Hun var en pioner inden for antropologisk feltarbejde

I 1904 var to nordjyske søstre på tur til Midnatssolens land, som svensk Sameland blev kaldt i datidens reklamer for det nye turistmål for vildmarkselskere. Turen gik med Laplands-Expressen fra Stockholm til den nye mineby Kiruna, over 1.000 km nordpå. Malmbanen, som toget også hed, var bygget til at fragte jernmalm fra Kiruna til Narvik i Norge, men transporterede også turister.

Allerede dengang jagtede de den helt særlige oplevelse, som helst ikke skulle deles med alt for mange andre. Målet var Lapland med en vild natur og farverige samer, som på den tid blev kaldt lapper. Den yngste af de to søstre, Emilie Demant, havde dog andre ambitioner end at være almindelig turist. Hun ville opleve et personligt møde med samerne, som hun havde drømt om, siden hun som barn læste den finsk-svenske digter Zacharias Topelius’ eventyr om Sampo Lappelill.

På vej hjem fra Narvik gik drømmen i opfyldelse og ændrede hendes liv. I 1942 beskrev hun mødet:

»Sommeren 1904 traf jeg første Gang Johan Turi. Det var i et Malmtog mellem Riksgränsen og Torneträsk. Vi følte os straks tiltrukket af hinanden, men kunde ikke tale sammen, før en finsk Medrejsende traadte til som Tolk«.

I toget sad en midaldrende same med livlige øjne og kiggede på søstrene. Den skindklædte mand med farvestrålende samehue var på vej til Torneträsk-søen, hvor nogle af hans slægtninge havde deres sommerkvarter. Johan Turi (1854-1936) var 50 år og ulvejæger, blandt andet, for han var ikke kun interesseret i sit eget, men nysgerrig over for hele verden.

OGSÅ HAN HAVDE EN GAMMEL drøm, nemlig at beskrive sit folk og deres levevis, deres fortællinger og tro. Beskrivelsen skulle ikke bare fastholde historien og den samiske livsform på skrift, men også tjene som et forsvar for samernes måde at leve på. I forsvaret for traditionen lå en indbygget kritik af den uretfærdige behandling, Turis folk var udsat for af de tilflyttede, fastboende bønder, som oftest blev støttet af de regeringer, der styrede de tre skandinaviske lande, samerne levede i.

Turi skulle af på Torneträsk Station, hvor toget standsede nogle minutter. Efter en pludselig indskydelse stod de to søstre også af. Få minutter efter stod de dog på igen efter at have udvekslet navne og truffet aftale om at komme tilbage to dage senere. Så ville Johan Turi ro dem over søen til Turi-familiens sommerlejr.

Han holdt ord, og Emilie Demant, der var under uddannelse på Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder i København, tegnede Turi, som i sin samedragt trak godt i robådens årer. Vejret var dårligt, bølger skyllede ind over dem, og Emilie noterede, at han hele tiden stirrede på de to pigebørn (de var begge fyldt 30), der havde fået den sære ide, at de ville besøge samerne.

Det var nu mest Emilie, der havde den trang. Marie Demant fulgte med som støtte for sin søster, der i nogen tid havde været deprimeret. Måske fordi det var svært at være kvindelig kunstner på den tid; hun havde passeret de 30 uden at have skabt sig et navn, og hun var hverken forlovet eller gift.Den første nat sov de hos finske bønder i Kattuvuoma. Næste dag roede de videre til lejren i Laimolahti, hvor fine røgsøjler steg op i den stille luft fra de grå telte (der kaldes koter og i form minder om en tipi).

Birketræerne langs kysten, hvor de lange elvebåde lå fortøjet, var med til at skabe den stemning af en uberørt og anden slags verden, som Emilie Demants sind fastholdt, og som blev et tilbagevendende motiv i hendes kunst. Samernes verden var i de år under forandring; det var tidligere sket gradvis, men var accelereret med jernbanens komme i 1903. Søstrene sov en nat i lejren (formedelst tre kroner, som Emilie samvittighedsfuldt noterede) og blev trakteret med kaffe og rensdyrkød. Næste dag blev de roet tilbage til Torneträsk og rejste videre til Stockholm og København.

Men Emilie Demant ville tilbage, og Turi ville skrive en bog.

EMILIE LAURENTZE DEMANT HATT (1873-1958) blev født i Selde ved Skive, hvor hendes forældre havde en købmandsgård. Emilie ville være kunstner og længtes tidligt mod andre lande, både mod syd, hvor hendes fynske mors kosmopolitiske fotografbror havde arbejdet for kejser Franz Josef i Wien, og mod nord, hvor solen aldrig gik ned i samelandets korte sommer.

Hendes fire år ældre søster, Marie, blev lærerinde. Knap var Emilie konfirmeret, før en 22-årig plejesøn til nogle bekendte i sommeren 1887 slog benene væk under hende. Carl Nielsen var netop uddannet fra Musikkonservatoriet i København og bragte suset fra storbyen med sig. Den gensidige forelskelse varede tre somre, hvor Carl Nielsen indimellem fik barn med en tjenestepige, som han ikke giftede sig med. Emilie og Carl Nielsens forhold ophørte i 1889, og i 1890 forlovede Emilie sig med en barndomsven, Christen Johan.

Forlovelsen, der var en slags panikhandling efter et traumatisk brud med Carl Nielsen, blev ophævet tre år efter. Emilie glemte aldrig Carl Nielsen, og han ikke hende. Senere i livet blev de venner, nu med hver sin ægtefælle.

I 1898 blev Emilie Demant som 23-årig optaget på Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder. Med uddannelsen fulgte et nyt liv i storbyen København. Det lykkedes i 1903 Emilie at få antaget et maleri til Charlottenborgs censurerede Forårsudstilling, en lille adgangsbillet til den professionelle kunstverden.

Året efter mødte hun Johan Turi i Torneträsk og vendte hjem, fast besluttet på at lære samisk, så hun kunne vende tilbage for at leve med samerne og medvirke til at opfylde Turis drøm om at skrive en bog. Opholdet i Lapland kom til at vare til et års tid indtil efteråret 1908. De sidste måneder tilbragte hun i en hytte med Johan Turi, hvor hun hjalp ham med at skrive bogen om samerne.

Turi forelskede sig i hende, en ugengældt kærlighed, der varede hans liv ud, selv om den endte med at slå over i vrede. Først som 38-årig i 1911 giftede Emilie Demant sig med den 11 år yngre geograf, Gudmund Hatt (1884-1960), som hun besøgte Lapland med flere gange.

EMILIE DEMANT VAR EN PIONER i forhold til samerne, fordi hun levede sammen med dem som en etnograf på feltarbejde.

Metoden kom først for alvor i brug efter 1. Verdenskrig, hvor især antropologen Bronislaw Malinowski (1884-1942) er kendt for at have lanceret den med sine bøger om Trobrianderne. Sideløbende med sit forfatterskab dyrkede Emilie Demant sin kunst, der både blev udtrykt i malerier og sort-hvide illustrationer, dels til egne udgivelser, dels til Gudmund Hatts.

»Jag skriva bok laplivet«, lød beslutningen i det første brev fra Turi, Emilie Demant modtog efter den første hjemkomst i 1904. De følgende breve indeholdt fra første færd kærlighedserklæringer, nærmest frieri.

Emilie Demant ville gerne kunne læse Turis breve på hans eget sprog, og hun måtte derfor lære samisk, et sprog i slægt med finsk og ungarsk. Om det var på grund af held eller fælles kunstnervenner, så udbød professor i sammenlignende filologi Vilhelm Thomsen for første og eneste gang et kursus i samisk på Københavns Universitet.

Uden at være tilmeldt som studerende eller overhovedet have adgangsgivende eksamen blev Emilie Demant optaget på kurset, der kun havde tre studerende. Hun fortsatte sideløbende studierne på Kunstakademiet på Charlottenborg, hvor Kunstskolen for Kvinder var flyttet ind.

Snart begyndte Emilie at besvare Turis breve på samisk. Han kunne læse det, selv om det var en anden dialekt end hans egen. På dette sprog modtog han også høfligt henholdende afslag på sit fortsatte frieri, men samtidig et ønske om at bevare en venskabelig og faglig kontakt. Turi var Emilie Demants bedste mulighed for at følge en samefamilie gennem et år. Og det var netop det, som kunne opfylde den drøm, der havde ligget latent i Emilie siden barndommen.

At tilbringe et år med samerne var det egentlige formål med hendes lange rejse og strabadsfyldte ophold i Sameland. At tingene så udviklede sig og endte i en mere eller mindre fælles bog, som kom til at ændre livet for både Emilie Demant og Johan Turi, var et sammentræf, som skyldtes mødet i Malmtoget til Torneträsk.

Turi påtog sig opgaven og traf aftale om, at hun skulle indfinde sig i Torneträsk i begyndelsen af juni 1907, hvor hun afsluttede sin uddannelse på Kunstakademiet.

EFTER DEN LANGE REJSE fra Selde ankom Emilie Demant til Torneträsk i forårsvejr den 8. juni. Hun måtte vente til den 20., før Turi dukkede op for at hente hende med sin båd. I storm og øsende regn nåede de efter midnat over til Kattuvuoma på den anden bred, hvor de ved firetiden gjorde holdt, lagde sig på jorden i regn og myggesværme for at sove lidt, inden de bankede på hos en finsk nybyggerfamilie for at drikke morgenkaffe i et næsten ubeskriveligt snavset hjem: en af fem små finnegårde, der lå tæt på samekoterne. Finner og samer havde et forholdsvis venskabeligt forhold til hinanden.

De tilhørte den samme kristne retning, læstadianismen, og hjalp tit hinanden. Lige i nærheden begyndte røgen at sive op fra samernes koter, og Emilie Demant blev snart præsenteret for sin værtsfamilie: Johan Turis storebror, Aslak, som hun kaldte Nikki, og hans kone, Siri, som hun kaldte Sara, samt deres fire hjemmeboende børn.

Oprindelig var der ti børn, men de fem var døde, og en voksen datter var gift og flyttet hjemmefra. Familien var i gang med at pakke sammen før flytningen til sommerlejren i Laimolahti. Ved finnegårdene stod lejrens forrådshytter, hvor mel-, sukker- og rissække, kaffe, smør, tøj m.m. blev opbevaret.

Om aftenen den 25. juni blev koten med indbo samt forråd båret ned i to lange både. Familien, nu med et nyt betalende medlem, sejlede over søen og efterlod et kølvand som en blå vifte, hvis mange fine ribber endte i et blødt krus. Det nye familiemedlems beskrivelser af sine drømmes nu virkelige laplandsliv viste fra første færd, at hun både var maler og fortæller.

MAN KAN MED LIGE GOD ret kalde Emilie Demants rejse og ophold i Sameland en ekspedition som et feltarbejde. Det første var et velkendt begreb på den tid, det sidste fik først navn og status i den nye forskningsgren etnografi/antropologi, der vandt frem efter krigen.

Selv kaldte Emilie Demant hverken sit ophold hos samerne ekspedition eller feltarbejde, men beskrev det snarere som det år, hun levede med lapperne. Emilie Demant var sin tids Carsten Niebuhr, der lærte sig sine værtslandes sprog, gik i lokalt tøj og spiste egnens mad. Hun blev venner med sine værter og delte deres tilværelse, som hun beskrev med en forfatters sprog snarere end med en forskers neutrale og ofte mere farveløse ord.

Fra første øjeblik følte hun sympati og beundring for Johan Turis familie. Siri (Johans svigerinde, red.), der moderligt spurgte, om hun ikke følte sig alene, og den store pige Ingas sunde humør og store arbejdsindsats. Hun arbejdede med ynde og styrke, som når hun som et vandrende grønt træ helt dækket af friske birkeris kom slæbende med nyt gulv til koten, hvis skelet mand og drenge havde skaffet afbarkede birkestammer til.

Familiens mandlige overhoved, Aslak, skrev hun mindre om i bogen Med lapperne i Højfjeldet fra 1913. Af breve hjem fremgår det imidlertid, at forholdet til ham var mindre varmt. Hun diskuterede ham endda med hans kone, som var grædefærdig over den høje pris, han agtede at kræve for Emilies ophold – over 100 kr. om måneden.

Det skyldtes, at han havde brug for pengene efter et frygteligt svært år i 1906, men også at han, ligesom de fleste medlemmer af det lille samfund, troede, at Emilie Demant måtte være udsendt af en millionær, måske endda af kongen, for at studere samerne. For hvad lavede en kvinde ellers frivilligt hos dem, endda i et helt år?

De lokale begyndte også at snakke om Emilie, der som 35-årig gik rundt i sametøj og levede sameliv. Skulle hun og Turi giftes? Det var et tilbagevendende spørgsmål og affødte mange spekulationer. »Det er ikke som med min sære og stilfærdige over al måde godmodige Johan Turi«, skrev Emilie hjem, »… Kun Turi forstår, hvad jeg vil, han har i det hele taget en mærkelig forståelse af alt, det kommer af, at han ’funderar mycket’«.

Siri endte med at overtale Aslak til at sætte prisen ned til 35 kr. per måned, et beløb, der stadig var stort for Emilie Demant, som ikke selv havde nogen indtægt, men ydmygt måtte bede sin familie, hvilket de til hendes store lettelse efterkom.

JOHAN TURIS DRØM OM at skrive en bog om ’laplivet’ havde flere mål: Beretningen skulle fortælle samebørn om deres egen historie og kultur, som også han frygtede ville gå i glemmebogen, jo mere det moderne liv bredte sig med bl.a. krav om skolegang. Men den skulle også ruske op i befolkninger og regeringer i de lande, hvor samerne levede.

De skulle bringes til at erkende, at kun samerne kunne udnytte de sparsomme ressourcer i de områder, hvor de flyttede rundt med deres rener. Og at samernes kultur ikke bare bidrog med værdifulde råvarer, men også med en poesi og et natursyn, der var en gave til menneskeheden og en grundsten i deres bevarelse af egen kulturarv.

Turis tanker var yderst moderne, men der skulle gå over et halvt århundrede, før de vandt genklang på en klode, der efter to verdenskrige havde fået lidt mere blik for forfulgte minoriteter. Hans tanker blev delt af Emilie, hvis rolle som en slags redigerende sekretær overhovedet gjorde bogens tilblivelse mulig. I midten af september 1908 rejste hun tilbage til sin barndomsegn ved Limfjorden med manuskriptet – eller noterne – til Turis bog, sine egne skitser, fotografier, samiske genstande og et væld af indtryk. Materialet til Emilie Demants egen bog Med Lapperne i Højfjeldet byggede på en dagbog og de breve, hun sendte hjem til familien med udførlige og ofte poetiske beskrivelser af samernes liv, som hun oplevede det i 1907 og 1908.

I Emilie Demants hoved var der desuden lagret materiale til flere bøger, artikler og foredrag samt kunstnerisk inspiration til billeder, der mange år senere blev udført i en ny, ekspressionistisk malestil. Og sidst, men ikke mindst, havde hun næsten fået en samisk identitet ind under huden, der kom til at præge resten af hendes liv.

BOGEN OM SAMERNES LIV, ’Muittalus samid birra’, som Emilie Demant og Johan Turi udgav i 1910 om samernes liv, skiller sig ud fra den akademiske opfattelse af forholdet mellem den vestlige etnograf og hans eller hendes studieobjekt, der især i sidste del af 1900-tallet var en diskussion på universiteterne. I bogen taler en repræsentant for de oprindelige, indfødte, folk.

’Muittalus samid birra’, bogen om samernes liv, som Emilie Demant og Johan Turi udgav i 1910, skiller sig ud fra den akademiske opfattelse af forholdet mellem den vestlige etnograf og hans eller hendes studieobjekt, der især i sidste del af 1900-tallet var en diskussion på universiteterne. I bogen taler en repræsentant for de oprindelige, indfødte, folk.

Amerikanske antropologer havde tidligt i århundredet inddraget indfødte stemmer og fortællinger i deres værker, men mest som informanter. Deres informanter stod derfor heller ikke, som Turi, som forfattere på bøgernes forsider. De tidlige etnografer eller antropologer så sig selv som videnskabelige idealister og globalister, der ville fremme forståelse og ad den vej hjælpe ikke-industrialiserede kulturer til mere værdighed, retfærdighed, ligestilling, selvbestemmelse og flere penge.

I slutningen af sidste århundrede skiftede de så meget groft sagt roller og beskrev sig selvkritisk som hvide, der lever af at være eksperter i folk, der hverken vil beskrives af andre eller have deres kultur fortolket og udstillet på den vestlige verdens museer.

I den forbindelse kan det have været Emilie Demant Hatts held, at hun aldrig fik en formel uddannelse som etnograf, men vedblev at være en fortællende person med et sprog, der afslører, at det mere er en maler og forfatter, der skriver, end en videnskabskvinde i et fag, der blev forbundet med kolonialismen.

Det kan være en af grundene til, at kritikken af hende som hvid deltager i udforskningen af ’naturfolk’ ikke blev særlig udtalt i senere tiders kritiske debatter og udgivelser, særligt inden for fagene selv. Det nævnes, at hun i sit forord til Turis bog kalder ham naiv og primitiv, og at tonen sine steder kan være noget patroniserende.

Men det virker også, som om skribenterne stort set tilgiver hende, måske fordi hun ikke er akademiker, men kunstner – og kvinde. I de senere år har Emilie Demant Hatts kunstneriske produktion sine steder opnået en fortjent renæssance ligesom andre talentfulde, men glemte kvindelige kunstneres. Når det gælder hendes rolle som ikke-akademisk etnograf er hendes værker også blevet emne for videnskabelige og populærvidenskabelige bøger og artikler, ofte skrevet af kvindelige forskere, som har opdaget, at det er en nydelse at læse hendes smukke og poetiske sprog, der forvandler en populærvidenskabelig fagbog til litteratur.

Den samme fortællestil, Emilie Demant Hatt beundrede hos sin nøgle til Lapland: Johan Turi.