Smitsomme sygdomme kommer og går

I maj 1711 tog soldater opstilling rundt om hele Helsingør. Der blev slået pæle i jorden, der angav, at hertil måtte byens borgere gå, men ikke længere. Hvis de alligevel overtrådte denne linje, havde de posterede soldater ordre til at skyde dem ned på stedet. Ude på Sundet patruljerede et af flådens skibe og passede på, at ingen skibe sejlede ind eller ud af havnen, ud over til en særligt udpeget karantænekaj, hvor der intet samkvem var med Helsingørs befolkning.

Danmark var i krig med Sverige, men soldaterne var danske, og fjenden her var ikke svenskerne, men derimod en sygdom. Helsingør var ramt af pest, og nu forsøgte man på denne drastiske måde at standse smitten.

FRA MIDTEN AF 1600-tallet og frem til midten af 1800-tallet gennemgik Danmark en udvikling fra at være en regional stormagt til at blive den småstat, som landet stadig er. Det var en udvikling, der manifesterede sig geografisk ved, at den danske kongemagt mistede først Skåne, Halland og Blekinge i 1658 og siden Norge i 1814 og til sidst de sønderjyske hertugdømmer i 1864. Periodens forandringer gjorde sig også gældende politisk, hvor styreformen overgik fra adelsvælde til enevælde i 1661 og videre til et spirende demokrati i 1849.

I den samme periode undergik samfundet også en lang række teknologiske forandringer, hvor indførelsen af dampmaskiner og tidlig industri gav os de første fabrikker. Selv om landbrug og fiskeri var vigtige indtægtskilder, var handelssøfart og industri i stigende grad vigtige. Befolkningen klumpede sig i stigende grad sammen i byerne, samtidig med at verden blev mindre, efterhånden som jernbanerne og skibsruterne blev etableret.

I denne foranderlige verden var der meget få konstanter. Der var meget, som en københavner fra år 1700 ikke havde kunnet genkende eller forstå af en københavners hverdag anno 1870. Men én ting ville de have haft tilfælles: angsten for smitsomme sygdomme.

Epidemier som kopper, tyfus, kolera og pest blussede op med jævne mellemrum og bortrev børn, venner og naboer. Døden var en del af livet i langt højere grad end i dag. Men selv om man godt kan få det indtryk, at vore forfædre var aldeles magtesløse og stod uden reel mulighed for at skride ind over for sygdom og smitte i en tid, hvor der ikke fandtes moderne lægevidenskab, penicillin eller viden om bakterier og vira, er det ikke helt rigtigt. Fra gang til gang gjorde man sine erfaringer og forsøgte, så godt man nu kunne, at lære af dem, så man stod lidt bedre forberedt, næste gang sygdommen ramte.

BEGYNDELSEN AF 1700-TALLET er i Danmark særligt forbundet med Den Store Nordiske Krig mod Sverige. En forgæves krig om at få de tabte Skåne-lande tilbage til kongeriget, der blev udkæmpet i årene 1709-20. Men midt i al taktikken og storpolitikken meldte en helt anden fjende sig også på banen, en pestepidemi.

Epidemien var formentlig begyndt i Centralasien og kom via Konstantinopel til Europa omkring år 1700. I 1702 var den nået til Polen, i 1711 nåede den endelig frem til Helsingør med et fransk skib, der var på vej hjem fra Stockholm. Man havde længe været klar over, at der var et pestudbrud på vej. Siden den sorte døds hærgen i midten af 1300-tallet havde pestepidemier med jævne mellemrum gæstet Europa. Hver gang med død og lidelse i sit kølvand. Derfor var det danske samfund ikke egentlig uforberedt i 1711. Både befolkningen og myndighederne var opmærksomme på faren, og alle vidste, at der var fare på færde, når først smitten var i landet. Men man vidste også, at der var nogle ting, man kunne gøre for at hindre smittespredning.

For det første var det en god idé at sørge for, at skibe og personer fra smitteområder ikke uhindret sejlede ind i danske havne. Når man vidste, at en by var ramt, fik skibe, som kom derfra, forbud mod at gå direkte ind i havn. De blev i stedet sendt til karantænestationer på forskellige småøer, hvor de måtte opholde sig i 40 dage, hvilket man anså som tilstrækkelig længe, til at man var sikker på, at besætningen ikke var smittet.

REGLEN OM DE 40 DAGE var direkte kopieret fra de første karantænestationer i Europa, som lå i farvandet ud for Venedig. Her havde man med succes indført karantænesystemet tilbage i midten af 1400-tallet. Selve ordet karantæne er afledt af netop det italienske ord quaranta for tallet 40. Også et andet italiensk ord smittede sammen med sygdommen af på det danske sprog, idet man gerne holdt de potentielle smittebærere isoleret på en ø – isola på italiensk – i de 40 dage.

I Københavnsområdet var den ø, der blev brugt til at sende udenlandske skibsbesætninger og mulige smittede danskere i isolation, Saltholm ved Amager. Rundtomkring i landet havde man identificeret andre egnede småøer til karantænestationer. Det var blandt andet Kyholm ved Samsø, Brandsø i Lillebælt, Sprogø i Storebælt og Askø ved Lolland.

Gennem flere år lykkedes det faktisk på denne måde de danske myndigheder at holde den frygtede sygdom stangen. Selv om pesten allerede i 1709 hærgede i den store havneby Danzig (i dag Gdansk i Polen), som var en vigtig handelsby for for københavnske købmænd, var karantænesystemet en effektiv barriere, og der kom i lang tid ikke smitte i land fra skibene derfra.

MEN I NOVEMBER 1710 løb heldet ud for den danske karantænestrategi, og det lille fiskerleje Lappen lige nord for Helsingør blev ramt af et udbrud af pest. På mere end 300 års afstand er det svært at fastslå, præcis hvordan smitten kom i land. Men det faktum, at tusindvis af skibe årligt måtte lægge til ved Helsingør og betale sundtold til den danske konge, betød, at der var stor risiko for, at en eller flere af de mange søfolk og passagerer bar sygdommen med sig dertil først.

I første omgang lykkedes det at holde Lappen isoleret i en måneds tid, men i januar var smitten løs i Helsingør. Der skulle dog gå flere måneder, inden man altså i maj besluttede helt at lukke borgerne inde med militær magt. Men indespærringen kom for sent, og i forårsmånederne spredte sygdommen sig ud i de omgivende landsbyer, hvor blandt andet Hornbæk og Ålsgårde blev hårdt ramt. I selve byen Helsingør blev det en frygtelig sommer, og da sygdommen endelig havde raset ud i november 1711, var mere end 1.800 af byens godt 3.000 indbyggere døde. Juli var den værste, hvor der ugentligt døde over 100.

Afspærringen af Helsingør kom som nævnt for sent til at være rigtig effektiv, og selv om der var instruks til soldaterne om at skyde folk, der forsøgte at overskride den barriere, der med pæle var markeret rundt om byen, lykkedes det adskillige borgere at snige sig ud af byen. Heriblandt også smittede personer, som tog smitten med sig til København. I hovedstaden gjorde man sit bedste for at opspore disse smittebærere, som skulle bringes til karantænestationen på Saltholm, hvis de blev fundet. Men københavnerne fandt sig ikke i restriktionerne, og politiundersøgelser og ransagninger blev aktivt modarbejdet.

I løbet af juni stod det klart, at slaget var tabt. Ligesom i Helsingør gik man en forfærdelig sommer i møde. Det ene hus efter det andet blev ramt, og med kongen i spidsen flygtede alle, der havde råd og mulighed for det, ud af byen. Det var derfor de fattige og elendigste københavnere, der i forvejen var mest udsat for smitsomme sygdomme, der blev tilbage. Ikke alle var dog til sinds at blive, og det er blevet fortalt, hvordan nogle ligefrem klyngede sig til de riges kareter for på den måde at komme ud af den pestramte by. De blev truet og pisket, til de faldt af.

De tilbageblevne skulle nu vænne sig til en grum hverdag, hvor de konstant måtte forholde sig til truslen om smitte, samtidig med at de rent praktisk måtte tage sig af de syge og døde. Det stillede mange i svære dilemmaer.

TRADITIONEN BØD, at man bar den døde til graven. Der var ikke langt til kirkegårdene i den lille hovedstad, og det var højtideligt og ærefuldt sådan at bære den døde. Problemet var blot, at man på den måde kom i alt for tæt kontakt med den døde og de pårørende, og traditionen satte ekstra fart i smitten. Det blev derfor befalet, at de døde skulle køres i særlige ligvogne, hvor kisten kunne ligge under en skærm af sort lærred. Men det bød folk imod, og der var store protester.

Efterhånden voksede antallet af døde dog så voldsomt, at københavnerne fandt sig i de nye vogne. Men så opstod en ny flaskehals, for der var ikke raske eller levende håndværkere nok tilbage i byen til at fremstille vognene – og dem, der i øvrigt arbejdede med træ, var fuldt beskæftiget med at fremstille ligkister! Så ligbæringen fortsatte.

Kirkegårdenes kapacitet blev snart udnyttet langt ud over det forsvarlige. Der var ganske enkelt ikke plads nok. Og graverne håndterede problemet ved at bøje reglerne. De gravede ganske vist gravene de lovfæstede tre alen dybe (cirka 190 cm), men hvor man almindeligvis ville nedsænke en enkelt kiste i en grav af den dybde og så kaste jord på igen, satte man nu flere kister oven på hinanden i den samme grav. I grelle tilfælde helt op til fem kister i en stak, som så blev kastet til med få centimeter jord.

CHEFEN FOR GARNISONEN på Kastellet klagede over, at stanken fra pestkirkegården uden for Østerport på den anden side af volden drev ind over hans folk. Han observerede, at stanken både kom fra kister, der ikke var gravet ned, og som henstod i dagevis, fordi der ikke var nok gravere, men også fra de begravede kister, som ikke ’kom dybere i jorden, end at låget på kisterne knap med jord bliver bedækket’. I desperation greb man til at afskyde kanonskud ud over kirkegårdene, i håb om at lufttrykket og røgen ville sprede ’miasmerne’ – den dårlige lugt – og drive dem væk. Det nyttede naturligvis ikke noget.

Den fæle stank fra de døde forfærdede og skræmte de levende. Man kendte ikke til bakterier og forstod kun dårligt, hvordan smitten spredte sig. Den mest udbredte opfattelse i samtiden var, at smitten spredtes med miasmer. En ikke ulogisk sammenkædning, som dog ikke var korrekt. Den ubehagelige stank kunne nok fremkalde opkastningsfornemmelser, men var ikke i sig selv med til at udbrede pestsmitten.

SOM NÆVNT VAR DANMARK i krig med Sverige i 1711. Pestepidemien var en faktor, som militæret måtte forholde sig til. Den kunne potentielt betyde, at der var færre kampklare soldater og søfolk.

Flådens ledelse var dybt bekymret over de mulige konsekvenser af pestepidemien. Stort set samtlige flådens skibe havde været udrustet og på togt hele sommeren. På den måde havde de tusindvis af søfolk i realiteten været i en slags isolation. Men i efteråret 1711 nærmede vinteren sig, og hvad skulle man stille op, når skibene lagde ind i Flådens Leje, og søfolkene vendte hjem til Nyboders lavloftede stuer, hvor pesten havde hærget hele sommeren? Der blev taget initiativ til at bygge midlertidige barakker for søfolkene ude på Holmen, hvor man var i god afstand fra Nyboder. Her skulle de leve isoleret fra resten af hovedstadens befolkning.

Men da det kom til stykket, blev det alligevel ikke nødvendigt. Smitten aftog mærkbart i efterårsmånederne, og lejlighederne i Nyboder blev grundigt renset. Der blev røget med svovl og enebærris, og væggene fik en gang hvidtekalk. Det lyder ikke af meget, men de lus og lopper, der bar pestbacillen, var ikke glade for svovl, og hvidtekalk virkede også desinficerende. Desuden er det sådan, at kulde gør lus og lopper mere sløve. De hopper ikke så meget rundt, og de reproducerer sig ikke i samme grad som i de varme sommermåneder, så naturen gjorde altså også sit til at sætte en stopper for epidemien.

Nyboder havde været hårdt ramt af pestepidemien, hvilket var paradoksalt, eftersom husene der som de eneste i hovedstaden havde gode brede gader imellem sig, og der var brede gårde og haver imellem længerne. Husene var oprindelig opført netop sådan, for at de skulle være gode og sunde at bo i. Men af sparsommelighed havde man indkvarteret dobbelt så mange mennesker i husene, som de var bygget til. Derfor måtte det gå galt.

PESTEPIDEMIEN I 1711 kostede cirka 23.000 københavnere livet. Det var mere end en tredjedel af byens daværende befolkning. Selv om der skete mange fejl i håndteringen, og isolering og karantæne ikke havde været så effektivt, som man kunne have ønsket, var den danske håndtering af pesten i international sammenhæng forbilledlig. Alene det, at man havde udpeget og anvendt småøer som karantænestationer, var et kæmpe skridt i den rigtige retning. Dette system var formentlig med til at forsinke pestens ankomst til Danmark.

Karantænestationerne var fortsat i funktion til op i 1800-tallet. I 1831 var en ny trussel i anmarch, den såkaldte asiatiske kolera. Med de gode erfaringer fra tidligere århundreder i tankerne vendte man tilbage til at bruge karantænen for at inddæmme smitten. En karantæneforordning for indrejsende indskærpede, at der var op til 40 dages karantæne, og det var forbundet med dødsstraf at trodse forordningen.

Her benyttede myndighederne sig også af det faktum, at hovedstaden var beskyttet bag de militære volde, hvor passagen ind og ud gennem byportene kunne kontrolleres. Uden for voldene måtte man ikke bygge, for kanonerne på befæstningen skulle have frit skud, hvis fjenden kom. Det var dog et tveægget sværd, for det betød, at flere og flere bosatte sig alt for tæt inden for voldene. Det gav gode kår for smitsomme sygdomme.

KØBMÆND OG SKIBSREDERE var kede af karantæneforordningen. Den lagde hindringer i vejen for handlen, ligesom voldene hindrede Københavns fortsatte vækst. Omkring 1850 stod det klart, at voldene skulle sløjfes, og det blev gradvis gennemført i løbet af de følgende 25 år. I 1852 blev karantæneforordningen af 1831 ophævet, og de barrierer, der faktisk havde beskyttet københavnerne mod smitsomme sygdomme, forsvandt ved et trylleslag.

Allerede året efter, i 1853, holdt koleraen sin indmarch i København. Igen var det særligt Nyboder, der måtte holde for, og det var også her, det første tilfælde blev konstateret 12. juni.

I de følgende måneder var der cirka 4.700 københavnere, der døde af kolera. Alene i Nyboder døde næsten 400. Om fortsat karantæne kunne have reddet København fra koleraen, er dog tvivlsomt. Sygdommen spredte sig igennem urenset spildevand, og de tætte boligforhold og den ringe hygiejne i hele byen gjorde, at sygdommen havde gode vilkår for at sprede sig, da først den var kommet til byen.

I MODSÆTNING TIL PESTEN var det et langt, sejt træk at komme epidemien til livs, og der blev ved med at være koleratilfælde i byen helt frem til 1861. Man kunne konstatere, at bedre hygiejne virkede befordrende. Men det var svært at gøre hele den tætpakkede by rent. Som i pestens tid var det primært de fattigste blandt byens borgere, der var mest udsat.

Det våben, der i sidste ende kunne nedkæmpe koleraepidemien, var bedre hygiejne og frem for alt en kloakering af byen. De åbne latringruber, hvorfra inficeret spildevand sivede over i brøndene og til sidst endte i københavnernes drikkevand, måtte afskaffes, før man kunne komme problemet til livs.

I de følgende generationer blev forholdene gradvis bedre. Smitsomme sygdomme vedblev dog at være en faktor i menneskers liv. Af og til blussede de voldsommere epidemier op, der bortrev flere end sædvanligt. Den spanske influenza i årene efter Første Verdenskrig, polio og aids.

Men moderne lægevidenskab med ny medicin og vacciner koblet med bedre boligforhold og hygiejne gav i lang tid en fornemmelse af, at menneskeheden snart havde lagt denne udfordring bag sig.

Coronapandemien i 2020 minder os om, at epidemiske sygdomme alligevel ikke er et overstået kapitel. Mennesker har altid måttet forholde sig til sygdomme. Men vi plejer som regel at finde en måde at leve med dem på – og til sidst at overvinde dem.