Det første kup

Der var sort af mennesker. Langt de fleste af dem, der stod på pladsen i Madrid, var mænd i jakkesæt. En hvid hest ragede op i mængden, og på ryggen af dyret sad en budbringer med et endnu hvidere ark papir i hånden. Han proklamerede nye tider for det spanske folk.

For med sig havde rytteren et manifest fra general Miguel Primo de Rivera, som dagen efter i Politiken blev beskrevet som »de spanske Fascisters Mussolini«.

Et vaskeægte statskup var i gang. Fra sit hovedsæde i Barcelona havde generalen udsendt sit manifest, der blev læst op i de spanske gader 13. september 1923. Her gjorde Miguel Primo de Rivera på én gang op med det eksisterende politiske system og afsatte med støtte af den spanske kong Alfons 13. den siddende regering.

Politiken bragte dele af manifestet i oversættelse:

»Spaniere!

Nu er det Øjeblik kommet, som vi mere har frygtet end haabet (fordi vi vilde hellere have levet paa Lovens Grund og ønsket, at denne stadig skulde være Basis for vort offentlige Liv), da vi maa give efter for alle dem, der elsker Fædrelandet og ikke ser anden Frelse for det end at befri det for de professionelle Politikere, de Mænd, der repræsenterer al den Ulykke og Umoralitet, der begyndte i 1898 og truer Spanien med sørgelig og vanærende Undergang«, stod der.

Det var i sandhed nye tider i Spanien for 100 år siden. Nu tog militæret over.

Foto: Ukendt/Bundesarchiv

I ÅR UDSKREV SPANIENS premierminister, Pedro Sanchéz, parlamentsvalg i utide. Det blev afholdt 23. juli 2023. Valget blev udskrevet, efter at premierministeren opløste parlamentet, allerede dagen efter at hans parti i maj havde lidt nederlag ved lokalvalget.

Da spanierne gik til stemmeurnerne, var det knap 50 år siden, at landet igen blev et demokrati. For den spanske forfatning har ikke mange år på bagen, den er fra 1978, mens det i år altså er 100-året for det første kup.

Det er velkendt, at Spanien var et diktatur under Francisco Franco, et regime, der først sluttede ved hans død i 1975. Men allerede i 1920’erne havde ’den spanske Mussolini’, Miguel Primo de Rivera, søgt at skabe et Spanien med forbillede i mange af de samme dyder, som Franco senere bekendte sig til.

Rivera ville dog nok selv udlægge sit kup i 1923 som et forsøg på at standse Spaniens imperiale forfald og hele den dybe splittelse, da han overtog magten efter flere tumultariske årtier.

I 1898 førte nederlaget i den spansk-amerikanske krig til afståelsen af Filippinerne, Guam og Puerto Rico til USA, mens Cuba blev selvstændigt. Hvor Spanien i starten af 1800-tallet havde haft kontrol over store dele af Syd- og Mellemamerika, havde landet nu nærmest intet tilbage.

Den spanske elites forsøg på at tøjle 1800-tallets tab og den medfølgende usikkerhed resulterede i 1876 i indførelsen af et konstitutionelt monarki og et liberalt demokrati.

Systemet fik tilnavnet ’turno pacifico’, løst oversat ’den fredelige rotation’, og ideen var, at stabiliteten skulle sikres ved at lade de liberale og de konservative skiftes til at besidde magten i landet. Men systemet blev implementeret uden et bredt demokratisk fundament, så det kan diskuteres, hvor demokratisk en løsning det reelt var. Og i praksis var det nok nærmere elitens forsøg på at fastholde magten og skabe ro.

Systemet blev da også modtaget med stor skepsis, og krigsnederlaget i 1898 var kun brænde på bålet. Det spanske folk følte sig besejret og magtesløst. Utilfredsheden med eliten, systemet og den generelle udvikling tog til. Hvis ikke ’turno pacifico’ allerede var dødsdømt, markerede afslutningen på Første Verdenskrig begyndelsen på enden for systemet.

SPANIEN HAVDE UNDER VERDENSKRIGEN holdt sig neutralt. Det blev forsøgt udlagt på den måde, at det ville stille landet bedre ved fremtidige fredsforhandlinger, men det var nok mest af alt en konsekvens af realiteterne. Spanien havde reelt slet ikke forudsætningerne for at føre krig.

Neutraliteten betød, at Spanien oplevede økonomisk vækst under krigen, men med den opstod nye problemer. For mens eksporten steg, faldt importen, og til sidst var der mangel på basale fødevarer. Det gik primært ud over den brede befolkning og forstærkede både uligheden og utilfredsheden. Fødevaremanglen blev kendt som Crisis de subsistencias.

Samtidig steg inflationen, og reallønnen faldt. Skiftende regeringer kunne ikke forvalte den økonomiske situation, og konkrete initiativer for omfordeling lod vente på sig.

Ligesom resten af Europa mærkede Spanien konsekvenserne af Første Verdenskrig i tiden efter, på trods af en optur i starten af 1920’erne. Landets neutralitet gav heller ikke spanierne de forventede kort på hånden efter krigen. Nedturen så ud til at fortsætte.

Perioden 1917-1923 var præget af desperate forsøg på regeringsdannelser og redning af det politiske system, men uden held. I stedet var det kronen, bourgeoisiet og hæren, der ’vandt’ på den kaotiske situation mellem krigsafslutning og statskup.

Den endeligt udløsende faktor for Riveras overtagelse blev den spanske hærs nederlag i Slaget ved Annual i Spansk Marokko, hvor en mindre hær på cirka 3.000 berbere besejrede over 13.000 spanske soldater og tvang den spanske hær tilbage fra et område, der siden 1912 havde været et spansk protektorat.

Nederlaget banede vej for Riveras militærdiktatur, men samtidig spillede elitens frygt for, at de lavere samfundslag ville mobilisere sig, en rolle. Bekymringerne for oprør fik de øvre samfundslag til at acceptere et fascistisk militærdiktatur som en sidste udvej.

Fascismen blev da også i Politiken 15. september 1923 beskrevet som en reaktion mod »den stadig voksende Kommunisme og Anarkisme«.

Det var altså ikke så meget truslen om revolution som den organiserede fagbevægelses tiltagende styrke og risikoen for, at et reelt demokrati ville opstå, der fik den økonomiske og sociale elite til at anerkende et autoritært styre.

Jorden var i starten af 1920’erne gødet for en diktator. Man befandt sig på bagkanten af 100 dårlige år med tab af nærmest samtlige kolonier og et fald fra landets status som stormagt. Der var en enorm utilfredshed og polarisering i befolkningen, næret af økonomisk, social og politisk ulighed. Og man havde et pseudodemokratisk politisk system, der aldrig rigtig virkede, og som nu var under afvikling.

Det sidste søm i kisten var det monumentale nederlag til oprørerne i Marokko.

Derfor kan man diskutere, i hvilken grad der var tale om et decideret statskup, eller om Rivera, med støtte fra kong Alfonso 13. og militæret, blot udfyldte et vakuum.

RIVERAS REGIME FIK EN GOD START. Han havde ikke meget erfaring fra den politiske verden, men han havde stor gennemslagskraft i brede dele af befolkningen, hovedsageligt fordi de var trætte af elitismen i det foregående system. Det lykkedes desuden Rivera at indlede et samarbejde med socialisterne, som eliten ellers frygtede, samtidig med at han faktisk forbedrede levestandarden og dermed fik nogenlunde ro på de sociale spændinger.

Den økonomiske politik centrerede sig om protektionisme og statsindblanding – en økonomisk nationalisme baseret på statskontrol, høje handelsskatter, hjælp til den nationale industri og udbredelse af den offentlige sektor.

De første to-tre år på magten gik derfor nærmest fortræffeligt for den nye mand på toppen, og han så muligheden for at gøre militærdiktaturet til en mere permanent autokratisk løsning. Det blev dog ikke modtaget lige godt alle steder i det spanske samfund, og snart begyndte det at gå den gale vej.

Den globale depression i 1929 fik korthuset til at falde sammen. Spanien var ikke forberedt på økonomisk krise, og landejerne var langtfra tilfredse med, at deres finanser skulle hjælpe landet ud af de økonomiske problemer. De vendte sig nu mod Rivera, som landejerne mente havde solgt ud over for socialisterne, alt imens selvsamme socialister også trak deres støtte til diktatoren.

Kong Alfonso 13. kunne se, at Riveras manglende popularitet smittede af på ham, og snart forsvandt hans opbakning også.

Kongen, militæret og elitens tilslutning havde været afgørende for Riveras vej til toppen, og manglen på samme blev nu en katalysator for hans afgang 28. januar 1930. Blot to måneder senere døde han i eksil på et lille hotel i Paris.

TILBAGE I SPANIEN var der massivt pres på kongen, som i 1931 tog konsekvenserne heraf og dannede Den Anden Spanske Republik. Også han måtte flygte i eksil.

Republikken eksisterede indtil 1936, hvor Den Spanske Borgerkrig brød ud og ultimativt endte med, at Francisco Franco tog magten. Tiden op til og under borgerkrigen var også præget af den polarisering, ulighed og utilfredshed, som efterhånden havde kendetegnet Spanien i en årrække.

Det var dog ikke kun tiden op til Francos magtovertagelse, der mindede om perioden med Rivera. Begge diktatorer mente, at en konservativ centraliseret retning var den rigtige for Spanien, og Franco havde ligesom Rivera en lang karriere i militæret bag sig, da han i 1937 blev leder af det højrenationalistiske parti Falange og for alvor indtog en central rolle i Den Spanske Borgerkrig.

Partiet Falange var tilmed blevet stiftet i 1934 af Miguel Primo de Riveras søn, José Antonio Primo de Rivera.

Spaniens skæbne i 1800-tallet og starten af 1900-tallet kan bedst kategoriseres som kaotisk. Riveras militærdiktatur blev på sin vis et brud med elitens totale kontrol over landet, om end det også var støtten fra denne og fra kongen og militæret, som var forudsætningerne for hans tid ved magten.

Riveras syv år som diktator kunne dog ikke sætte en stopper for landets mange problemer, der i sidste ende resulterede i borgerkrigen. Her bar Franco og Falange den nationalkonservative fakkel videre, de endte som sejrherrer, og Franco var Spaniens statsoverhoved fra 1939 og frem til sin død i 1975.