En ny kold krig? Glem det!

MEN BEFINDER VI OS I EN NY KOLD KRIG? Svaret er nej. Den kolde krigs verden var bipolar, og de to blokke var allestedsnærværende, selv for lande, der forsøgte at holde sig udenfor. Det var en verdensomspændende kamp mellem modstridende ideologier om folks ’hjerner og hjerter’. I dag er verden multipolar, og USA var selv før Trump ved at miste positionen som selvudnævnt vogter af den liberale verdensorden. Verden er nu på godt og ondt mere kompliceret.

Men selv om den kolde krig er ovre, danner dens fortælling stadig i høj grad rammen om vores forståelse af Rusland – og dermed også vores ruslandspolitik.

Og hvad er det så overhovedet for en kold krig, vi refererer til? Perioden mellem Anden Verdenskrig og Sovjetunionens sammenbrud havde flere faser, og den kolde krig var ikke altid lige kold.

Det dansk-russiske forhold var anspændt allerede fra slutningen af Anden Verdenskrig, og befrielsen 5. maj 1945 var ikke lige rosenrød i hele landet. På Bornholm var skæret nok rødt, men det skyldtes, at værnemagten var skiftet ud med sovjetiske tropper.

KRIGEN HAVDE GJORT DET PINAGTIGT KLART, at Danmark havde meget lidt at stå imod med over for militært magtfulde naboer. Selv om Sovjetunionen havde kæmpet på samme side som Storbritannien og USA, lurede spændingerne mellem de store krigsallierede under overfladen. De blev større, i takt med at hver side konsoliderede sin magt i de områder, man havde befriet. USA med fortrinsvis blød magt – Sovjetunionen med hård.

De sovjetiske styrker trak sig fra Bornholm i marts 1946 efter et nervepirrende forhandlingsforløb, hvor Danmark forsøgte at holde på sit uden at være unødigt provokerende. Den attitude blev symptomatisk for attituden over for naboen mod øst i de efterfølgende årtier.

Foto: Yuri Senatorov/AP

Danmark håbede efter krigen på en verdensorden reguleret af FN, men det håb svandt i takt med øgede spændinger mellem USA og Sovjetunionen og gensidige vetoer i Sikkerhedsrådet.

Trods ønsket om at føre ’ikke-blok-politik’ valgte Danmark reelt side i øst-vest-konflikten med tilslutningen til den amerikanske Marshallplan, og da nordiske forsvarsforhandlinger blev overhalet indenom af tankerne om en Atlantpagt, endte det med et fodslæbende medlemskab af Nato i 1949.

Socialdemokratiets daværende udenrigspolitiske ordfører, Julius Bomholt, beskrev det som et »valg mellem to onder«. Man havde håbet at undgå at blive en del af en blokopdelt verden, men udsigten til at stå isoleret over for Sovjetunionen var trods alt værre end et medlemskab af en vestlig blok.

Den danske balancegang mellem integration i Nato og ikke-provokation over for Sovjetunionen gav anledning til en række forbehold i Danmarks Nato-medlemskab, som for eksempel afvisningen af fremmede (det vil sige amerikanske) baser og atomvåben på dansk jord under ’de foreliggende forudsætninger’, hvilket almindeligvis blev tolket som fredstid. At forbeholdene ikke gjaldt Grønland, hvor Danmark tillod såvel baser som amerikanske atomvåben, er en anden historie.

Danmarks forsigtige linje over for Sovjetunionen skyldtes vores udsatte geografiske placering. Vi fungerede som ’proppen i Østersøen’, og for at komme ud på verdenshavene skulle Sovjetunionens østersøflåde gennem dansk farvand. Indtil 1961, hvor Danmark og Vesttyskland indgik i en fælles flådekommando, var Danmark alene om at vogte stræderne, og Nato regnede reelt ikke med at kunne forsvare landet.

Foto: JP/Politikens billedarkiv/Ritzau

I 1960’ERNE SKIFTEDE DEN KOLDE KRIG KARAKTER. Forskrækkelsen over Cubakrisen i 1962 banede vej for øget samarbejde mellem blokkene. Denne udvikling blev opmuntret og yderligere accelereret af de europæiske lande med Vesttyskland i front. Strategien hed ’Ostpolitik’, mottoet ’Wandel durch Annäherung’ – forvandling gennem tilnærmelse.

Også Nato var med i afspændingsbestræbelserne, udtrykt i den såkaldte Harmel-rapport fra 1967, som med en dansk-norsk formulering slog fast, at »Militær sikkerhed og afspændingspolitik strider ikke imod, men supplerer hinanden«.

Danmarks aktive deltagelse i udformningen af Harmel-rapporten var et symptom på en generel forkærlighed for afspændingspolitikken. Allerede i 1966 havde Danmark i Nato foreslået en bred europæisk sikkerhedskonference. Det var oprindeligt et gammelt sovjetisk forslag og blev i første omgang modtaget derefter, men da Finland i maj 1969 tilbød at være vært, var tanken modnet, og CSCE – The Conference for Security and Cooperation in Europe (Konferencen for Sikkerheds og Samarbejde i Europa) – var en realitet.

PROCESSEN KULMINEREDE MED UNDERSKRIVELSEN af Helsinki-traktaten. Mens Sovjetunionens fokus omhandlede national suverænitet og teknisk-økonomisk samarbejde, havde de vesteuropæiske lande fokus på formuleringer om ’blødere’ værdier som informationsfrihed og kulturel kontakt.

Danmark var en drivkraft i arbejdet med disse dele, som af både Moskva og Washington blev regnet for mindre vigtige. Det kom dog til at stimulere en opblomstring af menneskelig og kulturel kontakt mellem øst og vest samt bevægelser som den tjekkoslovakiske menneskerettighedsbevægelse Charta 77.

Danmark havde det som en fisk i vandet i disse sammenhænge, som aktiv og ofte udfarende kraft. Der var bred enighed om støtten til CSCE og afspændingspolitikken hen over det politiske spektrum. Processerne syntes at fremme Danmarks udenrigspolitiske forhåbninger om et internationalt samfund, reguleret af multilaterale aftaler.

1979 BLEV ET VENDEPUNKT. Storpolitikken frøs atter til, da Sovjetunionen invaderede Afghanistan, og Nato vedtog at opstille 572 mellemdistancemissiler i Europa, medmindre Sovjetunionen fjernede sine. Den danske stillingtagen var tøvende og blev besværliggjort af skiftende regeringer og et Socialdemokrati præget af indre splittelse.

Det blev optakten til 1980’ernes såkaldte fodnotepolitik, hvor dansk sikkerhedspolitik blev sat på spidsen. Politikken bestod i, at Danmark fik indskrevet forbehold – fodnoter – i Nato’s nukleare strategi. Den borgerlige regering blev tvunget hertil af et alternativt sikkerhedspolitisk flertal i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, SF, VS og Det Radikale Venstre.

Meget er sagt og skrevet om fodnoterne. Nogle mener, at de blev til under pres fra øst, hvorimod andre anser dem for at være en del af en større ideologisk bevægelse blandt Vesteuropas socialdemokratier. Nogle mener, at der var tale om en venstredrejning af Socialdemokratiet, andre, at det tværtimod var Nato og USA, der drejede til højre under Reagan.

I undertegnedes optik var fodnoterne dog altovervejende udtryk for indenrigspolitiske skærmydsler, der først og fremmest blev muliggjort af Det Radikale Venstre, som stemte for fodnoterne, men ikke ville være med til at vælte en regering, hvis indenrigspolitik partiet støttede.

I SIDSTE ENDE BLEV FODNOTEPOLITIKKEN overhalet indenom af verdensudviklingen. Ronald Reagan og Sovjetunionens nye generalsekretær, Mikhail Gorbatjov, kom på god fod, hvilket førte til omfattende nedrustningsaftaler og slækkelse af sovjetisk kontrol med både egne medborgere og allierede i Warszawapagten.

Da Berlinmuren faldt i 1989, og Sovjetunionen to år senere fulgte efter, var jublen udbredt. Den amerikanske politolog Francis Fukuyama erklærede »the end of history«. Historien var slut, fordi det liberale demokrati udgjorde samfundenes ypperste udvikling. Vesten havde vundet den kolde krig, og vinderne får som bekendt retten til at skrive historien. En udbredt tolkning er, at det var Reagans oprustning, som fik Sovjetunionen til at bukke endeligt under.

Originalfoto: Joachim Adrian (farvebehandlet)

I LØBET AF 1990’ERNE BLEV RUSLAND liberaliseret med raketfart. Præsident Boris Jeltsin var Vestens kæledægge, og hans tiltagende fordrukne optræden bidrog næsten kun til begejstringen. I Rusland var jublen dog ikke helt så udtalt. Prisen for friheden var, at en lille gruppe ragede til sig, mens store dele af befolkningen sank dybere ned i fattigdom. Og hvis Vesten havde vundet, var Rusland så taberen? Hvem bryder sig egentlig om at blive kaldt en taber? Hvem bryder sig om at miste indflydelse og være til grin?

Ikke Vladimir Putin, som i 2000 afløste Boris Jeltsin efter en kort periode som ministerpræsident og lige siden har søgt at markere Ruslands plads i verden. Han insisterer på, at Rusland – stadig – har legitime sikkerhedsinteresser og ret til at få dem respekteret. Disse interesser angår primært Ruslands grænseregioner og nabolande. Putin vil ikke rette Rusland ind efter en vestlig koldkrigsfortælling om Sovjetunionen som en trussel mod verdensfreden.

Efter bipolaritetens ophør skulle Nato tillige omdefineres for fortsat at have eksistensberettigelse. Det nye formål blev at være garant for hele Europas sikkerhed – også de tidligere Warszawapagt-lande. I 1994 gik udvidelsesprocessen i gang med indlemmelsen af det tidligere DDR som en del af et nu genforenet Tyskland. Siden er det gået slag i slag med udvidelser mod øst, og i 1999 iværksatte Nato for første gang nogensinde militære handlinger mod et andet land med interventionen i Kosovo.

Foto: Jacob Maarbjerg

I DANMARK VAR MAN IKKE SEN TIL AT GØRE brug af det udvidede udenrigspolitiske råderum efter Sovjets sammenbrud. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), for hvem fodnoterne havde været særlig pinagtige (han var imod dem, men stod for at indføre dem), gik forrest i en ny ’aktiv internationalisme’, som blev fulgt op af Nyrup Rasmussen-regeringerne i 1990’erne. Det indebar ikke blot deltagelse i aktioner som den i Kosovo, men også en aktiv dansk rolle i udvidelsen af Nato og EU.

Opgøret ikke bare med fodnoterne, men med hele udenrigspolitikken fik en tand til i Anders Fogh Rasmussens regeringstid i 2001-09 i forbindelse med en følelses- og symbolladet værdikamp. Fogh Rasmussen anså Danmarks ageren under besættelsen og den kolde krig som et kæmpemæssigt udenrigspolitisk svigt og brugte det som argument for at stå last og brast med USA, især i lyset af angrebene 11. september 2001.

At Danmark deltog i den efterfølgende invasion i Afghanistan, var der i lyset af det seneste årtis udvikling ikke noget overraskende i. Det skete med både Nato’s og FN’s velsignelse og var således på linje med udenrigspolitikken i 1990’erne. Mindre selvfølgeligt var det, at Danmark deltog i USA’s coalition of the willing, som uden om såvel FN som Nato invaderede Irak i 2003. Det blev dog iscenesat som et erklæret opgør med en kujonagtig og eftergivende udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Foto: JP/Politikens billedarkiv/Ritzau

MEN HVORDAN SER NATO-UDVIDELSERNE UD set fra Rusland? Det er værd at huske på, at Nato blev dannet som direkte modsvar til den sovjetiske trussel, og som sådan er der en iboende tendens – på begge sider – til stadig at tænke på forholdet som fjendtligt.

Det er heller ingen hemmelighed, at når små lande tæt på Rusland ønsker Nato-medlemskab, skyldes det i høj grad, at de har historisk dårlige erfaringer med at være Ruslands nabo. Så selv om man godt kan forstå de nye landes motivation for at gå med i Nato, kan det for Rusland måske være sværere at forstå, hvorfor det er så vigtigt for de ’gamle’ Nato-lande at optage dem. Særligt fordi Gorbatjov i Sovjetunionens sidste år modtog – uofficielle – løfter fra vestlige ledere om, at et forenet Tyskland – og Europa – ikke ville føre til Nato-udvidelser mod øst.

Rusland har flere gange hævdet, at man blev vildledt og måske endda snydt. I det lys bliver enhver Nato-udvidelse tolket som en provokation, der kommer gradvis tættere på Ruslands grænser. I Vesten mener man, som under den kolde krig, at russerne ser spøgelser. Vi er jo fredelige, og det ved de vel – ikke?

ANTAGELSEN AF, AT ANDRE SER OG FORSTÅR ens intentioner, er en hyppig fejl og skyldes en såre almindelig automatreaktion, som er velkendt inden for forskningen i international politik: Man tilskriver modparten grundegenskaber som for eksempel ’aggressiv’, ’snu’, ’forstår kun hård magt’ etc. Tilsvarende tillægger man sig selv gode egenskaber som ’fredsvilje’, ’bærer af demokrati’ og så videre. Det vil sige, at enhver protest mod ens adfærd opfattes som illegitim.

Men er Vestens intentioner klare? Er vi til at lave aftaler med? Det kan være svært at gennemskue. I 2002 trak USA sig eksempelvis fra ABM-aftalen, som siden 1972 havde forbudt supermagterne at udvikle antiballistiske missilforsvarssystemer. Logikken var, at den gensidige garanti for masseødelæggelse ville hindre krigen.

Med udtrædelsen understregede USA, at det ikke nødvendigvis følte sig bundet af løfter afgivet til Sovjetunionen. Men ophævelsen af ABM-traktaten var ikke et hvilket som helst aftalebrud, for ABM-traktaten var ikke en hvilken som helst aftale. Det var den aftale, der slog fast, at USA og Sovjetunionen var ligeværdige parter med kapacitet til gensidig udslettelse.

VED AT TRÆKKE SIG FRA ABM-AFTALEN signalerede USA, at man ikke længere anså Rusland for ligeværdigt, om det så var som partner eller modstander. Man behøvede simpelt hen ikke længere tage Rusland så alvorligt, at man blev i aftalen. Hvordan ville USA egentlig have reageret, hvis Rusland havde opsagt en aftale, som regnes for en milepæl i den nukleare nedrustning?

Rusland rasede. Så sent som i 2015 kom den russiske ambassadør i Danmark med slet skjulte og ikke så lidt malplacerede trusler om, at Danmark kan blive mål for russiske atommissiler, hvis vi tilslutter os et missilskjold i Nato-regi. Udtalelsen fik dog ikke Danmark til at ryste i bukserne. Hvordan Rusland ser på dette og hint, er ikke længere en bekymring, og det er netop pointen. Da Rusland (igen) protesterede mod Nato’s udvidelse i anledning af optagelsesforhandlingerne med Montenegro i 2015, var udenrigsminister Kristian Jensen (V) klar i mælet:

»Det budskab har jeg også modtaget, og svaret til dem var, at det – sagt direkte – rager ikke jer, hvem Nato udvider med«, udtalte Kristian Jensen i et Ritzau-telegram, som blev citeret i en række danske medier.

Foto: Aleksandr Semlianitjenko/AP

IKKE-PROVOKATIONEN ER LAGT I GRAVEN. Ikke forstået på den måde, at Danmark bevidst provokerer, men sådan, at vi ikke længere bekymrer os så meget om, hvorvidt vi bliver opfattet som provokerende. Et klart eksempel på dette er, at Danmark i januar sendte 200 soldater til Baltikum som led i en Nato-mission, der skal afskrække russerne.

Hvilket igen tyder på, at Danmark ikke anser Rusland for at være lige så stor en trussel i dag som under den kolde krig. Det skyldes formentlig ikke blot, at Rusland står militært svagere, end Warszawapagten gjorde, og at man ikke længere – officielt i hvert fald – er ideologiske modstandere, men også, at vi ikke længere er en af Nato’s frontlinjestater over for Rusland. Den ære er tilfalder nu Polen og de baltiske lande.

Det borgerligt-liberale syn på den kolde krig, altså at Vesten vandt og gjorde det på grund af en hård linje, ser altså ud til at ligge bag den udenrigspolitiske stillingtagen til Rusland i dag. Rusland skal ’holdes i skak’, og Vesten skal sætte hårdt mod hårdt. Det er ikke blot Danmark, men det meste af Vesten, som abonnerer på den opfattelse, hvilket også understreger, at Danmark i langt højere grad har valgt integration i Vesten og skrinlagt den tidligere ikke-provokation. Man må altså sige, at opgøret med den kolde krig er slået igennem i dansk udenrigspolitik.

DESUDEN HAR MAN HAFT HELD MED AT NYFORTOLKE historien – for det passer ikke, at Fogh-regeringen var den første til at gøre op med fodnoteperioden og indføre en ’aktiv’ udenrigspolitik – det gjorde allerede hans forgænger på formandsposten i Venstre, Uffe Ellemann-Jensen. Og det passer ikke, at Danmarks udenrigspolitik ikke var præget af aktivisme, endda en ganske succesfuld sådan, under den kolde krig.

Dansk indflydelse på afspændingsprocesserne i såvel Nato som CSCE var langt større, end vores størrelse berettiger til. Det var blot en anden slags aktivisme, som vægtede samarbejdet, afspændingen og bindingen af modparten i aftaler og kontrakter. I både dansk og international forskning er det en udbredt tolkning, at det var netop disse impulser, som gav befolkningerne i Østeuropa mod på at give deres utilfredshed til kende og indlede oprør. Uanset hvilken tolkning man hælder til, har Gorbatjov formentlig en god del af æren for, at det endte så forholdsvis ublodigt, som det gjorde.

Men hvordan man end tolker slutningen på den kolde krig, er det interessant, at vi faktisk har et område, hvor diplomatiet stadig virker, og hvor sameksistensen med Rusland foregår efter alle folkerettens regler og uden spænding: Arktis.

NOK SÅ DET DRAMATISK UD, DA RUSLAND i 2007 plantede sit flag på havbunden ved Nordpolen, men temperamenterne faldt til ro året efter, da de arktiske kyststater Canada, Danmark, Norge, Rusland og USA samt Grønlands Hjemmestyre underskrev Ilulissat-erklæringen om at løse uoverensstemmelser efter folkeretten og samarbejde gennem relevante institutioner som for eksempel Arktisk Råd. Som sagt, således gjort.

Ejerskabet til Nordpolen er i færd med at blive behandlet i FN-regi. Både Danmark og Rusland har indgivet krav i god ro og orden, og Canada ventes at gøre det i 2018. Det har ikke skortet på dommedagsprofetier, blandt andet om ’spill-over-effekt’ fra Krimkrisen til Arktis, men de er altså udeblevet. Initiativtagerne til Ilulissat-mødet var Danmark og Grønland, hvilket bekræfter, at Danmark stadig kan øve indflydelse og fremme afspænding via institutionelt og internationalt samarbejde, der inkluderer Rusland.

Selv om vi ikke står med en ny kold krig, har den gamle givet os en masse erfaringer og referencepunkter. Men hvad vi skal lære af den, er mere usikkert. Lærdommene er nemlig lige så forskelligartede som erfaringerne og afhænger af, hvordan man tolker den kolde krigs afslutning.

Vandt Vesten som følge af en hård linje med oprustning? Eller var det afspændingsprocesser, forhandling og udveksling, som gav folkene i Østblokken mod og mulighed for at gøre oprør? Det officielle Danmark har valgt sin tolkning, og den begrænsede danske ærbødighed over for Rusland viser, at man ikke længere er bange for at stirre Rusland direkte i øjnene.

Spørgsmålet er så, om man ønsker at holde fast i den hårde stil, eller om man kunne lade sig inspirere af samarbejdet i Arktis, som også prægede dansk udenrigspolitik i afspændingsperioden i 1960’erne og 70’erne.