Fænomenet, der blev ignoreret af historien

For lidt mere end 75 år siden, i midten af 1946, indløb der tusinder af meldinger om, at såkaldte ’spøgelsesraketter’ var blevet observeret forskellige steder i Skandinavien, blandt andet i Danmark. Det lignede en grov krænkelse af flere landes luftrum begået af gådefulde flyvende genstande, der opførte sig helt usædvanligt.

Mere end 2.000 øjenvidner fortalte, at de havde set den slags genstande, der nogle gange havde en hale af ild efter sig og ofte foretog utrolige manøvrer, for eksempel skarpe sving, og bevægede sig hen over himlen med ekstreme hastigheder. De fleste af observationerne, der fandt sted hen over adskillige uger, blev gjort i Sverige.

Bekymringen i befolkningen var så stærk, at den amerikanske ambassade i Stockholm orienterede udenrigsministeriet hjemme i Washington om sagen. I indberetningen til ministeriet hed det, at en af genstandene efter sigende var landet på en strand uden for Stockholm, og at militæret havde bjærget fragmenter af den.

»I flere uger har der været talrige beretninger om besynderlige raketlignende missiler, der er blevet set på himlen over Sverige og Finland. I de seneste dage er der sket en stærk stigning i antallet af observationer af den slags genstande«, hed det i en indberetning til USA’s udenrigsministerium 11. juli 1946.

»En af dem landede på en strand uden for Stockholm uden at anrette skader, og ifølge pressen er de militære myndigheder nu i færd med at undersøge fragmenter«, lød det videre.

Udenrigsministeriet fik at vide, at svenskerne ikke havde nogen forklaring på ’missilerne’. Den amerikanske ambassade gættede på, at genstandene var af sovjetisk oprindelse, da det blev set som et muligt russisk forsøg på at skræmme svenskerne på grund af deres øgede samarbejde med USA’s militær.

En måned senere skrev New York Times om nogle svenske drengespejdere, der havde set en af disse ’raketter’ foretage en brat kursændring med et sving på 35 grader for derefter i høj hastighed at vende tilbage til den oprindelige kurs – en manøvre, der lå langt uden for det, datidens raketter kunne præstere.

HER I BEGYNDELSEN af den kolde krig voksede den antisovjetiske paranoia, og hos befolkningerne og i pressen i Skandinavien var det en almindelig antagelse, at disse genstande kom fra Sovjetunionen. Men ifølge samme historie i New York Times havde de militære myndigheder i Sverige slået fast, at der ikke fandtes »konkrete beviser på, at de hyppige observationer af himmelfænomener (...) skyldes udenlandske forsøg med missiler«.

Da den britiske forfatter Timothy Good arbejdede på sin bog ’Beyond Top Secret’ (1996), fik han adgang til en hidtil hemmeligholdt rapport, som det amerikanske luftvåben udarbejdede i 1947. Af rapporten fremgår det, at en pilot i det svenske luftvåben under en flyvning 14. august 1946 observerede en af disse genstande. Efterretningsrapporten hæftede sig især ved, at genstanden ikke havde synlige kendetegn, som indikerede et konventionelt fremdriftssystem: Det var en gåde for datidens eksperter, hvordan den kunne holde sig i luften.

»(Piloten) fløj i en højde af 650 fod (200 m) over det centrale Sverige, da han så en mørk, cigarformet genstand omkring 50 fod (15 m) højere oppe og cirka 6.500 fod (2 km) væk fra ham, skydende en fart af anslået 400 miles i timen (650 km/t.). Missilet havde ingen synlige vinger, intet sideror eller andre fremspringende dele, og der var intet tegn på brændstofudstødning (flammer eller lys), sådan som det ellers er beskrevet ved de fleste andre observationer«, hedder det i rapporten.

I dag, trekvart århundrede senere, findes der stadig ingen fyldestgørende forklaring på mysteriet om ’spøgelsesraketterne’. Der er aldrig offentliggjort rapporter om de fragmenter, som efter sigende blev fundet.

Efter den kolde krigs afslutning i begyndelsen af 1990’erne forhørte man sig hos nogle tidligere højtstående sovjetiske militærfolk om observationerne i 1946.

Efter Anden Verdenskrig besatte Sovjetunionen nazisternes gamle anlæg i Peenemünde på den anden siden af Østersøen. Det var her, tyskerne udviklede de V1- og V2-raketter, der blev affyret mod England. Men ifølge sovjetrusserne overførte de alt det udstyr, der blev beslaglagt, til Polen. Russerne afviste med overbevisende argumenter mistanken om, at ’spøgelsesraketterne’ over Skandinavien i virkeligheden var sovjetiske tests af beslaglagte tyske V2-raketter, og hævdede, at der aldrig var blevet foretaget den slags tests i nærheden af denne region.

NÅR MAN LÆSER MELLEM linjerne i de forskellige nu afklassificerede britiske og amerikanske rapporter om hele denne saga, er det tydeligt, at datidens bedste og mest begavede militæranalytikere var i vildrede om dette mysterium. Deres bedste bud var, at enten løj russerne, eller også var de over 2.000 observationer rundtom i Skandinavien indbildning. Det svenske luftvåbens efterretningstjeneste fortalte i en rapport, der først blev afklassificeret i 1997, amerikanerne, at »disse fænomener er tydeligvis et resultat af avanceret teknisk færdighed, der ikke kan tilskrives nogen kultur, som vi i dag kender på Jorden«.

For at lægge en dæmper på spekulationerne om de mystiske observationer blev det fremhævet, at dette ’missil’ tilsyneladende holdt sig i en bestemt højde over Jorden og fulgte terrænets udformning.

»Denne udtalelse drager hele rapportens troværdighed i tvivl, for et missil uden vinger er ikke i stand til at opretholde en konstant højde over kuperet terræn«, skrev det amerikanske luftvåbens efterretningstjeneste i sin rapport i 1947.

Der skulle gå mere end 40 år, før den moderne videnskab nåede så langt, at den form for terrænnær finnestabiliseret krydsermissilteknologi blev en almindelig del af den amerikanske teknologi til missilstyring.

I dag bruger man ofte betegnelsen UAP, unidentified aerial phenomenon, uidentificeret luftfænomen, frem for UFO, uidentificeret flyvende objekt, fordi sidstnævnte kan lede tanken hen på science fiction-film som ’E.T.’.

I forskellige lande har man fra officielt hold ofte reageret på observationer af disse sælsomme genstande ved at lukke munden på øjenvidnerne, gøre nar ad dem eller sætte spørgsmålstegn ved deres tilregnelighed. I vestlige lande har standardsvaret fra luftvåbnet lydt, at der sandsynligvis var en helt banal forklaring på disse fænomener, og at de ikke udgjorde nogen trussel mod hverken den nationale sikkerhed eller flysikkerheden.

JEG HAR BRUGT de seneste fire år på at undersøge dette mysterium, og jeg er blevet overbevist om, at en lille håndfuld højtstående myndighedspersoner i USA og andre store lande ved meget mere om mysteriet, end de offentligt vil indrømme. Sagaen om spøgelsesraketterne og flere andre dramatiske observationer i nyere tid har til gengæld fået mig til at konkludere, at de fleste af de militærfolk og eksperter, jeg har talt med hos regeringer i hele verden, er lige så mystificerede over observationerne den dag i dag. Samtidig står det klart, at en stor del af offentligheden i stigende grad er fascineret af sagen.

Siden jeg indledte min research i 2017, er der indtruffet ekstraordinære begivenheder, og den amerikanske regering har for nylig anerkendt ’fænomenet’ som en egentlig gåde, der bør undersøges seriøst, og at det giver bekymring for flytrafikken og måske også den nationale sikkerhed.

I midten af december 2021 vedtog Kongressen i USA med stemmer fra begge partier et tillæg til loven om forsvarsbevillinger, der forpligter militæret og efterretningstjenesterne til at undersøge, hvad regeringen i virkeligheden ved om UAP’er, og rapportere til Kongressen om det.

Det skete, efter at det amerikanske militær højst usædvanligt havde erkendt, at det ikke kunne give en enkel forklaring på ejendommelige fænomener, der var fanget på video og registreret med måleudstyr af piloter og militære teknikere. Den udmelding er noget af en kovending for verdens stærkeste militær. Der er simpelthen tale om et skelsættende øjeblik i vores historie, et paradigmeskift, som indtil nu stort set er blevet ignoreret af store dele af verdens mainstreammedier og forskningsverdenen.

I 2004, SEKS ÅRTIER EFTER observationerne af spøgelsesraketter i Skandinavien, var det amerikanske hangarskib ’USS Nimitz’ på øvelse i farvandet ud for den mexicanske delstat Baja California. I begyndelsen af november 2004 registrerede radaroperatører anomale genstande, der hang og svævede i luften i en højde af 24 kilometer eller mere. 14. november om morgenen bekræftede et fly af typen E-2 Hawkeye, at de svævende genstande var virkelige og ikke fejlvisninger på radarudstyret.

Da man observerede, at en klynge af disse UAP’er samtidig styrtdykkede til 8 kilometer, og at en af dem dykkede med en hastighed på titusinder af kilometer i timen til lige over havoverfladen, blev kampfly sendt på vingerne for at undersøge sagen på grund af faren for kollision under en nært forestående luftøvelse.

Et af de to F-18-kampfly, der blev sendt af sted, begyndte at sænke højden, da det fik øje på hvidt skum på havoverfladen og frygtede, at det, der var blevet observeret, var et passagerfly, der styrtede, og som nu var dækket af vand. Under nedstigningen bemærkede piloten, hans våbenofficer i sædet bagved og flyets sensorer det, der er blevet kendt som en ’Tic Tac’.

Genstanden lignede en gigantisk hvid Tic Tac-pebermyntepastil, der tilsyneladende havde to vedhæng under bugen, og den svævede lige over havets overflade, der, hvor der var turbulens i vandet. Tic Tac’en, der omtrent var på størrelse med F-18-flyet, havde ingen vinduer, ingen synlig motor, ingen vinger, ingen udstødning eller røg og ingen synlige kendingsmærker. Den bevægede sig uregelmæssigt og flaksede rundt lige over havoverfladen med manøvrer, som intet kendt fartøj ville være i stand til at gennemføre.

»Hvid, 12 meter lang, svævende over havoverfladen. Frem, tilbage, venstre, højre. Der er ingen rotorslipstrøm, der er ingen vinger. Ingenting«, fortalte piloten, David Fravor, siden til medierne.

Hans beskrivelse af fartøjet, der tydeligvis var intelligent styret og reagerede på hans bevægelser, men ikke havde noget synligt fremdrivningssystem, vinger, krængeror eller flapper, var på flere punkter bemærkelsesværdigt sammenfaldende med beretningerne om de spøgelsesraketter, der blev observeret i Skandinavien i 1947, og de tusinder af lignende observationer, der er registreret ikke bare siden Anden Verdenskrig, men også meget længere tilbage i historien.

HISTORIEN OM TIC TAC’EN, som ’USS Nimitz’ observerede i 2004, kom først frem i de brede nyhedsmedier i 2017. New York Times, Washington Post og Politico afslørede, at det amerikanske forsvarsministerium havde et hemmeligt projekt til efterforskning af UAP’er. For at understøtte historien, der stred mod forsvarsministeriets årelange benægtelse af, at Pentagon nærede nogen interesse for UAP’er, offentliggjorde aviserne videoer, der viste Tic Tac’en fra 2004, og senere også to andre videoer fra en anden hændelse i 2014-15 med hangarskibet ’USS Theodore Roosevelt’, hvor jagerpiloter opdagede og optog videoer af to anomale objekter, der blev kendt som ’Gimbal’ og ’Go-fast’.

Forsvarsministeriet indrømmede endelig i april 2020, at videoerne var autentiske, og at objekterne stadig var betegnet som ’uidentificerede’. I august 2020 meddelte Pentagon, på grund af et pres for mere gennemsigtighed, at en UAP-taskforce skulle spore, analysere og katalogisere UAP’er, der – indrømmede ministeriet nu – »potentielt kan udgøre en fare for USA’s nationale sikkerhed«.

I månederne op til at Pentagon-gruppen færdiggjorde sin rapport, begyndte forhenværende præsidenter og tidligere højtplacerede ansatte i efterretningsvæsenet og forsvaret at komme med åbenhjertige udtalelser om, at fænomenet var reelt. Nogle af dem sagde endda eksplicit, at det kunne være bevis på, at der findes ’udenjordisk’ eller ikkemenneskelig intelligens.

I december 2020 indrømmede tidligere direktør for CIA John Brennan, at han havde set militærets videodokumentation, og medgav, at det »... faktisk kan være en form for fænomen, der stammer fra noget, vi endnu ikke forstår, og at det kan have at gøre med en form for aktivitet, som nogle måske ville sige udgør en anden form for liv«.

I marts 2021 indrømmede John Ratcliffe, der var direktør for det amerikanske efterretningsvæsen i Trumps præsidentperiode, at der fandtes langt flere indsamlede og registrerede observationer end tidligere offentligt kendt. Han indrømmede, at videoer af objekter, der er blevet set af militærpiloter eller »fanget af satellitbilleder«, er »svære at forklare ... bevægelser, som er svære at gøre efter, og som vi ikke har teknologi til. Eller som bevæger sig med hastigheder, der gennembryder lydmuren uden at give et lydmursbrag. Så altså kort sagt ting, vi observerer, som er svære at forklare«.

Forhenværende præsident Barack Obama belagde sine ord med omhu, da han i et talkshow på tv i maj 2021 blev bedt om at kommentere ’alien’-emnet, og betonede, at han som præsident vidste noget, han ikke kunne fortælle.

Obama svarede: »Jo, med hensyn til aliens er der ting, jeg bare ikke kan fortælle jer i direkte tv«. Men han indrømmede, at der findes »optagelser og registreringer af objekter på himlen, som vi ikke ved, præcis hvad er«.

PENTAGON AFLEVEREDE RAPPORTEN fra UAP-taskforcen til Kongressen 25. juni 2021. Herefter var det uomtvisteligt, at UAP’er ikke bare er virkelige, men at de udgør en risiko for luftfarten og en mulig trussel mod nationens sikkerhed. Ud af 144 observationer af møder med UAP’er i perioden 2004-2021, som i mange tilfælde er blevet registreret af militærets piloter på video og gennem avancerede sensorer, fastslår taskforcens rapport, at 143 (ja, alle på nær én) ikke kan forklares.

Rapporten siger ikke ligeud, at objekterne, hvoraf mange lader til at være styret med intelligens, er af ’alien’- eller ’E.T.’-oprindelse, altså fra det ydre rum, men den udelukker det heller ikke. For første gang i årtier siden de naive officielle udmeldinger i 1940’erne indrømmede USA’s forsvar åbent, at UAP’er var og stadig er et ægte mysterium.

Sagen betragtes nu som så vigtig af begge sider i Kongressen, at afsnittene om UAP’er, der er føjet til forsvarsbudgettet for 2022, har støtte fra toppen af begge partier. Loven påbyder forsvarsministeriet at oprette en UAP-taskforce, der skal indsamle, rapportere om og analysere UAP-observationer på tværs af ikke bare ministeriet selv, men af alle de amerikanske efterretningstjenester og utallige andre enheder, der kan tænkes at kende bare en smule til ’fænomenet’.

Det rejser følgende spørgsmål: Hvad var det, Kongressen havde fået at vide, og som fik politikerne til overhovedet at antyde, at der kan findes opsnappet UAP-teknologi?

Stadig flere slutter sig til den lange række af myndighedspersoner, der kommer med usædvanlige indrømmelser. Ved et arrangement om ’Vores fremtid i rummet’ i Washington Cathedral i november 2021 gav USA’s nationale efterretningschef, Avril Haines, der står i spidsen for alle 16 amerikanske efterretningstjenester, udtryk for, at UAP’erne kan stamme fra det ydre rum.

»De vigtigste spørgsmål, Kongressen og andre har overvejet, er luftfartssikkerhed og kontraspionage«, sagde hun til forsamlingen. »Og der er jo altid spørgsmålet: Er der noget andet, som vi simpelthen ikke forstår, og som kan komme fra det ydre rum?«.

At toppen af efterretningsvæsenet luftede den slags spekulationer, var højst overraskende. Hvad vidste hun, der fik hende til at tale så åbent om muligheden af liv i rummet?

I ÅRTIER HAR POLITIKERE og kommentatorer afvist den uhyrlige forestilling, at USA eller et andet land skulle have bjærget et rumskib, med hån og latterliggørelse, men ikke desto mindre ligger der en fascinerende og kontroversiel historie om folk i inderkredsen, der hævder, at USA har bjærget teknologi fra det ydre rum, og den går helt tilbage til 1960’erne.

I juli 2020 fortalte The New York Times, at en lille gruppe embedsmænd mente, at objekter af »uvis oprindelse kan være styrtet ned på Jorden, og at der er indsamlet materiale fra dem til nærmere undersøgelser«.

Og avisen citerede Eric W. Davis, en astrofysiker, der var konsulent for Pentagons UFO-program. Davis, der nu arbejder for det offentligt støttede forskningscenter Aerospace Corporation, sagde, at han havde briefet nogle embedsmænd, der betjener to af udvalgene i Senatet, om bjærgning af uforklarlige objekter, herunder såkaldte udenjordiske fartøjer.

Som research til min bog ’In Plain Sight’ interviewede jeg Nat Kobitz, der fra 1967 og frem var direktør for forsknings- og teknologiudvikling i den amerikanske flåde i næsten 30 år. I det første og eneste interview, hvor Kobitz fortalte, hvad han vidste om UAP’er, sagde han, at han havde fået sikkerhedsbriefinger – han sagde ikke nøjagtig hvornår – om et højst hemmeligt projekt, der var kendt under navnet ’Programmet’. Ved en af briefingerne fik han at vide, at USA havde bjærget adskillige ikkemenneskelige drevne fartøjer.

Et centralt spørgsmål, som der måske snart kommer svar på, er, om alle amerikanske præsidenter har været ordentligt orienteret om, hvad de amerikanske myndigheder ved om ’fænomenet’ – og hvis ikke, hvorfor så ikke. Nogle af dem, der har et særligt kendskab til emnet, hævder, at der er embedsmænd, der har brudt loven for at skjule denne hemmelighed.

JEG INTERVIEWEDE OGSÅ Dan Sheehan, en fremtrædende jurist med speciale i borgerrettigheder, der blev hyret af Det Hvide Hus i præsident Jimmy Carters tid til at udfærdige en rapport efter at have undersøgt myndighedernes og militærets viden om UAP’er. Sheehan sagde, at han under strengt opsyn fik adgang til at se angiveligt stadig hemmelige dokumenter fra flyvevåbnets efterforskning af UAP’er.

Han hævder, at han blandt disse dokumenter så billeder fra 1940’erne af et fartøj af form som en rund skive, der uden tvivl var ved at blive bjærget af amerikanske soldater. På trods af at han indføjede disse oplysninger i sin rapport, kom de ifølge Sheehan ikke med i den endelige rapport til præsidenten. Hvis den redegørelse er sand, tyder det på, at selv en præsident, ureglementeret og måske ulovligt, blev forholdt denne viden.

Eller kan det være, at endog nogle præsidenter (der har titel af forsvarets øverstbefalende) ikke er blevet underrettet om ’Programmet’ på grund af et eller andet historisk direktiv?

Hvor utrolige den slags påstande end kan lyde, vil jeg vædde på, at der er en god chance for, at Kongressen meget snart bliver en hel del klogere på UAP-mysteriet, nemlig når Pentagons UAP-rapporter – der nu er lovbefalede – oversendes til Kongressens tilsynsudvalg. Men hvad offentligheden får at vide om disse afsløringer, efter 75 år med benægtelser, er stadig et åbent spørgsmål.

Siden 2000 har det svenske flyvevåben ikke noteret sig et eneste uidentificeret flyvende objekt, hverken med det blotte øje, radar eller sensorer. Det sagde flyvevåbnets næstkommanderende brigadegeneral Anders Persson til det svenske tidsskrift UFO-Aktuellt, da det amerikanske forsvar sidste år efter årtiers hemmelighedskræmmeri indrømmede, at både piloter og udstyr har registreret uidentificerede fænomener.

»Der er nul. Vi har netop gennemført en ekstra kontrol af alle dokumenter siden 2000«, sagde han.

Anders Persson går dog ud fra, at der altid vil være nogle mystiske fænomener:

»Nogle ting kan man ikke forklare. De bliver ved med at være noget, der foreløbig er usandsynlige«.

Oversættelse: Tonny Pedersen og Jakob Haff