Beskidt valgkamp i antikkens Rom: »Du er nødt til at lære at smigre, lyve og forstille dig«

Cicero vendte tilbage til Rom i en mere selvsikker og robust udgave: Han var med egne ord blevet en bedre taler med kraftfulde lunger og større kontrol over stemmen – og han havde taget på i vægt. Cicero var kort sagt i topform og klar til at indlede sin politiske karriere.

I 76 f.Kr. blev han i en alder af 30 år valgt til kvæstor og fik medansvar for Roms statskasse. Nogle år senere fulgte posten som ædil, der bl.a. førte tilsyn med byens offentlige bygninger, kornforsyninger og gladiatorkampe, inden han blev valgt til prætor og således varetog den romerske retspleje. I 64 f.Kr. besluttede Cicero sig for at gå efter det øverste trin i det politiske magthierarki: embedet som konsul. Hvert år blev romerske embedsmænd valgt ved afstemning, herunder også de to konsuler, som var den romerske republiks øverste ledere og hærens øverstkommanderende.

Ganske vist var der ingen fif at hente hos det delfiske orakel, til gengæld var der rigeligt med tips fra bror Quintus (102 f.Kr. til 43 f.Kr.) hjemme i Rom. Commentariolum petitionis, ’En håndbog i valgkamp’, var nemlig titlen på et lille skrift, som Quintus formentlig skrev til Cicero i forbindelse med den forestående valgkamp. Håndbogen indeholder en række nyttige råd og taktiske overvejelser over Ciceros personlige og offentlige fremtræden, tackling af politiske modstandere, etablering og konsolidering af netværk og intensivering af stemmejagt.

I håndbogens indledning henledes Ciceros opmærksomhed på udfordring nummer 1: at han var ’homo novus’, det vil sige en ’ny mand’ i de højeste romerske cirkler. Cicero stammede fra Arpinum (ca. 100 km sydøst for Rom), og selv om han var ud af en velhavende familie, tilhørte han ikke den romerske elite, altså de rige og fornemme slægter, som oprindelig havde monopol på politiske embeder.

Cicero-slægten var nok indflydelsesrig rent lokalt, men der var ingen i familien, som tidligere havde spillet en central rolle i romersk politik. Og at gøre en ’ny mand’ til konsul blev af mange betragtet som en direkte krænkelse af republikkens fineste embede.

Ganske vist var Cicero tidens mest fremtrædende taler og ikke en hvilken som helst opkomling. Men Quintus advarede ham: Det er vigtigt, at du husker din status og er klar over, at Rom er en by fuld af forræderi, sammensværgelser, intriger og bedrag. Hvor du end vender dig hen, vil du møde stædighed, arrogance, overmod, misundelse og had. Cicero fik følgende råd:

»Hver dag, når du går ned på Forum, skal du sige til dig selv: Jeg er en ’ny mand’, jeg vil være konsul, og dette er Rom!«.

Men valg vindes ikke kun ved, at man mumler sin politiske ambition højt for sig selv nede på Forum.

»Du er nødt til at lære at smigre, lyve og forstille dig. Som kandidat må du beherske kunsten at tilpasse dig de personer, du møder, og – om nødvendigt – ændre dit udtryk og din tale efter behov«.

Sig til senatet, at du vil sikre dets privilegier, anbefalede Quintus. Du må forsikre eliten om, at du er ’traditionalist’, og endelig ikke give indtryk af at være ’populist’ (tilhørende gruppen af populares). Men overbevis samtidig folket om, at du altid har været på deres side! Og sørg for rigelig underholdning og rygter om dine modstanderes sexskandaler og ulovligheder. »Folket bevæges mere af show end af substans«, konstaterede Quintus.

Romersk valgkamp foregik mellem stridende politiske grupperinger, ikke mellem egentlige partier med fastlagt ideologi og valgprogrammer som i dag. Det politiske maskineri kørte ved hjælp af ydelser og modydelser og skiftende netværk af personlige relationer og alliancer, som let kunne indgås – og opløses – efter behov. Valgkampen handlede om at gøre sig bemærket i det offentlige rum, udvise generøsitet og entusiasme og komme på god og fortrolig fod med vælgerne. I Quintus’ guide anbefales derfor strategier til, hvordan man som kandidat opbygger et offentligt image, som ikke nødvendigvis behøver svare til ens sande personlighed. Cicero roses for eksempel i skriftet for sine gode manerer og høflighed, men han er ifølge Quintus lidt reserveret og skal lære kunsten at lefle, smiske og indynde sig!

Desuden skal han i kampen kende både sine venner og sine fjender:

»Der er tre kategorier, som vil modarbejde dig: dem, du har skadet, dem, der – uden grund – bare ikke kan lide dig, og dem, der er nære venner af dine modkandidater«.

Det er yderst vigtigt med opbakning fra samfundets top, understregede Quintus. Men også fra masserne, fra de unge, fra taknemmelige klienter, familie og venner og fra de øvrige italiske byers ledere og nøglepersoner. Når du har alle disse grupper bag dig, vil du kunne opnå tilstrækkelig popularitet og give indtryk af, at du er en yderst betydningsfuld, hårdtarbejdende, seriøs og gavmild kandidat – og tilhængere vil sværme omkring dig!

Der er, ifølge Quintus, især tre ting, der garanterer stemmer i en valgkamp: tjenester, give håb og personlige relationer. Desuden betyder synlighed og offentlighed alt: »Forlad ikke Rom!«, formanede broren. Og: »Du skal altid tænke på offentligheden!«.

Et andet fast indslag i romerske valgkampe var retorisk tilsvining af modparten og anklager om bestikkelse.

»Det skader ikke at minde om, hvilke slyngler dine modstandere er, og benytte enhver lejlighed til at udsprede rygter om deres korruption og kriminelle og seksuelle udskejelser«.

Ciceros modstandere i valgkampen var Gaius Antonius Hybrida (106 f.Kr. til 42 f.Kr.) og Lucius Sergius Catilina (108 f.Kr. til 62 f.Kr.), og håndbogen forsyner behændigt Cicero med nogle verserende rygter. Om Hybrida oplyses for eksempel, at han var dybt forgældet, var berygtet for at købe sig sexslaver og på et tidspunkt var blevet smidt ud af senatet. Om Catilina hed det bl.a.:

»Catilina var så skamløs og uhæmmet, at han forgreb sig på små drenge, nærmest fra de lå i deres forældres skød«.

»I retssager bestak han dommerne i en sådan grad, at han forlod retten lige så fattig, som dommerne havde været før retssagen«.

Derudover svirrede der rygter om, at Catilina havde ansvar for en række mord og incestsager og desuden havde haft en affære med en romersk vestalinde. Det sidste blev betragtet som en særdeles alvorlig religionskrænkelse, fordi vestalinderne, som passede Roms hellige ild i Vestatemplet, skulle forblive jomfruer, så længe de fungerede som præstinder. Hvis en vestalinde brød sit kyskhedsløfte, blev hun ved en dyster rituel ceremoni begravet levende.

Inden valget holdt Cicero en senatstale, som desværre er gået tabt. Der findes dog nogle få fragmenter af den, som er gengivet af en senere kommentator, og som vidner om, at Cicero i talen fulgte det broderlige råd om flittig henvisning til modkandidatens skandaløse optræden:

»Catilina har væltet sig i enhver tænkelig udskejelse og perversitet. Han er plettet af blodet fra sine grusomme myrderier, han har plyndret vore allierede og krænket vore love og domstole«.

Ciceros modkandidater i valgkampen havde ry for at anvende bestikkelse, men intet tyder på, at han selv gjorde det samme på sin vej til tops. Tværtimod tog han initiativ til at indføre en ny lov imod bestikkelse. Igennem hele den republikanske periode blev der med mellemrum vedtaget antibestikkelseslove, og især i slutningen af republikkens levetid fløj der næsten hvert år beskyldninger om anvendelse af ulovlige metoder gennem luften.

Men det kunne tilsyneladende være vanskeligt at definere de subtile skillelinjer mellem ulovlig bestikkelse og en kandidats usædvanlige generøsitet med offentlige festmåltider, gladiatorshows og anden underholdning. Roms politiske ledere udtrykte ofte bekymring over den uacceptable – og blomstrende – bestikkelseskultur. Men det forhindrede dog ikke de samme ledere i også selv at benytte ulovlig bestikkelse for at vinde valg.

Valg var en hjørnesten i den romerske republiks styre i næsten 500 år. Men selv om de spillede en vigtig politisk rolle, afslører de antikke kilder ikke ret meget om selve valgprocedurerne og ændringer af dem igennem tiden.

Valg af embedsmænd fandt normalt sted i juli, og embedsperioden begyndte 1. januar. For at kunne stille op som kandidat til diverse embeder skulle man være i besiddelse af en vis formue og desuden have mindst 10 års militærtjeneste bag sig. Selve valghandlingen foregik på Marsmarken, hvor et særligt område blev indhegnet til formålet.

Valget begyndte ved solopgang, og forinden var der blevet taget varsler for at sikre sig gudernes velvilje i forhold til afholdelse af valget og dets resultat.

Oprindelig afgav man sin stemme mundtligt, men efter 139 f.Kr. fik vælgerne udleveret en lille vokstavle, hvorpå de skrev deres foretrukne kandidaters initialer. Derefter lagde vælgeren vokstavlen i en stor valgurne, der var placeret på et podie.

Hele proceduren blev overvåget af vagter, som sikrede ro og orden, og at ingen afgav mere end én stemme. Stemmerne blev optalt og meddelt lederen af valghandlingen, som derpå udråbte valgets vindere.

Så snart en kandidat var blevet erklæret som vinder, aflagde han ed på at ville adlyde de romerske love. Det forhindrede dog ikke, at afstemninger i Rom kunne gå heftigt til: Da Tiberius Gracchus i 133 f.Kr. lod sig genopstille, brød en gruppe politiske modstandere ind i valghandlingen med improviserede våben og bankede ham ihjel med et stoleben.

Cicero vandt valget i 64 f.Kr. Det var da over 30 år siden, man sidst havde valgt en ’homo novus’ til konsul. Ciceros enestående evner som taler og stjerneadvokat, hans politiske sans og en velplanlagt valgkamp havde kompenseret for hans udfordringer som ’ny mand’. En af hans store politiske bedrifter var nedkæmpelsen af Catilinas sammensværgelse og kupforsøg i 63 f.Kr., altså i Ciceros konsulatår. I fire berømte catilinariske taler skildrer Cicero kupforsøget og dets baggrund og sin egen rolle som retsstatens rednings- og talsmand. Men hans kamp for republikken var præget af både op- og nedture, intriger og pengeproblemer, store ambitioner og store fiaskoer.

I 50’erne f.Kr. kom Julius Cæsar på banen, og folkestemningen var med ham. Mange foretrak Cæsars populære reformprogram og pengeuddeling frem for flotte republikanske frihedsprincipper. Men Cæsar havde også hang til enmandsstyre. »Der er et anstrøg af diktatur i luften«, skrev Cicero om den politiske situation.

Cæsar blev myrdet under et senatsmøde i Pompejus-teatret 15. marts 44 f.Kr. Cicero var ikke selv blandt attentatmændene, men han kan meget vel have været til stede, da mordet skete. Måske havde den græske forfatter Plutarch ret, da han skrev, at attentatmændene anså Cicero for at være for gammel og for frygtsom til at deltage i plottet.

Under alle omstændigheder kunne de dog efterfølgende regne med Ciceros støtte. Cicero omtalte dem som »vore befriere«, fordi mordet på en enehersker ifølge ham var et legitimt selvforsvar i kampen for frihed og for de republikanske traditioner. I værket ’Om staten’ skrev Cicero, at et folk, der styres af en enehersker, må undvære meget, »... først og fremmest friheden, som ikke består i at leve under en retfærdig enehersker, men i at leve uden en enehersker«.

Det store spørgsmål var, om republikken kunne genoplives med Cæsars død? Tilsyneladende havde ’befrierne’ ikke nogen plan for, hvad der skulle ske efter mordet på Cæsar. De havde heller ikke forudset folkets store sorg og vrede over Cæsars død.

For en kort bemærkning kom Cicero til at spille hovedrollen i et (forgæves) forsøg på at give senatet dets autoritet tilbage. Han ønskede at sammenkalde senatet til møde på Capitol straks efter mordet, men attentatmændene tøvede, og Cæsars tilhængere benyttede lejligheden til at gribe føringen og udnytte folkestemningen. Flere hundrede senatorers navne kom på de frygtede dødslister under en politisk udrensning, og 7. december år 43 f.Kr. blev Cicero brutalt halshugget af en dødspatrulje, da han i bærestol var på vej væk fra sin landejendom.

Attentatmændenes passivitet efter mordet på Cæsar tyder på, at de regnede med, at republikken ville genetablere sig selv. Det gjorde den ikke. Og det er lidt af et konsekvensparadoks, at mordet på Cæsar blev efterfulgt af etableringen af permanent enkeltmandsstyre i det romerske kejserdømme. Eliminering af en tyran er ikke nødvendigvis ensbetydende med eliminering af tyranni. Med skiftet fra republik til kejserdømme var politisk ambitiøse romeres jagt på offentlige embeder og forfremmelser ikke længere afhængig af folkets stemmer, men af et bifaldende nik fra kejseren.

Kathryn Tempest: ’Cicero. Politics and Persuasion in Ancient Rome’. Bloomsbury Academic, 2012

Rachel Feig Vishnia: ’Roman Elections in the Age of Cicero’. Routledge, 2012

Susanne William Rasmussen: ’Politikens bog om romerne’. Politikens Forlag, 2006