Danmark har ikke altid været åh så frisindet

I DAG er den organiserede danske LGBT-bevægelse en af de ældste og mest succesfulde i verden. Ligesom de beslægtede bevægelser i Norge og Sverige, som oprindeligt opstod som ’lokalafdelinger’ af den danske bevægelse, har den opnået en historisk og globalt uset situation med fuld juridisk ligestilling for homo- og biseksuelle samt en folkelig inklusion, der nærmer sig ligegyldighed – ikke i den negative forstand, men i den forstand, at homo- og biseksuelle er en del af flokken.

Diskrimination og hadforbrydelser forekommer, men en landsdækkende repræsentativ undersøgelse fra 2009 viste, at det i langt mindre grad var en del af LGBT-personers hverdag, end man skulle tro. Langt de fleste levede en hverdag uden forskelsbehandling eller vold.

I 2012 indførte Danmark ’homoægteskaber’, det vil sige en kønsneutral ægteskabslov, som det rettelig hedder, og siden 2014 er der sat turbo på transkønnedes rettigheder i Danmark. Juridisk kønsskifte blev muligt, samtidig med at man fjernede transkønnethed fra Sundhedsstyrelsens liste over sygdomme, og i dag er der langt bedre muligheder for at få den kirurgiske hjælp, man ønsker, end for bare få år siden.

Stadig kæmper transkønnede dog med, at staten i voldsom grad gør sig til dommer over, hvem der får adgang til kønskorrigerende behandlinger, og store dele af befolkningen har stadig berøringsangst over for transkønnede.

FOR EN FORENING SOM LGBT+ DANMARK handler ’kampen’ nu om at udvide mulighederne for, at LGBT+-personer kan leve det liv, de ønsker, for eksempel ved at sikre muligheden for, at et barn kan have fire juridiske forældre, at sundhedssystemet er bedre klædt på til at modtage folk, der ikke er helt ’normale’, og at transkønnede som nævnt får bedre adgang til at leve i overensstemmelse med sig selv ved hjælp af hormonbehandling og operationer.

I dag bakker store dele af det politiske spektrum op om LGBT-rettigheder. Den nuværende socialdemokratiske regering har området skrevet ind i sit regeringsgrundlag. Lars Løkke Rasmussens seneste borgerlige regering havde også en progressiv handlingsplan på området, og stort set alle partiledere går nu med i den årlige Pride Parade.

Sådan har det ikke altid været. Indtil midten af 2010’erne stemte stort set hele blå blok konsekvent imod alle rettigheder til LGBT-personer, og i de 40 år, der gik forud, har organisationer som LGBT+ Danmark, tidligere Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, været dem, der måtte holde centrum-venstre-fløjen i ørerne, fordi deres tilslutning til rettigheder kom og gik som tidevandet.

Danmark har ikke altid været åh så frisindet, og rettigheder til LGBT+-personer kom ikke af sig selv. Det er svært at overvurdere, hvor meget bladet Vennen betød for mange homo- og biseksuelle rundtomkring i landet, da det begyndte at udkomme i slutningen af 1940’erne. Vennen var den tids Grindr, PornHub, nyhedsformidler og eftertænksomme magasin. Bladet indeholdt erotiske billeder (kun nøgenbilleder, ikke decideret pornografi, som var forbudt indtil 1969), kontaktannoncer, nyheder om, hvad pressen skrev ’om os’, og artikler om, at der intet galt var i at være homofil.

Tværtimod!

Hvis noget var anderledes, så var det en større sans for det skønne og en historisk mission i at være ’det tredje køn’, der kunne få de to ’gamle køn’ til at mødes på midten. Selv om man boede i en lille landsby, kunne man nu få kontakt med homofile i nærheden og med et større netværk, man måske ikke kendte til endnu.

MANGE HOMOFILE FORSTOD sig selv om en kønsvariation, et tredje køn, og følte sig derfor mere beslægtet med transkønnede, end det er tilfældet i dag.

Foreningen af 1948 var ikke officielt for transkønnede, men det er tydeligt, at ved festerne og ballerne skabte foreningen et fristed, også for transkønnede. Vennen skrev for eksempel meget om den amerikanske soldat George Jorgensen, som i 1952 fik en kønsskifteoperation på Rigshospitalet i København og blev til Christine Jorgensen. Man følte, at man var i samme båd, selv om man endnu ikke havde udviklet det LGBT-koncept, som foreningen arbejder med i dag.

Efterhånden som der i 1970’erne og fremefter konceptuelt blev skelnet skarpere mellem homoseksuelle og transkønnede, gled man fra hinanden, men fandt i 2008 hinanden igen som en del af en aktivistisk-politisk alliance, da Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske officielt inkluderede transkønnede i foreningen.

De homofile forsøgte at skabe sig et bedre image ved at ændre betegnelsen homoseksuel til homofil og i Vennen propagandere for, at homofile skulle behandles ligesom alle andre. Dog må man konstatere, at de mandlige homofile levede et mere kriminelt og grænseoverskridende liv, end de brød sig om, at omverdenen var klar over.

Trækkerdrenge var ikke et ualmindeligt syn i København efter Anden Verdenskrig. De holdt til ved Rådhuspladsen, i Pisserenden, hvor bøssebarerne lå, og også i Minefeltet, som ikke er så kendt i dag, men er kvarteret omkring Nikolaj Kirke, som også husede bøssebarer, trækkerdrenge og ikke mindst Københavns eneste bar for lesbiske, nemlig Admiralkroen, som havde reserveret en etage til kvinder.

Mange mænd benyttede sig af teenagedrenge fra arbejderkvartererne ’på træk’, og arbejderdrengene ser ikke ud til at have haft større kvababbelser over at tjene penge på de homofile mænd i baggårde eller hjemme i privaten. Unge mennesker havde ikke mange penge dengang og kunne få fordoblet deres ugeløn ved at bruge et kvarter sammen med en mand i en baggård. Og betragteligt mere, hvis de tog med ham hjem.

Prostitution var imidlertid kriminelt for de unge fyre. I modsætning til kvindelig prostitution var mandlig prostitution totalt kriminelt for den prostituerede, men ikke for kunden. Dog var mange af de unge fyre under 18 år (men næsten altid over 15), og dermed risikerede homofile mænd også at blive dømt for omgang med mindreårige.

De homofile havde sådan set ikke i sinde at lave om på det. Privat forsvarede de den mandlige prostitution som en fornuftig win-win situation for alle parter, og i et politisk manifest, som Forbundet af 1948 sendte ud i 1954, forsvarede de offentligt denne praksis.

HER SKREV DE, at en homofil mand kunne udgøre en positiv indflydelse på unge fyre fra »dårlige hjem« og »opfostre og belære« dem til uddannelse og arbejde – mens den homofile altså kunne have seksuel fornøjelse samtidig.

Dog var deres politiske program generelt ligestilling – på alle planer – i forhold til seksuel lavalder, prostitution, samlivsforhold (ægteskab) og bolig.

Københavns Politi fulgte indgående med i udviklingen af den nye forening, og i 1955 slog de til og arresterede hovedmændene i, hvad politiet anså for at være en ’homo-mafia’. Axel Lundahl Madsen og hans partner, Eigil Eskildsen – som senere begge skiftede efternavn til Axgil, en kombination af deres fornavne – blev retsforfulgt og dømt for spredning af pornografi og for omgang med mindreårige (over 15, men under 18 år) i det, der blev kendt som Den Store Pornografiaffære. Helmer Fogedgaard blev ligeledes dømt for omgang med en mindreårig.

På det tidspunkt havde andre overtaget ledelsen af Forbundet af 1948, og den nye ledelse tog kraftigt afstand fra sine grundlæggere. Sandheden var dog, at en lang række af tidens ledende homoaktivister blev dømt for omgang med mindreårige i tiden op til 1955 under Den Store Pornografiaffære i 1955-1956 eller i tiden efter.

Homofile var ofre for diskrimination, da lovene var strengere for dem end for andre mennesker. Intet af det, Axel Lundahl Madsen og Helmer Fogedgaard blev dømt for i 1950’erne, var kriminelt efter straffelovsændringerne i 1976. Men mandlige homofiles besættelse af teenagefyre var et træk, som kulturen måtte lægge fra sig, og den måtte, som politiet formanede, fokusere på jævnaldrende og ligestillede partnere.

PÅ DEN MÅDE var kravet om ligestilling et tveægget sværd. Ligesom de homofile ville ligestilles i samfundet, måtte de også praktisere ’ligestilling’ i privatlivet og ikke dyrke de hierarkiske og bytteøkonomiske relationer, der havde været så almindelige før.

Det krav blev sat på spidsen i, hvad vi kunne kalde anden akt af Pornografiaffæren, nemlig indførelsen af ’den grimme lov’ i 1961, der kriminaliserede homoseksuelles køb af prostitution og ikke heteroseksuelles.

Fra 1955 og frem til 1965, hvor ’den grimme lov’ blev ophævet igen, blev årligt omkring 1.000 mænd antastet på gaden af politiet for »kriminalitet i forbindelse med homo-erotik«, som der står i Sædelighedspolitiets protokol. Denne disciplineringskampagne ændrede de mandlige homofiles livsstil i en sådan grad, at de blev mere spiselige for den almindelige befolkning.

I midten af 1970’erne konstaterede Københavns Politi, at trækkerdrengene stort set var væk fra gaden, og at bøsser i langt mindre grad søgte sex på offentlige steder. Frigørelsen og ligestillingen var ikke bare et spørgsmål om, at samfundet tilpassede sig de homofile, men at de homofile også tilpassede sig samfundet.

Straks efter Pornografiaffæren lagde Forbundet af 1948 stilen om og blev mindre konfrontatorisk. Medlemmerne blev i højere grad de pæne homofile, som de sagde, at de var. De protesterede mod den diskriminerende ’grimme lov’, men støttede hensigten om at afskaffe den mandlige prostitution. De holdt op med at stille politiske krav, men holdt sig til at forsvare status quo og i stedet opbygge et community for både kvinder og mænd.

I kølvandet på Pornografiaffæren ønskede mange politikere en endnu højere lavalder for homoseksuelle, men det lykkedes at afværge det i ligestillingens navn. I stedet blev der indført en lavalder på 21 år for homoseksuel prostitution.

Mange kvinder havde ikke følt sig velkomne i foreningens pionertid, men fandt sig bedre til rette i foreningen, efter at der var blevet ryddet op. Fra midten af 1960’erne drev Forbundet af 1948 sin egen klub og udvidede i slut-1960’erne med et diskotek og endnu en klub for kvinderne og de ældre, der ikke gad den høje popmusik.

DA EN YNGRE GENERATION i slutningen af 1960’erne kom ind i Forbundet, fandt de det temmelig støvet og uambitiøst. I 1968 dannede de ’aktionsudvalget’ i Forbundet, der skulle genoptage den politiske kamp, og for første gang i Forbundets levetid var der nu stærke kvinder med i den politiske ledelse. De ville afskaffe diskriminationen i straffeloven med den højere seksuelle lavalder, de ville have ordnede samlivsforhold, altså en form for ægteskab, og de ville have afskaffet gamle forordninger om, at mænd ikke måtte danse med hinanden i offentlige lokaler.

Forbundet af 1948 havde igen fundet sine rødder, men havde aflagt sig den gamle hedonistiske livsstil med baggårde og trækkerdrenge. De unge aktivister nød godt af, at ’den stille generation’ havde opbygget et fællesskab og en økonomi med deres klubdrift, der kunne hjælpe bøsser og lesbiske i den politiske kamp, som i 1970’erne kunne fejre sejr på sejr.

Axel Lundahl Madsen, der i mellemtiden havde skiftet navn til Axel Axgil, blev udnævnt til æresmedlem af foreningen efter i 20 år at have været forment adgang. Sårene fra 1955 var først da lægt.

Under arbejdet imod ’den grimme lov’ havde Forbundet fået kontakt med folketingsmedlem Else Merete Ross (R), og hun blev Danmarks første homovenlige politiker. Hun førte an i kampen mod den diskriminerende lovgivning, og siden arbejdede hun videre for homoseksuelles ligestilling. Dermed havde Forbundet skabt den form for aktivisme, som det siden ville stå for, nemlig at udvikle et community, der kunne lobbye politikerne i retning af ligestilling.

Det er den samme form, der eksisterer i dag, og som har skabt et af verdens mest homo- og transvenlige lande. I 1970’erne blev Forbundet af 1948 udfordret af nye bevægelser, ikke mindst Bøssernes Befrielsesfront (BBF) – en dansk udgave af den amerikanske Gay Liberation Front – og Lesbisk Bevægelse (LB), der på et revolutionært grundlag lagde an til en ny form for kamp.

Ofte blev forskellene mellem de to fløje dog noget overdrevet, så folk kunne føle sig som de sande revolutionære, og de gjorde et stort nummer ud af, at Forbundet kaldte sig apolitisk, selv om de udmærket vidste, at det alene betød, at Forbundet ikke var allieret med et bestemt parti eller en blok.

DE TO REVOLUTIONÆRE BEVÆGELSER eksisterede reelt i 6-7 år, og deres politiske krav var ikke stort anderledes end Forbundets – dog var de stærke modstandere af homoægteskaber, som de anså for at være borgerlige. Imidlertid var de ferme til at arrangere farverige aktioner med mænd i fuldskæg og dametøj eller kvinder i bar røv på Femø-lejren, og måske står de for eftertiden som dem, der virkelig gjorde en forskel.

Man kan dog diskutere, hvem der var de egentlige revolutionære. Var det dem, der lavede basisgrupper, farverige demonstrationer og stillede krav om omvæltning af alle kønsroller?

Eller var det dem, der sad til kaffemøder med ministre og folketingspolitikere og skridt for skridt fik afmonteret den overordnede struktur af love, der forudsatte heteroseksualitet, som hele samfundet var bygget op omkring?

De senere så feterede Pride-parader startede i New York i 1970 og blev i København afholdt første gang i 1971, og op igennem 1970’erne var det et arrangement, som blev arrangeret af Forbundet i samarbejde med BBF og LB. Man stod på den måde sammen på tværs af politiske skel om at være mere synlige, mere udadvendte og mindre skamfulde.

HOMOSEKSUELLES KAMP frem til 1970’erne viser, at historien ikke fulgte en lige linje fra undertrykkelse til begyndende ligestilling, men bestod af et kompliceret samspil af forskellige tendenser. Homoseksuelle har ikke levet på samme måde, og derfor har det været tvetydigt, hvad der skulle ’ligestilles’.

Nogle gange har homoseksuelle fået de rettigheder, de har kæmpet for, andre gange måtte de selv ændre livsstil og holdninger. Nogle gange har det været effektivt at være højtråbende, andre gange at holde lav profil – eller at arbejde bag kulisserne.

Axel og Eigil Axgil blev i 1989 verdens første homoseksuelle par, der blev borgerligt viet, efter at Folketinget havde vedtaget loven om registreret partnerskab.

Danmark var også det første land i verden, som sikrede, at et barn kan have to juridiske forældre af samme køn, og som fjernede transkønnethed fra sygdomslisten og gav transkønnede ret til juridisk kønsskifte uden krav om operationer. Sammen med mange andre resultater trækker disse lange tråde tilbage i vores historie. Også længere tilbage end til den sankthansaften i 1948.