Selv om ingen græske bystater, så vidt vi ved, brugte deres sportsbegivenheder til imagepleje på samme systematiske måde som nazisterne, benyttede de, man havde nær sagt naturligvis, deres værtskab for store konkurrencer til at skabe og cementere det billede af sig selv, de helst så, omverdenen havde – for eksempel gennem de præmier, de uddelte.

Kun ved de helt store konkurrencer som De Olympiske Lege og ganske få andre bestod sejrherrens præmie udelukkende af en bladkrans flettet af blade fra en plante, der var karakteristisk for den helligdom, hvor konkurrencerne fandt sted: i Olympia olivenblade, i Delphi laurbærblade.

Ellers var præmierne ofte lokale produkter, som var særegne for arrangørerne. I bystaten Pellene på det nordlige Peloponnes var præmierne værdifulde lokale tekstiler.

MEN HER VAR DER SELVFØLGELIG forskel på bystaternes muligheder. I Athen var det også et særlig karakteristisk lokalt produkt, olivenolie af ypperste kvalitet, der var præmien ved Panathenæer-festen til skytsgudinden Athenes ære. Den blev uddelt til sejrherrerne i så generøse mængder, at de athenske præmier i værdi overgik alle andre i den græske verden.

For eksempel blev der til vinderen af den korte sprint, stadionløbet over ca. 185 meter, formentlig uddelt 120 af de såkaldte panathenæiske prisamforaer fyldt med olivenolie fra Athenes hellige lunde.

Her var tale om 60-80 centimeter høje amforaer med et rumindhold på omtrent 40 liter.

Dette betragtelige kvantum olie (4.800 liter) kunne udføres afgiftsfrit af Athen og blev derefter nok solgt: De karakteristiske amforaer findes i hvert fald stort set overalt i middelhavsområdet. De var på bagsiden dekoreret med en fremstilling af den sportsgren, sejren var vundet i, og på forsiden med et ærefrygtindgydende portræt af den store gudinde Athene i fuldt krigsudstyr. Gudinden var Athens skytsgudinde, byen var opkaldt efter hende, og athenerne mente at stå i et helt usædvanlig nært forhold til hende.

De panathenæiske præmier udbredte altså ved deres værdi, mængde og dekoration et billede af bystaten som en stor, mægtig og gavmild bystat under Athenes ægide, kort sagt som Grækenlands ledende bystat – og det var netop det billede, Athen elskede at se af sig selv.

Og for at ingen skulle være i tvivl, stod der på prisamforaerne altid denne indskrift ved siden af gudindens portræt: ’Jeg er en af præmierne fra Athen’.

Det må betragtes som hævet over enhver tvivl, at det vigtigste formål med de generøse præmier faktisk var at promovere et positivt billede af byen.

MENS ATHEN KUNNE basere sin bløde magt på en lang række andre faktorer end bystatens værtskab for store sportskonkurrencer (sin glorværdige historie, de store digtere, sin prestigefulde dialekt, den formfuldendte arkitektur, det sofistikerede demokrati og de filosofiske skoler for at nævne det væsentligste), havde de fleste andre bystater langt mere begrænsede muligheder for at udvikle en overbevisende blød magt.

Men var bystaten vært for en stor sportsbegivenhed, var der alligevel muligheder. Lad os se på, hvordan bystaten Elis, der var vært for det, vi normalt kalder antikkens Olympiske Lege, gjorde brug af blød magt via sit værtskab for den store fest til ære for Zeus.

Antikkens store sportsbegivenheder vandrede ikke som moderne mesterskaber fra by til by. De blev altid afviklet samme sted, fordi de var integrerede dele af bestemte religiøse festivaler, der altid blev arrangeret af og i samme bystat.

De Panathenæiske Lege var per definition en del af Panathenæer-festen i Athen, og på samme måde var De Olympiske Lege per definition en del af festen til ære for Zeus i hans helligdom i Olympia. Konkurrencerne skylder dette forhold deres navn.

Den særlige udgave af Zeus, Elis holdt festen for, hed Zeus Olympios, og det var en udbredt praksis i græsk religion, at man navngav sine festivaler efter den ærede guds tilnavn, i dette tilfælde Olympios. Hans fest kaldtes derfor Olympia.

Navnet, som egentlig betegnede hele festen, blev også brugt mere snævert om den mindre del af festen, sportskonkurrencerne, hvis berømmelse af ukendte grunde voksede sig så stor, at den næsten overskyggede resten af festivalen.

’Lege’ i det moderne udtryk Olympiske Lege har altså ingen antik hjemmel. Grækerne kaldte konkurrencerne agones med et ord, der er det etymologiske ophav til vores eget ’agoni’ og betyder ’alvorlig kamp’. Festen blev altid holdt i helligdommen ved navn Olympia – også opkaldt efter gudens tilnavn – der lå ca. 40 kilometer syd for selve byen Elis.

ELIS HAVDE ALTSÅ i sammenligning med moderne stater den fordel og byrde, at byen altid var vært for De Olympiske Lege og ikke behøvede investere enorme resurser bare for at sikre sig værtskabet: Det tilhørte per definition Elis.

Byen arrangerede og afviklede helt på egen hånd den store fest, som ikke mindst på grund af sportskonkurrencerne var den græske verdens mest berømte.

Festens berømmelse smittede naturligvis af på bystaten selv, så Elis’ internationale omdømme blev altså hele tiden bedre og bedre, uden at bystaten egentlig behøvede at gøre andet end det, den i forvejen var nødt til: at ære sin største gud på prægtigste vis.

Selv om Elis faktisk var en forholdsvis stor bystat, var det helligdommen i Olympia og festivalen, der var byens egentlige claim to fame. Elis identificerede sig med Olympia i en sådan grad, at de to størrelser nærmest flød sammen. Det ses for eksempel på byens mønter.

Det var hævdvunden græsk skik at udsmykke mønter med figurative motiver, og de mange klassiske bystater, der prægede deres egne mønter, valgte naturligvis deres motiver på en sådan måde, at de illustrerede vigtige sider af bystatens selvopfattelse.

Athens mønter prydes for eksempel altid af Athenes portræt, den gudinde, byen havde sit navn fra, og til hvem den var usædvanligt tæt knyttet.

Det samme ses på mønterne fra bystaten Poseidonia, det senere Pæstum, i Syditalien. Bystaten skylder havets gud Poseidon sit navn, og det er netop Poseidon, der pryder statens mønter – og man kunne nærmest fortsætte i det uendelige.

Elis’ mønter er de kunstnerisk set mest fremragende ikke bare på Peloponnes, men i det egentlige Grækenland i det hele taget, og det vidner om, at bystaten viede dem stor opmærksomhed.

Motiverne kan altså næppe være valgt uden hensyn til statens opfattelse af sig selv og det billede af sig selv, den gerne ville udbrede i den græske verden. Og samtlige motiver fra klassisk tid refererer til helligdommen i Olympia gennem for eksempel Zeus’ tordenkile, Zeus’ ørn eller portrætter af guden selv eller hans hustru, Hera, der også blev dyrket i Olympia.

Sådanne motiver henviser til helligdommen i al almindelighed og ikke specifikt til sportskonkurrencerne. Dét gør til gengæld de hyppige afbildninger af sejrsgudinden Nike som på mønten herunder, der dateres til 460’erne før vor tid.

EN VIGTIG DEL af Elis’ værtskab for festivalen var selve annonceringen af den i den øvrige græske verden. Det foregik på den måde, at Elis udsendte delegationer af borgere, der havde til opgave at opsøge de forskellige bystater, annoncere tidspunktet for festen og modtage bystaternes ed på, at de ville respektere ’den olympiske våbenhvile’, det vil sige forpligte sig til ikke at udøve aggression mod Elis’ territorium under festen eller mod rejsende, hvis destination var Olympia – hvilket også var alt, våbenhvilen indebar.

For at udføre deres opgave havde Elis’ delegationer brug for at komme i kontakt med de forskellige bystaters myndigheder, og til dette formål havde de brug for gode lokale forbindelser.

Elis udpegede derfor medlemmer af de lokale eliter rundtom til officielle værter for deres udsendinge. Disse lokale værter blev som sagt udpeget blandt de lokale spidser, og på denne måde skabte bystaten Elis sig et fintmasket net af lokale forbindelser i eliterne i hele den græske verden og gjorde sin position som Olympias ejer klar og alment kendt. Motivet var naturligvis først og fremmest religiøst: at annoncere Zeus’ fest behørigt, men hele den komplicerede proces har medvirket til at profilere bystaten ret skarpt i eliten i den græske verden.

Da sportskonkurrencerne til ære for Zeus blev arrangeret af Elis ene og alene, var det også denne bystat, der suverænt udpegede de dommere, der dømte i konkurrencerne, og de blev udpeget udelukkende blandt byens egne borgere, sådan som det var de græske bystaters skik.

I de moderne leges tidlige historie gav det anledning til en del skandaler, at dommerne udelukkende kom fra den arrangerende nation, men Elis’ dommere var involveret i et forsvindende lille antal skandaler i festivalens mere end 1.000 år lange historie.

Elis’ dommere havde et godt internationalt omdømme. Dette var tydeligvis noget, bystaten lagde vægt på, og vi kender til flere reformer af dommerkollegiet, hvis hensigt var at mindske risikoen for korruption. Da festens ry, efterhånden som tiden gik, i højere og højere grad kom til at hvile på sportskonkurrencerne, var det vigtigt, at dommerkollegiet dømte retfærdigt, så her gjorde Elis altså en dyd af nødvendigheden.

Intet af det, Elis foretog sig som arrangør af den store festival til Zeus’ ære, var egentlig usædvanligt. Mange andre bystater, der arrangerede religiøse festivaler, annoncerede dem ligersom Elis internationalt, og til de fleste store festivaler var der knyttet en hellig våbenhvile, sådan som der var til den olympiske fest. Alle bystater, hvis festivaler havde sportskonkurrencer på programmet, udpegede selv konkurrencernes dommere blandt deres egne borgere.

I DISSE SAMMENHÆNGE kan vi ikke tale om egentlig misbrug af festen, for Elis fulgte simpelthen gængs praksis. Den olympiske fest adskilte sig primært fra de mange andre religiøse festivaler i den græske verden ved sin store berømmelse.

I det store og hele forvaltede Elis sin rolle som arrangør af den olympiske fest og den deraf afledte prestige og bløde magt besindigt, men i 420 før Kristus benyttede byen sit værtskab på en måde, der tangerer misbrug.

På den tid lå byen i konflikt med Sparta, der støttede en række mindre bystater, som Elis betragtede som sine lydstater.

Der skete nu det, at Sparta, efter at den olympiske våbenhvile var proklameret i Elis, men før den var proklameret i Sparta, sendte soldater til byen Lepreon, der netop var en af de bystater, Elis betragtede som sine undersåtter, og som forsøgte at vride sig fri af Elis’ overherredømme.

Elis opfattede Spartas støtte som et klart brud på den hellige våbenhvile, der forbød aggression mod byens territorium. Byen straffede derfor Sparta med en stor bøde i en sag, der blev pådømt af byens egen domstol efter byens egen lovgivning.

Da Sparta nægtede at betale bøden, udelukkede Elis byen fra deltagelse i årets fest. Det førte til, at festen blev afviklet under et vældigt opbud af militær beskyttelse, bl.a. af soldater fra Athen, fordi man frygtede, at Sparta ville angribe helligdommen og tiltvinge sig adgang.

Det skete dog ikke, men en fremtrædende spartansk aristokrat ved navn Lichas havde åndsnærværelse nok til at omgå eksklusionen af Sparta ved at overdrage sit hestefirspand til bystaten Theben, der lod det stille op i konkurrencerne i byens eget navn, sådan som der var en vis tradition for i Olympia.

Nu gik det sådan, at Lichas’ firspand faktisk vandt løbet, den mest prestigefulde af alle olympiske discipliner. Eksklusionen af Sparta betød ikke, at spartanske borgere ikke kunne overvære konkurrencerne. Den betød, at spartanske atleter ikke kunne stille op, og at Sparta ikke kunne sende en officiel delegation, der efter hævdvunden tradition skulle deltage i de hellige riter på bystatens vegne, særligt den store ofring. Så Lichas var til stede ved løbet.

Da firspandets sejr var en realitet, trådte han ind på banen for demonstrativt at binde et uldbånd – et sejrsbevis – om sin vognstyrers hoved, for efter almindelig aristokratisk skik var det ikke ejeren, men en professionel vognstyrer, der havde kørt vognen.

DET BLEV FOR MEGET for værterne, da alle jo vidste, at manden med uldbåndet var Lichas fra Sparta. Han blev derfor straffet med piskeslag og fordrevet fra helligdommen.

Selvfølgelig var det en alvorlig ydmygelse af Sparta, men piskeslag var en almindelig straf for brud på de olympiske regler og altså ikke en særlig bestialsk straf til netop Lichas. Men spartanerne huskede ydmygelsen i lang tid derefter, og ifølge en samtidig historiker var ydmygelsen et af de forhold, der 20 år senere fik Sparta til at erklære krig mod Elis.

Det, der foregik i Olympia, havde hele den græske verdens bevågenhed, hvorfor begivenhederne i 420 var så fulde af symbolsk betydning.

Men Elis handlede her blot, som enhver anden græsk bystat nok ville have gjort. Det var primært, fordi reglerne blev brudt af en spartaner, begivenheden blev så alvorlig. Det egentlig kontroversielle var det grundlag, Elis ekskluderede Sparta på: nemlig, at byen havde brudt den olympiske våbenhvile ved at sende soldater til Lepreon. For det var ikke indlysende, at Lepreon, der var en bystat i egen ret, udgjorde en integreret del af Elis’ territorium, som var det, den hellige våbenhvile beskyttede.

Her tilpassede Elis sin fortolkning af de olympiske regler, så de var i overensstemmelse med byens geopolitiske interesser.

Egentlig kan man ikke hævde, at sportswashing forekom i det antikke Grækenland, for der forelå ikke et sæt formulerede menneskerettigheder, alle bystater havde forpligtet sig på. Et sådant sæt rettigheder kunne ikke eksistere, da der ikke var nogen organisation, der kunne forpligte alle bystater i den polycentriske bystatskultur med mere end 1.000 stater.

Men politik og sport hang uløseligt sammen. Og magtteorien om blød magt er et begreb, der godt kan anvendes om den gevinst, bystater som Athen og Elis fik ud af at arrangere deres store sportskonkurrencer.

Sportskonkurrencerne var dog først og fremmest religiøst motiveret, og den magtposition, der kom ud af anstrengelserne, var en behagelig sidegevinst og normalt ikke selve motivet for bystaterne.