Historikerne har mange versioner af Margrete 1.

I efteråret 1925 blev der afholdt et stormfuldt møde i Dansk Kvindesamfund, og festsalen i Kvindelig Læseforening var fyldt med damer foruden de tre herrer, som var til stede. Mødet er nøje beskrevet i Politiken, der refererer, hvordan formanden med »blid og moderlig myndighed« bød velkommen til aftenens hovedtaler: dr.phil. Lis Jacobsen, højt anerkendt sproghistoriker og runolog. Det bemærkes i avisen, at hun var iført en sort og kornblå knækjole.

Emnet for aftenens diskussion var spørgsmålet om, hvorvidt kvinder kan nå det samme videnskabelige niveau som mænd. Her fremsatte Lis Jacobsen mærkeligt nok det stærkt konservative synspunkt, at »alle store mænd er blevet store i kraft af egenskaber, der er helt forskellige fra dem, som har gjort kvinder store«.

Årsagen til dette var, at »kvinden mangler den fuldkommen hensynsløse hengivelse og den abstrakte åndelige koncentration, der er mandens særlige egenskaber«.

Synspunktet affødte naturligt nok en voldsom diskussion blandt tilhørerne. Der var blot gået 10 år, siden kvinder i 1915 efter årtiers kamp havde opnået stemmeret til Folketing og Landsting på lige fod med mænd, men langtfra alle var enige med Lis Jacobsen.

I løbet af debatten roste en fru Schultz dronning Margrete som Danmarks største regent på grund af hendes »mandlige egenskaber«.

Det provokerede i den grad Gyrithe Lemche, der var en frontfigur i Dansk Kvindesamfund. Hun fløj op fra stolen, slog i katederet og svor på, »at var der nogen, som var udpræget kvinde, så var det dronning Margrete«.

Foto: Ukendt/Det Kgl. Biblioteks billedsamling

Foto: Ukendt/Det Kgl. Biblioteks billedsamling

Hvem er skurke, og hvem er helte? Svaret afhænger af, hvem man spørger, og der findes vidt forskellige holdninger til de store skikkelser i historien. Et godt eksempel er vores berømte dronning Margrete 1., der oprettede den nordiske union i 1397 og lagde grunden til en storhedstid i landets historie.

I de senere år har vi oplevet en veritabel Margrete-bølge med Charlotte Sielings film ’Margrete den Første’ (2021) med Trine Dyrholm i titelrollen samt forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman ’Margrete I’ (2020). Min egen biografi om regenten blev samme år som filmen genudgivet i en revideret udgave, og Margrete 1.s pragtkjole med guldtråde blev i forbindelse med filmpremieren hentet ind fra Sverige, som i 1658 tog den som krigsbytte, og udstillet på Christiansborg.

Interessen er en del af et forøget fokus på kvinder i historien, men det særlige ved Margrete 1. er, at hun i modsætning til de fleste andre af fortidens kvinder aldrig har været skrevet ud. Til gengæld er synet på hende skiftet voldsomt gennem tiden.

For var hun en klog og retfærdig regent eller en kynisk manipulator, der spillede sine modstandere ud mod hinanden? Her har meningerne været helt afhængige af, om man var fra Danmark eller Sverige.

På tilsvarende vis er der vidt forskellige holdninger til dronning Margrete 1. som kvindelig regent. Det afspejler naturligvis skiftende tiders kvindesyn, men det er slet ikke så enkelt endda. Man kan ikke uden videre gå ud fra, at holdningerne bliver mere og mere forstokkede, jo længere tilbage i tiden man går.

I det følgende skal vi prøve at følge vurderingerne af dronningen helt tilbage fra hendes samtid og op igennem historien. Da det er næsten 700 år siden, at hun blev født, er det som regel primært officielle dokumenter som traktater, dokumenter i forbindelse med donationer og ejendomshandler og testamenter, der er bevaret. Alligevel er der enkelte breve og samtidige kommentarer, som gør det muligt at komme tættere på.

Men først en præsentation af dronningen:

Margrete blev født i 1353 som datter af den danske konge Valdemar Atterdag og dronning Helvig. Hun var den yngste af en børneflok på seks, så det stod ikke skrevet i kortene, at hun skulle blive regent over et samlet Norden.

Da hun var blot 10 år gammel, blev hun gift med den 22-årige norske kong Håkon. Det var helt almindeligt, at fyrstebørn blev gift allerede som børn, for det blev opfattet som en alliance, hvor magt, status og penge var afgørende. Men det var i øvrigt ikke en skik, der blev anerkendt af alle. Deres forlovelse blev således karakteriseret som »en barneleg med dukker« i et brev, som den hellige Birgitta sendte fra Sverige til paven.

Den lille barnedronning blev nu bragt til det norske kongeslot Akershus ved Oslo, og kun 17 år gammel fødte hun en lille søn, der blev døbt Olav. Han blev kongeparrets eneste barn, og det var i virkeligheden ham, der blev udgangspunktet for Margretes fremtidige magtstilling.

Hendes vej mod tronen indledtes med, at den danske konge Valdemar Atterdag døde i 1375 uden at efterlade sig en tronfølger. Efter et kapløb om tronen mellem hans to børnebørn blev det den lille Olav, der blev valgt som efterfølger af sin morfar som konge i Danmark, hvor han kaldtes Oluf.

Eftersom han kun var 6 år gammel, blev Margrete og kong Håkon hans formyndere. Det var en rolle, som passede den unge dronning glimrende, og hun kastede sig straks ud i det politiske magtspil.

I de tyske hansestæder undrede man sig, og i et internt brev bemærkedes det, at »det synes os at være en stor sag at fæste lid til fruen og henvende sig til hende«.

I 1380 døde kong Håkon helt uventet, og hermed overtog dronning Margrete regeringen i både Danmark og Norge som formynder for sin søn. Hun var på dette tidspunkt kun 27 år gammel og kunne godt have indgået et nyt ægteskab, men det ville betyde, at hun gav afkald på rollen som regent. Og det ville hun ikke.

Margretes første store udfordring var at få landsdelen Skåne tilbage til Danmark. Den var blevet overdraget til de tyske hansestæder for en 15-års periode efter nederlaget i en krig tilbage i 1370. Da tiden i 1385 løb ud, havde tyskerne ikke i sinde at opgive det rige område, som indbragte enorme toldindtægter fra de store sildemarkeder.

For at presse hansestæderne indledtes nu en kaperkrig, hvor man gik i ledtog med de mange sørøvere, der plyndrede de hanseatiske handelsskibe. Samtidig ophævede man deres handelsprivilegier i både Danmark og Norge. Til sidst blev tabene for store, og hansestæderne måtte forlade Skåne uden nogen form for skadeserstatning.

Dronningen deltog personligt i en lang række møder, som refereres detaljeret, og der er ingen tvivl om, at hun var en dreven forhandler. Karakteristisk nok kaldte hansestæderne hende internt »Fru kongen«, og den samtidige tyske krønikeskriver Detmar måtte efterfølgende indrømme, at »dette skikkede hun med stor klogskab«.

Nu begyndte kampen om magten i Sverige, hvor befolkningen var højst utilfreds med kong Albrechts regering. Det var ligesom Danmark et valgkongedømme, hvilket betød, at en konge kunne afsættes, hvis han ikke levede op til de løfter til befolkningen, som han havde afgivet ved sin indsættelse.

Hemmelige forhandlinger mellem dronning Margrete og utilfredse medlemmer af det svenske rigsråd skulle nu bane vej for en overtagelse af magten i Sverige. I virkeligheden kunne dronningen gøre krav på landet, for hendes afdøde mand, kong Håkon, var yngste søn af den tidligere svenske konge, der var blevet afsat mange år tidligere.

Midt i hele dette spegede magtspil indtraf så en katastrofe. Hendes søn, kong Oluf af Danmark og Norge, døde helt uventet i begyndelsen af august 1387 i en alder af kun 17 år. Hermed var enhver forudsætning for dronning Margretes egen magtposition forsvundet, da hendes styre udelukkende var baseret på hendes rolle som den unge konges formynder.

Men situationen udviklede sig nu dramatisk. Kun en uge efter Olufs død blev dronning Margrete valgt til regent på landstinget i Lund med den besynderlige titel ’fuldmægtig frue og husbond og hele Danmarks riges formynder’, og et halvt år efter fik hun en tilsvarende titel i Norge. Det var helt uden fortilfælde i Danmarks historie.

Titlen som konge var jo forbeholdt en mand, men eftersom hun blev valgt til regent, indgår hun i den danske kongerække, og vores nuværende dronning Margrethe tituleres derfor Margrethe 2.

Nu blev magtkampen om Sverige genoptaget, og et åbent opgør på slagmarken var uundgåeligt. Den svenske kong Albrecht samlede en stor hær, som 24. februar 1389 tørnede sammen med dronning Margretes hær, der bestod af en blanding af danske og norske krigsfolk og flere af de oprørske svenske adelsmænd.

Dronning Margretes hær vandt en knusende sejr, og den svenske konge blev taget til fange. Det var virkelig noget, der vakte opsigt i samtiden, og en samtidig årbog noterede:

»Ære være Gud i al evighed, som gav en uventet sejr i en kvindes hånd«.

Dronningen havde nu magten i hele Norden, og ønsket om at samle landene i en union eller måske et samlet kongerige begyndte at tage form. Først måtte man dog træffe bestemmelse om tronfølgen, så man ikke endte med et kaos som det tidligere. Et barnebarn af dronning Margretes storesøster blev hentet ind fra Pommern, og i sommeren 1389 blev den 7-årige dreng valgt til tronfølger. Hans navn var egentlig Bugislav, men det kunne man jo ikke hedde som konge i de nordiske lande, så det blev ændret til Erik, og han er kendt i danmarkshistorien som Erik af Pommern.

Med erobringen af Sverige havde dronningen vundet en kæmpe sejr, og også indenrigspolitisk kunne hun demonstrere sin magtstilling ved at udstede en række lovforordninger, der styrkede kongemagtens position. Adelen fik forbud mod at opføre nye borge, og der gennemførtes retssager over hele landet, hvor en lang række godser blev beslaglagt.

En tilsvarende forordning blev udstedt i Sverige, men her blev beslaglæggelsen af godser gennemført med en hensynsløshed, der vakte stor utilfredshed.

Om Margrete 1.

Storværk om slaget ved Falköping mindedes sejren over Sverige

I 1500-tallet rasede en litterær fejde mellem Danmark og Sverige som led i kongernes magtkamp. Den danske digter og teolog Erasmus Lætus, også kendt som Rasmus Glad, fik i 1570’erne udgivet ’Margaretica’, et enormt epos på 6.666 vers, der kredsede om Margretes sejr over den svenske fjende ved Falköping i 1389. Få år inden Glads værk havde Danmark og Sverige udkæmpet Den Nordiske Syvårskrig, uden at Danmark havde været i stand til at genetablere Kalmarunionen, så det har været nærliggende at finde inspiration i Margretes succes med at samle de nordiske riger under sig.

Illustration: Anders Thiset

200 vers om Margretes bedrifter som led i propagandakrigen

I 1591 udgav historikeren og oversætteren Anders Sørensen Vedel i 1591 en vise på hele 200 vers om »hin ædle Droning Margrete«, der kæmper en heltemodig kamp mod Sveriges kong Albrecht. Den indgik i en samling af indsamlede viser med den mundrette titel ’Et hundrede udvalgte danske Viser om allehaande mærkelige Krigsbedrifter og anden Eventyr, som sig her udi Riget ved gamle Kæmper, navnkundige Konger og ellers fornemme Personer begivet har, af Arilds tid indtil denne nærværende Dag’.

Illustration: Farvereproduktioner efter 20 portrætter af berømte danske mænd/Public domain

Margrete 1. må have været en form for mandfolk

Historikeren Arild Huitfeldts granskning af danmarkhistorien er ikke til at komme uden om. Han udgav sine værker i tiden omkring 1600, og her kom han også ind på den periode i middelalderen, hvor en kvinde herskede over Norden. Huitfeldt kom frem til, at Margrete 1. nærmest måtte have været en mand: »En prisværdig, skarpsindig, snild og vis fyrstinde udi det, som hører til regimente og regering. Hendes herre fader sagde, at naturen havde faret vild med hende. Hun skulle være blevet en karl, men blev et kvindfolk«.

Illustration: Johann Christoph Sysang/SMK

Danmark og England klarede sig bedst med kvindelige regente

Den dansk-norske forfatter Ludvig Holberg er mest kendt som dramatiker, men han gjorde sig også som historiker. Han kunne godt anerkende en kvindelig hersker som Margrete og skrev blandt andet det historiske værk ’Adskillige Heltinders Og Navnkundige Damers Sammenlignede Historier Efter Plutarchi Maade’. I den skrev han om Margrete 1.: »Danmark haver aldrig været udi større anseelse end under Margrete, og Englands velstand er en prøvesten på Elisabeths fornuftige regimente«.Med Elisabeth henviser Holberg til Elizabeth 1. af England (1533-1602).

Illustration: Jørgen Roed/Nasjonalmuseet

I sommeren 1397 samledes de nordiske rigsråd i Kalmar for at krone og hylde den nu 16-årige Erik af Pommern til landenes fælles konge. Samtidig skulle man blive enige om en forfatning for unionen mellem de nordiske lande.

Det var imidlertid meget vanskeligt at nå til enighed. Dronning Margretes ønske lød:

»Alle tre riger ér og skal forblive under én herre og konge og være som ét rige«, som det udtrykkes i det såkaldte unionsdokument, men så vidt ville mange dog ikke gå, og det endte med, at landene beholdt deres egen lovgivning og rigsråd.

En endelig forfatning blev derfor aldrig vedtaget, formentlig fordi den nu 44-årige dronning ville undgå at binde sig for meget. Selv om den unge Erik nu var valgt til rigernes fælles konge, var der ingen tvivl om, at dronning Margrete vedblev med at regere indtil sin død i 1412.

Dronningen havde mange problemer med at få Erik af Pommern til at optræde med værdighed, klogskab og diplomati. Det fremgår tydeligt af en instruktion, som hun i 1405 gav sin fostersøn med, da han skulle rejse til Norge for at modtage sin kommende brud, den lille engelske prinsesse Philippa. Det er et helt lille hæfte, som indeholder en lang række strenge formaninger, som tydeligt vidner om dronning Margretes opfattelse af en regents rolle og forpligtelser.

Instruktionen er delt op i hele 54 små afsnit, der omfatter alt fra helt konkrete sager om opkrævning af skatter og udpegning af rejseledsagere til strenge instrukser om, hvordan man skal opføre sig. Der er afsnit, som giver et klart indtryk af dronning Margretes opfattelse af en konges rolle:

»Alle steder, hvor du kommer frem, skal du lade almuen hylde dig og sværge, at de med Guds hjælp vil holde dig som deres konge af Guds nåde, og gøre alt det for dig, som de bør gøre for deres konge. Og du skal sige til dem, som gør dette, at du vil sikre dem fred, lov og ret med al din magt, og du må ingenlunde forsømme at gøre det, hvor du rejser frem«.

I et andet afsnit formaner hun ham til at tage velvilligt imod alle gaver, »stort som småt«, for »hvis du ikke gør det, kan folk blive sårede derover, og man vil opfatte det anderledes, end du mente det, og det kan der komme meget ud af«.

Mon ikke vores nuværende dronning engang har fået nogle tilsvarende råd?

Blandt de mange andre formaninger gentager dronningen flere gange, at han ikke skal lade sig presse til at udstede breve med hængende segl eller give privilegier:

»Du skal udskyde det, til jeg kommer, og sige: at du venter mig daglig, og så snart jeg kommer, vil du gerne gøre det, hvis jeg tilråder det, men du kan ikke gøre noget, før jeg kommer, for jeg ved mere derom end du«.

Instruktionen afsluttes med et klart påbud om, at han altid skal optræde behersket og korrekt og »vogte dine ord og ikke sige noget, hverken i harme eller på noget andet tidspunkt, som du eller andre kan tage skade for, eller nogen kan anke dig«.

I instruktionen kommer vi meget tæt på dronningen, der på dette tidspunkt var 52 år gammel. Erik af Pommern blev tydeligvis holdt i meget stramme tøjler, og dronning Margrete havde et klart blik for hans svagheder.

Vielsen til en engelsk prinsesse vidner om den position, som den nordiske union nu indtog i Europa. I forbindelse med de forudgående ægteskabsforhandlinger havde lederen af den danske delegation haft en samtale med en engelsk gejstlig, der siden refererede deres samtale. Her blev det fremhævet, hvor farlig en kvinde dronningen var for mange nationer ved at »forsmå den kvindelige blødagtighed og iføre sig en krigers rustning«.

Men freden i Norden var endnu ikke sikret. I hertugdømmet Slesvig, der sammen med Holsten voldte evige problemer, begyndte nye stridigheder. Efter hertug Gerhards død i 1404 havde dronning Margrete fået enken til at vælge Erik af Pommern som formynder for sine sønner. Efterfølgende overtog Margrete en lang række godser med ofte hensynsløse metoder, og åben krig brød ud.

Dronningen søgte som sædvanlig en løsning ad forhandlingsvejen og fik ovenikøbet paven til at fordømme de oprørske holstenske adelsmænd. I oktober 1412 rejste hun personligt til Flensborg, men her døde hun natten til 28. oktober om bord på sit skib.

Den holstenske krønike beskrev siden begivenheden i dramatiske vendinger:

»Dronning Margrete af Danmark, anstifter af alle disse ulykker, tre rigers herskerinde, havde dog ved sit livs ende, da det behagede Gud at hun skulle forlade dette liv, så vidunderligt det er, ikke en eneste fodbred jord i sine udstrakte riger, hvor hun kunne få lov til at dø. Men medens hun opholdt sig på et skib ved staden Flensborg, forlod sjælen hendes legeme under et mægtigt og forunderligt uvejr med lyn og torden«.

Lige så skarpe var kommentarerne i Den Lübske Krønike, der ligefrem hævdede, at dronningen efter overgivelsen af Flensborg lod pågribe de folk, som hun havde hørt var forrædere:

»En del af dem lod hun halshugge, en del radbrække og en del hænge«.

Anekdoten vidner klart om, at karakteristikken af dronningen afspejlede holstenernes stærke modvilje mod hende. En helt anden holdning møder vi i et norsk brev fra 1414, der fremhæver, at »hun ville hjælpe alle til lige ret og lov, styrke retfærdigheden og nedtrykke al uret, hvilket Gud hende lønne«.

Dronning Margrete blev i første omgang gravlagt i Sorø Klosterkirke, men allerede i 1413 blev hendes lig overført til Roskilde Domkirke. Det var uden tvivl hendes nære ven og rådgiver biskop Peder Jensen Lodehat, der i samråd med Erik af Pommern tog denne beslutning. Den pragtfulde sarkofag blev først færdig i 1423 og placeret på ærespladsen i midten af koret.

Her mindedes Erik sin fostermoder med disse varme ord i inskriptionen på dækpladen:

»… Da hele efterverden ikke formår at hædre hende, som hun fortjener det, er dette mindesmærke oprejst til hendes minde på bekostning af den høje fyrste, nu regerende kong Erik, år 1423«.

Nu overtog Erik af Pommern regeringen, men han viste sig at være helt uegnet som regent, og det endte med, at han blev afsat i 1439. Han huskede tilsyneladende ikke sin fostermoders strenge instrukser.

Kalmarunionen blev aldrig den succes, som dronning Margrete havde drømt om. Stridighederne med Sverige begyndte allerede i Erik af Pommerns regeringstid og fortsatte til tider med åben krig helt op til den endelige opløsning af unionen i 1523.

Det afspejlede sig naturligvis i synet på dronning Margrete; i den danske og norske historieskrivning blev hun hyldet for sin klogskab og succes, mens hun i Sverige omtaltes som ond og manipulerende.

En svensk krønike skriver således:

»Hun var meget gerrig, med utrolig list underlagde hun sig tre riger, som hun bragte ned til næsten intet, og ingen kunne modstå hendes snedighed«.

I Den Svenske Rimkrønike, der blev nedskrevet omkring 1440, hvor utilfredsheden med danskerne var mundet ud i åbent oprør, beskrives unionen således:

»Det hændte sig da,

at svenskerne hyldede en dansk kvinde.

Hun hed dronning Margareta.

Vidt skal man sandelig lede

efter én, som med en sådan klogskab formå

disse riger at sammenslå:

Sverige, Danmark og Norge.

Sent vil der fødes en sådan kvinde.

Jeg synes, at svenskerne ikke var kloge,

Da de hende til høvding tog«.

I Danmark blev unionen naturligvis dcideret hyldet. I Den danske Rimkrønike, der blev nedskrevet i Sorø Kloster omkring 1470, vægtes hendes præstationer:

»Den snor, som lægges af strenge tre,

den brister fuld næppelig.

Det siger vismand foruden spe

om den lægges lempelig.

Jeg lagde en snor med alle stærk,

da jeg vandt Sveriges krone,

og arvede Norge til Danmark,

at de skulle stå i lune (være i sikkerhed)

Ingen vold eller verdens magt

kan de samme riger beskadige,

hvis de bliver ved samme pagt,

som jeg dem sammen lagde.

Thi råder jeg alle de gode mænd,

som for de riger skal svare (have ansvar for)«

Den poetiske sammenligning af unionen med en snor flettet af tre strenge symboliserer naturligvis foreningen af Danmark, Norge og Sverige. Verset blev siden flittigt citeret i Danmark, men det kunne dog ikke skjules, at ’den flettede snor’ til sidst bristede. Danmark og Norge forblev dog sammen som tvillingeriger med fælles konge i mere end 400 år.

Slaget ved Falköping 24. februar 1389, hvor dronning Margretes hær vandt en knusende sejr over den svenske kong Albrechts tropper, blev hyldet i sagn, myter og folkeviser. Efter opløsningen af unionen blev sejren også i litteraturen fejret med et orgie af nationalistisk skadefryd over arvefjenden Sverige.

En meget populær folkevise, der blev nedskrevet omkring 1540, beretter om kong Albrecht, der svor ikke at bære hætte, før han havde besejret ’Margrete Munkedeje’. Øgenavnet refererede til en opdigtet historie om et kærlighedsforhold mellem dronningen og en abbed i Sorø Kloster.

Sådan en historie ville dronning Margrete naturligvis ikke finde sig i og fastsatte et møde for det store afgørende slag.

»Så svarede kongen, hr. Albrecht,

han agted sig striden at vinde.

»Det skal ret ingen mand spørge

jeg skal ræddes for en kvinde«.

Fordi ligger svenden i bolten (lænker)«.

Folkevisen fortæller herefter, at svenskerne ikke ville høre messe, før de drog ud i slaget. Det var en skæbnesvanger beslutning, der fik fatale følger. Kongen led et forsmædeligt nederlag og blev sendt til dronning Margrete i lænker. Hun kunne nu triumferende beordre:

»I henter ind femten alen vadmelsstof

Og lader skære den herre en hætte.

Så sender vi den til Mecklenborg,

Og lader der struden (en lang kvastlignende hale, red.) tilsætte«.

Fordi ligger svenden i bolten«.

Historien om strudhætten genfindes i flere senere krøniker. Da den lærde Anders Sørensen Vedel i 1591 udgav sin såkaldte Hundredvisebog, berettes historien også i visen om ’Dronning Margrete Valdemarsdatter’ på ikke mindre end 200 vers.

Christian 4.s hofmester, Hak Ulfstand, var åbenbart også optaget af historien, for i hans illuminerede kongerække fra 1589 er et morsomt billede af dronning Margrete, der knejser over den lille kong Albrecht i dværgeformat. Han er iført en kutte med strudhætte, og Margrete har netop slået kronen af hans hoved med sit scepter.

Om Margrete 1.

En olivengren fra en svensk historiker

Trods udbredt svensk modvilje mod Margrete 1. ville den svenske historiker Sven Lagerbring gerne frikende hende for at stå bag sin søns død i sit store værk fra 1783 om Sveriges historie: »Det er vel unaturligt at beskylde dronning Margrete for et sådant niddingsværk, at hun ville skaffe sin egen søn af vejen, og når han omsider blev fundet igen, ladet ham aflive på en sådan umenneskelig måde«. Det er nok af betydning, at Sveriges opmærksomhed på dette tidspunkt i højere grad var rettet mod Rusland end mod Danmark. Da Danmarks alliance med Rusland i 1788 fremtvang en krig mod Sverige, var det da også en ganske halvhjertet affære, der i Sverige er kendt som Teaterkrigen.

Illustration: Ukendt/A.G. Hålström/Stockholms Auktionsverk

I brechen til forsvar for dronning Margrete 1.

I Sverige havde man længe beskyldt dronning Margrete for at have brændt sin egen søn, Oluf, på bålet i 1402. I 1833 fandt den danske historiker H.C. Behrmann afskrifter af de originale dokumenter om sagen i et arkiv i Königsberg (efter Anden Verdenskrig omdøbt til Kaliningrad). Han beskrev dem i en lille bog fra 1846 som »vistnok den bedste Kilde til at sætte Begivenhederne og deres rette Sammenhæng i det sande Lys, og som bedst ere istand til at forsvare Dronning Margrethe imod alle opspundne Bagvaskelser og Skumlerier i denne Henseende«. Behrmann skrev desuden: »Af alle Historieskrivere, som omtale denne Tildragelse, have ingen været værre imod Margrethe end de Svenske, og herved kom det taabelige Nationalhad og det nag, de have til hende for Kalmar-Unionen, dem godt til Hjelp. De have derfor ei alene fordrevet og forvandsket ældre Kilders Efterretninger, men endog ved egne Tilsætninger opdigtet nye«.

Foto: Vivian Etting

Man kan ikke underkende dronning Margretes evner

Selv om den danske historiker Kristian Erslev skrev sin store monografi ’Dronning Margrethe og Kalmarunionens Grundlæggelse’ i de kønspolitisk ikke særligt progressive 1880’ere, lovpriste han den kvindelige regent: »Vi finder ikke nogen personlighed, der kan berøve dronningen den ære selv at have været den egentlige ophavsmand til alt, hvad der udrettedes i hendes tid«. Kristian Erslev blev som forsker bannerfører for en mere videnskabelig og kildekritisk tilgang til dansk historieskrivning, og ud over sine værker om Danmarks middelalder og renæssance skrev han en række vigtige bøger om historisk metode og teori, der stadig finder anvendelse i dag.

Foto: Ukendt/Public domain

Margretes rådgivere styrede statssagerne for hende

Ikke imponeret. Den danske historiker Erik Arup skrev i 1930’erne, at det måtte være dronning Margretes mandlige rådgivere, bl.a. drosten Henning Podebusk og biskoppen Peder Jensen Lodehat, der i virkeligheden stod for regeringen. Dronning tilpassede sig deres retning med sin »smidige kvindeintelligens«. Den manglende vilje til at anerkende dronningen for samlingen af Kalmarunionen og sejren over den svenske kong Albrecht er en generel tendens i Arups forfatterskab. Han tillagde kanslerne og hoffernes politiske rådgivere langt større betydning end konger og dronninger, hvilket afstedkom kritik fra konservative kredse i hans samtid.

Foto: Gyldendal

Opløsningen af Kalmarunionen i 1523 og de efterfølgende krige og stridigheder blev fulgt af en litterær fejde mellem Danmark og Sverige. Den danske digter og teolog Erasmus Lætus (Rasmus Glad) foretog i årene 1572-74 en lang rejse rundt i Europa til Tyskland, Schweiz og Italien og fik i Frankfurt am Main udgivet et langt epos på latin, ’Margaretica’, på hele 6.666 vers, inddelt i 10 bøger.

Det store værk blev dedikeret til den i samtiden regerende dronning Elizabeth af England, hvis dyder og handlekraft bliver sammenlignet med dronning Margretes. Lætus diskuterer, hvad der skaber en god regent, og konkluderer interessant nok, at det er karakteren og ikke kønnet, der er afgørende. Hele værket handler om slaget ved Falköping og den endelige sejr over kong Albrecht og svenskerne, og historien beskrives i dramatiske vendinger i en tæt imitation af antikke episke digte, først og fremmest den romerske digter Vergils ’Aeneide’.

Christian 4. var naturligvis også optaget af den legendariske sejr over svenskerne, som i hans tid hørte til landets arvefjender. Til den store sal på Kronborg bestilte han en lang række malerier, der skulle hædre hans forfædres »tapre og heroiske gerninger«.

Det blev den kendte nederlandske maler Gerrit van Honthorst fra Utrecht (1590-1656), der blev udvalgt til at gengive slaget ved Falköping. Maleriet er hele 2,47 meter højt og 5,04 meter langt og kan stadig ses på Kronborg.

Her ser man en opdigtet scene efter slaget, hvor dronning Margrete, iført en pragtfuld klædning med perler og ædelsten, knejser med hævet scepter over en ydmyg kong Albrecht og hans søn. De knæler foran dronningen, og kongen overrækker hende den svenske kongekrone. Omkring dem står et mylder af mennesker, en blanding af barske stridsmænd og dronningens hofdamer. I baggrunden aner man slagmarken, hvor de døde bliver slæbt bort.

I Roskilde Domkirke blev der ved dronning Margretes sarkofag lavet en mærkelig udstilling med en slibesten, som kong Albrecht spottende skulle have sendt til dronningen, for at hun kunne hvæsse sine nåle. Ved siden af hang en ussel fane af vadmelsstof, som han også havde sendt for at håne hende.

Alt sammen henvisninger til svenskernes ydmygende nederlag i 1389. Sådan blev de også præsenteret af englænderen Fynes Moryson, da han i 1593 besøgte Roskilde Domkirke på sin store udenlandsrejse, og året efter noterede danskeren Jon Jensen Kolding i sin nye latinske ’Danmarksbeskrivelse’ (’Daniae Descriptio Nova’) om opstillingen disse ord:

»En slibesten med jernhængsler er sat op på en søjle i Roskilde Domkirke til dronningens evige ihukommelse. Denne slibesten havde førnævnte Albert sendt hende fra Sverige som en gave for på den måde at spotte og håne dronningens kvindekøn med en bemærkning om, at hun nu på den kunne hvæsse sine våben«.

Ved sarkofagen fremvistes også en pragtfuld kjole af purpurfarvet silke med guldtråde, som er en original pragtklædning fra begyndelsen af 1400-tallet. I dag opbevares disse genstande dog ikke mere i domkirken, for da svenskerne i 1659 havde besat Danmark, tog de dem med som krigsbytte og bragte dem til Uppsala Domkirke, hvor de stadig kan ses.

I Et mærkeligt drama udspillede sig i 1402, og det har givet stof til en tragedie af Adam Oehlenschläger, operaen ’Oluf’, der blev sat op på Det Kgl. Teater i 1894, og senest filmen ’Margrete den Første’ fra 2021.

Den dramatiske historie tager udgangspunkt i virkelige begivenheder, der fandt sted i 1402, da en mand, som kaldte sig kong Oluf, dukkede op i Preussen. Rygtet gik, at dronning Margrete havde forsøgt at forgive sin søn, men at han var undsluppet, og at en anden var blevet forgivet i hans sted. Nu trådte han så frem og forlangte sine riger tilbage.

En samtidig krønikeskriver, Johan von Posilge, beretter om den spegede sag. Dronning Margrete krævede falskneren udleveret, og han blev sendt med nogle riddere til Kalmar. Her blev der gennemført en offentlig retssag, hvor han blev kendt skyldig og som straf dømt til døden på bålet. Henrettelsen fandt sted på markedet i Skåne, hvor der blev tændt et stort mægtigt bål, hvor falskneren »blev sat op foran alle folk og kastet på ilden og brændt«.

Historien er faktisk ikke rent opspind, for der kendes flere originale dokumenter om sagen, både kravet om hans udlevering og et brev fra 21. juli 1402, hvor Højmesteren for Den Tyske Orden lovede at udlevere »den mand, der kalder sig konge af Danmark«.

Den Tyske Orden var en kirkelig ridderorden, der på det tidspunkt beherskede store områder i det nuværende Polen og de baltiske lande. Henrettelsen på bålet omtales også af engelske gesandter i et brev til den engelske konge, da sagen forsinkede nogle igangværende forhandlingerne om Erik af Pommerns ægteskab med prinsesse Philippa af England.

Ingen ved, hvem den falske Oluf i virkeligheden var, men historien var jo fantastisk. Rygterne om, at dronningen havde henrettet sin egen søn for at tilrane sig magten, bredte sig hurtigt. Den samtidige lübske krønike fortæller, at dronningen havde ladet en mand brænde ved Falsterbo, og »Han kunne sige mange hemmeligheder, som kun dronningen vidste om hendes søn. Og han havde nogle mærker på sin krop, som man sagde lignede de, som hendes søn Oluf havde haft. Derfor mente mange folk, at han var hendes rigtige søn«.

Inden for den svenske historieskrivning var man ikke i tvivl om, at dronning Margrete var en ond og nedrig forbryder, der havde dræbt sin søn, kong Oluf. Danmark og Sverige var med tiden blevet arvefjender, og det afspejlede sig tydeligt i beskrivelsen af Kalmarunionen.

Den svenske historiker Sven Lagerbring bemærkede dog i sit værk om Sveriges historie (1783):

»Det er vel unaturligt at beskylde dronning Margrete for et sådant niddingsværk, at hun ville skaffe sin egen søn af vejen, og når han omsider blev fundet igen, ladet ham aflive på en sådan umenneskelig måde«.

I Danmark levede historien også videre. I den danske rigskansler Arild Huitfeldts berømte Danmarks Riges Krønike, der udkom på dansk mellem 1599 og 1603, er episoden atter beskrevet, men her er der bygget lidt videre på handlingen. Nu var den falske Oluf blevet ammens søn, som kunne genkendes på en vorte mellem hans skuldre, hvilket skulle være det fældende bevis for, at den falske Oluf var en svindler. Denne version af historien vandrede siden videre.

Det var først i 1833, den danske historiker H.C. Behrmann fandt de originale dokumenter om sagen i et arkiv i Königsberg (efter Første Verdenskrig omdøbt til Kaliningrad). Han publicerede dem nogle år senere (1846) i et lidenskabeligt forsvarsskrift som svar på de svenske beskyldninger mod dronning Margrete for delagtighed i sønnens død.

Den dramatiske sag om den falske Oluf var også godt stof til teatret. Romantikkens digterkonge i Danmark, Adam Oehlenschläger, skrev i 1830’erne den føromtalte heltetragedie ’Dronning Margareta’, som netop var bygget over historien om den falske kong Oluf. Her bliver han gjort til en uægte søn af kong Håkon. Handlingen i Oehlenschlägers drama dannede senere grundlag for en opera i fire akter, som blev sat op på Det Kongelige Teater i 1894 med titlen ’Oluf’.

Helt op til i dag lever historien videre. I 2021 var der som nævnt premiere på storfilmen ’Margrete den Første’ af Charlotte Sieling (SF Studios) med Trine Dyrholm i hovedrollen som dronningen. Den falske kong Oluf spilles af den norske skuespiller Jacob Oftebro, medens Erik af Pommern spilles af Morten Hee Andersen. Filmen fokuserer på det brændende spørgsmål, om den falske Oluf i virkeligheden var den rigtige kong Oluf. Se filmen, og gæt selv.

Det faktum, at en af landets mest succesfulde regenter nogensinde var en kvinde, har ført til mange spekulationer. Skønbilledet af en mild, klog dronning, der forenede de nordiske riger, stod i grel kontrast til den skarpsindige, manipulerende og til tider kyniske kvinde, som kilderne vidner om.

Til tider fremhævede historikerne ligefrem hendes ’mandlige’ optræden og sågar udseende. Rigskansleren Arild Huitfeldt gav i 1603 denne karakteristik af dronningen:

»En prisværdig, skarpsindig, snild og vis fyrstinde udi det, som hører til regimente og regering. Hendes herre fader sagde, at naturen havde faret vild med hende. Hun skulle være blevet en karl, men blev et kvindfolk«.

Den berømte dansk-norske forfatter Ludvig Holberg (1684-1754), som jo først og fremmest er kendt for sine komedier, var også meget historisk interesseret og skrev blandt andet en stor danmarkshistorie.

I 1745 udgav han bogen ’Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignede Historie’, hvori han skrev, at dronning Margrete »hvad legemets gestalt angår skal have været sortladen og mandig«.

Holberg var dog ellers meget åben over for kvinder som regenter. Han erklærede, at alle regeringsformer er gode, hvis blot regenterne er »duelige og dydige«, hvad enten det er mænd eller kvinder.

Som bevis anfører han, at »Danmark haver aldrig været udi større anseelse end under Margrete, og Englands velstand er en prøvesten på Elisabeths fornuftige regimente«.

Kalmarunionen blev med tiden set som et forbillede for en forening af de nordiske ’broderfolk’, og dronning Margrete blev forherliget som den store moderskikkelse. Romantiske fremstillinger verserede i rigt mål, blandt andet den dansk-norske kunstner Erik Pauelsens maleri fra 1784 over ’De tre nordiske rigers forening i Kalmar’. Med skandinavismens sejrstog i 1800-tallet blev det rosenrøde billede yderligere fremhævet. Tilsyneladende havde man glemt de endeløse krige med Sverige, der fulgte i unionens kølvand.

I 1882 udkom en stor monografi om ’Dronning Margrethe og Kalmarunionens Grundlæggelse’, skrevet af den kendte historiker Kristian Erslev. Han var helt afklaret om dronningens rolle i historien:

»Vi finder ikke nogen personlighed, der kan berøve dronningen den ære selv at have været den egentlige ophavsmand til alt, hvad der udrettedes i hendes tid«.

Det var store ord i slutningen af 1800-tallet.

En helt anden vurdering møder man i historikeren Erik Arups ’Danmarkshistorie’. Her hævdede han i andet bind fra 1932, at det i virkeligheden var dronningens rådgivere, først og fremmest drosten Henning Podebusk og senere biskop Peder Jensen Lodehat, der udstak linjerne for regeringsførelsen. Ifølge ham skal Margrete med »sin smidige kvindeintelligens« have tilpasset sig deres instrukser og råd.

Forskningen bliver naturligvis aldrig færdig med at analysere dronning Margrete 1. og Kalmarunionens epoke, der spiller så stor en rolle i Nordens historie.

Her kan nævnes nyere historikere som Aksel E. Christensen, Michael Linton, Anders Bøgh og undertegnede samt Erik Lönnroth fra Sverige og Eldbjørg Haug fra Norge.

I 1971 beskrev Michael Linton dronning Margretes generelle strategi således:

»Hårdt og hensynsløst har hun presset sine krav igennem. Ligesom Valdemar Atterdag beherskede Margrete diplomatiets kunst, og det var med den, hun vandt sine sejre«.

Margretes magtovertagelse i 1387 er blevet vurderet forskelligt. Aksel E. Christensen har forsigtigt betegnet valget som »forfatningsmæssigt uafklaret i en usædvanlig situation« (1980), medens Anders Bøgh kalder det et »snedigt statskup, der tilsyneladende skaffede hende den stærkeste konstitutionelle stilling, nogen regent hidtil havde haft i Danmark: Rigsstyrer med fulde, ikke specifikt begrænsede, kongelige rettigheder på livstid med ret til at udpege sin egen efterfølger« (2003). En meget tilsvarende vurdering har jeg fremsat i min bog (2021).

Foto: Rasmus Videbæk/SF Studios

Talrige folkelige sagn og myter har i tidens løb har verseret i den menige befolkning. Utallige lokaliteter er opkaldt efter hende – Margretevolden, -lunden, -diget, -spærringen osv. I Gundsømagle Sogn på Midtsjælland ligger den såkaldte dronningesten med en fodformet fordybning. Her skal Margrete have sat sin fod for at stige til hest, engang hun skulle i kamp mod svenskerne.

Et andet kendt sagn beretter, at Valdemar Atterdag engang faldt i dybe tanker, da han skulle til at stige til hest. I det samme blev en forbryder trukket forbi på vej til skafottet. Han tryglede kongen om nåde, og Valdemar Atterdag svarede da:

»Hvis du inden år og dag kan sige mig, hvad jeg just stod og tænkte på, vil jeg benåde dig«.

Fangen rejste nu rundt i landet for at finde svaret. En aften kom han til Borbjerg ved Vesterhavet og så da en lille mandsling, som han spurgte til råds.

Det var i virkeligheden en bjergmand (et overnaturligt væsen, der ifølge folketroen står bag hverdagens uforklarlige hændelser og naturfænomener), der svarede, at han hellere skulle spørge hans kloge oldefar i Daugbjerg Dås vest for Viborg. Fangen rejste derfor videre, men oldefaren sendte ham også videre og sagde, at hans tipoldefar muligvis kunne svare, og han boede i rødstenen på limfjordsøen Fur.

Omsider nåede fangen til Fur, og den ældgamle bjergmand fortalte da, at Valdemar Atterdag havde grublet over, hvordan han kunne få Danmark, Sverige og Norge forenet.

»Det kan vel ske, men først hans datter skal gøre det«, spåede den gamle bjergmand, og med dette svar rejste fangen tilbage til kongen. Han nåede netop frem på fristens sidste dag, og da kongen hørte svaret, blev fangen straks frigivet.

I skønlitteraturen lever dronningen også videre i bedste velgående. Her kan nævnes Ebbe Kløvedal Reichs roman ’En engels vinger’ fra 1990, Maria Hellebergs roman ’Rigets frue – Margrete 1.’ fra 2000 og senest den tidligere nævnte Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman fra 2020 ved navn ’Margrete 1.’. Man kan derfor på ingen måde hævde, at dronningen hører til den store mængde kvinder, der er blevet glemt i historiens løb.

Men gennem tiden har synet på Margrete 1. som en kvinde med magt, som ovenstående viser, været varierende. I dag er vi mere vant til kvindelige magthavere, selv om der dog stadigvæk lever mange fordomme om kvinder på magtens topposter. Ved Ritt Bjerregaards begravelse i februar 2023 holdt forfatteren Hanne-Vibeke Holst en tale, hvori hun blandt andet sagde:

»Mænd med magt fascinerer. Kvinder med magt provokerer«.

Tegninger: Anna Degnbol