Kan det være retfærdigt at slå en tyran ihjel?

Er der en Brutus i Rusland?«, spurgte den republikanske amerikanske senator Lindsey Graham 4. marts på Twitter.

Det spurgte man også om i Rom i 44 f.Kr., hvor der blev prikket til Marcus Junius Brutus fra flere sider. Han var nemlig efterkommer af den Brutus, der spillede en central rolle i at gøre en ende på kongemagten og indføre det styre, som kaldes den romerske republik, ifølge traditionen, i 509 f.Kr.

Marcus Junius Brutus blev en af lederne af en sammensværgelse af magtfulde mænd, der 15. marts 44 f.Kr. tog livet af Cæsar, som havde taget magten i Romerriget. Men kan man retfærdiggøre at slå en tyran ihjel?

Spørgsmålet har været diskuteret i over 2000 år, og den furore, som Grahams tweet straks forårsagede, viser, at den stadig er aktuel.

Historien giver os ikke svar på, hvordan vi skal handle, men en mulighed for at se gerninger i kontekst og deres konsekvenser.

Den mest berømte diskussion af Cæsars mord er måske Shakespeares ’The Tragedy of Julius Caesar’ fra 1599. Selv om titlen indikerer, at Cæsar er hovedpersonen, udspiller mordet på ham sig allerede i 3. akt, altså cirka halvvejs i stykket. Vi følger herefter især Brutus tæt. Cæsars spøgelse, der kalder sig Brutus’ ’onde ånd’ – kommer til ham og varsler, at Brutus vil se den ved Philippi i Grækenland.

Dér står det endelige slag imellem Cæsarmorderne og Cæsarstøtterne i 42 f.Kr. Hverken Brutus eller Cassius falder i slaget, men de taber, og Brutus ved, at Cæsars genfærd har varslet hans død. Cassius begår selvmord med sit eget sværd og siger, mens han styrter sig i det, at Cæsar derved hævnes med det sværd, der dræbte ham. Brutus reagerer bekræftende.

Da Cassius konstateres død, tiltaler han Cæsar: »O Julius Cæsar, du har stadig magt, dit genfærd vender grusomt vores sværd mod vores eget kød« (5. akt, 3. scene) – og ligesom Cassius begår Brutus selvmord.

BRUTUS HAR VÆRET HELT for tyranmordere og revolutionære op igennem tiden – Lenin foreslog i 1918 at opstille statuer af Brutus som erstatning for tilsvarende af tsarer. Men han og Cassius dømmes af Dante lige så hårdt som Judas Iskariot, som angav Jesus.

I 2017 opsatte Public Theater i New York Shakespeares ’Julius Caesar’ og lod Cæsar minde umiskendeligt meget om den siddende præsident, Donald Trump. Diskussionen om, hvad vi skal stille op med visionære magtmænd fortsætter med Cæsar og Brutus som katalysatorer.

Mordet på Cæsar er et af mange udtryk for, at Rom var i en konstitutionel krise i senrepublikken.

Det eksisterende system, den såkaldte republik (som snarere var et oligarki), var under pres. Sammensværgelsen, der myrdede Cæsar, foretrak det gamle system med skiftende ledere, mens Cæsar (gen-) introducerede et styre med én særk mand i spidsen.

Det var langt fra nok for republikanerne at fjerne Cæsar. Hans tilhængere tog kampen op, med Marcus Antonius og Cæsars grandnevø Octavian, som Cæsar adopterede i sit testamente, i spidsen. Brutus og Cassius blev altså endeligt besejret i Grækenland, ved Philippi. Selv allierede bliver jo typisk fjender på et vist tidspunkt, når de har så store armbevægelser, som tilfældet er her, så til sidst stod Octavian og Markus Antonius på hver sin side.

Octavian sejrede over Marcus Antonius i Slaget ved Action i 31 f.Kr. og satte sig herefter tungt på magten. Hans position bekræftes af det navn, han fik som æresbevisning, Augustus – det betyder ’den ophøjede’.

Vi kalder ham den første romerske kejser, for navnet indikerer, at han befinder sig et sted imellem guder og mennesker. Cæsar blev guddommeliggjort efter sin død.

Hvorom alting er, må det siges at være temmelig kontroversielt, at en amerikansk folkevalgt politiker offentligt opfordrer til, at et andet lands leder skal myrdes.

I en officiel fordømmelse af Putins invasion af Ukraine sammenligner senator Graham også den nuværende situation med 1930’ernes Tyskland. Han mener, at historien ville have taget sig anderledes ud, hvis eksempelvis den tyske oberst Claus von Stauffenberg 20. juli 1944 havde haft held til at myrde Hitler under den forfejlede Operation Valkyrie. Lindsey Graham skriver:

»En af grundene til, at historien gentager sig selv, er, at vi ikke lærer af fortidens fejl«.

Men som vi ser på følgerne af Brutus gerning, er det ikke helt så ligetil.