Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Endnu en detektorfører har gjort et opsigtsvækkende fund i den danske muld.
En halsring af guld på knap et halvt kilo og med helt særlige stempelornamenter er fundet på en mark ved Ilsted, som ligger mellem Bramming og Gørding i Sydvestjylland. Hvis du er hurtig, kan du få smykket at se på Museet Ribes Vikinger fra 18.-23. december.
»Det er en meget, meget sjælden guldring, der er fundet«, siger arkæolog og museumsinspektør ved Sydvestjyske Museer, Claus Feveile, om guldringen, der er dateret til ældre germansk jernalder, cirka 400-550 e.Kr.
»Det er ikke unormalt at finde guld fra den periode, men at finde en guldring af den type med de stempelornamenter er sjældent. Der findes under 10 i Danmark, og mig bekendt er det 50 år siden, at der sidst blev fundet en. Og uden at prale alt for meget, er halsringen fra Ilsted én af de flotteste«, siger han.
Da det jo ikke skete, kan man tænke sig, at det ikke gik ejeren godt, og at man dermed aldrig fik mulighed for at hente den værdifulde guldring frem igen
Claus Feveile, arkæolog og museumsinspektør ved Sydvestjyske Museer
Museumsinspektøren er selvsagt glad for, at den er fundet i ’hans’ område, der dækker Billund, Esbjerg og Fanø Kommuner:
»Det er første gang, at der er fundet en guldring af den type i Jylland syd for Aarhus, så det er selvfølgelig et enestående fund for os«.
En særlig detalje ved de halvmåneformede stempler er, at der er tale om to forskellige stempler. På den inderste ring, er der anvendt et stempel med seks små bukler i bunden, mens der er otte bukler i den yderste
Forklaringen lå længere nede
Claus Feveile blev i oktober kontaktet af detektorføreren Dan Christensen, der kunne fortælle, at han havde gjort sit livs fund. Herefter foretog museet en grundig gennemsøgning af marken for at finde ud af, om der lå en ring mere, da tidligere fund af lignende halsringe flere gange er fundet parvis.
Afsøgningen resulterede ikke i flere fund, og at der kun lå én ring på stedet, viste der sig at være en naturlig forklaring på. Da arkæologerne begyndte deres udgravning, som Slots- & Kulturstyrelsen finansierede, fandt de under det tynde lag af muld en lang række spor efter stolpehuller og andre nedgravninger i den lyse undergrund.
På »et foreløbigt grundlag« vurderes det, at de tagbærende stolpehuller stammer fra adskillige tre-skibede langhuse fra perioden ca. 3-600. e.Kr.
»Lige der, hvor halsringen blev gravet op, kan vi se, at detektorspaden har været et stykke nede i et anlæg under pløjelaget, og den samlede konklusion på undersøgelsen er derfor, at halsringen med stor sandsynlighed har ligget gemt i den nedgravning, og at den ikke er trukket rundt på marken af markredskaberne«, siger Claus Feveile.
»Guldet er så rent og derfor også så blødt, at ringen slet ikke ville have kunnet holde formen så flot, som den trods alt har gjort, hvis den var blevet flyttet rundt af markredskaber«.
Dermed udelukker han også muligheden for, at guldringen kan være et offer til guderne.
»Når man ofrede noget på den tid, gjorde man det som regel i vådområder som eksempelvis moser, og vi ved, at der har ligget et stort vådområde tæt på fundstedet, så hvis ringen var et offer til guderne, ville den have ligget derude«, siger Claus Feveile.
Arkæologen tror derfor, at ejeren gravede halsringen ned for at gemme den, og at det var meningen, at den skulle graves frem igen – enten når fjender, der truede, var forsvundet igen, eller når der blev brug for ringens værdi.
»Da det jo ikke skete, kan man tænke sig, at det ikke gik ejeren godt, og at man dermed aldrig fik mulighed for at hente den værdifulde guldring frem igen«.
Det blev så den vedholdende detektorfører Dan Christensen, der endte med at grave den frem igen.
