10 hurtige: Hvordan er det nu lige med påsken?

Kristne fejrer påske ved at mindes Jesus henrettelse og opstandelse fra de døde. Alt dette udspillede sig inden for en uges tid, og helligdagene kender vi som palmesøndag, skærtorsdag, langfredag, påskedag og 2. påskedag.

Påske er oprindeligt en jødisk tradition, kaldet pesach. Jøderne fejrer israelitternes udvandring fra Egypten omkring år 1220 f.v.t. Jesus var jøde og fejrede derfor også den jødiske påske. Men det skulle vise sig, at Jesus eget liv – og særligt død – blev definerende for den kristne påske.

Påsken falder altid første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn, som ligger enten den 20. eller 21. marts alt efter skudår. Påsken er styrende for øvrige kristne helligdage i forsommeren. Kristi Himmelfart ligger altid 40 dage efter påske, mens pinsen falder 10 dage efter Kristi Himmelfart.

Som man ellers kunne tro, har navnet ’langfredag’ ikke noget med længslen efter weekend at gøre.

Det kaldes langfredag, fordi dagen inden for kristendommen er forbundet med en pinende og langsommelig sorg. Efter at Jesus blev dømt til døden, blev han tvunget til at bære korset op på toppen af bjerget Golgata, hvor han blev korsfæstet. Ruten, som Jesus bar korset på, kaldes Via Dolorosa, hvilket betyder smertens vej og er i dag mål for mange pilgrimsrejsende.

På langfredag har der historisk set været tradition for at spise den tarveligste mad for at identificere sig med Jesus lidelser på korset. Derfor bestod menuen førhen gerne af rugmelsgrød – eventuelt med honning på, men uden smør!

Påskedag er dagen, hvor kristne fejrer Jesu opstandelse fra de døde, og er derfor en kristen festdag. Sorgen over Jesus død erstattes af glæde, og festen fortsætter til dagen derpå, 2. påskedag.

2. påskedage markerer den første af i alt 40 dage, som Jesus skal have tilbragt på Jorden efter sin opstandelse, før han omsider rejste hinsides på Kristi himmelfartsdag. Frem til 1770 var 3. påskedag endda også en helligdag, indtil den blev afskaffet under Struensee, der ønskede at rationalisere samfundet og rydde ud i helligdagene.

I 1730 gjorde den pietistiske Frederik 4. det lovpligtigt at deltage i samtlige søndagsgudstjenester, og byens borgere blev straffet med bøder og bønder risikerede en tur i gabestokken, hvis de udeblev. I 1845 blev den tvungne kirkegang afskaffet, men alle former for teater, skuespil og øvrige fornøjelser på helligdage var stadig ikke tilladt.

Efter at være blevet reguleret et par gange forsvandt de resterende regler for forlystelser på helligdage i 1991. Indtil da havde lovgivning primært haft til formål at regulere spilletiderne for biografer på helligdage. I dag gælder kun, at »der på folkekirkens helligdage ikke må foretages noget, hvorved gudstjenesten forstyrres«.

Æg er tæt forbundet med påsken. Og med god grund. Påsken falder i foråret, og her begynder mange tamhøns at blive ekstra aktive. De fleste vilde fugle lægger æg i foråret – dem har man tidligere i Danmark også indsamlet inden påskegildet. I religiøst øjemed symboliserer ægget liv og frugtbarhed – og har dermed været en oplagt rekvisit til at repræsentere fejringen af Jesu opstandelse.

Før i tiden bragte man æg med i kirken til påske, hvor præsten ville velsigne æggene. Æggene skulle være pyntede, og der gik sport i at have de flotteste æg med i kirken. Traditionen om at dekorere æg holder som bekendt ved i dag – om end de færreste formentlig tager dem med til gudstjeneste.

Den første danske historiske kilde, som beretter om påskeæg, er en indberetning fra 1622 fra en præst til oldtidsforskeren Ole Worms, som af Christian 4. havde fået til opgave at undersøge danske oldtidsminder. Det er derfor nærliggende at tænke, at påskeæg var en tradition også før 1600-tallet.

Påskeæg af chokolade er dog først blevet en del af traditionen i det 20. århundrede.

Ligesom juletræet har vi overtaget traditionen med påskeharen fra Tyskland, hvorfra den menes at være ’indvandret’ omkring midten af 1800-tallet. I en udgivelse af Familiejournalen fra 1923 optræder påskeharen stadig under rubrikken »Kuriositeter«, og den chokoladeæglæggende hare må derfor anses som værende en ganske ny del af påsken i Danmark i forhold til flere af de øvrige traditioner.

Kaniner og harer har dog længe været symboler på frugtbarhed og blev allerede før kristendommes indførelse hyldet ved hedenske forårsfester.

Gækkebrevet har vi også fra tyskerne, hvor det dog blev kaldt et bindebrev. Danskerne har haft tradition for at skrive gækkebreve til hinanden siden slutningen af 1700-tallet, og lige siden har det haft til formål at drille sin modtager med en lille gåde: Hvis modtageren ikke kan gætte afsenderen, var man som afsender berettiget til at udråbe sin uvidende modtager til gæk, altså en nar.

Oprindeligt gækkede man ikke hinanden via brev, men ved at plukke en vintergæk, som skulle snydes over i hånden på den, man ønskede at gække – uden at vedkommende nåede at opdage det. Denne tradition var populær i 1600-tallet, før brevet overtog. Mange finder dog stadig på at vedlægge en vintergæk i sit gækkebrev, og på den måde holdes traditionen i live.

Påskelammet er faktisk det mest direkte bindeled mellem den jødiske og den kristne påske – ud over Jesus selv. Vi skal tilbage til cirka 1220 f.v.t., hvor israelitterne udvandrede fra Egypten. Sagnet fortæller, at Moses bad den egyptiske farao om at give israelitterne lov til at drage ud i ørkenen for at ofre til deres gud. De fik de ikke lov til, og som straf nedkaldte Gud de ti plager over Egypten.

Den sidste af de ti plager var død, og for at undgå dette skulle israelitterne ofre et lam. Blodet fra lammet skulle smøres på dørkarme og -stolper i deres hjem. På den måde ville Gud gå forbi og benåde familiens førstefødte, som ellers ville blive dræbt i alle egyptiske hjem. Det er faktisk fra denne sagnfortælling, at ordet pesach – hebraisk for påske – opstår, da det betyder forbigang.