På flugt fra KGB
Igen og igen forsøgte Johannes Rudolf Lapmann at undslippe Sovjetunionen. I 1972 var det ved at gå helt galt, da han blev bjerget af en bornholmsk fiskerkutter.
For KGB var lige efter ham, og deres maskingevær var ladt.
Kutteren ’Windy Luck’ fra Tejn på Bornholm lå 8. september 1972 og fiskede på en position 20 kilometer øst for Gotland, da mandskabet fik øje på en mærkelig lille motorbåd, der kom sejlende imod dem midt ude i Østersøen.
Da den kom nærmere, vinkede en spinkel mand i båden til dem og signalerede, at han gerne ville samles op.
Båden kom op på siden af ’Windy Luck’, og fiskerne hjalp den fremmede mand op på dækket. Han forklarede med tegn og gloser på tysk og engelsk, at han gerne ville i land i Vesten. Fiskerne forstod snart, at det var en flygtning fra øst, de havde taget om bord, og de tilbød straks at sejle ham til Gotland.
Den spinkle mand så ud til at være 50 til 55 år gammel. Hans første spørgsmål var »Er I kommunister?« – og han blev vældig glad, da fiskerne svarede nej.
Foruden skipperen Børge Larsen var der tre besætningsmedlemmer på kutteren: Hasse Thorsen, Arne Larsen og Orla Jensen. Manden var udmattet og var næsten ikke i stand til at sige noget, men han fik dog forklaret fiskerne, at han havde været undervejs i det lille fartøj i 21 timer. Han kom under dæk og fik mad og varme, mens motorbåden blev tøjret og taget med på slæb.
Men ’Windy Luck’ kom ikke til Gotland med sin passager.
Mandskabet på ’Windy Luck’. Længst til højre ses Børge Larsen, og manden i midten med hatten er hans bror, skipper Arne Larsen.
Efter et stykke tid dukkede endnu et fartøj nemlig op. Det var et lille gråt marineskib med nummeret 580 malet på siden. Det skulle siden vise sig, at det var fra KGB’s grænsebevogtning. Snart kom også det skib op på siden af ’Windy Luck’, og til deres forskrækkelse så fiskerne nu, at fartøjets maskingevær var bemandet, og en mand stod klar til at skyde på dem og deres skib. Flygtningen gik i skjul og sagde til fiskerne, at de skulle sige, han var dansker.
Nu begyndte en udspørgning fra det sovjetiske skib over til den danske fiskekutter. Fiskerne lod, som om de ikke forstod spørgsmålene, eller misforstod med vilje, hvad russerne sagde til dem, men efter en times tid blev russerne trætte af den forestilling. De entrede resolut ’Windy Luck’ og ville ned i lukafet under dæk.
Skipper Børge Larsen stillede sig i vejen og sagde til dem, at der havde de ikke noget at gøre, men han blev bare skubbet til side af de bevæbnede russere. De fandt snart flygtningen, der havde lagt sig i en køje, og selv om danskerne forsøgte at forklare hans tilstedeværelse på alle mulige måder, endte det med, at en af russerne fandt flygtningens sovjetiske pas med foto af ham og hans familie.
KGB-soldaten trak sin pistol og tvang flygtningen over på det sovjetiske skib. Der var intet at stille op, og de fire magtesløse fiskere kunne blot se på, at manden blev tvunget om bord på det sovjetiske skib. Han kiggede tilbage på dem en sidste gang og sagde »Auf Wiedersehen« til de rystede fiskere.
Snart var KGB’s fartøj ude af syne, og fiskerne kunne per radio ringe hjem og fortælle, hvad de havde oplevet.
Hjemme på Bornholm vakte hændelsen bestyrtelse, og både fiskernes familier og andre, der efterhånden på rygteplan hørte om den, var rystede. Det sovjetiske fartøj havde bordet den danske kutter i internationalt farvand og ransaget det i soleklar strid med international ret. Men de danske myndigheder lod som ingenting – forholdet til Sovjet var en ømfindtlig sag.
Der blev der alligevel landet fisk ved hjemkomsten trods hændelsen på ’Windy Luck’s togt i Østersøen.
Bornholms Tidende trykte historien, men langt inde i bladet. Først efter at historien nærmest ved et tilfælde kom i Aarhus Stiftstidende, hvor en fiskerimedarbejder havde fundet den, fik journalister i landsdækkende aviser færten af en sensation. Og 29. september landede sagen så på justitsministerens bord. Man kunne ikke komme uden om at aflevere en officiel dansk protest over det hændte.
De sovjetiske myndigheder svarede igen med en klar løgn. De påstod, at den bornholmske kutter havde befundet sig i sovjetisk farvand, da den var blevet bordet. Påstand stod mod påstand, og sagen fik ingen følger.
Årene gik, og snart glemte de fleste, hvad der var sket. I 1989 faldt Muren i Berlin, og i 1991 gik Sovjetunionen i opløsning. Men flygtningens historie forblev en gåde.
Faktisk skulle der gå 50 år, før de bornholmske fiskere fandt ud af, hvad der egentlig var sket med den bortførte flygtning. Det blev opklaret, da forfatter og forlægger Tauno Vahter fra Estland kontaktede Bornholms Museum og spurgte, om museet kunne hjælpe med kontakt til fiskerne fra ’Windy Luck’, hvis de da levede endnu? Og det viste sig, at de alle stadig levede, men at de for længst var gået i land, og kutteren hugget op.
Johannes Rudolf Lapmann led en krank skæbne, da det endelig lykkedes ham at slippe ud af Sovjetunionen.
Det blev arrangeret, at Tauno Vahter kom til Rønne, hvor han i 2022 holdt et foredrag for en forbløffet forsamling. Foredraget måtte holdes en halv time senere end planlagt, for blot fem dage inden arrangementet var skipper Børge Larsen død og blev netop den dag begravet. Men to af de øvrige fiskere nåede efter bisættelsen frem og hørte historien og fortalte også selv, hvordan de havde oplevet den dag i 1972, næsten præcis 50 år tidligere.
Tauno Vahter fra Estland havde i nogle år arbejdet med en detektivs ihærdighed for at afdække flygtningens historie.
Flygtningen hed Johannes Rudolf Lapmann og blev født i 1913 i Estland. Lapmanns familie ernærede sig af farens arbejde som smed. Men faren døde, da børnene var små. Der var fem søskende, og de levede en fattig tilværelse. Johannes Lapmann var ikke noget nemt barn, og 14 år gammel stak han af hjemmefra og gik til søs med et skib. Det blev den første gang, han flygtede – men ikke den sidste. Politiet sendte siden drengen hjem fra Finland.
Siden gentog historien sig, og han blev sendt hjem fra Belgien og andre steder. Johannes blev sømand, og i 1938 var han påmønstret et norsk handelsskib i Boston. Han stak af fra det og arbejdede nogle år i New York, hvor han blev stærkt optaget af fagforeningsarbejde i Estonian Workers Union, som var kommunister.
I 1940 vendte han hjem til fædrelandet. På et skib på vej til Danmark besluttede han sig for at vende tilbage til Estland, netop som Anden Verdenskrig var ved at tage sin begyndelse. I Estland blev han lokalformand for det kommunistiske parti.
Men året efter kom krigen til hans hjemby. Og som formand for de lokale kommunister var det ikke muligt for ham at blive, da tyske tropper invaderede området. I efteråret 1941 trak han sig med Den Røde Hær tilbage til Rusland. Her blev han skuffet over det sovjetiske styre og besluttede at flygte tilbage til USA. Han valgte at tage en flugtrute gennem sovjetisk Centralasien.
I 1942 forsøgte Lapmann at flygte til Indien gennem Tadjikistan og Afghanistan, men blev anholdt i Kirgisistan og idømt 10 års fængsel.
Her fortalte han en løgnehistorie om, at han var amerikansk ester og ville tilbage til USA. Den amerikanske ambassade i Moskva tøvede, og Lapmann blev sendt til den estiske del af Den Røde Hær. Her blev han arresteret for mistanke om spionage. Igen forsøgte han at flygte, men blev såret og kom i fængsel, hvor han sad i 3 måneder.
I årene 1943-1945 arbejdede han som chauffør og mekaniker i Arkhangelsk i det nordlige Rusland, hvor allierede skibskonvojer lagde til. Han arbejdede også som tolk og forsøgte at gemme sig på et britisk skib. Igen blev han fundet og fængslet.
I 1947 blev han idømt 8 års fængsel. Han nægtede at oplyse sit rigtige navn og brugte navnet på en gammel estisk bekendt. Som hundredtusinder andre blev han interneret i en af de mange sovjetiske fangelejre, en Gulag-lejr ved navn Sevželdorlag i Komi-distriktet i Sibirien.
Men Lapmann var ikke sådan at standse. Han var altid på flugt. I 1948 flygtede han fra lejren og rejste som blind passager med fragttog hele vejen fra Sibirien til Leningrad og derfra videre til Estland. Her, i det vestlige Estland nær kysten, skjulte han sig i et skur og byggede en båd af hasselgrene, som han ville flygte til Finland i.
Da han var færdig med båden, brugte han en grænsevagts overfrakke som sejl, og 1. november 1948 lykkedes det ham at krydse Østersøen i hårdt vejr. Men fordi han ikke læste aviser, var han ikke klar over, at Finland havde udlejet nogle halvøer til den sovjetiske flåde. Lapmann sejlede direkte ind i til sovjetisk base i Porkkala. Den sovjetiske flåde arresterede naturligvis øjeblikkelig den forbløffede Lapmann, der troede, han endelig var nået i sikkerhed, og han blev ført tilbage til Estland, hvor hans rigtige identitet blev afsløret. Båden vakte KGB’s beundring, og den blev siden udstillet på KGB’s eget museum.
I juli 1949 blev Lapmann idømt 25 års fængsel. Han afsonede primært sin straf i den russiske by Vladimir. Men i 1958 blev han løsladt. I årene efter Stalins død i 1953 mildnedes forholdene i Sovjetunionen lidt, og mange fik eftergivet straf. Nu arbejdede Lapmann som metalarbejder. Han havde lejlighed til at besøge den sydlige del af Sovjetunion for at undersøge måder at krydse grænsen til Tyrkiet, Iran eller Afghanistan på. Men han fandt ikke nogen god udvej. Han måtte blive i Sovjetunionen, som han hadede inderligt.
I 1970 fik Lapmann sparet sammen til at købe sig en brugt olympisk sejlbåd af finn-typen og begyndte at træne sejlads. Måske der var en vej væk over havet? I 1971 opgav han ideen. Sejlbåden sejlede skuffende langsomt. Så han solgte den og købte i stedet en motorbåd. Den ombyggede han og tilføjede en ekstra motor og ekstra brændstoftanke.
Det var så den motorbåd, som de bornholmske fiskere mødte 8. september 1972. Den evigt uheldige flugtkonge blev denne gang idømt afsoning på et sindssygehospital med mange politiske fanger, men også mordere, voldtægtsforbrydere og pædofile. Det var helt almindeligt i det umenneskelige sovjetiske system, at sunde og raske mennesker blev indlagt på sådanne anstalter. Efter 5 år, i 1977, blev han overført fra et russisk til et estisk sindssygehospital. Igen flygtede han ved flere lejligheder. Igen blev han gang på gang arresteret. I 1979 blev han overført til et sindssygehospital i Centralasien, hvor det lykkedes ham at flygte, og han gemte sig i friheden i over et år, før han endnu en gang blev arresteret.
I 1980’erne mildnedes forholdene i Sovjetunionen igen. Mikhail Gorbatjovs ideer om glasnost og perestrojka gjorde det muligt for en mand som Johannes Lapmann at gøre sig håb om et mere almindeligt og frit liv.
I 1989 kom hans appelsag for retten, og hans domme for antisovjetisk virksomhed blev annulleret.
Ved den lejlighed mødte han ved et tilfælde en amerikansk journalist. På det tidspunkt skulle man have en invitation til Vesten, før man fik lov til at købe en flybillet ud af Sovjetunionen. Og journalisten gav ham en skriftlig invitation, så han kunne få et amerikansk visum. Siden glemte han alt om det.
Men Johannes havde besluttet sig. Nu var hans chance endelig kommet. Han samlede ad forskellige veje ind til at købe en flybillet til USA og friheden. 11. oktober 1990 fløj han på enkeltbillet fra Leningrad til New York.
Hvad Johannes Lapmann egentlig lavede i USA, er uvist. Der gik lang tid, før Tauno Vahter fik opsporet Lapmanns endelige skæbne.
Som med så meget andet i Lapmanns historie var der noget ekstra sørgeligt over hans død. Han døde nemlig i marts 1993 på et hjemløseherberg i Washington, D.C., få hundrede meter fra Det Hvide Hus. Der findes ingen gravsten eller mindested over ham.
Man kan sige, at det var en trist skæbne. Men omvendt kan man bestemt også sige, at Johannes Lapmann døde i frihed. Og frihed var, hvad han havde drømt om hele sit liv.
Jakob Seerup er museumsinspektør på Bornholms Museum og Ph.d.
Tauno Vahters bog om Johannes Lapmann, ’Madis Jeffersoni 11 põgenemist’ (Tänapäev, 2021), udkommer i det kommende år i en tysk udgave på det østrigske forlag Residenz.
