Wollweber: Dansk politi hjalp Gestapo med at fange skibssabotører

Dette er anden del af føljetonen om Wollweber-organisationen. Du finder første del her.

Efter Anden Verdenskrig blev dele af det danske politi udskammet for at have været for ivrige med at hjælpe den nazistiske besættelsesmagt med at arrestere danske kommunister.

Ikke mindst i efterforskningen af den såkaldte Wollweber-organisation mente nogle, at dansk politi havde løbet Gestapos ærinde.

Da gruppen af radikaliserede kommunister i maj 1938 angreb to spanske trawlere i Frederikshavn med en dynamitbombe, vakte det for alvor interessen hos Peter Kraus – chefefterforsker på Gestapos kontor i millionbyen Hamburg.

Bombeangrebet i Frederikshavn fulgte samme model som ikke færre end 23 lignende attentater mod aksemagternes civile skibe, som Gestapo havde registreret siden september 1937.

Heriblandt var et attentat på den italienske damper ’Boccacio’, der gik til bunds ud for Bretagne efter en eksplosion om bord, samt en brandbombe på det tyske passagerskib ’Reliance’, der eksploderede i Hamburg efter at have været i København.

Disse attentater kostede begge menneskeliv.

Derfor indkaldte Kriminalrat Kraus i efteråret 1938 til en international politikonference i Hamburg og Berlin. Nu skulle der findes fælles fodslag i indsatsen mod det europæiske netværk af røde terrorister.

Fra Danmark deltog lederen af efterforskningen af trawlerattentatet, kriminalassistent C.M. Bjerring. Han viste sig – i tæt parløb med Gestapo – gennem de næste tre år at blive en af de mest ihærdige politimænd i optrevlingen af Wollweber-organisationen.

Bjerring havde en trumf, som Gestapo-folkene var meget interesserede i. For Bjerring havde en informant i den danske del af den illegale kommunistiske sabotagegruppe.

Informanten var ikke en del af inderkredsen, men han var tæt nok på til at kunne pege nogle af de ledende medlemmer i den danske celle ud. Til Gestapos store glæde var den danske informant også i stand til at identificere Ernst Wollweber som netværkets bagmand.

Så ivrige efter at opnå flere resultater rykkede Kriminalrat Kraus og to af hans medarbejdere i Gestapo i vinteren 1941 ind på Københavns Politigård, hvor de fik kontorplads og blev budt velkommen – længe efter at Nazityskland 9. april 1940 havde besat Danmark.

Møjsommeligt koordinerede de danske og tyske efterforskere deres oplysninger. De tog ikke let på optrevlingen af en gruppe, der beviseligt havde kostet adskillige tyske og italienske søfolk livet.

Pressen blev også holdt hen, selv om Politikens garvede kriminalreporter Vilhelm Bergstrøm havde fat i sagen. I sin dagbog 6. marts 1941 skrev Bergstrøm:

»Bjerring sidder for Tiden og arbejder sammen med nogle Gestapofolk. Han er ikke til at slaa et Ord af i den Retning, men jeg har en Anelse om, at det væsentlig angaar vore hjemlige Kommunister«.

Det sidste havde journalisten i dén grad ret i, og få dage efter hans dagbogsnotat følte efterforskerne sig klar til at skride til handling.

I foråret 1941 gik kommunisten Gustav Longfors omkring i København og passede forskellige småjobs i frihavnen og på søfyrbødernes fagforeningskontor i Nyhavn, som kommunisterne sad tungt på.

Longfors var en tung skæbne med hang til de våde varer og en broget fortid. Han havde både rakket rundt i Tyskland som elefantpasser i et cirkus og sejlet våben til Den Spanske Borgerkrig. Han havde også boet i Shanghai for at opbygge en sabotørcelle, som blandt andet skjulte små bomber forklædt som cigaretpakker på vingerne af de kampfly, der var en del af det japanske kejserdømmes militærmateriel ved invasionen af Kina.

Nu var han vendt tilbage til København, hvor Bjerring og Kraus besluttede sig for at hive ham ind til forhør.

Under et sæt nye afhøringer af hovedmanden bag trawlerattentatet, Alberti Hansen, var det kommet frem, at Longfors i København havde haft en koordinerende rolle mellem Ernst Wollweber og de enkelte bombemænd. Så efterforskerne mente, at den fallerede sømand var det rigtige sted at starte, og det fik de ret i. I hænderne på Gestapo fik Longfors hurtigt tungen på gled, og gennem 14 dages afhøring fortalte han alt, hvad han vidste om Wollwebers folk i Danmark, Norge og Sverige.

Politiet tog også deres nye guldfugl med ud til forskellige adresser på Nørrebro og i Københavns Nordvestkvarter, hvor Longfors anviste efterforskerne de lejligheder, som Wollweber og gruppens øvrige ledere havde brugt som dækadresser eller til møder og planlægning af skibssabotage.

Han pegede på en kvindes lejlighed og fortalte, hvordan han skulle kaste tre tændstikker ind gennem brevsprækken på hendes dør, hvis han ønskede at mødes med ’Fred’, ’Conrad’ eller et andet af gruppens ledende medlemmer.

Èt problem stødte efterforskerne dog på: Longfors kendte ofte kun sine medsammensvorne under deres dæknavn.

Han vidste, at Wollweber gik under navnene ’Anton’ og ’Bernhard’, og at ’Fred’ var dæknavnet for organisationens nummer 2, hollænderen Josef Schaap.

Men hverken han eller andre i den danske gruppe vidste, hvem der i virkeligheden gemte sig bag dæknavnet ’Conrad’.

Faktisk har ’Conrad’s identitet været en gåde for historikere, lige siden han i 1938 forlod København med et falsk pas og en dobbeltbundet kuffert fuld af dynamit. For ’Conrad’ er en af de få ledende folk i organisationen, der ikke blev taget.

Først i 2009 blev hans identitet afsløret, da PET-kommissionen udkom med sit digre værk om den hemmelige tjenestes gøren og laden under Den Kolde Krig.

Heraf fremgår det, at ’Conrad’ var en tysk kommunist ved navn Jesef (eller Josef) Amman, som helt op i 1950’erne arbejdede med illegale opgaver for Sovjetunionen.

Hvor ’Conrad’ rejste hen fra København, er fortsat uklart, men ifølge en tysk kilde dukkede han senere op i Paris og fortsatte sit undergrundsarbejde i samarbejde med den franske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig.

Uder alle omstændigheder kunne Gustav Longfors ikke hjælpe politiet med ’Conrad’, da Longfors i marts 1941 lagde kortene på bordet.

I første omgang kunne han heller ikke identificere ’Rasmus’, som politiet ellers var særligt ivrige efter at få fat i.

’Rasmus’ var manden, der i 1937 havde skjult 7 kilo dynamit i en bombevest blandt koksene i maskinrummet på den italienske damper ’Felce’, da den lå fortøjet ved sojakagefabrikken i Københavns Havn.

Fra optrevlingen af Wollweber-organisationens hollandske celle vidste Gestapo, at ’Rasmus’ blandt andet havde ernæret sig som mælkemand i sit civile liv.

Derfor tog politifolkene Gustav Longfors med ud for at udspionere en kommunist, der var tidligere søfyrbøder, og som nu drev et mælkeudsalg sammen med sin bror.

Det viste sig at være den forkerte mand, men det viste sig også, at mejeristen havde haft en ung mand ansat som mælkebilschauffør. Denne mand havde politiet tidligere registreret som ’ivrig kommunist’, og med hjælp fra Gestapo blev han opstøvet og anholdt i Hamburg, hvor han tilstod at være den efterlyste ’Rasmus’.

Den anholdte var den nu 25-årige Kaj Gejl, som i midten af 1930’erne efter flere hemmelige møder med Ernst Wollweber i Fælledparken var blevet udpeget til at lede den københavnske celle.

Han havde egenhændigt stukket ild på damperen ’United States’, han havde lagt en bombe, der aldrig detonerede, i bugen på ’Felce’, og da politiet nu tog hans fingeraftryk, matchede de desuden et aftryk, som blev fundet på en ueksploderet bombe i passagerskibet ’Batory’.

Bomben på ’Batory’ havde Gejl fremstillet og givet til ’Conrad’, der havde placeret den.

Over for politifolkene Bjerring og Kraus indrømmede Gejl det hele, så med ham bag lås og slå gik det pludselig stærkt med at trevle den sidste del af den danske gruppe op.

Ernst Wollweber var i maj 1940 blevet anholdt for at rejse ind i Sverige på et falsk pas, men svenskerne holdt den tyske kommunist uden for Gestapos rækkevidde. Til gengæld havde det danske politi i august 1940 hjulpet Kriminalrat Kraus med at snuppe organisationens nummer 2, Josef Schaap, på Bisiddervej i Københavns Nordvestkvarter.

Det skete ved hjælp af den nu forfremmede politikriminalkommissær Bjerrings stikker i organisationen, der lokkede den fremtrædende hollænder i en fælde.

Og selv om Schaap var en hollandsk statsborger, der blev anholdt i Danmark, udleverede de danske myndigheder ham villigt til Tyskland, hvor han blev dømt til døden og halshugget.

Fuldt så galt gik det ikke for de danske medlemmer af cellen i København. Efter anholdelsen af Gustav Longfors blev de øvrige anholdt en for en og sigtet efter straffelovens ’attentatparagraf’.

Blandt de anholdte var både den tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) Thøger Thøgersen og et daværende medlem af DKP’s hovedbestyrelse, Richard Jensen.

Da efterforskerne gjorde boet op, havde de anholdt og sigtet 20 mænd og kvinder for at tilhøre den danske celle.

Under retssagen i byretten tilstod de fleste at kende til sabotagecellen – heriblandt en havnearbejder, som havde mødtes med ’Conrad’ i en stuelejlighed i Sankelmarksgade på Vesterbro.

Havnearbejderne fortalte om mødet i stuelejligheden ifølge dombogen:

»Her viste ’Conrad’ ham forskellige Kemikalier, hvilke ’Conrad’ hældte op i et Æggebæger, hvorefter ’Conrad’ dryppede en Draabe Svovlsyre heri, og straks antændte Kemikalierne og dannede en Flamme af halvanden Meters Højde«.

Byretssagen endte med, at syv af de danske medlemmer blev idømt tilsammen 59 1/2 års fængsel, mens de øvrige blev frifundet. Den længste straf fik Kaj Gejl, der blev idømt 16 års fængsel.

I sin dagbog noterede Politiken-journalisten Vilhelm Bergstrøm:

»Det var nogle strenge Domme, men ikke for strenge. Disse Mennesker havde ikke arbejdet for Danmark, tværtimod. Det var 5. Kolonnemænd«.

Sagen blev anket til Østre Landsret, hvor endnu et medlem blev frifundet, mens landsdommerne til gengæld fordoblede straffen til 16 år for den tidligere formand for søfyrbøderforbundet Richard Jensen. Efter oplæsningen af dommen råbte den rystede Richard Jensen »Klassedomstol!« ud i retssalen, men snart skulle det vise sig, at det ikke nødvendigvis var en fordel at slippe for fængselsstraf.

Foto: William Douglas

For mens sagen mod Wollwebers danske proselytter havde kørt, havde et enigt Folketing vedtaget justitsminister Eigil Thune Jacobsens lovforslag om at forbyde alt kommunistisk virke i Danmark.

Så selv om de slap for en fængselscelle, blev en god del af de frifundne i stedet interneret i Horserødlejren sammen med mange andre danske kommunister, som politiet ivrigt indfangede allerede før ’kommunistlovens’ ikrafttrædelse.

I Horserød sad de stadig, da samarbejdspolitikken brød sammen, og tyske soldater overtog den tidligere Røde Kors-lejr. Flere af de frifundne fra Wollweber-sagen var således blandt de kommunister i lejren, der nu i stinkende godstogsvogne blev fragtet til den tyske koncentrationslejr Stutthof i Polen.

Mens de dømte sad ’i sikkerhed’ i deres danske fængselsceller.

I 1944 lykkedes det endda fire af de dømte i sagen at flygte fra Vridsløselille Statsfængsel og komme på en kutter til Sverige, hvor de levede fredeligt krigen ud.

Flere af de frifundne slap mindre heldigt fra sagen. Den offentlige embedsmand Otto Melchior døde af den plettyfus, han havde fået i den nazistiske koncentrationslejr, mens andre, eksempelvis den tidligere DKP-formand Thøger Thøgersen, levede korte og plagede liv efter Danmarks befrielse.

Inden sin død i 1947 anklagede Thøgersen i et læserbrev kriminalkommissær Bjerring for at have de danske kommunisters blod på hænderne, fordi Bjerring så villigt havde bistået Gestapo.

Også modstandsbevægelsens avis, Information, langede efter krigen ud efter Bjerring, som avisen mente burde fyres for sit parløb med det nazistiske sikkerhedspoliti.

»Hele Affæren giver en ram Smag i Munden. Den kan ikke forblive uden Konsekvenser«, skrev Information.

Skal man tro Politiken-journalisten Vilhelm Bergstrøms dagbog, havde Bjerring også »efter sine Kollegers Syn paa ham« stået i et »næsten for godt Forhold til Tyskerne«.

Men kriminalkommissæren forsvarede sig med, at der i hans optik var forskel på modstandsbevægelsens sabotage mod nazisterne under krigen og så den ’bombeterror’, som den kommunistiske celle havde begået mod aksemagternes skibe op til krigsudbruddet.

Politiledelse slog efter krigen ring om ham, og den danske politimand slap dermed for yderligere påtale.

Selve hovedpersonen i organisationen var nok den, der klarede sig bedst gennem hele sagen. Ernst Wollweber blev anholdt 18. maj 1940, da en opvakt nordsvensk værnepligtig undrede sig over, at han talte så dårligt dansk, når nu hans pas påstod, at han var dansk statsborger.

Wollweber erkendte derefter pasforfalskning, men ellers var den tyske bagmand forsigtig med at tilstå for meget af alt det andet, han stod bag.

Han sagde dog tilsyneladende nok til at gøre et skidt indtryk på de svenske politifolk. I hvert fald noterede de i en rapport, »at menneskeliv overhovedet ingen betydning havde for ham«.

Efter anholdelsen skyndte Gestapo sig at begære Wollweber udleveret til Tyskland. Han var jo tysk statsborger, så det måtte vel være en formssag? Men Sovjetunionen meldte sig også på banen og hævdede over for de svenske myndigheder, at Wollweber var blevet sovjetisk statsborger og derfor burde udleveres til Moskva.

De svenske myndigheder, som i 1940 ingen interesse havde i at agere lus mellem to stormagters negle, valgte i første omgang at beholde Wollweber i deres eget fængselssystem. Senere i krigen efterkom svenskerne dog Stalins krav og udleverede diskret Wollweber til Sovjetunionen.

Det skete, da et sovjetisk militærfly 14. november 1944 landede i lufthavnen Bromma nordvest for Stockholm og hentede bagmanden til Moskva, hvor han kom på et langt rekreerende ophold på et kursted.

Efter krigen dukkede Wollweber op i Østtyskland og var i det følgende årti en stor mand i det socialistiske DDR. Blandt meget andet blev Ernst Wollweber i 1953 chef for det frygtede østtyske sikkerhedspoliti, Stasi. Med hovedkvarter i det Berlin, han var flygtet fra 20 år tidligere for at blive en af Sovjetunionens mest sprængfarlige agenter.

I efterkrigstiden vedblev de vestlige efterretningstjenester med at rapportere om Wollweber, som de mistænkte for at fortsætte med sin sabotagevirksomhed. Mistanken var, at han under den kolde krig genoplivede sin organisation, men nu rettede sine angreb mod de vestlige demokratier frem for mod de fascistiske regimer. Det britiske MI5, det norske PST og det svenske Säpo er blandt de efterretningstjenester, der har omfattende filer om Wollweber efter krigen.

Om det også er tilfældet for PET, er uklart, for som du kan læse i næste kapitel af Politiken Histories serie, mener den danske efterretningstjeneste stadig, at det er nødvendigt at holde dele af tjenestens arkiv om Wollweber-organisationen hemmeligt.

Læs tredje og sidste del af Wollweber-føljetonen her: Skibssabotører bombede løs i ly af storpolitisk magtspil.