Vatikanet forbød alle billeder, der viser Maria iklædt præsteklæder

Maria er som mor til Jesus ubetinget den mest centrale kvinde i kristendommen. Der er en tydelig udvikling i den måde, hun omtales på i Det Nye Testamente, hvor hun går fra næsten ingen omtale at få, til at hun gradvist får mere og mere betydning.

Ikke kun i forhold til, at hun er mor til Jesus og som sådan udvalgt af Gud til at føde hans søn. Teksterne lader hende samtidig fremstå som discipel og med en særlig viden om Jesus. Det sidste kommer især til udtryk i Johannesevangeliet.

Den tidligste omtale af Maria findes hos Paulus. Jesus var, fortæller Paulus, »født af en kvinde, født under loven« (Gal 4,4). Generelt i sine breve udviser Paulus ellers ingen interesse for Jesu jordiske liv, hverken i forhold til det familiære, de mennesker, der var omkring ham, eller hvad han gjorde og sagde. Paulus nævner ingenting om Marias navn, øvrige familiemæssige tilhørsforhold, hendes bebudelse, eller hvor hun stammer fra, men nævnt er hun.

I en af de allerbedste bøger fra nyere tid om kvinder i Bibelen, Grosse Frauen der Bibel, kan man læse om alle de store kvindeskikkelser, men overraskende nok er der ingen uddybende omtale af Jesu mor. Den ene af bogens forfattere, den protestantiske teolog Dorothee Sölle (1929-2003), forklarer det sådan, at hun ganske enkelt ikke anser det for muligt at skrive om Maria.

Dorothee Sölle titulerer Maria som himmeldronning og henviser dermed til, at man i den katolske kirke i 1954 ophøjede Maria til denne fornemme titel. Men som Dorothee Sölle ser det, lader lige netop Maria sig ikke indplacere i en række af enkeltpræsentationer over kvindeskikkelser i Bibelen. Dertil er hun for ophøjet og for mangetydig. Måske begribes Maria, som den romantiske digter Novalis har sagt det, bedst med sjælen.

SÅ VIDT DIGTEREN, MEN UANSET hvilken tilgang man har til Maria-skikkelsen, har 2000 års tilbedelse af hende udmøntet sig i talrige gestaltninger, hvad enten man tyer til billedkunst, musik eller poesi. Figuren spænder vidt og tager mange roller på sig fra uskyldig ung pige, gudsmoder, madonna og tjenerinde til himmeldronning.

Samtidig har hun gennem to årtusinder fungeret som den side af det guddommelige, man altid kunne nærme sig: den barmhjertige moderskikkelse, der går i forbøn for den enkelte over for Gud.

Den nyeste forskning føjer endnu et aspekt til Maria-skikkelsen, nemlig at hun i den tidlige kirke blev anset som højtstående i det præstelige hierarki, og at hun stod over de mandlige apostle.

DER ER INGEN TVIVL OM, at af alle de mødre, som er nævnt i Bibelen, er Jesu mor den vigtigste. Går vi lidt frem i tiden, til efter de bibelske skrifter blev nedskrevet, nærmere bestemt 2. og 3. århundrede, har den nyeste forskning vist nye og interessante aspekter af forståelsen af hende; betydningslag, som i dag alt for sjældent huskes endsige diskuteres. Det er især den amerikanske historiker Ally Kateusz, som i sin banebrydende forskning har påvist, hvordan Maria, Jesu mor, blev æret ikke blot for sit moderskab, men derimod som liturg og præst og som en, der talte sit køns sag.

Maria fremstår således markant anderledes i de gamle skrifter og i den tidlige kunst end i kirkens senere historie. Det er ikke Maria som jomfruen, der beskrives, og de besynger ikke hendes særlige renhed eller »ubesmittethed«, som det kom til at hedde i det senere katolske dogme. I stedet ses Maria som Jesu mor naturligvis, men også som liturgisk leder; den, som tog initiativ til bøn, indviede med røgelse, helbredte med sine hænder, og som den, der udstyrede kvindelige evangelister med bøger, der gav dem den fornødne styrke.

Alle de oplysninger finder vi i tekster og billeder fra kirkens tidlige historie, men det syn på Maria som leder og præst gled ud af billedet fra og med middelalderen, hvor betydningen af moderskabet og af Marias jomfruelige renhed blev altoverskyggende.

SOM DET HED I JAKOBS FOREVANGELIUM, eller som det hed i de ældste bevarede håndskrifter, vi kender til: ’Marias fødsel – Jakobs åbenbaring’, der jo blandt andet fortæller historien om Anna og Joakim, Marias forældre, og om Marias opvækst.

To gange placerer skriftet Maria ved det helligste af det helligste – alteret i Jerusalems tempel. Det var velkendt, at kvinder slet ikke havde adgang til templet, og at det alene var ypperstepræsten, der måtte nærme sig alteret (3 Mos 16 og Hebr 9,7).

Men i ’Marias fødsel – Jakobs åbenbaring’ får den unge Maria adgang til dette sted, hvilket ifølge Ally Kateusz peger på, at Maria ifølge forfatteren havde samme status som ypperstepræsten.

Et af de skrifter, der beskriver Maria, Jesu mor, som præst, er Bartholomæusevangeliet eller ’Bartholomæus’ spørgsmål’, som er den titel, skriftet har ifølge nogle manuskripter. Bartholomæusevangeliet menes at stamme fra 2. århundrede og blev oprindeligt skrevet på græsk, formentlig i Egypten.

Det rummer fortællingen om, hvordan Jesus efter sin opstandelse viser sig for en gruppe af sine disciple, der udspørger ham om alt det, de gerne vil vide besked om. Spørgsmålene har typisk mytisk karakter, som f.eks. når Bartholomæus indleder med at spørge, om Jesus vil åbenbare himlens mysterier for dem. Disciplene omtales som apostle, og foruden Bartholomæus nævnes Peter, Johannes og Andreas samt Jesu mor, Maria.

NETOP MARIA SPILLER EN særlig rolle i skriftet. Hun er på den ene side en del af gruppen, og på den anden side står hun i autoritet over de andre disciple. Første gang vi hører om hende i skriftet, er i forbindelse med, at apostlene gerne vil spørge Maria om, hvordan hun kunne føde ham, »der ikke kunne bæres«, som der står, eller »hvordan hun kunne frembringe en sådan storhed«.

Ingen har imidlertid mod til at træde frem, og de diskuterer indbyrdes med henvisning til hinandens dyder om, hvem af dem der bør gøre det. Til slut tager Bartholemæus mod til sig og spørger. Maria nægter imidlertid at svare og forklarer dem også hvorfor: »Spørg mig ikke, spørg mig endelig ikke om dette mysterium. For begynder jeg at fortælle jer om det, vil ild komme ud af min mund og fortære hele verden«.

De bliver imidlertid ved med at spørge, og hun foreslår derfor, at de i stedet beder sammen. »Lad os rejse os og bede«, siger hun, og teksten forklarer nu udførligt, at apostlene stod bag ved Maria, og at hun derfor opfordrer Peter til at komme frem:

Peter, du leder, du store søjle, stå ikke bag ved os. Sagde Herren ikke, at Kristus er mandens hoved, men manden er kvindens hoved. Altså derfor, rejs dig og stil dig foran mig og bed.

(Bartholomæusevangeliet 2,7)

PETER SVARER HENDE IKKE SELV, men apostlene reagerer som samlet gruppe og siger til hende, at hun, da hun var den, Jesus udvalgte, skal lede bønnen. Peter plejer at løbe af med sejren i forhold til liturgisk lederskab, når sådanne diskussioner forekommer i tekster. Her er det imidlertid Maria, der ender med at indlede bønnen, og hun lader sig virkelig nøde, ja, det er næsten, som om hun ironiserer over kvindens undertrykte rolle.

I al fald spørger hun dem under henvisning til udsagnet om, at manden er Kristi hoved, og mandens hoved er kvinden og så videre (1 Kor 11,3), om det ikke snarere er Peter, der skal indlede bønnen. Men de mandlige apostle, der fortsat står bag hende, holder fast ved deres. Maria skal indlede bønnen.

Da rejste hun sig, løftede sine hænder op mod himlen og begyndte at bede.

(Bartholomæusevangeliet 2,13)

Det at løfte armene som en del af liturgien kan føres tilbage til offerkulten i templet i Jerusalem. En række bibelske skriftsteder, bl.a. Siraks Bog 50,19-21, beskriver netop, hvordan ypperstepræsten løfter armene. I Luk 24,50 løfter Jesus hænderne og velsigner disciplene.

Her er det altså Maria, der leder bønnen, og derved bruger hun samme liturgiske gestik som ypperstepræsten. Teksten her i Bartholomæusevangeliet om Maria som den, der leder bønnen og altså tager præsterollen på sig, understøttes af den tidlige kristne billedverden.

BILLEDET AF MARIA, DER BEDER med armene løftet mod himlen, er bevaret flere steder i den tidlige kirkekunst. I den illustration til Rabbula-evangelierne, et syrisk håndskrift fra 6. århundrede, står Maria med løftede arme og som den centrale skikkelse i billedet.

Også et andet billede, placerer hende i centrum af billedet med Paulus på den ene og Peter på den anden side. Hun står rank. Blikket er rettet direkte mod beskueren, men det er imidlertid ikke kun hendes blik og placering, der påkalder sig opmærksomhed.

Det gør også hendes påklædning. Det smalle hvide klæde, hun bærer om halsen, kaldes også det eukaristiske klæde eller det biskoppelige pallium og bæres ved nadverfejring. Allerede fra 5. århundrede symboliserer dette stykke stof autoritet og lederskab. På det ældste billede, hvor det indgår, bæres det af de fire evangelister, men på dette billede viser det altså Marias præsteværdighed.

På mosaikken her er hun desuden som den eneste iført røde sko, der er endnu et tegn på præsteværdighed. Ja, mere end det. Kun Roms biskop og senere paven bærer røde sko. Med tiden bliver det netop de røde sko, der viser forskellen på paven og biskopperne. Billedet er en mosaik i Roms ældste dåbskapel, San Venantius ved Laterankirken.

I 1916 FORBØD VATIKANET alle billeder, der viser Mariaiklædt præsteklæder – og man fik i samme periode installeret et barokalter, der skjuler hende godt og grundigt. På det billede, der i dag dækker mosaikken, ses hun med sænket blik og Jesusbarnet. Det er også sådan, vi bedst kender hende fra den senere kunsthistorie. Det øverste af mosaikken, der viser Kristi hoved, kan stadig ses, men ikke Maria.

Det lille røde kors på det eukaristiske klæde, hun bærer, er også fjernet. De røde mosaiksten er erstattet af hvide; dog er der stadig enkelte røde tilbage. Men at korset tidligere har været der, ved man med sikkerhed. Der blev malet et billede af mosaikken før 1899, og på maleriet er det røde kors endnu synligt. Maleriet eksisterer den dag i dag og bekræfter med al tydelighed, at Maria, Jesu mor, bar præste- eller snarere bispeklæder.

Tilbage i Bartholomæusevangeliet tager Jesus disciplene med til et bjerg, der gengives forskelligt i håndskrifterne. I nogle er det Oliebjerget, i andre kaldes det Morija, og der sigtes dermed til Morijas land, som er bedst kendt for, at det var på et bjerg i det område, at Abraham skulle ofre sin søn Isak (1 Mos 22,2). Men hvad enten det nu er det ene eller det andet bjerg, er Maria sammen med disciplene, og også Peter nævnes ved navn.

Igen er der diskussion om, hvem der er mest værdig til at stille spørgsmål til Jesus. Peter indleder med at henvise til, at det må være Maria:

Du er den højt udvalgte. Bønfald Herren om at åbenbare det, som er i himlen, for os. Og Maria sagde til Peter: Du sten af klippen, byggede Herren ikke sin kirke på dig?

Gå du først og spørg ham. Peter sagde igen: Du hellige skrin, det påhviler dig at spørge. Maria sagde: Du er Adams billede, blev ikke han skabt først og dernæst Eva? Se op på solen, på grund af Adams lighed er der lys; og se på månen, på grund af Evas overtrædelse er den uklar.

For Gud anbragte Adam i øst og Eva i vest og arrangerede lysene. At solen skulle skinne på Adam i øst med dens solvogne, og månen i vest skulle skinne på Eva med et lys som mælk. For hun overtrådte buddet fra Herren.

Derfor er månen plettet med mudder, og hendes lys er ikke klart. Du derfor, som er af Adams billede, bør spørge ham. Men han blev undfanget i mig, for at jeg kan genoprette kvindens værdighed!

(Bartholomæusevangeliet 4,4-5)

Her slutter ordene fra Maria i et skrift, som altså utvetydigt fremhæver Marias liturgiske og præstelige integritet og viser, at denne overgår endog Peters. Sammenhængen med de ældste billeder af Maria, der ligeledes viser hende som præst og liturg, taler sit eget tydelige sprog.

Denne funktion gik imidlertid med tiden i glemmebogen, og vi kender hende i dag bedst som den bly og renfærdige jomfru, der i de billedlige fremstillinger af hende aldrig har blikket direkte rettet mod beskueren, men derimod ser ærbart ned.