Samfundets svageste borgere blev gemt væk i velfærdsstatens spæde start

Datidens forståelse af åndssvaghed er en anden end nutidens forestillinger om udviklingshæmning. Der skulle en god del paratviden og andre skolefærdigheder til for at komme over grænsen på IQ 75. Og på det punkt var børn fra dårlige sociale kår bagud på point.

Samtidig blev åndssvaghed heller ikke kun forbundet med lav intelligens, det havde også noget at gøre med social afvigelse. Begreber om moralsk eller antisocial åndssvaghed spillede en rolle i forhold til en anbringelse. Som eksemplet med kvinderne på Sprogø viser, kunne en inddragelse under åndssvageforsorgen godt finde sted, selv om de anbragte havde opnået mere end 75 i IQ-testen.

I sin doktordisputats fra 1993 beskriver Birgit Kirkebæk, hvordan de åndssvage i stigende grad blev opfattet som farlige i slutningen af 1800-tallet. Et billede af de åndssvage som samfundsbelastende lovovertrædere tog form, og ideen grundfæstede sig i det efterfølgende århundrede.

DA OVERLÆGEN H.O. WILDENSKOV skrev en artikel i Nyt Tidsskrift for Abnormvæsenet i 1927, kunne han henvise til sammenhængen mellem åndssvaghed og forbrydelse som et selvfølgeligt faktum: »Kriminaliteten behøver jeg ikke at opholde mig ved, det er vel kendt, at den åndssvages hæmninger er så ringe, at fristelsen vinder let sejr. Hvad har ikke en åndssvag, der 15 gange er dømt for forbrydelser mod sædeligheden, betleri og tyveri, kostet til kostbart retsmaskineri, arrest- og fængselsophold«.

Ifølge Wildenskov var det et særligt problem, at mange åndssvage havnede på fattiggårde, som han betegnede som »økonomisk støttede avlscentre af underlødigt menneskemateriale«. Wildenskov overvejede derfor i sin artikel fra 1927, »hvilke forholdsregler samfundet råder over til bekæmpelse af dette onde«. Han kom frem til, at »vi kan gå to veje: 1. internering og 2. sterilisering«.

H.O. Wildenskovs planer om at sætte bom for kriminalitet, usædelighed og de underlødiges forplantning faldt også i tråd med politiske ønsker og krav i offentligheden. Manden i centrum for diskussionerne var socialdemokraten K.K. Steincke, der allerede i bogen Fremtidens Forsørgelsesvæsen fra 1920 overvejede, hvordan man kunne begrænse »undermålernes« antal:

Hvad nytter den stigende humanisering, den stadigt voksende offentlige forsorg? Den mangeartede omsorg […] fører kun, takket være lægevidenskabens og sygeplejens stærke udvikling, til at svække slægten ved at holde liv i tusinder, som samfundet var bedst tjent med bukkede under. […]

Hvis vi derfor ikke vil risikere den moderne europæiske civilisations gradvise tilbagegang og endelige undergang, må vi ind på en systematisk modvirken af de nævnte uheldige følger af civilisationen og tillige stræbe for en forædling af racen, den såkaldte eugenik, i Tyskland og Norden særlig benævnet racehygiejne eller raceforbedring.

STEINCKES BEKYMRING OG UNDERGRANGSFORNEMMELSER var del af 1920’ernes tankegods og bundede især i et foruroligende fald i antallet af børnefødsler i tiden lige efter århundredeskiftet. For Steincke og andre politikere havde nedgangen en uheldig social komponent: De bedre stillede grupper i befolkningen satte ikke længere mange børn i verden, mens det modsatte gjorde sig gældende i samfundets nederste sociale lag.

Ræsonnementet var, at når især de åndssvage fortsat formerede sig uhæmmet, ville der ske en stærk forringelse af befolkningskvaliteten. Det betød samtidig en stadig tungere byrde for staten, der kunne se frem til en voksende forsørgelsesopgave med de mange »minusindivider«.

Foto: Wikimedia Commons

Når de svage grupper skulle støttes med offentlig forsorg, krævede det en modydelse, skrev Steincke i 1920: »Hvis et menneskeligt væsen, der er belastet med arvelige anlæg, nu engang er født, skal han have ret til at leve og glæde sig ved tilværelsen, så vidt han kan og hensynet til hans medmenneskers velfærd tillader det, men én ret skal han miste, én mulighed skal berøves ham, nemlig at overføre sine mangler til efterkommerne og på den måde forevige og mangedoble ulykken. Vi behandler undermåleren med al omsigt og kærlighed, men forbyder ham blot til gengæld at formere sig«.

Kastration blev et af de begreber, der dukkede op i diskussionerne i 1920’erne. Den idé havde Christian Keller tidligt slået til lyd for, da han mente, at kastration kunne være et effektivt redskab over for kriminelle åndssvage. Kellers synspunkter blev desuden bakket op af psykiateren Georg Schrøder, der mente, at kastrationerne burde foregå med tvang, da han fandt det urimeligt at tage hensyn til forbryderne.

SAGEN HAVNEDE PÅ K.K. STEINCKES BORD, da han i 1924 blev justitsminister i den første socialdemokratiske regering under Thorvald Staunings ledelse. Diskussionerne førte til, at Steincke i 1924 nedsatte »kommissionen angående sociale foranstaltninger over for degenerativt bestemte personer«, i daglig tale Sterilisationskommissionen, der både skulle give løsningsforslag om seksualforbrydelser og åndssvages formering. Keller og Sand fik begge sæde i Sterilisationskommissionen, der to år senere udgav en betænkning.

Åndssvage, sindssyge eller personer over 21 år med en abnorm kønsdrift skulle efter anmodning få tilladelse til at underkaste sig kastration eller andet indgreb i kønsorganerne. Desuden foreslog kommissionen, at der blev skabt hjemmel til at ophæve forplantningsevnen (sterilisation) hos psykisk abnorme personer under forsorg. Resultatet blev et forslag til en forsøgslov om kastration og sterilisation, som Folketing og Landsting skulle tage stilling til i 1929.

Sterilisation og kastrationsloven fra 1929 var en forsøgslov baseret på frivillighed. Loven skulle tages op til revision efter fem år. Indgrebet krævede samtykke fra den anbragte eller en værges godkendelse. Desuden blev der indhentet erklæringer fra Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet, mens Justitsministeriet skulle give den endelige tilladelse. Retslægerådet foretog den egentlige sagsbehandling.

Retslægerådet gav imidlertid ikke mange tilladelse til sterilisation, da nogle af medlemmerne frygtede, at sterilisation med efterfølgende udskrivning fra anstalterne ville fremme usædelighed og spredning af kønssygdomme. Flere gange modsatte Retslægerådet sig De Kellerske Anstalters ønsker om operationer.

DET VAKTE IRRITATION hos Christian Kellers afløser, H.O. Wildenskov, da han gerne ville dæmme effektivt op for de åndssvages forplantning. »Personligt nærer jeg den overbevisning, at ingen åndssvage burde have ret til at sætte børn i verden«, forklarede han i artiklen »Lidt om minusindividerne i samfundet«. Wildenskov var samtidig oprørt over, at Retslægerådet så bort fra økonomiske fordele ved sterilisationerne: »Hvorfor afvise en fremgangsmåde, der frembyder mulighed for besparelse; hvorfor må økonomiske betragtninger ikke gælde her, som alle andre steder«.

Med lov af 17. maj 1934 forlod man frivillighedsprincippet fra den første forsøgslov. Den nye lov om foranstaltninger vedrørende åndssvage gav adgang til tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, så enhver åndssvag i princippet blev tilgængelig for sterilisation, der også kunne udføres uden den åndssvages samtykke, blot en beskikket værge ville godkende operationen. Dermed var der skabt lovhjemmel for tvangssterilisation af personer under 21 år og af åndssvage uden for anstalterne.

Men en revision af forsøgsloven fra 1929 manglede stadig. I 1935 kom den nye sterilisations- og kastrationslov, der drejede sig om ikke-åndssvage personer og omfattede både psykisk abnorme og såkaldt normale mennesker. De psykisk abnorme udgjorde en stor gruppe, der inkluderede sindssyge, psykopater, epileptikere, vagabonder, kroniske alkoholister, tiggere og fattiglemmer, mens de psykisk normale bestod af grupper som kriminelle og borgere med alvorlige arvelige sygdomme eller handicap som døvhed og blindhed.

Den nye skærpede lov om adgang til sterilisation og kastration blev vedtaget af et overvældende flertal i både Folketing og Landsting. De kritiske røster i offentligheden var få. En jurist konstaterede resigneret i Politiken, at de »humanistiske ideer er ikke længere i pari. Ideen om den tvungne kastration er ikke det eneste eksempel på, at det, man i sin tid med stolthed kaldte europæisk kultur, nu er ved at gå op i limningen. Middelalderen er – som allerede Georg Brandes sagde – stået op af sin grav«.

SOM ET RESULTAT AF SOCIALREFORMEN i 1933 overtog staten på særforsorgsområdet alle udgifter til vanføre, døve, blinde, sindssyge, åndssvage, døvstumme, epileptikere og talelidende. Det fik især stor betydning for åndssvageforsorgens vækst. I senere fremstillinger af åndssvageforsorgens historie fremhæves det ofte, at kommunerne efter 1933 tømte deres fattighuse og sendte beboerne til åndssvageanstalterne for at overføre udgifterne til staten.

Den tidligere overlæge på Ebberødgård Torben Hvam mener ligefrem, at socialreformen resulterede i »en syndflod af indlæggelser« i åndssvageforsorgen. Selv om vi ikke ved, om alle kommuner spekulerede i økonomiske besparelser, skete der en stor stigning i antallet af anbragte i åndssvageforsorgen. I 1933 befandt ca. 6.000 mennesker sig under forsorg, i 1958 var tallet 17.000. Men det er også værd at bemærke, at befolkningstallet i Danmark steg fra omkring 3,5 til over 4,5 millioner i samme periode.

Foto: Ib Søgaard

I 1939 trådte den første danske abortlov i kraft. For at forberede loven var en kommission blevet nedsat, og efter længere tids arbejde udgav den i 1936 betænkningen: Lovligheden af Svangerskabsafbrydelse. Den anbefalede at give mulighed for at afbryde svangerskabet, hvis der på grund af sygdom var fare for kvindens liv eller »en betydelig forringelse af hendes helbredstilstand« (medicinsk indikation). Dernæst skulle abort tillades på etisk indikation, hvis graviditeten skyldtes »krænkelse af kvindens kønsfrihed«, hvilket omfattede f.eks. voldtægt og incest.

Men lovforslaget havde også et eugenisk element, hvor tilladelse kunne gives, når »der er en nærliggende fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg vil blive lidende af sindssygdom, åndssvaghed, andre svære mentale forstyrrelser, epilepsi og uhelbredelig legemlig sygdom«. Som kommissionen bemærkede, var det med den eugeniske indikation »ikke ønsket om at komme kvinden til hjælp, fra hvilket der gås ud, men rene samfundshensyn«. Endelig indeholdt betænkningen et forslag om abort til kvinder i dårlige sociale forhold (social indikation).

Forslaget vakte en større og mere følelsesladet politisk debat end de foregående love om sterilisation, kastration og ægteskabsforbud. Nogle læger modsatte sig abort, da det var i modstrid med lægens pligt til at redde liv. Men samtidig drejede debatten sig ikke om det eugeniske spørgsmål. Som historikeren Sniff Andersen Nexø noterer i sin afhandling om dansk abortpolitik, var der udelt tilslutning til, at svangerskabsafbrydelse kunne finde sted på eugenisk indikation. Efter lange diskussioner på Christiansborg blev forslaget vedtaget – dog blev ideen om abort på social indikation taget ud. Loven trådte i kraft den 1. oktober 1939.

Dermed var der sat et midlertidigt punktum for initiativer, der skulle begrænse de åndssvages seksualitet og muligheder for at sætte børn i verden. Men for de anbragte kunne lovenes konsekvenser mærkes, både dengang og langt senere, når de som ældre fortæller om deres liv.