Lesbisk revolution, ja tak!
Lesbisk Bevægelse var fra 1970’erne et kraftcenter af politisk engagement og kreativitet. Med deres radikale og ofte humoristiske aktivisme ville de gøre op med et ulige, homofobisk og sexistisk samfund.
Mere end 100 kvinder er samlet på det brune værtshus Den Gyldne Hane – eller Den Gyldne Høne, som kvindebevægelsen kaldte det – i det indre København 10. marts 1974.
Den nye politiske bevægelse Lesbisk Bevægelse holder stiftende møde. Hen over bordene diskuterer kvinderne og skråler med på lesbiske sange. Knap har de sunget færdig, før en gruppe af kvinderne indleder et satirisk rollespil.
I rollespillet må den lesbiske kvinde Hanne høre på forældrenes negative reaktioner på hendes lesbianisme: »Efter alt det, vi har gjort for dig«, lyder det fra de skuffede forældre.
Med i spillet er der også en sensationshungrende journalist, der snager i Hannes familieintriger, imens han på dramatisk vis ser overskrifterne for sig:
»’Lesbisk kærlighed splitter familien’. ’Mor i opløsning. Far i harnisk’. ’Farmor i choktilstand’«.
Lesbisk Bevægelse buldrede frem i 1970’erne. Næsten som blev der åbnet for en hårdt spændt ventil. I årevis havde mange af kvinderne været udsat for usocial udstødelse, diskrimination og homofobi i familierne, vold eller hadforbrydelser på grund af deres seksualitet.
Nogle kvinder kendte hinanden fra rødstrømpebevægelsen og andre fra gruppen Homoseksuel Aktion (HAK). Nogle kom fra klubmiljøet eller ’Forbundet’, som den nuværende LGBT+ Danmark kaldtes på det tidspunkt, mens andre ikke tidligere havde været politisk aktive – hverken i kvindebevægelsen eller andre steder.
I 1970'erne gik danske homoseksuelle på gaden for at kæmpe for accept og lige rettigheder.
Blandt kvinderne var der et enormt stort ønske om at skabe et rum, hvor de kunne udfolde og udvikle en lesbisk politik og identitet. De ville ikke længere være diskrete med deres kærlighedsforhold til andre kvinder eller blive set som ’aseksuelle frøkener’.
FOR LESBISK BEVÆGELSE var kampen mod undertrykkelse af lesbiske tæt knyttet sammen med kampen mod kapitalisme. De kaldte sig ligefrem en lesbisk befrielsesbevægelse. De mente, at der var behov for et opgør med den måde, hele samfundet var skruet sammen på.
At ændre samfundet krævede temmelig mange kræfter, og begrebet ’tilpasning’ var ikke en del af bevægelsens ordforråd. Til mødet på Den Gyldne Høne blev det politiske projekt præciseret:
»Vor opgave er derfor håbløs, hvis vi ikke samtidig ser den som et led i nedbrydningen af den bestående orden. Vi kan ikke blot arbejde for at blive accepteret af det samfund, vi lever i. For det samfund, vi lever i, kan ikke accepteres. Det samfund, vi lever i, kan ikke accepteres, fordi det hviler på det princip, at de få udnytter de mange. Det er uacceptabelt at blive accepteret af et uacceptabelt samfund«.
»Vi er altid underlagt de vilkår, mandssamfundet presser ned over os. Derfor har vi taget et hus«
1. maj 1974, få måneder efter stiftelsen, manifesterede Lesbisk Bevægelse sig for første gang udadtil ved at gå i demonstration til Fælledparken sammen med rødstrømperne. Lesbisk Bevægelse var begyndt at sætte fokus på noget af det, der hidtil var blevet betragtet som personlige og individuelle problemer, såsom social udstødelse og diskrimination på grund af seksualitet. Ved at organisere sig fandt de ud af, at de ikke var alene om den slags oplevelser.
’Kvindekamp er lesbisk kamp – lesbisk kamp er kvindekamp’, lød en af bevægelsens paroler, og man knyttede feminisme sammen med kampen for lesbisk frigørelse og imod homofobi.
Til den stort anlagte Kvindefestival i august 1974, hvor mere 30.000 mennesker deltog, holdt aktivister fra Lesbisk Bevægelse en tale fra scenen i Fælledparken imod »mandssamfundets heteropropaganda«.
Nu skulle det være slut med den historiske usynliggørelse af lesbiske kvinder, lød det videre fra en af aktivisterne:
»Vi vidste ikke, at hende, vi købte mælk hos hver dag, var lesbisk, og at vores sidekammerat fra skolen var lesbisk, og nabokonen, der nogle gange gik fra manden, og vores tanter, der aldrig havde giftet sig, og den sygeplejerske, der havde passet os på hospitalet, og den ene lærerinde på skolen og vores bedste veninde gennem mange år og den kendte skuespillerinde, der optrådte i Se og Hør med sin lykkelige ægtemand, og to af vores kollegaer og vores lillesøster og måske også vores mødre«.
I Danmark blev homoseksualitet ikke slettet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste før 1981. Billedet er fra 1989.
Med hænderne formede kvinderne på scenen – og flere blandt publikum – det lesbiske tegn, ’kussetegnet’, der med to pegefingre og to tommelfingre mod hinanden danner formen på det kvindelige kønsorgan.
TALEN VAR EN ANALYSE, et manifest og et radikalt opgør med et homofobisk og sexistisk samfund. Den markerede også – med et humoristisk tvist – én gang for alle et opgør med ideen om lesbiske som ulykkelige:
»I dag vil vi gerne benytte lejligheden til at dementere, at vi er nogle ulykkelige stakler. Vi er ikke ulykkelige – vi er rasende«.
I de kommende år gjorde Lesbisk Bevægelse sig bemærket på flere områder. I 1975 besatte de – endnu – et hus i Prinsessegade på Christianshavn, hvor der kun var adgang for kvinder og børn.
I bevægelsens tidsskrift, Kvinder Kvinder, skrev de, at 9. december »tog Lesbisk Bevægelse sammen med Rødstrømpebevægelsen et nyt kvindehus. Vi var sagt op i det gamle kvindehus i Åbenrå 26 og kunne ikke få noget andet, selv om genhusningsgruppen havde prøvet alt. Nu bor vi i Prinsessegade 7 på Christianshavn og håber at få lov til at blive«.
Da en gruppe kvinder fire år tidligere besatte nogle huse i gaden Åbenrå i det indre København, skabte det postyr.
Ejendommene tilhørte Københavns Universitet og havde bortset fra to lejligheder stået tomme, indtil kvinderne besatte dem. Ifølge Politikens artikel om besættelsen 16. september 1971 med overskriften ’30 piger besætter tre saneringsejendomme i København’ forholdt politiet sig passivt.
Lesbisk og feministisk politik hang også sammen med kampen imod kapitalisme og dermed med en socialistisk kamp for en mere retfærdig fordeling af økonomiske og sociale goder. Derfor »tog« de huset:
»Vi har lært, at kvinder ikke noget sted i samfundet kan leve på deres egen måde. Vi er altid underlagt de vilkår, mandssamfundet presser ned over os. Derfor har vi taget et hus, der skal blive rammen om et sted, hvor kvinder kan komme og være sammen med andre kvinder og måske bo der for kortere eller længere tid«, sagde en af aktivisterne til Politiken.
TIDSSKRIFTET KVINDER KVINDER blev udgivet af kvinder fra Lesbisk Bevægelse og Rødstrømpebevægelsen og udkom årligt fra 1972 frem til 1981, men i bevægelsens anarkistiske ånd skulle man ikke regne med noget. Bladet »udkommer, som vinden blæser«, som de skrev, med »Kærlig, søsterlig, lesbisk hilsen, Lesbisk Bevægelse«.
Senere udgav bevægelsens grupper også Lesbisk Internt Blad, bladet Margrethe og Vi Andre, Lesbiske og Omegns Folkeblad og ikke mindst bladet Hvidløgspressen.
