Den svømmende mor fra Vejle blev en verdenssensation

De cirka 35 kilometer over Dover-strædet mellem England og Frankrig blev anset som den ultimative udfordring for åbenhavssvømmere. Ikke så meget på grund af distancen, men strømmen i Den Engelske Kanal var en uhyggelig modstander. De kraftige tidevandsstrømme, der passerede igennem Dover-strædet, kunne give op til 13 meters forskel i vandstanden, hvilket gjorde det nødvendigt at svømme turen i en S-rute frem for en lige linje. Samtidig var svømmerne i den grad afhængige af vejrguderne, for hvis vandet blev for uroligt, havde de ikke en chance, når tidevandet samtidig spillede med musklerne.

Allerede i 1875 var det lykkedes den engelske kaptajn Matthew Webb at svømme over Den Engelske Kanal. Han havde klaret det på 22 timer. I 1925 var det endnu ikke lykkedes nogen kvinde at gøre ham kunsten efter.

Mille Gade passede sin træning. Hun drømte om at blive den første kvinde, der svømmede over Den Engelske Kanal, men en stor forhindring havde meldt sig: Hun var blevet mor. Efter at hun var blevet gift med sin amerikanske kaptajn, fik parret deres søn, Sonny, i 1922. Mille genoptog svømmetræningen umiddelbart efter, og blot ni måneder efter fødslen rejste hun til England for at prøve kræfter med Kanalen. Til sin store ærgrelse måtte hun dog opgive rekordforsøget på grund af stærk strøm få kilometer fra land.

Snart blev hun gravid igen. Da datteren Marjorie kom til verden, regnede de fleste nok med, at Mille var færdig som distancesvømmer på åbent hav. Selv havde hun dog ikke opgivet drømmen. Ihærdigt forsøgte hun at få en sponsoraftale i stand med en amerikansk avis. Projektet lod sig ikke gøre uden økonomisk rygdækning.

I takt med at kanalsvømningerne havde fået mere og mere opmærksomhed, var der også kommet flere penge i dem. Da Gertrude Ederle i 1925 forsøgte at blive den første kvinde, der klarede Den Engelske Kanal, nåede mediebevågenheden et foreløbigt klimaks.

Det burde derfor også have været muligt for en svømmer med Mille Gades talent at få en aftale på plads. Men hun blev ved med at løbe panden mod en mur. Ingen troede på, at en mor til to ville være i stand til at klare udfordringen. Aviserne skrev om hende, men mest som en kuriositet. Det var på den tid, Mille i de amerikanske aviser fik tilnavnet ’The Swimming Mother’. Journalisterne fandt det sjovt og overraskende, at en mor ville stille op – men de troede ikke på hendes evner.

Den manglende sponsor slog ikke Mille Gade ud. I håbet om at få chancen igen satte hun ind med målrettet træning. Familien fik en lejlighed på Manhattan, og i efteråret 1925 fulgte hun det samme mønster hver eneste morgen: Hun stod op, før børnene vågnede, og løb den samme rute, fire gange rundt om reservoiret i Central Park. Senere på dagen svømmetrænede hun i Hudson-floden.

I 1926 var det endnu ikke lykkedes nogen kvinde, men alle fornemmede, at det snart ville ske. Den sommer bød på et hæsblæsende kapløb mellem flere stærke og udholdende kvinder og mellem de aviser, der havde sponsoreret dem.

Da forretningsmanden Walter Lipman Lissberger forærede Mille Gade 3.000 dollars til at rejse til Europa, blev det pludselig muligt for Mille Gade for alvor at melde sig ind i kampen.

Det var et opsigtsvækkende mål, Mille Gade havde sat sig. Ikke mindst fordi hun levede i en tid, hvor kvinder og eliteidræt blev set som uforenelige størrelser. Til OL fik kvinder stort set kun lov at konkurrere i idrætsgrene, som ikke handlede om udholdenhed og styrke.

I mellemkrigstiden forventedes det af kvinder, at de holdt sig til bløde, graciøse bevægelser. Gymnastik og fægtning var okay, løb og højdespring gik ikke. Og når kvinder blev mødre, forventedes det, at de koncentrerede sig fuldt ud om modergerningen. Så sent som 15 år efter Mille Gades kanalsvømning var dette kvindesyn stadig så fremherskende herhjemme, at man i en bog af den anerkendte overlæge Axel Tofte kunne læse:

»Den ideelle Kvinde skal være specifik kvindelig: Legemsformerne bløde, ikke kantede, Bevægelserne graciøse, Stemmen melodisk. Hos Manden lægger vi først og fremmest Mærke til, hvad han siger, mens vi gerne hører en smuk Kvinde passiare om Bagateller. Thi Mandens naturlige Instinkt forlanger af en Kvinde, at hun ikke er behersket af mandlige Tankeforbindelser, men af kvindelige Følelser, at hun ikke tragter efter at hjembringe Sportstrofæer eller at opnaa et Professorat; men at hun er en tilbedelsesværdig Hustru og en god Moder«.

Formaninger af den karakter så Mille Gade stort på. 28. august 1926 gik hun i vandet ved Cap Gris-Nez på den franske kyst. Svømmetag for svømmetag bevægede hun sig i retning af England.

Det var dog ikke længere muligt for Mille Gade at skrive sig ind i historiebøgerne som den første kvinde til at klare udfordringen. Knap tre uger tidligere var det nemlig lykkedes for konkurrenten Gertrude Ederle. Over for journalisterne gav Mille Gade udtryk for, at det ikke betød så meget. Så længe hun klarede den udfordring, hun havde stillet sig selv, ville hun være tilfreds.

En turistfølgebåd med hujende tilskuere fulgte hende hele vejen. Det var en af de afledte effekter af, at kanalsvømning var blevet en så stor begivenhed. Folk ville betale dyrt for at følge det hele fra første parket.

»Go Mille! Go Mille! Go!«, lød det taktfast oppe fra båden, mens Mille Gade kæmpede sig frem.

En gang i timen fik hun sukkerknalder og indimellem også lidt kokosmælk. Det blev en lang og slidsom tur. Op ad formiddagen kunne hun se de hvide klipper ved Dover, men hun vidste, at det sidste stykke ville blive det hårdeste. Markante bølger rejste sig, mens strømmen trak i hende og sled hårdt på kræfterne.

På trods af vind og vejr kom Mille Gade endelig i land. Da hun segnefærdig vaklede op på Shakespeare Beach ved Dover, fyldtes hun af en enorm stolthed over at have nået sit mål. Heldigvis var hun kun væk i få sekunder, da hun besvimede i sin træners arme. Da hun kom til sig selv, kunne hun bade sig i jubelen og tilråbene fra de mange lokale.

Mille Gade fortalte efterfølgende i et interview om, hvor stolt hun var, og hvor krævende de mange forberedelser havde været. Da journalisten spurgte til hendes små børn derhjemme, brød hun sammen i gråd. At være væk fra en treårig og et barn på under et år havde gjort ondt, fortalte hun. Men hun havde klaret sig igennem ved hele tiden at holde sig målet for øje.

Da hun vendte tilbage til USA, høstede hun frugterne, da hendes berømmelse nåede vilde højder. Eskorteret af 500 uniformerede marinesoldater bevægede hun sig i triumftog gennem New Yorks gader. Til en journalist sagde hun:

»Jeg tror ikke, nogen kvinde har nået toppen, hverken fysisk eller på anden vis, før hun er blevet mor«.