Den første forfatter var en kvinde

Enheduanas mesterværk er en vild og voldsom hymne til Inana, den sumeriske gudinde for krig, kærlighed, vold og forvandling. Århundreder efter sin død blev Enheduana husket som en gudsbenådet digter, og hendes værker blev nærlæst som pragteksemplarer på sumerisk kunst.

Enheduana levede omkring år 2300 f.Kr. i det oldakkadiske rige. Afstanden i tid kan være svær at fatte for os i dag.

Man plejer at indlede litteraturhistorien med at præsentere en række mænd fra oldtidens Rom og Grækenland: Homer, Sofokles og Vergil. Men Vergil, som døde i år 19 f.Kr., er i tid faktisk tættere på os, end han var på Enheduana.

Det oldakkadiske rige opstod i en turbulent tid. Indtil da bestod det område, vi i dag kalder Irak, af en række uafhængige bystater som Ur, Uruk, Nippur, Kish og Lagash. Byernes indbyggere talte de samme sprog, sumerisk og akkadisk, og brugte det samme skriftsystem, kileskrift.

Men ellers var de helt forskellige. Byerne havde hver sin identitet, gud, myter og regeringsform, endda hver sit talsystem.

Omkring år 2300 f.Kr. lykkedes det kong Sargon af Akkad at samle disse byer til et enkelt rige. Dermed skabte han verdens første imperium, et kongerige, der strakte sig fra det vestlige Iran til Syrien og fra det nordlige Irak til Bahrain.

Sargon og hans sønner havde adgang til en dengang uhørt mængde ressourcer. Arkæologiske fund fra perioden viser, at der blev gjort en række videnskabelige landvindinger i perioden. Man opfandt ny teknik til at smelte metal og hugge i sten, hvilket var til gavn for både våbenproduktionen og kunsthåndværket. Seglene fra den oldakkadiske periode er noget af den smukkeste kunst, der er bevaret fra oldtidens Irak.

Samtidig med at de oldakkadiske konger underlagde sig fjerne lande og skabte tekniske vidundere, måtte de konstant nedkæmpe oprør i de sumeriske byer. Det var især forsøget på at ensrette byernes urgamle skikke, der fik utilfredsheden til at flamme op. Hver by havde sin måde at gøre tingene på, og det skulle ingen ændre på.

Begge Sargons sønner blev myrdet i hofintriger, og hans barnebarn Naram-Sin måtte nedkæmpe ni oprør på et enkelt år. Naram-Sin havde næppe gjort situationen bedre ved at udråbe sig selv til gud, hvilket ingen sumerisk konge havde forsøgt før ham. Efter endnu en bølge af oprør kollapsede imperiet under hans søn Sharkalisharri omkring 2200 f.Kr.

Det oldakkadiske dynasti var en enorm og skrøbelig boble, der voksede og voksede, indtil den dækkede hele oldtidens verden, ændrede samfundene og derpå brød sammen under sin egen vægt. Men selv om riget kun eksisterede ganske kortvarigt – ikke længere end halvandet århundrede – satte det sig dybe spor i historien.

Sargon blev i årtusinder husket som en mægtig hersker, som alle senere konger forsøgte at efterligne. Hans barnebarn Naram-Sin blev derimod husket som en skurk, hvis hybris førte til rigets fald. Historien om hans ni sejre blev vendt på vrangen, så det i stedet hed sig, at han havde tabt ni slag på et enkelt år. Ligeledes blev også kong Sargons datter Enheduana vævet ind i rigets legendariske ry.

Enheduana blev husket som en magtfuld præstinde, der med sine digteriske evner kunne få selv guderne til at besinde sig, men som blev væltet af et af de mange oprør, der plagede det oldakkadiske rige. Ifølge legenden reddede hun sit liv ved at bede til Inana – den frygtindgydende sumeriske gudinde for krig, sex og forvandling.

Den virkelige Enheduana var som nævnt kong Sargons datter og dermed prinsesse. Hun blev indsat som ypperstepræstinde for måneguden Nanna i byen Ur, der lå i rigets sydligste del. Dermed blev Enheduana en slags religiøs talskvinde for det nye imperium i et af dets fjerneste og mest konservative hjørner. Det var en magtfuld, men også farlig stilling at bestride.

Det er ikke meget, vi med sikkerhed ved om den historiske Enheduana. Et relief viser hende i gang med at foretage et drikoffer til et tempel, og en indskrift på relieffets bagside fortæller, at Enheduana opførte et nyt alter til gudinden Inana. Arkæologer har desuden fundet tre af hendes tjenestefolks grave, blandt andet hendes forvalters og hendes frisørs.

Men Enheduana huskes først og fremmest som forfatter til en række sumeriske hymner. Babylonske skolebørn blev i 1700-tallet f.Kr. sat til at kopiere Enheduanas værker og lære dem udenad, og det er takket være dem, at hendes digte har overlevet til i dag. Kileskrift blev for det meste skrevet på tavler af ler, og da ler er et meget holdbart materiale, har arkæologer fundet hundredvis af manuskripter til Enheduanas værker.

Spørgsmålet er, om den historiske Enheduana virkelig skrev disse hymner, eller de senere blev skrevet i hendes navn. Der blev ofte pyntet på historien om den oldakkadiske kongefamilie, og de tidligste manuskripter med Enheduanas digte stammer fra længe efter hendes død.

Omvendt har hendes værker en så særegen stil og et så autobiografisk præg, at det heller ikke er umuligt, at det er den rigtige Enheduana, som står bag. Sumerologer har diskuteret Enheduanas forfatterskab gennem fire årtier, men der er ikke blevet fundet noget afgørende bevis hverken for eller imod.

Enheduana blev af de babylonske skrivere tillagt fem hymner, men to af dem er så dårligt bevaret, at de næsten ikke kan læses. De resterende tre kalder man ’Tempelhymnerne’, ’Hymnen til Inana’ og ’Verdens dronning’. De er alle skrevet på sumerisk, et sprog, der i forvejen volder moderne forskere problemer, men dertil er Enheduanas stil ofte meget kryptisk og kompakt. I ’Verdens dronning’ skriver hun om sig selv, at hun har en »honningtunge«, og metaforen er ganske rammende. Der er netop noget tyktflydende, uigennemsigtigt og alligevel velsmagende over hendes værker.

’Tempelhymnerne’ er en antologi af hymner til 42 sumeriske templer. Ved at ophøje templerne forherliger Enheduana indirekte også de guder, der bor i dem, og de byer, som templerne stod i. Det er især sigende, at antologien dækker alle de større sumeriske byer. Ligesom hendes far, Sargon, samlede byerne i ét rige, samlede Enheduana byernes hymner i én tekst – en slags poetisk imperialisme.

De to andre hymner er henvendt til Inana, som var det oldakkadiske dynastis skytsgudinde. Enheduana fremhæver især gudindens paradoksale og voldsomme væsen. I ’Hymnen til Inana’ hører vi, at Inana er gudinde for både sejr og nederlag, sorg og glæde, tab og profit. Hun forvandler kvinder til mænd og mænd til kvinder, bakker til dale og muskelmænd til svæklinge – og ingen kan vide sig sikker for hendes vrede.

Enheduanas mesterværk er ’Verdens dronning’. Her beretter hun, at en oprører ved navn Lugal-ane har taget magten i Ur og smidt Enheduana i eksil. Nu beder hun om hjælp hos måneguden Nanna, som hun trofast har tjent som ypperstepræstinde. Men den gamle gud nægter at svare, og Enheduana bliver mere og mere desperat.

Hun vender sig derfor mod Inana, der er Nannas datter, og opfordrer hende til at overtage Nannas stilling som hersker over guderne. Der er bare ét problem. Enheduanas veltalenhed er forsvundet, hendes honningtunge virker ikke.

»Jeg gik mod lyset, men lyset brændte mig, jeg gik mod skyggen, men den svøbte mig i sand. Min honningmund er fuld af fråde, mine søde ord er vendt til støv«.

Enheduana må derfor genfinde sine digteriske evner for at overtale Inana til at hjælpe sig.

Krisen bliver løst, i det øjeblik Enheduana synger sin hymne til Inana, og digtet ender med at beskrive, hvordan det selv blev til, og hvordan det ændrede begivenhedernes gang. Idet Enheduana skriver hymnen, lykkes det hende at genvinde sin veltalenhed og ophøje Inana til hersker over guderne. Til sidst i teksten får vi at vide, at hymnen havde den ønskede effekt, og at Inana genindsatte Enheduana som præstinde i Ur.

Hymnen reddede ikke bare Enheduanas liv, den sikrede hende også efterfølgende en plads i det faste pensum på de babylonske skoler. Men da skolesystemet blev omstruktureret efter 1600 f.Kr., gled Enheduana ud af den historiske erindring. Hun var fuldstændig glemt i 3.500 år, indtil sumerologer i 1960’erne tydede hendes digte og udgav de første oversættelser af ’Verdens dronning’.

Mindet om det oldakkadiske dynasti blev allerede i oldtiden tilpasset tidens behov. Der var brug for både en helt og en skurk, så kong Sargons minde blev forherliget, mens mindet om Sargons barnebarn Naram-Sin blev forvrænget. Historien om Enheduana, der reddede sig selv med sin honningtunge, kunne tjene til inspiration for de babylonske skolebørn: Digte redder liv, så læs dine lektier.

Det samme er sket i dag – historierne er blevet tilpasset tiden og trukket i hver sin retning. Den højreorienterede britiske blogger Carl Benjamin har gjort kong Sargon til en vigtig figur for alt-right-bevægelsen. Under navnet Sargon of Akkad poster han YouTube-videoer, hvor han raser mod feminister.

Sargons datter Enheduana er til gengæld blevet et feministisk ikon. Eksempelvis udgav Suzanne Brøgger i 2007 en gendigtning af en rækker hymner til Inana, heriblandt Enheduanas, som ifølge Brøgger viser, at der ligger »en kvindekraft dybt fortrængt i vores civilisationshistorie«.

Selv 4.000 år senere fortsætter historierne om det oldakkadiske dynasti med at fascinere os, samtidig med at det udstiller pendulsvingningerne og modsætningerne i tidsånden. Hvordan Enheduanas digte vil blive læst og fortolket i fremtiden, er det svært at spå om, men en ting er sikkert: 4.000 år efter sin død er Enheduana stadig relevant.