Da dødstraffen blev genindført

Artiklen er produceret af Politiken Historie og oprindeligt publiceret i Justitsministeriets 175 års jubilæumsskrift, som blev udgivet i august 2023.

Det var Justitsministeriet, som under besættelsen havde sørget for en stor del af den nødvendige ekstraordinære lovgivning i spillet mellem danske og tyske interesser. Efter besættelsen blev disse love ophævet, og Justitsministeriet fik nu en ny vigtig rolle i at tilvejebringe grundlaget for det såkaldte retsopgør efter besættelsen.

Men selve ideen om et retsopgør og den grundlæggende forberedelse af et sådant opgør kom ikke fra Justitsministeriet. Her havde man nok at gøre med at holde sig til den officielle politik. Det var helt andre kræfter og helt andre jurister med en helt anden baggrund end i Justitsministeriet, der tog initiativ til og etablerede de første udkast til retsopgørets love, og mødet mellem dem og Justitsministeriet forløb ikke uden videre harmonisk.

Her vil vi koncentrere os om Justitsministeriet og de valg, som ministeriet stod over for. Og igen skal vi huske, at Justitsministeriet er et fagministerium, der løser de opgaver, som det får pålagt. Ministeriet har ikke en ’mening’ eller en ’holdning’, ud over den at arbejdet skal gøres, sådan som det er bestilt af politikerne.

Udarbejdelsen af et grundlag for retsopgøret var en teknisk opgave for ministeriet og blev behandlet som sådan.

Baggrunden for det såkaldte retsopgør efter besættelsen er i korte træk den, at det såkaldte Frihedsråd, der trådte frem i november 1943 som et talerør for modstandsbevægelsen i Danmark i en illegal pjece, der omdeltes over hele landet, kaldet ’Når Danmark atter er frit’, havde skitseret retningslinjerne for et opgør, når krigen var slut, med dem, som ansås for at være på den gale side.

Grundprincipperne for opgøret skulle efter denne skitse bygge på dansk lov og ret og danske retlige traditioner, og derfor taler vi om et retsopgør. Frihedsrådet udpegede en lille gruppe jurister til at udarbejde et udkast til en straffelov og en proceslov. Der var tale om en repræsentativ gruppe, når det gjaldt modstandsbevægelsens forskellige fraktioner, men der var ingen repræsentanter for Justitsministeriet eller det officielle Danmark med.

De to ledende jurister i udvalget var dels Niels Busch-Jensen, som repræsenterede den mere moderate del af modstandsbevægelsen kaldet ’Ringen’, dels kommunisten Carl Madsen, der havde været interneret i Horserødlejren, og som var ret forbandet på det officielle Danmark. Højesteretssagfører Ejvind Møller, der også var med en tid, måtte under arbejdet flygte til Sverige.

Som sekretær for udvalget virkede en ung jurist, senere landsretssagfører Kjeld Lundgren.

Først på et sent tidspunkt umiddelbart før befrielsen opnåedes en form for kontakt mellem modstandsbevægelsens juristudvalg og det ’officielle’ Danmark.

På det tidspunkt lå et udkast til lovene færdigt, som så kunne diskuteres med tre jurister, som repræsenterede danske politikere ’under jorden’. De tre var rigsadvokat Frederik Pihl, højesteretssagfører Henning Hasle og den dygtige kontorchef i Justitsministeriet Jens Herfelt. Modstandsbevægelsen og de tre jurister udefra kunne blive enige om noget, men en del spørgsmål stod uafklarede, da befrielsen 5. maj 1945 var en realitet.

Den første regering efter besættelsen var en samlingsregering under ledelse af socialdemokraten Vilhelm Buhl. Den var hverken en modstandsregering eller en ren fortsættelse af de politiske regeringer indtil 1943. Regeringsdannelsen var et kompromis, der indebar, at modstandsbevægelsen og politikerne hver udpegede halvdelen af regeringens medlemmer. Politikerne fik Statsministeriet, men modstandsbevægelsen fik den vigtige post som justitsminister, hvis hovedopgave netop måtte være at få grundlaget for et retsopgør på plads.

Igen skal vi huske på, at ministeriets arbejdsgang fortsatte som vanligt med rutinesager, og at retsopgøret og dets forberedelse var en særlig opgave for ministeriets 3. kontor, som havde strafferetten som område, og som kun en mindre del af Justitsministeriets embedsmænd var involveret i. Det meste var ’business as usual’, men det, der ikke var det, var til gengæld ret så ekstraordinært. Lederen af ministeriets 3. kontor, Jens Herfelt, var jo allerede involveret i forberedelsesarbejdet, så man kunne begynde at kigge på lovene allerede 4. maj.

En absolut nøglefigur i retsopgøret og dets forberedelse var justitsminister Niels Busch-Jensen (1886-1987). Han var af uddannelse jurist og advokat og godt inde i arbejdet med forberedelsen af et retsopgør. Siden 1920 havde han været sekretær for Sagførerrådet og dermed daglig leder af advokaternes organisation. Han havde som medlem af modstandsbevægelsens lovudvalg taget stilling til retsopgørets grundlag sammen med de øvrige medlemmer, og hans opgave blev nu at distancere sig fra nogle af de indtagne positioner for at nå frem til en lov, der var et spiseligt kompromis, som politisk kunne gennemføres.

Der skulle sluges kameler, men Busch-Jensen var en pragmatisk indstillet person, der kunne tilpasse sig den nye rolle som minister i en samlingsregering, som skulle fremsætte lovforslag, der ikke splittede landet, og som dannede grundlag for at vende tilbage til det vante uden for mange sår. Han var blevet en del af regeringen som upolitisk modstandsminister. Selv formulerede han sin rolle som en slags mellemmand mellem modstands- og faglige juridiske synspunkter:

»Jeg kan jo ikke fjerne det faktum, at jeg kommer fra frihedsbevægelsen, det er klart; men jeg er nøje opmærksom på, at enhver handling, jeg foretager i mit embedes medfør, har jeg mit embedsmandsmæssige ansvar for ...« (RT, Landstingets Forh. 1945, sp. 171).

Busch-Jensen havde også blik for, at tiderne snart ville ændre sig, at de stærke fronter lige efter befrielsen ville opløses, og at man også skulle sørge for ikke at være alt for streng på længere sigt, så man udelukkede en gruppe borgere fra at blive genintegreret i samfundet.

Set fra retsvæsenets side var Busch-Jensen faktisk ikke den værste justitsminister, man kunne få. Det havde set noget anderledes ud, hvis kommunisten Carl Madsen var blevet gjort til justitsminister. Men han var tilfreds med at blive ekstraordinær statsadvokat med den særlige opgave at forberede et opgør med de store entreprenørvirksomheder og andre, som havde tjent godt under krigen og blev anset for at være såkaldte værnemagere.

De vigtigste hurdler, man skulle over, var dels at iværksætte en retsplejeordning, der ikke udelukkede almindelige byretsdommere, landsretten og Højesteret fra at stå for opgøret, dels at finde en balance med hensyn til de handlinger under besættelsen, der skulle anses som strafbare. Når det kom til de domstole, som skulle dømme i retsopgørets sager, var det modstandsbevægelsens udgangspunkt, at de almindelige domstole var kompromitteret af de særlige love under besættelsen vendt mod modstandsaktiviteter, og at der derfor skulle udpeges særlige dommere.

Det kom præsidenten for Højesteret for øre, der allerede 7. maj skrev til ministeriet, at der ikke kunne falde nogen skygge på dommere, som under besættelsen havde dømt i henhold til landets love. Det kom også Dommerforeningen for øre, som protesterede mod, at dommerne på den måde skulle udelukkes, når de blot havde fulgt den officielle danske politik og dømt efter love vedtaget af Rigsdagen.

Det var Busch-Jensen, der bestemt ikke var nogen revolutionær, sådan set grundlæggende enig i, og en endelig løsning blev, at almindelige dommere medvirkede, men at modstandsbevægelsen kunne gennemse en liste over dommere og få dem fjernet, man ikke brød sig om. Det blev i praksis kun ganske få.

Med hensyn til finpoleringen af udkastene til en straffelov, som modstandsbevægelsen havde udpeget, og som politikernes embedsmandsudvalg havde kommenteret, blev det kontorchef Herfelt, der udførte arbejdet. Det resulterede bl.a. i en bestemmelse om, at selv om loven gjaldt fra besættelsens begyndelse, så var handlinger udført efter »lov, ordre eller anvisning« fra danske myndigheder inden 29. august 1943 straffri.

Professor i strafferet Stephan Hurwitz, der i de sidste måneder havde opholdt sig i Sverige, havde straks ved sin hjemkomst kommenteret lovforslagene, og også hans bemærkninger kiggede Herfelt på. Enkelte rettelser kom med, men i det store og hele lå principperne fast.

Lovene blev vedtaget af Rigsdagen 30. juni 1945 og trådte umiddelbart efter i kraft. Til de to grundlæggende love kom i efteråret 1945 en særlig lov om værnemagere, altså økonomisk samarbejde. Den havde landets kendteste strafferetsjurist, professor Hurwitz, en vis indflydelse på, mens man til hans fortørnelse ikke i større omfang havde trukket på hans sagkundskab med hensyn til de to andre love. Det kom man dog til senere, da lovene året efter blev revideret, men i vidt omfang er lovene Justitsministeriets på grundlag af de ældre udkast fra modstandsbevægelsen.

Selve retsopgøret stod domstolene og anklagemyndigheden for og grundlæggende uden indblanding fra Justitsministeriet.

En enkelt gang kom justitsminister Busch-Jensen – og formentlig helt bevidst – meget tæt på grænsen for, hvad en justitsminister bør sige, da han kommenterede en frifindelsesdom over et medlem af Frikorps Danmark. Busch-Jensen gav udtryk for uenighed, og dommen blev anket, og den tiltalte endte med to års fængsel idømt ved Højesteret.

Det var mindre end lovens almindelige minimumsstraf, og Højesteret satte dermed en ny standard for strafudmålingen, således at normalstraffen blev fængsel i to år, ikke i fire, som det var forudsat i loven.

I november 1945 fandt et regeringsskifte sted, og Venstre fik regeringsmagten. Ny justitsminister var advokat Aage Elmquist, som satte et revisionsarbejde af loven i gang bl.a. med indførelse af den nye minimumsstraf.

Selve gennemførelsen af opgøret var derimod fortsat ikke Justitsministeriets sag. Derimod begyndte ministeriet at få sager om benådning for idømte straffe, og det var i første omgang dødsstraffene, der gav anledning til overvejelser. Det var i Justitsministeriet, man havde truffet bestemmelse om, hvordan det sted skulle se ud, hvor straffene blev eksekveret, og det var også i ministeriet, overvejelserne var foregået angående udtagelsen af de personer, der skulle stå for fuldbyrdelsen af dødsstraffen.

Indførelsen af dødsstraf for drab, voldshandlinger, sprængning og angiveri med alvorlige følger i tysk interesse var sket med tilbagevirkende kraft. Tilbagevirkende kraft er ikke et normalt princip i lovgivning, men i Rigsdagen var der i det store og hele enighed om, at dødsstraf – eller livsstraf i det juridiske sprog – var nødvendig for at undgå selvjustits og for at understrege, at opgørets formål var at skride ind med styrke over for besættelsestidens forbrydelser. Den danske grundlov indeholder ikke et forbud mod straffelove med tilbagevirkende kraft, og på den måde slap man for en mere principiel diskussion. Selve udførelsen af henrettelserne blev efter en del overvejelse overladt til medlemmer af politikorpset, der var indstillet på at påtage sig opgaven. Ingen blev tvunget.

Det var domstolene, der dømte, men bagefter opstod så spørgsmålet, om der var mulighed for benådning. Det var egentlig kongens prærogativ, men da Christian 10. havde givet udtryk for, at han ikke ønskede sådanne sager forelagt, blev det grundlæggende justitsministeren, der igen traf afgørelsen på grundlag af ministeriets indstilling og udtalelser fra Højesteret, der bortset fra et enkelt tilfælde (hvor den dødsdømte ikke ønskede appel) havde afsagt alle endelige domme.

I de første år stod det fast, at man ikke ville benåde og dermed underkende domstolene. Det gjaldt Busch-Jensens første periode som minister og hele Elmquists justitsministertid indtil 1947. Da Busch-Jensen efter valget i oktober 1947 vendte tilbage som justitsminister, ændredes der signal, og man begyndte at benåde.

Af i alt 78 dødsdomme blev således 32 ændret til livsvarigt fængsel, og det blev i høj grad en ændring af betydning, da man samtidig begyndte at sætte straffene ned.

De dødsdømte og benådede var nogle af de sidste, som blev løsladt, men det skete allerede omkring midten af 1950’erne. Det hørte offentligheden ikke i første omgang noget om, og det kom for mange som en stor overraskelse, at så mange dødsdømte blev benådet, og at de herefter blev løsladt efter så relativt få år.

Retsopgøret var først og fremmest et dansk opgør, i den forstand at danske myndigheder gjorde op med forbrydelser begået af danskere i Danmark. Mange år efter er vi blevet klar over, at danske frivillige i tysk krigstjeneste også kunne være involveret i krigsforbrydelser i udlandet. Der blev under afhøringer talt om det, men det var ikke noget, som indgik i sagerne dengang. Man havde nok at gøre med det nære. Opgøret var en stor belastning for anklagemyndighed og politi, og en hovedforklaring på, at man ikke forfulgte spor, som tydede på krigsforbrydelser i udlandet, var manglen på ressourcer. Det spillede nok også ind, at man sådan set havde nok i sit eget.

Helt slap man dog ikke for at tage stilling til krigsforbrydelser. Efter Anden Verdenskrig var grundprincippet, at hvert af de besatte lande skulle dømme sine egne tyske krigsforbrydere. Der udarbejdedes derfor – også i Justitsministeriet – en krigsforbryderlov efter forbillede fra de regler, som lå til grund for den internationale krigsforbryderdomstol i Nürnberg, der var blevet oprettet umiddelbart efter krigens afslutning i Europa.

Ligesom straffelovstillægget for danske landssvigere indeholdt krigsforbryderloven en mulighed for idømmelse af dødsstraf. Umiddelbart skulle man tro, at der fra dansk side var stemning for at benytte denne mulighed i hvert fald over for den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best og for de tyske chefer for politi og SS her i landet.

Best havde været dybt involveret i aktionen mod de danske jøder og kendte til drab på uskyldige danske som gengæld for modstandsaktioner. De to politichefer havde stået i spidsen for terror og drabsaktioner og i øvrigt været meget karrige med benådninger af danske modstandsfolk, selv kort inden befrielsen.

Der var al mulig grund til ved anvendelse af dødsstraf at fælde det danske retssystems dom over den tyske besættelsesmagts adfærd. Og egentlig var byrettens dommere også indstillet på, at det burde være sådan. I byretten idømtes de ledende tyske krigsforbrydere dødsstraf, men alt dette blev afsporet i Østre Landsret, som anlagde en helt anden skyldvurdering, som kunne undskylde dele af de tyske overgreb som folkeretligt retmæssige foranstaltninger i et besat land.

Det var en højst tvivlsom forståelse af folkeretten, som både her og i andre sager forplumrede resultatet, og som var med til at give opgøret et helt skævt forløb, der fritog nogle af de allermest belastede individer for dele af ansvaret.

Særlig uheldigt var det, at dr. Best, der fra et tidligt tidspunkt havde støttet Hitler og hans politik, og som bar hovedansvaret for besættelsesmagtens fremfærd, i landsretten frifandtes for sit grundlæggende ansvar for jødeaktionen og andre dødbringende aktioner og blot idømtes fængselsstraf i 5 år.

Det var en skandale. Sagen blev appelleret, og Højesteret – som ikke kan ændre landsrettens bevisførelse – endte med straffe på 12 år til Best, livstid til politichefen og 20 år til SS-chefen Pancke.

En række af de danskere, som havde udført de tyske myndigheders ordrer, blev idømt dødsstraf og henrettet, men når det kom til de egentlige ansvarlige, slog retssystemet ikke til. Det var ikke Justitsministeriets skyld, men først og fremmest naive landsdommeres ansvar.

De forstod ikke omfanget af de nazistiske lederes forbrydelser og ansvar, og at der er tidspunkter, hvor retssystemet skal slå til over for alvorlige forbrydelser. Men ministeriet blev dog i kraft af strafnedsættelser og løsladelser også en del af renvaskningen af de nazistiske storforbrydere.

Ditlev Tamm er forfatter, professor i retsvidenskab, dr.phil. og dr.jur. med sin disputat om retsopgøret efter besættelsen (1984)