Var Ukraine virkelig nazistisk?

En klog mand sagde i forbindelse med krigene i det tidligere Jugoslavien, at ville man undgå en fredelig løsning på konflikterne, skulle man bare sende en gruppe historikere i marken. Det er nok at tillægge historikerne for stor magt og indflydelse, men at historien bruges og misbruges i såvel det godes som det ondes tjeneste, er der ingen tvivl om.

Og som om det ikke var nok, lader historikere sig mere eller mindre frivilligt og bevidst udnytte af statsmagten og politiske kræfter. Historien er imidlertid, når den kommer i kyndige og fornuftige historikeres hænder, en uhyre sammensat, ofte selvmodsigende og kompliceret affære. Men den slags historie har aldrig været synderlig populær, især ikke i krisetider og slet ikke i krigstider.

Folk vil have gode historier med helte og skurke, gode og onde – man vil vide, hvem man skal holde med – og dermed er der åbnet for et omfattende misbrug. I stedet for at være en kilde til visdom og forståelse skæres historien til og bruges til propaganda og mobilisering af befolkninger og soldater.

Det gælder i høj grad den aktuelle krig om historien mellem Rusland og Ukraine. Den blev påbegyndt længe før Ruslands erobringskrig mod Ukraine, der blev indledt i februar i år, og som siden har taget fart.

Det er med stor betænkelighed, at jeg begiver mig ud på denne slagmark.

Den russiske og senere den sovjetiske version af Ukraines historie var på grund af undertrykkelse og kontrol fra den russiske centralmagts side længe stort set eneherskende. Ukraine blev gjort til en del af den russiske stats geopolitiske storhed og prestige. Siden Ukraines uafhængighed i 1991 er ukrainerne imidlertid begyndt at hylde fortællinger, der udgør alternativer til deres historie. De baserer sig på forskellige former for modstand mod centralmagten i Moskva og ønsket og håbet om frihed.

HISTORISKE BEGIVENHEDER, der traditionelt er blevet set som den lim, der holdt de to nationer sammen, er i den grad blevet udfordret. Det gælder eksempelvis forbindelsen mellem det gamle Kyiv-rige og Rusland og de ukrainske kosakkers traktat med Rusland i forbindelse med løsrivelsen fra Polen-Litauen i 1654.

Traditionelt har Moskva hævdet, at Ukraine og Rusland har fælles rødder i middelalderens Kyiv-rige (Kyivskaja Rus), og at de to folk var blevet forenet af et fælles styre og ikke mindst af den russiskortodokse kirke, der blev grundlagt af fyrsten af Kyiv, Vladimir, i 988. Det er på det grundlag, præsident Putin taler om, at ukrainerne og russerne udgør ét folk.

Kritikere afviser denne fortolkning og lægger i stedet vægt på mongolernes besættelse af det russiske rige i 1240. Det markerede et afbræk med den europæiske tradition, som man mener kendetegnede Kyiv-riget, og begyndelsen på den mongolske og senere den moskovitiske statstradition. Man henviser også til den polsk/litauiske dominans af det vestlige Ukraine i det 16. og 17. århundrede. Man taler således om, at Ukraine vest for floden Dnepr var europæisk, mens landet øst for samme flod var vendt mod Moskva.

I 1654 indgik den russiske tsar en traktat med de ukrainske kosakker, der var anført af Bogdan Khmelnitskij (1596-1657), der nogle år forinden havde løsrevet landet fra det polsk-litauiske herredømme. Da de var kommet under pres fra den polske hær, henvendte de sig til den russiske tsar og foreslog en union union mellem Ukraine og Rusland. Efter lang tids tøven lod russerne sig overtale, og bestemmelserne blev nedfældet i den såkaldte Perejaslav-traktat. Det førte siden til en langvarig krig mellem Polen-Litauen og Rusland. I forbindelse med 300-års dagen for traktatens underskrivelse i 1954 forærede den daværende sovjetiske leder, Nikita Khrusjtjov, Krim-halvøen, der tidligere havde tilhørt den russiske sovjetrepublik, til ukrainerne som en gave.

I DAGENS UKRAINE ser man denne traktat som en aftale mellem to krigsherrer om at bekæmpe en fælles fjende, men russerne så den som meget mere. Men fra ukrainsk side havde man aldrig ønsket at blive opslugt af Moskva, hævdes det.«

Det blev man dog. I løbet af 1700- og 1800-tallet kom den autonome ukrainske kosakstat, ’Hetmanatet’, under stadig større politisk og kulturelt pres fra Rusland, der betegnede Ukraine som ’Lille Rusland’. I 1764 fik tsarina Katarina 2.(1729-1796) afviklet hetmanstyret. Siden blev de ukrainske områder udsat for omfattende russificering, der gradvis tog til op igennem 1800-tallet. Ruslands sidste tsar, Nikolaj 2., nedlagde endog den ukrainske nations repræsentation i Dumaen.

Det blev ikke bedre i sovjettiden.

Lenin førte sig i årene før revolutionen i 1917 frem med, at nationerne i fremtidens socialistiske stat skulle slippes ud af det fængsel, som tsarerne havde holdt dem i, og opnå fuld selvbestemmelse. Det var først og fremmest beregnet til brug for at destabilisere det russiske imperium, og det gav også i første omgang en del vind i bolsjevikkernes sejl. Da det hurtigt tog overhånd og truede med at splitte riget, slog de nye herskere dog bak og indledte opbygningen af den socialistiske enhedsstat, der skulle blive endnu mere centralistisk og tyrannisk end set under nogen tsar.

Under revolutionen i oktober 1917 udråbtes Den Ukrainske Folkerepublik. Det nye styre, Rada, afviste at samarbejde med Lenin og krævede fuld selvstændighed. Bolsjevikkerne satte sig dog på magten i byen Kharkiv, hvor de udråbte den Ukrainske Sovjetrepublik. Under den forfærdelige borgerkrig, der udspillede sig i årene umiddelbart efter bolsjevikkernes magtkup, besatte de røde tropper i januar 1918 under ledelse af Muravjov Kyiv efter først at have affyret 15.000 artillerigranater mod byen. Det fortælles, at folk blev skudt på gaden blot for at tale ukrainsk.

Den russiske general Anton Denikin (1872-1947), der med udgangspunkt i det sydlige Rusland forsøgte at slå bolsjevikkerne af banen, og som af den grund havde Vestens støtte, var som de fleste andre antirevolutionære generaler en russisk nationalist, der ikke ville indrømme hverken ukrainerne eller noget andet folkeslag i det russiske imperium nogen som helst form for frihed eller selvstændighed. Det var sandsynligvis en del af forklaringen på, at det ikke lykkedes dem at vælte Lenin og hans mænd.

Den ukrainske aristokrat og general Pavlo Skoropadskyj (1873-1945) overtog i april 1918 ledelsen af Den Ukrainske Folkerepublik ved et kup. Det var på forhånd blevet godkendt af den tyske besættelsesmagt, der forinden havde besat Kyiv og andre dele af Ukraine. Han skulle til gengæld for magten sørge for at inddrive forsyninger til tyskerne, men det lykkedes ham aldrig at tilfredsstille den tyske generalstab. Han var også under pres fra andre ukrainske nationalister. De anklagede ham både for at være for tyskvenlig og for russervenlig. I hans regering indgik flere russiske nationalister. Skoropadskyj, der lod sig udråbe til hetman, holdt kun i få måneder. Han blev afløst af Symon Petljura (1879-1926), der var folkerepublikkens præsident frem til 1921, da bolsjevikkerne overtog magten i Ukraine.

DE TO LEDER AF ’DET FRIE UKRAINE er efterfølgende i sovjetisk historiografi først og fremmest blevet fremstillet som nationalister og kontrarevolutionære. I dagens Ukraine fejres de som nationale helte, og ikke mindst førstnævnte roses for sine bestræbelser på at holde sammen på den ukrainske nation i svære tider. Den ukrainske præsident Viktor Jusjtjenko – han besad præsidentposten fra 2005 til 2010 – nedlagde i 2005 sammen med sin hustru en krans ved Petljuras grav i Paris.

Det gav anledning til højlydte protester ikke bare i Moskva, men også andre steder. Årsagen var, at der under borgerkrigen 1917-1920 i Ukraine blev myrdet mange tusinde jøder i en lang række forfærdelige pogromer. De fleste fandt sted i Petljuras regeringstid, og han er derfor gjort til medansvarlig for forbrydelsen.

Da bolsjevikkerne greb magten, flygtede Petljura til Frankrig, hvor han led en krank skæbne. I maj 1926 blev han passet op på gaden og skudt på klos hold. Gerningsmandens navn var Sholom Scharwatsbard, og han var ukrainsk jøde. Ved en efterfølgende retssag hævdede han, at Petljura ikke blot havde haft ansvaret for massedrabet på jøder, men også selv direkte havde deltaget. Scharwatsbard er efterfølgende blevet anklaget for at have været i bolsjevikkernes sold, hvilket ikke kan udelukkes.

Med få undtagelser fortsatte Moskva under det socialistiske styre med at russificere Ukraine. Efter Anden Verdenskrig gik man især hårdt til værks i det nyvundne vestlige Ukraine. I 1960’erne gav det vind i sejlene til oppositionelle kræfter, der krævede, at ukrainsk skulle være nationalsproget i Ukraine. De havde ikke meget held med deres forehavende. I 1987 var sproget russisk i 70 procent af skolerne, og i det østlige Ukraine var der ingen ukrainske skoler. Sproget på alle de videregående uddannelser var russisk.

På trods af denne politik var omkring 80 procent af befolkningen tosproget.

Under Gorbatjovs Glasnost i midten af 1980’erne opstod der atter et krav om at sætte en stopper for russificeringen, og i 1989 blev ukrainsk indført som nationalsprog i Ukraine. Det fortælles, at Ukraines anden præsident, Leonid Kutjma, der var ved magten 1994-2005, virkelig måtte lægge sig i selen for at tale ukrainsk, og at han ofte blev til grin på grund af misforståelser og banale sproglige fejl.

PRÆSIDENT PUTIN har flittigt gjort brug af ’nazikortet’ i sin begrundelse for den russiske invasion af Ukraine. Umiddelbart har han ikke meget at hænge det op på. Ganske vist eksisterer der enkelte højrenationale grupper i Ukraine, men efter alt at dømme fylder de ikke mere her end i så mange andre europæiske lande. Det er egentlig heller ikke dem, Putin går efter. Måske fordi de med deres ekstreme nationalisme og kulturkonservative ideer i virkeligheden ligger tæt på Putin selv.

Det, han med et vist held udnytter, er russernes erindringer om de tyske forbrydelser i Sovjetunionen under Den Store Fædrelandskrig og mere specifikt det samarbejde, der fandt sted mellem besættelsesmagten og visse dele af det politiske miljø og almindelige ukrainere. Det gjaldt jagten på politiske kommissærer, medlemmer af modstandsbevægelsen og ikke mindst forfølgelsen og udryddelsen af måske helt op til en million ukrainske jøder.

Ukrainske nationalister fra Anden Verdenskrig er over én kam blevet fordømt som fascistiske og antisemitiske udskud. Men nogle af dem bliver i dag til Moskvas store fortrydelse rehabiliteret som patrioter, der var fanget mellem to totalitære regimer.

Det drejer sig især om OUN, Unionen af Ukrainske Nationalister, der fra 1929 kæmpede for et frit Ukraine. I 1940 blev organisationen splittet i en moderat og en radikal gruppe, og sidstnævnte udnyttede anført af Stepan Bandera (1909-1959) tyskernes invasion af Sovjetunionen i juni 1941 til at udråbte det selvstændige Ukraine. Det skete i den af tyskerne besatte by Lvov (Lemberg, Lvov eller Lviv) i den vestlige del af landet, som var blevet annekteret af Sovjet fra Polen i 1939.

Selv hævdede lederne af bevægelsen, at samarbejdet med tyskerne handlede om at slippe ud af den sovjetiske undertrykkelse. Det blev dog aldrig til nogen lykkelig forening, sikkert fordi de havde vidt forskellige mål: Tyskerne gik efter Lebensraum og tysk dominans, mens ukrainske nationalister ønskede et frit og selvstændigt Ukraine.

I oktober 1942 etablerede OUN Den Ukrainske Oprørshær (UPA), som i 1943-44 forsøgte at forhindre, at Polen fik held med at genetablere sine grænser fra før krigen. I den forbindelse tyede man til etnisk udrensning, hvilket kostede titusindvis af polakker livet.

EFTER KRIGEN fortsatte UPA med at kæmpe mod polske og sovjetiske tropper. Under en operation i 1947 deporterede polakkerne 140.000 civile ukrainere fra Polen for at fjerne grundlaget for UPA, mens de sovjetiske styrker dræbte, arresterede og deporterede omkring en halv million ukrainere.

Vore dages ukrainske nationalistiske grupperinger har rødder i OUN og UPA. Nogle forsøger i den forbindelse at nedtone de fascistiske elementer og samarbejdet med nazisterne og i stedet fremhæve kampen mod besætterne, herunder ikke mindst Sovjetunionen.

Under verdenskrigen var nazisterne i begyndelsen tilbageholdende med at samarbejde med de ukrainske nationalister, som de anså for at være slaviske undermennesker, men i 1943 var de så trængte, at de følte sig tvunget til at give køb på ideologien. Det førte til oprettelsen af Division SS Galicien.

De ukrainske ledere betingede sig, at soldaterne udelukkende blev anvendt til at bekæmpe bolsjevikkerne, hvilket tyskerne gik med til. Bandera og OUN var imod dannelsen af divisionen, fordi den var uden for deres kontrol, og fordi de mente, at tyskerne kun ville bruge den som ’kanonføde’.

Alligevel meldte omkring 80.000 sig under fanerne, men kun 13.000 blev indkaldt. Af dem døde omkring halvdelen i kamp, mens resten flygtede eller tilsluttede sig partisanbevægelsen. I russisk historisk bevidsthed var der tale om ukrainske nazister. I mange ukraineres øjne var de en slags frihedskæmpere, fordi det vigtigste for dem var kampen mod Stalin og Moskva.

Under den russiske besættelse af Krim i 2014 hed det fra russisk side, at Krim altid havde tilhørt Rusland, og at der derfor blot var tale om en genforening. I dette billede hører man intet om forfølgelsen og undertrykkelse af tatarerne i forbindelse med den russiske erobring af halvøen under Katarina den Store i slutningen af 1700-tallet eller om Stalins tvangsforflytning af alle tatarer til Usbekistan efter Anden Verdenskrig.

Mange døde af mishandling, sult og tørst under transporten. De blev anklaget for at have samarbejdet med tyskerne. Det har noget på sig, men mere end dobbelt så mange kæmpede på Den Røde Hærs side, men det overså man. Det var først under Gorbatjov i 1989, tatarerne fik lov til at vende tilbage til deres ’hjemland’. Krim var et ferieparadis for den sovjetiske elite og nu igen for den russiske overklasse.

I FORBINDELSE MED SOVJETUNIONENS SAMMENBRUD eller opløsning i 1991 fik Ukraine – ligesom en række andre tidligere sovjetrepublikker – sin selvstændighed. I 1996 fik landet en demokratisk forfatning, men dermed var det naturligvis ikke gjort. Den kulturelle og institutionelle arv fra sovjettiden var omfattende, og dertil kom den alvorlige økonomiske krise i 1990’erne og omfattende korruption og andre former for økonomisk kriminalitet. Oven i det hele politiske magtkampe og uro.

I 1994 underskrev den ukrainske ledelse det såkaldte Budapest-memorandum, hvor man gik med til at aflevere landets omfattende arsenal af atomvåben til Rusland mod løfte om garantier fra Rusland, Storbritannien og USA.

I Moskva fortolkes dette som et samspil af uheldige faktorer, der gav ukrainske nationalister mulighed for at grundlægge en stat, der helt savnede historiske forudsætninger. Vesten støtter dette i Moskvas øjne umulige projekt udelukkende af egne geopolitiske grunde.

For det store flertal af ukrainerne var der derimod tale om indfrielsen af et århundredgammelt håb.