Da Sovjet overfaldt Ungarn, og Vesten så passivt til

Skifter man ’Budapest’ ud med ’Ukraine’, kunne beskeden have været fra 24. februar 2022, da Rusland indledte sit angreb på sit naboland, brodernationen Ukraine.

Det er den ikke. Den er fra søndag 4. november 1956 klokken 6.30, da Sovjet var i gang med en hårdhændet invasion af sit naboland, den socialistiske brodernation Ungarn.

En halv time tidligere, klokken 6.00, holdt vendekåben Janós Kádár, endnu ikke hjemkommet fra Sovjet og sin spritnye udpegelse til regeringsleder i Ungarn, en radiotale, hvori han proklamerede dannelsen af »den nye ungarske revolutionære arbejder-bonde-regering«, der altså erstattede den reformkommunistiske ungarske regering, der kun havde nået at sidde et par dage, og som Kádár (før han skiftede side) selv havde været medlem af.

Det med ’ungarsk’ regering skal man tage med et gran salt. Kádár var, ligesom resten af den nye regering, udpeget i Moskva. Den nye ungarske regerings program var skrevet i Moskva. Og den nye ungarske regerings første tale til det ungarske folk var skrevet i Moskva. På russisk, så de kommunistiske ledere dér bedre kunne forstå det. Først sidenhen blev den oversat til ungarsk.

’Revolutionær’ er en strid om fortolkning af ordet. Var Moskva-kommunisterne de ægte revolutionære, og de ungarske oprørere, der bevæbnet med ord, flag, ungdommelig harme og overmod og efterhånden også molotovcocktails og geværer slog igen mod sovjetiske kampvogne og fly, de kontrarevolutionære? Eller var det omvendt? Hvem var revolutionær, og hvem var reaktionær?

Det med ’arbejder’ i den nyproklamerede ungarske arbejder-bonde-regering haltede også lidt. Mange unge arbejdere havde intet tilovers for de Moskva-tro kommunister og tilsluttede sig studenternes protest mod det russiske overherredømme fra 23. oktober 1956 og kæmpede på gaderne, i små, løst sammensatte skiftende guerillagrupper.

For også arbejderne led under de meget barske økonomiske forhold i Ungarn efter Anden Verdenskrig, hvor Ungarn jo havde været allieret med Hitlers Tyskland, hvilket Sovjet lod det i forvejen fattige land bøde for. Beløbet afsat til officielle krigsskadeerstatninger til Sovjet, Jugoslavien og Tjekkoslovakiet var i årene 1946-47 otte gange så stort som beløbet brugt på genopbygning af landet efter krigen.

Dertil skal lægges de uofficielle plyndringer, et par års fejlslagen høst samt hyperinflation.

Som de ungarske kommunistiske ledere, der havde boet i Sovjet i årtier og var blevet intenst trænet der, inden de vendte ’hjem’ efter krigen, var fuldt indforståede med, blev Ungarn behandlet som en koloni, hvis hovedmål det var at gøre koloniherren rig og på anden vis tjene Sovjets interesser.

Fra 1949 til 53 faldt levestandarden med 20 procent, mens den gennemsnitlige arbejdsuge blev forlænget. Det var svært for tidligere tiders ungarske kommunister og socialdemokrater, der ikke var blevet skolet i Sovjet, at få til at rime på Arbejdernes Paradis. Der var kø, rationeringer – og politisk terror.

I 1950-53 blev 1,3 millioner ungarere (af en befolkning på cirka 10 millioner) retsforfulgt. Halvdelen af dem blev fængslet, massevis kom i kz-lejre i Ungarn, og langt over 2.000 blev henrettet uden dom.

150.000 ungarske kvinder blev voldtaget

At melde sig ind i kommunistpartiet var ikke nogen sikker overlevelsesstrategi. I 1950 var der 850.000 medlemmer af det ungarske kommunistparti (en imponerende stigning siden krigens slutning, hvor den senere ungarske regeringsleder, János Kádár, estimerede, at der højst var 200, og at de ikke kendte hinanden). I 1953 var næsten halvdelen af de 850.000 enten i fængsel, i arbejdslejr, i eksil eller døde.

Udtrykket csengöfrász, dørklokkefrygt, opstod. Det var frygten for, at det hemmelige politi, ÁVH, skulle ringe på døren, ofte i de små timer inden daggry, hvor folk ifølge erfaringen var mest desorienterede og nemmest at kue.

ÁVH’s medlemmer var ofte rekrutteret direkte fra det hedengangne fascistiske Pilekorsparti. Deres evner til brutal intimidering var uovertrufne og efterspurgt hos både kommunister og fascister. Også hovedkvarteret havde ÁVH overtaget fra Pilekors-partiet, komplet med torturkamre i kælderen (det er der, det omstridte museum House of Terror i dag ligger). De lå inde med dokumenter om over 1 million ungarere, 10 procent af befolkningen, og rapporterede hverken til indenrigsministeriet eller regeringen. De rapporterede direkte til partiet.

Så er der kun ’bonde’ tilbage af den ungarske revolutionære arbejder-bonde-regering. Ungarn var indtil kommunisternes hårdt tiltrængte jordreformer et feudalt samfund med meget få, relativt rige jordejere. Det var også overvejende en landbrugsøkonomi. Med staliniseringen efter krigen fulgte den obligatoriske omstilling til sværindustri, hvilket førte til en økonomisk katastrofe. I løbet af blot tre år forlod 300.000 bønder landområderne og kunne altså ikke længere producere fødevarer til ungarerne, hvilket ikke blot førte til rationering, men indimellem også til sult.

Ungarn efter 1945 var ikke et land, der flød med mælk og honning. Stalinisterne havde på ingen måde gjort det bedre.

’Kvinder’ blev ikke nævnt specifikt som grundlag for den nye Moskva-udnævnte regering. Det var nok godt det samme. Da Den Røde Hær i vinteren 1944/45 indtog Budapest, var det på mange måder generalprøven på Berlin. 80 procent af bygningerne i den smukke by blev ødelagt, mens befolkningen forsøgte at overleve i skjul i kældrene. 500.000 ungarere blev sendt til Gulag, blandt dem børn helt ned til 13 år.

Dertil estimerede den schweiziske ambassade, at 150.000 ungarske kvinder blev voldtaget af de sovjetiske soldater. Det talte man ikke om efter krigen. Men det fik nu ikke problemet til at forsvinde.

I februar 1945 blev forbuddet mod abort ophævet, uden at der blev angivet nogen grund. I januar 1946 udstedte den ungarske socialminister et kryptisk dekret om, at der »som virkning af fronten og det efterfølgende kaos« var blevet født en masse børn, hvis familier ikke ønskede at tage sig af dem, hvorfor børnehjem skulle godkende alle født mellem 9 og 18 måneder efter befrielsen som forældreløse.

Hvilket jo logisk set må betyde, at socialministeren godt vidste, at sovjetiske soldater havde begået et væld af voldtægter mod ungarske kvinder, at disse voldtægter resulterede i et stort antal uønskede børn, samt at voldtægterne må være fortsat i hvert fald 9 måneder efter befrielsen.

Men man måtte ikke nævne dem.

Efter befrielsen blev 75.000 sovjetiske tropper i landet for at befordre den kommunistiske magtovertagelse. Den ungarske hær blev iført russiske uniformer. Soldaterne fik russiske våben. På deres russiske T34-kampvogne var en komponent fra sigtemekanismen dog fjernet, så de ikke kunne affyre granater. Komponenten blev opbevaret af hærens russiske rådgiver.

15. maj 1955 blev fredsaftalen med Østrig (der jo ligeledes havde været allieret med Nazityskland under krigen) endelig underskrevet, hvorfor Sovjet trak sine tropper ud af landet. Formelt burde det betyde, at de sovjetiske soldater også skulle ud af Ungarn. Men – helt tilfældigt? – var Ungarn dagen før, 14. maj, indtrådt i Warszawapagten sammen med Polen, Albanien, Bulgarien, Rumænien, Tjekkoslovakiet, DDR og, naturligvis, Sovjetunionen.

Omkring 75.000 soldater, fordelt på tre divisioner, forblev udstationeret i Ungarn. Det var et af de ungarske oprøreres absolutte hovedkrav i 1956, at de skulle ud: Ruszkik haza, russere, gå hjem.

Kádárs første radiotale som ungarsk regeringsleder blev angiveligt sendt fra Szolnok uden for Budapest. Også det var løgn. Han var i Rusland og kom først til Ungarn samme aften. Først 7. november, tre dage senere, ankom han til parlamentet i Budapest, kørt dertil i en sovjetisk pansret vogn, der var eskorteret af to sovjetiske kampvogne. På det tidspunkt var den enorme parlamentsbygning forladt og gabende tom. Han havde ingen hær, ingen embedsmænd, ingen legitimitet og var absolut afhængig af Sovjets politiske og militære støtte.

I talen klokken 6.00 søndag 4. november, hvor han proklamerede den nye ungarske regering, anmodede han også den sovjetiske hær om at »hjælpe nationen med at knuse de mørke, reaktionære kræfter og genoprette orden og ro i landet«.

Dermed var det faktisk, formelt set, en ungarer, der bad Sovjet om at invadere landet. Det ville nu være sket alligevel. Som Anastas Mikojan, medlem af det sovjetiske politbureau og netop hjemkommet til Moskva efter en uge i Budapest, slog fast: »Vi kan simpelthen ikke tillade, at Ungarn bliver fjernet fra vores lejr«.

I dagene inden var sovjetiske tropper væltet over grænsen til Ungarn, trods Moskvas og den sovjetiske ambassadør i Budapest Jurij Andropovs forsikringer om, at de sovjetiske tropper, der første gang var blevet indsat natten til 24. oktober efter store arbejder-studenter-demonstrationer, ville blive trukket tilbage, den anden vej, ud af landet, væk. Ruszkik haza.

Kort efter midnat, natten til 4. november, var de brudt gennem Budapests ydre forsvarsring. Klokken 3 nåede de første kampvogne centrum af Pest, på østsiden af Donau, der hvor både parlamentet, regeringsbygningerne, partiets hovedkontor og sikkerhedspolitiet havde til huse.

Klokken 4 udsendte den sovjetiske militære ansvarshavende, marskal Ivan Konjev, kodeordet ’Torden’. Herefter begyndte jorden at ryste, horisonten brød i brand, og eksplosionerne begyndte at brage.

Han havde lovet den sovjetiske generalsekretær i kommunistpartiet, Nikita Khrusjtjov, at han kunne »genoprette orden« i Budapest på tre dage, han havde næsten 150.000 soldater, 2.500 moderne kampvogne og masser af fly til sin rådighed, og han var ikke voldsomt bekymret over de bygninger, der undervejs blev smadret, og de mennesker, der undervejs blev dræbt.

Fem minutter senere ringede den ungarske general Béla Király direkte til reformkommunisten Imre Nagy, der et par dage tidligere var indsat på posten som premierminister i forsøg på at dæmpe de ungarske oprørere. Király meddelte Nagy, at byen var ved at blive invaderet, og bad om ordre til at forsvare den.

Her stopper så lighedspunkterne med Ruslands invasion af Ukraine 24. februar 2022. Ifølge Király svarede Nagy:

»Nej, nej. Hids dig ned. Den russiske ambassadør [Jurij Andropov, der senere blev chef for KGB og en kort overgang frem til sin død i 1984 var Sovjetunionens leder] er her på mit kontor. Han er netop ved at ringe til Moskva. Der er en eller anden misforståelse. Du må ikke åbne ild«.

Men der var ingen misforståelse. Ordren til den sovjetiske ’Operation Hvirvelvind’, der skulle få Ungarn til at makke ret og oprørerne til at lægge våbnene, gå tilbage på arbejde og slå ethvert krav om frie valg, ungarsk neutralitet og ruszkik haza ud af hovedet, var blevet givet.

Operation Hvirvelvind (eller det, Putin i 2022 ville have kaldt en militær specialoperation) skulle redde socialismen, ikke blot i Ungarn, men i hele Østblokken. De farlige ideer var faktisk allerede begyndt at brede sig til andre hidtil Moskva-tro kommunistiske lande.

Der var en stor demonstration i Warszawa til støtte for de oprørske ungarere. Der var uro i Tjekkoslovakiet og Rumænien. Ja, selv i Rusland var der ballade, med hundredvis af demonstrerende i Jaroslavl nord for Moskva og studenteruro på selveste Moskvas statsuniversitet.

Der var altså tale om russere, der krævede russiske soldater trukket tilbage fra Ungarn. Det skulle med andre ord stoppes. Straks.

De sovjetiske lederes mål var helt klart: Absolut underkastelse. Men selv om det ungarske folk dengang kæmpede lige så overbevist som ukrainerne i dag, var Imre Nagy langtfra nogen Volodymyr Zelenskyj.

Klokken 5.20 holdt Nagy sin sidste radiotale. Det skete fra et improviseret studie i parlamentet:

»Dette er Imre Nagy, der taler. I dag ved daggry angreb sovjetiske styrker vor hovedstad i den åbenlyse hensigt at vælte den lovlige ungarske demokratiske regering. Vore styrker kæmper. Regeringen er på sin post. Jeg bekendtgør dette for vort lands befolkning og for hele verden«.

Det passede ikke.

For det første var det nok en tilsnigelse at kalde regeringen ’demokratisk’. Selv om den lå tættere på folkets ønske end den tidligere stalinistiske regering, var den ikke dannet efter et frit parlamentsvalg, og dens krav til Sovjetunionen afspejlede langtfra oprørernes.

For det andet var regeringen ikke på sin post. Nagy og hans følge, inklusive deres familier, tog kort efter hen på den jugoslaviske ambassade, hvor de havde fået tilbudt asyl, helt modsat Zelenskyjs reaktion på et tilbud om at komme ud af en hovedstad under angreb:

»Jeg har ikke brug for et lift. Jeg har brug for våben«.

For det tredje kæmpede de ungarske styrker ikke. General Király havde jo af Nagy fået ordre om ikke at åbne ild. Det var altså kun oprørerne, der kæmpede. Alene, i gaderne, mod den overvældende militære magt, den sovjetiske invasionshær udgjorde.

Så lad os vende tilbage til dem. SOS-opråbet gengivet øverst i denne artikel var ikke skrevet af en almindelig journalist, men af en ung mand, der imellem telexerne til Associated Press’ nyhedsbureau i Wien løb hen til vinduet for at skyde.

»Inde i bygningen laver unge mennesker molotovcocktails og håndgranater for at bekæmpe kampvogne. Vi er rolige, ikke bange. Send nyheden til verdensoffentligheden, og sig, at den bør fordømme aggressionen«.

»Folk springer op på kampvognene, kaster granater ned i dem og smækker derefter førerens luge i. Det ungarske folk er ikke bange for døden. Det er blot en skam, at vi ikke kan holde ud ret længe«.

»Kampvognene kommer nærmere, og der er tungt artilleri. Hvad gør De Forenede Nationer?«.

Vesten vendte den anden kind til

Det er et relevant spørgsmål. Så hvad gjorde FN, mens Sovjet invaderede et mindre, centraleuropæisk land, der tre dage tidligere, 1. november klokken 12.21 (Manhattan-tid) havde trukket sig ud af Warszawapagten, erklæret Ungarn neutralt og anmodet stormagterne om at medvirke til at garantere denne neutralitet, hvormed Sovjet, formelt set, ikke »ydede militær assistance« til en allieret, men angreb en suveræn selvstændig stat?

FN gjorde ikke noget. Lige da den epokegørende meddelelse om neutralitet og exit fra Warszawapagten tikkede ind, var FN-generalsekretærens kontor gået til frokost.

Senere blev meddelelsen blot nedprioriteret. USA’s præsident, Dwight D. Eisenhower, der genvandt præsidentembedet et par dage senere, 6. november, og dermed havde hovedet fuldt af valgkamp, var ikke meget for at foreslå en FN-resolution til støtte for ungarerne, som Sovjet med 110 procents sandsynlighed ville blokere for.

USA afsatte godt nok 20 millioner dollars til mad og medicin til ungarerne, men anerkendte ikke Ungarns neutralitet. Det ville gå imod den forsikring, de konstant sendte til Sovjet om, at »USA ikke så satellitstaterne som mulige militære allierede«.

Eller i klartekst: Ungarn og de andre lande i Østblokken skal ikke med i Nato. Hvilket som bekendt ikke fik Sovjet til at droppe invasionen.

Et dokument, Det Nationale Sikkerhedsråd havde skrevet et par måneder tidligere, og som Eisenhower hyppigt citerede, gjorde det klart, at »løsrivelsen af nogen større europæisk satellit fra Sovjetblokken forekommer ikke mulig på indeværende tidspunkt undtagen gennem sovjetisk samtykke eller ved krig«.

Sovjet udelukkede det første, Eisenhower det sidste.

USA ville ikke risikere krig for et land i Østblokken. Men det var helt fint, hvis folkene der selv gjorde oprør mod Sovjet og dermed begrænsede Sovjetunionens magt, »trods risikoen for enkeltpersoner, når nettoeffekten øger presset for løsrivelse fra sovjetisk dominans«, som der står i Det Nationale Sikkerhedsråds papirer.

Når blot disse enkeltpersoner ikke var amerikanere. Faktisk kunne en fejlslagen opstand et eller andet sted i den fjerne østblok gavne USA pr-mæssigt, mente vicepræsident Richard Nixon kynisk:

»Det ville ikke udelukkende være et onde, set fra amerikanske interessers synsvinkel, hvis den sovjetiske jernnæve igen slog til mod Sovjetblokken«.

Så USA var ude. Og de andre vestlige stormagter, Frankrig og Storbritannien, var ikke oplagte kandidater til at fordømme Sovjets invasion af Ungarn, endsige hjælpe ungarerne, da de samtidig (sammen med Israel) havde travlt med at invadere Egypten, der tidligere samme år havde nationaliseret Suez-kanalen. Ungarn var alene hjemme.

Narret, hængt og begravet

Under oprøret blev mere end 2.500 ungarere dræbt. 20.000 blev fængslet, og 200.000 flygtede, blandt andet til Danmark. Nagy blev siden narret ud fra sit asyl på den jugoslaviske ambassade, hængt og begravet med ansigtet nedad på et hemmeligt sted. Først i sommeren 1989 blev han og et par andre helte fra 1956 rehabiliteret ved en stor genbegravelse på Heltenes Plads i Budapest.

Ved genbegravelsen krævede en modig ung mand russerne, der mere end 30 år efter oprøret i 1956 stadig var i landet, ud: Ruszkik haza!

Den modige unge mand hed Viktor Orbán. Han har som premierminister siden 2010 ført landet i en stadig mere autoritær retning.

I dag regnes Ungarn ikke længere som et demokrati, men som et hybridregime; et sted mellem et demokrati og et diktatur. Siden i hvert fald 2014 har han ført en meget Rusland-venlig politik med lukrative aftaler om blandt andet energi. Russerne har hacket det ungarske forsvars-, indenrigs- og udenrigsministerium, også efter 24. februar 2022, og den ungarske regering har ikke protesteret. Det vil sige, at Rusland via Ungarn har kunnet læse med i klassificerede EU- og Nato-dokumenter.

Ungarn har gentagne gange blokeret for eller forhalet EU’s sanktioner mod Rusland og forbudt andre lande at levere våben til ukrainerne gennem ungarsk territorium.

I den ungarske regeringsvenlige presse kører den russiske fortælling om, at Ukraine og Nato selv har fremprovokeret Ruslands militære specialoperation, at Rusland har legitime sikkerhedsinteresser i Ukraine, samt at Ukraine har begået folkemord på russere i de østlige provinser Donetsk og Luhansk.

Dagen efter Imre Nagys genbegravelse og Viktor Orbáns krav om ruszkik haza i sommeren 1989 besluttede en række ungarske og udenlandske historikere at grundlægge et institut, 1956-Instituttet, som arkiv og forskningsinstitution for 1956-oprøret.

I 2019 besluttede Orbán-regeringen ved dekret at flytte 1956-Instituttet til en regeringskontrolleret institution ved navn Veritas, altså sandhed, hvilket fik de ansatte til samlet at sige op i protest. I dag arbejder det ikkeregeringskontrollerede 1956-Institut ved frivillighed og gennem donationer.

House of Terror-museet ligger fortsat på den adresse, som først husede Pilekorspartiet, siden ÁVH. Det er et levende bevis på striden om Ungarns historieskrivning – både for de historier, der bliver fortalt på det højtprofilerede museum, og for dem, der ikke gør. Terrormuseet er finansieret af Viktor Orbán. Dets direktør er hans gode veninde, historikeren Mária Schmidt.

Til parlamentsvalget 3. april 2022 gjorde premierminister Viktor Orbán, udenrigsminister Péter Szijjártó (der har modtaget en fornem russisk venskabspris og i løbet af krigen jævnligt har mødtes med sin russiske udenrigsministerkollega, Sergej Lavrov) og deres parti, Fidesz, valget til et spørgsmål om, hvorvidt ungarerne ønskede krig (som oppositionen, Ukraine og Vesten) eller fred (som Fidesz).

Oppositionen undlod i sin valgkamp at drage paralleller mellem Ukraine i dag og Ungarn i 1956. Oppositionen tabte.