Han smiler her, men den tripolitanske gesandt blev rasende under sit besøg i Danmark

Da Danmark i årene 1747-53 indgik fredstraktater med de nordafrikanske stater Algier, Tripoli (Libyen) og Marokko – også kaldet Barbareskerne – var det med et bestemt formål for øje: Danske skibe skulle kunne sejle til Sydeuropa og ind i Middelhavet uden frygt for at blive opbragt af nordafrikanske korsarer. Prisen i form af årlige leverancer af master, tovværk, kanoner og ammunition var værd at betale for det udbytte, som fred og profit bragte fra det område, som nu var blevet åbnet for dansk handel og skibsfart.

Det viste sig at være en korrekt vurdering. Dansk skibsfart høstede vældige gevinster i Middelhavet, ikke mindst under de store krige, Syvårskrigen 1756-63, Den Amerikanske Uafhængighedskrig 1775-83 og Revolutionskrigene fra 1793, hvor der var stor efterspørgsel på neutrale skibe.

Ifølge fredstraktaterne kunne Danmark have en konsul i hver af de nordafrikanske stater for at hjælpe danske skibe, bestille gaver til den nye hersker ved et tronskifte og ikke mindst løse de problemer, som måtte opstå med leverancerne. Der var oftest et eller andet galt, som konsulen måtte klare med lidt smørelse eller løfte om erstatning i næste sending.

Men det var sandelig hverken forudset eller ønsket, at nogen nordafrikansk stat skulle sende en diplomatisk gesandt til Danmark. I København og andre europæiske hovedstæder var holdningen, at faste eller rejsende ambassader fra Osmannerriget var uønskede og kun til besvær, og det gjaldt også de fire nordafrikanske stater, der formelt var underlagt den osmanniske sultan.

DESVÆRRE VAR DER IKKE NOGEN VEJ UDENON. På trods af konsul John Smiths bestræbelser i Tripoli stod den tripolitanske hersker Ali Karamanli fast på, at han ville sende en udsending til Danmark og Sverige, og gesandt Mahmud Aga med et følge på 10 personer begav sig ud på rejsen til København. I følget var også gesandtens søn Sidy Joseph, og efter en lang og slidsom rejse ankom gesandtens skib 23. april 1757, med måneders forsinkelse, til København.

Mahmud Agas fire måneder lange ophold i København blev en dramatisk affære, og han endte med at rejse fra Danmark i vrede. Længe har besøget været omgærdet af en del mystik, men et nøje studium af en overset kilde til besøget kaster et helt nyt lys over det kulturmøde, der fandt sted i den danske hovedstad i 1757.

Som en vestlig turist i Nordkorea eller det gamle Sovjetunionen blev den tripolitanske gesandt mandsopdækket af sin egen tolk, som sørgede for, at han så det rigtige, ikke mødte de forkerte og endelig ikke kom galt af sted.

Denne tolk var 33 år gamle Andreas Æreboe, som i fire måneder dag efter dag troppede op i gesandtens bolig, fornemmede stemningen, spurgte til hans ønsker for dagen og arrangerede interessante og opbyggelige udflugter til det bedste, Danmark og kongen kunne byde på.

Om aftenen skrev han så en udførlig rapport om dagens begivenheder og gesandtens humør og udtalelser til Hans Excellence J.H.E. Bernstorff, som var chef for Tyske Kancelli, tidens udenrigsministerium.

I dag findes Æreboes rapporter om Agas ophold på Rigsarkivet. For over hundrede år siden synes viceadmiral C.F. Wandel at have set på rapporterne til sin bog om Danmark og Barbareskerne, men hans læsning var meget overfladisk og præget af fordomme om Mahmud Aga, som i hans version blev reduceret til en eksotisk og grådig nordafrikaner med hang til badstuebesøg. Ingen andre synes at have benyttet Æreboes rapporter, og Wandels beskrivelse af Mahmud Aga har således fået lov til at stå uantastet. Derfor er det på høje tid med en grundig analyse af Æreboes detaljerede rapporter, som har vist sig at åbne for en helt anden fortolkning af Mahmud Aga og hans besøg og som en tillægsgevinst indeholder en enestående beskrivelse af maleren Carl Gustaf Pilo og hans arbejdsmetode.

Andreas Æreboe var ikke ubekendt med den verden, den nordafrikanske udsending kom fra. Fire år tidligere var han rejst med en dansk eskadre til Marokko, hvor han blev den første danske konsul. Han var i 1756 vendt hjem i tide til at modtage Mahmud Aga, og i den forbindelse kom hans arabiskkundskaber til stor gavn.

Æreboes journal er imidlertid ikke et dokument, man ukritisk kan læse, i tillid til at det giver en komplet og sandfærdig beskrivelsen af Mahmud Agas ophold og karakter. Æreboe skrev til sin overordnede Bernstorff, og han skrev ikke alt. Nogle ting vidste Bernstorff i forvejen og behøvede ikke at blive nævnt, f.eks. gesandtens ceremonielle modtagelse hos Bernstorff, som vi må finde beskrevet andetsteds. Andet undlod Æreboe at nævne, fordi det kunne falde i dårlig jord hos modtageren, så derfor måtte kiksere i organisationen og Æreboes egne fejl dølges. Total ærlighed og gennemsigtighed kan vi ikke regne med. Og så var der alt det, Æreboe ikke forstod. Han var ikke indviet i politik eller i beslutninger taget af de øverste magthavere, som opererede efter et need to know-princip.

ELEFANTEN I RUMMET var Frederik 5., 24 år gammel og enevældig konge siden 1746. Elskværdig, godmodig og absolut ikke uden charme, men desværre allerede stærkt alkoholiseret, og rygterne gik om orgier med prostituerede. Så kongens møder med udenlandske gesandter skulle doseres og times efter dagsformen.

Efter at have holdt en formfuldendt velkomsttale ledsagede Æreboe den fornemme gæst og hans følge til Gieslers Gaard, som lå, hvor Nordisk Ministerråd nu ligger, på adressen Ved Stranden nr. 18. Gieslers Gaard var dengang regeringens gæstehus, hvor fornemme besøgende fra udlandet blev indkvarteret. Ved ankomsten fik følget serveret kaffe efterfulgt af et måltid efter deres skik, som Æreboe skrev. Personalet var selvfølgelig orienteret om gæsterne og deres foretrukne kost.

Den nye udsending i København var i midlertidig utålmodig. Allerede efter velkomstmåltidet bragte Mahmud Aga sin modtagelsesaudiens hos Bernstorff på bane. Æreboe parerede med, at Bernstorff var på rejse i Danmark med kongen, så det kunne han ikke svare på. Om aftenen skrev han advarende i sin dagsrapport til Bernstorff, at Mahmud Aga var meget ærekær.

Faktisk gik der næsten tre uger, før gesandten fik sin audiens. Ventetiden blev brugt på besøg og promenader, men Mahmud Aga var stadig utålmodig. I begyndelsen af maj afslørede han for Æreboe, at han var kommet for at fremme handel mellem landene, for Tripoli ville gerne bytte egne varer med master, bjælker, tovværk og lignende, som han mente, at Danmark besad.

Æreboe bed ikke til bolle, men henviste ham til Bernstorff, idet han dog påpegede, at visse varer ikke kunne eksporteres fra Danmark, fordi andre traktater forbød det.

AUDIENSEN HOS BERNSTORFF fandt sted 10. maj efter mange samtaler om ceremoniellet, som i øvrigt også havde været genstand for grundig overvejelse internt i Tyske Kancelli og i Kommercekollegiet.

Det kan virke lidt latterligt for os, at selv små detaljer i en ceremoni betød så meget, men inden for diplomatiet vogtede man over sin egen og sin herres prestige, og det var vigtigt for Mahmud Aga at kunne berette til sin fyrste, at han havde fået de æresbevisninger, han havde krav på.

Ligeledes var det af stor betydning for Danmark på den ene side ikke at gøre gesandten vred over manglende æresbevisninger og på den anden ikke at give ham for meget, for det kunne danne præcedens.

I Kjøbenhavnske Danske Post-Tidender 13. maj var der en nøje beskrivelse af audiensen i Bernstorffs nyopførte pragtpalæ, som nu er Bredgade 42. Efter en lang indledning om Mahmud Agas kortege med 30 gardere til fods i spidsen og 24 i bagtroppen nåede man til den højtidelige modtagelse i palæets audiensgemak.

»Ved indtrædelsen i Gemakket, bukkede Gesandten, saasnart han blev Hs. Excellence vaer siddende lige for sig, nogle gange meget dybt paa Tyrkisk Maneer, indtil Hs. Excellence, som reiste sig lidet op, men satte sig strax derpaa igjen, gav ham et tegn med Haanden, at han ligeledes skulde nedlade sig paa et 3 Skrit fra lige over for hans Excellence paa samme Tapete staaende og med rødt Fløyel betrokken høyrygget Stoel«.

Herefter fulgte Mahmud Agas tale på arabisk, som Æreboe oversatte til tysk, overrækkelsen af Agas introduktionsskrivelse fra den tripolitanske hersker (hans såkaldte akkreditiv) og Bernstorffs svartale, som Æreboe oversatte til arabisk. Hermed var ceremonien mellem diplomaten og udenrigsministeren overstået, og efter et kvarters samtale over kaffe, chokolade og konfekt kunne Mahmud Aga og hans folk begive sig hjem i samme orden.

Tegning: Claus Nørregaard

Ifølge Æreboe havde Mahmud Aga været nervøs før audiensen og mod sin vane drukket to glas rødvin for at berolige nerverne. Modtagelsesaudiensen var en gesandts ildprøve, og det er ikke mærkeligt, at han på tilbagevejen var fornøjet og opmuntret.

Men glæden varede ikke længe, og snart begyndte Mahmud Aga at presse på for at få en snarlig audiens med Frederik 5. og seriøse forhandlinger med ministrene.

Som han forklarede Æreboe, ville ramadanen begynde 20. maj og vare 30 dage frem, og faste fra solopgang til solnedgang var selvfølgelig ikke befordrende for hans deltagelse i selskabelighed, møder og ceremonier. Det skabte også problemer internt i Mahmud Agas følge, for efter gesandtens mening var nogle af hans folk tilbøjelige til at hengive sig til druk og klammeri.

TINGENE GIK OP I EN SPIDS 19. maj, altså lige før ramadanens begyndelse. Her fik Mahmud et mindre raserianfald over de manglende fremskridt i forhandlingerne og sagde på lingua franca, det fælles blandingssprog i Middelhavsområdet, at han var »stae fujonade«, hvilket bedst kan oversættes til »i fængsel«. Senere sagde han, at man behandlede ham som en »perro«, en hund, som kom fra et lille sted, man ikke skulle tage hensyn til.

Mahmud Aga kølede efterhånden ned, men måske fandt man alligevel i de ledende kredse, at det var på tide at få arrangeret den audiens, for tre dage senere meddelte Æreboe gæsten, at han samme eftermiddag ville komme i audiens på Christiansborg.

Den slags var ikke uden omstændelige procedurer, som nok kunne irritere en i forvejen utålmodig gesandt. Først blev Mahmud Agas søn Sidy Joseph, ledsaget af den allestedsnærværende Æreboe, kørt til slottet for hos overhofmarskal højgrevelig excellence Adam Gottlob Moltke at anmode om audiens, som blev tilstået, efter at samme overhofmarskal havde anmodet om majestætens godkendelse. Nu kunne Mahmud Aga tage til Christiansborg Slot, hvor han mødtes med overhofmarskal Moltke, som meddelte ham kongens beslutning, og at han ville sende bud efter Mahmud Aga med besked om majestætens allernådigste beslutning om, hvornår det behagede ham at lade ham komme i audiens.

Så var det tilbage til Gieslers Gaard for at afvente besked om audiensen.

Mellem fem og seks sen eftermiddag kom en lakaj fra slottet med besked om, at nu kunne gesandten komme i audiens.

På Christiansborg Slot førte Æreboe og de udvalgte hoffolk den tripolitanske gesandt med søn ad »Kavallerløngangen« videre til »Marskallens Stue« og derefter op ad »Marmortrappen«, forbi »Højesteret«, »Guardersalen«, »Lakajgemakket« og slutteligt ind i »Forgemakket«.

Her blev gesandtens søn bedt om at vente, mens gesandten og Æreboe trådte ind i »Apartementet«, hvor de afventede majestætens ankomst.

Ruten var ikke tilfældig. Det er et af de ældste tricks i diplomatiet at lede gæsten gennem en række stadig prægtigere rum for at udmatte ham og overbevise om værtens rigdom og magt og sin egen ubetydelighed.

Efter fem-seks minutters ventetid viste Frederik 5. sig ledsaget af overhofmarskal Moltke og indlod sig på nogle minutters konversation med Mahmud Aga. Det planlagte højdepunkt var, da kongen lod Sidy Joseph hente for også at hilse på ham. Herefter gjorde gesandten sin reverens, dvs. bukkede dybt, og vandrede med Æreboe som fører hele vejen tilbage gennem forgemak, lakajgemak osv.

Han var, skrev Æreboe, meget tilfreds og beundrede Frederik 5.s mildhed og nåde.

Straks efter ankomsten til sit logi gik gesandten ind i sit kammer og bad en takkebøn for den vel overståede audiens.

Da Æreboe senere på aftenen aflagde gesandten et besøg, var Aga i fint humør, for solen var gået ned, og han havde indtaget det første måltid. Vennesælt bad han Æreboe sidde hos sig på sofaen, hvor han udtalte mange smukke ord om Frederik 5. og den lykke, som nationen havde ved at leve under så mild og god en konge. Om det var maden og normaliseringen af blodsukkeret, som spillede ind, kan vi ikke bedømme nu, men ordene må være blevet læst med velbehag af Bernstorff og Moltke.

EFTER AUDIENSEN kom der for alvor gang i sightseeing og visitter. Man kan se gesandtens nysgerrighed efter at se og lære så meget som muligt, men sandelig også danske ønsker om at vise det bedste, byen og landet havde at byde på, med vægt på dets militære magt og kulturelle niveau. Udflugterne gik til steder som Rosenborg, Kronborg, Gammelholm og Nyholm samt Det Kongelige Frederiks Hospital i Frederiksstaden, der netop var blevet indviet.

4. juli var Mahmud Aga endog gæst hos J.H.E. Bernstorff på dennes ’lystgård’ i Lyngby, hvor de blev trakteret »magnifique«, som den imponerede Æreboe skrev til værten.

Fastetiden tog imidlertid hårdt på Mahmud Agas humør, og det var en lettelse for alle, da den 18. juni var forbi. Dog fornemmer man, at der stadig fandtes en vrede hos den tripolitanske gesandt, som alle visitterne og omvisningerne ikke kunne dulme i længden. Måske var det ikke blot fasten, men de uendelige besøg uden politisk indhold, som skabte utilfredsheden.

7.-9. juli var Mahmud Aga på Fredensborg Slot, hvor han foruden overhofmarskal Moltke mødte gehejmeråderne Bernstorff, Dehn og Holstein. På mødet med Bernstorff meldte den tripolitanske gesandt ud, at hvis Danmark ønskede ændringer i fredstraktaten mellem de to lande i form af en handelstraktat, så kunne han sørge for det på sin herres vegne. Mahmud Aga tilføjede, at han påtænkte at rejse videre til Sverige 1. august, og anmodede om afskedsaudiens, hvilket Bernstorff formelt lovede at forelægge kongen til godkendelse.

Mahmud Aga skulle have deltaget i kongens kur, men var for længe om at klæde sig om, så det gik han glip af, men han fik aflagt visit hos dronning Juliane Marie, kronprins Christian (7.) og prinsesse Charlotta Amalie.

Næste besøg på Fredensborg var 29. juli, hvor Mahmud Aga igen anmodede om afskedsaudiens hos Frederik 5., men her meddelte overhofmarskal Moltke, at det først kunne lade sig gøre, når gesandten næste gang kom til Fredensborg. Næste dag rejste de videre til Hirschholm Slot, hvor enkedronning Sophie Magdalene residerede og nådigt tog imod gesandten og hans tolk og talte lidt med ham.

Der var nok ikke så meget at foretage sig i enkedronningens tilbagetrukne cirkler, så både herrer og damer i hendes hof forsøgte at få ham til at indtage middag med dem og tilbød at vise ham slottet og haven, men han undskyldte sig og tog tilbage til København.

Foto: Andreas Møller/SMK

Nogle dage senere anmodede Mahmud Aga om afskedsaudiens hos Bernstorff, jo før, jo bedre. Den blev fastlagt til 9. august. 4. august begav Mahmud Aga sig med søn og tolk til Fredensborg for at anmode om afskedsaudiens hos Frederik 5. Det gik gennem overhofmarskal Moltke, som indbød gesandten til møde 5. august, hvor han underrettede ham om, at majestæten allernådigst ville sende besked, når han »allernaadigst vilde behage at admittere ham til Audience«.

Så var det bare at vente i sit stiveste puds, indtil det behagede kongen at dukke op. Men efter audiensen, hvor Frederik 5. åbenbart viste sig fra sin bedste side, var Mahmud Aga både tilfreds og rørt. På vej ud af kongens gemak sagde han i Æreboes gengivelse til sine læsere, Bernstorff og Moltke:

»Ved Gud I er lykkelig at I haver saa naadig og mild en Konge, som Gud alleene haver givet Dannemarck«

MINDRE LYKKELIG VAR FORTSÆTTELSEN, da Mahmud Aga ville smutte forbi hos dronningen og det øvrige selskab for at tage afsked. Rystet over dette afslappede forslag underrettede Æreboe ham om, at han samme morgen havde foreslået ham at anmelde disse besøg, men ikke fået noget svar fra gesandten. Nu kunne Æreboe ikke garantere, at det var belejligt, for han var hverken anmeldt hos dronningens overhofmester eller de andre herskaber.

Alligevel gik gesandten med Æreboe til dronningens forgemak for at anmode om audiens.

Nu kom selveste overhofmarskal Niels Krabbe Vind til stede og underrettede gesandt og tolk om, at det ikke kunne lade sig gøre. Mahmud Aga skulle have ladet sig melde om morgenen.

Herefter begav gesandten sig med den stadig mere rystede Æreboe til den blot 8-årige kronprins Christians forgemak og begærede audiens. Men kronprinsen var hos sin lærer og kunne ikke forstyrres, heller ikke for en gesandt fra Tripoli, der snart skulle rejse. Hofmester Ditlev Reventlow bad Mahmud Aga om at returnere om en time, når kronprinsens time var slut.

Det fik Mahmud Agas vrede til at koge over, og efter en moralsk formaning fra Æreboe om det umulige i her at få audiens hos kronede hoveder uden at have en aftale mumlede han nogle ord, som Æreboe ikke fandt passende at gengive i sin rapport.

Æreboe svarede med en salvelsesfuld tale om, hvordan han som den danske konges repræsentant havde måttet stå i seks-otte timer under åben himmel og vente på at få audiens hos kejseren af Marokko.

Tegning: Claus Nørregaard

Om talen mest var beregnet til Bernstorffs øjne, er usikkert, men den fik Mahmud Aga til at falde ned, mente Æreboe.

Men Mahmud Aga ville hjem til Gieslers Gaard nu. Det kunne ikke lade sig gøre, påpegede Æreboe, hestene var endnu ikke klar, fordi de var blevet redet hele dagen. Man skulle tro, at nu kunne de nå mødet med kronprinsen, men det blev der ikke noget af, og efter en times tid begav gesandt og tolk sig mod København.

Det gik bedre med afskedsaudiensen hos Bernstorff 9. august. Den foregik på samme vis som modtagelsesaudiensen, og Mahmud Aga var meget tilfreds med de gaver, som der var tradition for at give en gesandt og dennes fyrste ved gesandtens afskedsaudiens, og som i hans tilfælde synes at have været ganske generøse.

Det hjalp selvfølgelig, at han selv havde forhandlet med Tyske Kancelli om sine og sin herres gaveønsker.

MEN HEREFTER GIK DET GALT. Mahmud Aga havde et stort skænderi med sine folk, som klagede over hans griskhed. Han havde tilsyneladende lovet dem store gaver for at rejse med ham, og nu beskyldte de ham for at beholde de danske gaver for sig selv. Der synes at have været noget om det, for Mahmud Aga havde sagt til Æreboe, at han ville give sine folk penge i stedet for nogle af gaverne, som han åbenbart havde svært ved at skilles fra. Nu endte det med et mindre mytteri, hvor de fornemste af hans ledsagere nægtede at rejse med ham til Sverige.

Æreboe forsøgte at mægle, men kun med begrænset held. Tre af folkene nægtede at bøje sig. I begyndelsen syntes Mahmud Aga at tage det nogenlunde muntert, og ved sin afskedsvisit hos overhofmarskal Moltke udtalte han, at de tre af hans folk, som ikke ville med til Sverige, var nogle »Kanaljer«, og han bad Moltke om, at de ikke måtte blive kendt som folk fra Tripoli. Men han opfattede tydeligvis den lille arbejdsaktion som en ydmygelse.

20. august holdt Æreboe sig hjemme, fordi han var »upasselig«, et ord, han i sine indberetninger brugte som et generelt udtryk for at være syg eller utilpas i en sådan grad, at man var nødt til at holde sig inden døre – eller bare for at have brug for en pause fra de tripolitanske forviklinger.

Men nu blev Æreboe på sit sygeleje afbrudt af en delegation bestående af Giesler selv og hans folk, som bad ham om at komme til Gieslers Gaard og tale med Mahmud Aga. De ville ikke betjene gesandten og hans folk, før de havde fået sikkerhed for, at de kunne gøre det uden fare for liv og lemmer.

Så måtte Æreboe på benene fra sit sygeleje og begive sig til Gieslers Gaard for at få hele historien.

Den var dramatisk. Sidy Joseph havde såret en af tjenestepigerne i »det tynde af Livet« med en kniv.

Forhistorien var, at han havde tørret sin kniv i et sengegardin, som hun var ved at rede, og da hun bad ham om at lade være, skældte han hende ud og tilføjede hende et sår med kniven. Bag episoden lå åbenbart seksuel spænding eller jalousi, for Sidy Joseph havde ifølge Æreboe flere gange tidligere fristet pigen »til at have sin Vilje med hende«.

Det er Æreboes formulering, og man efterlades med en vis usikkerhed om, hvor langt det var gået mellem dem. Forelagt sagen og efter at have set pigens sår sagde Mahmud Aga bare, at det ikke skulle ske mere, men at de skulle have sagt det til ham tidligere.

Æreboe bebrejdede ham, at han ikke ville betale for en feltskær til at forbinde pigen, men forgæves, og Æreboe forlod sceneriet.

EPISODEN UNDER MAHMUD AGAS OPHOLD i København er en af flere, som tigger om en forklaring. Æreboe synes ikke at være overrasket eller forarget over relationen mellem gesandtens søn og tjenestepigen, og man kan godt fundere over, hvad der ellers gik for sig i Gieslers Gaard.

Det var velstående og indflydelsesrige mænd, der boede her som regeringens gæster. Forventede de og fik de yderligere service af nogle af tjenestepigerne? Eller skal vi holde fast ved den gamle kliché om en grum orientaler, der forfører en uskyldig tjenestepige? Sikkert er det, at vi ikke hører mere om hende.

Scenen fik ikke den store betydning, for næste dag var afrejsedag, og gesandten skulle med søn, kniv, bagage, gaver og resterne af sit følge transporteres til Helsingør og over Sundet til Helsingborg, hvorefter de ville være Sveriges problem. Mahmud Aga var i ondt lune og ville ikke udsætte sin rejse, skønt den svenske ambassadør havde foreslået ham at vente, til den svenske tolk ved navn Rüben ankom til Helsingborg.

Rejsen blev et mareridt for Æreboe. Mahmud Aga klagede over vognene, som transporterede hans kufferter, og Æreboe forklarede, at samme slags vogne blev brugt til transport af kongens kufferter, hvilket gesandten besvarede med en hånlig latter, hvorefter Æreboe konkluderede, at der nok ikke var grund til at fortsætte samtalen.

Efter overnatning i Rungsted var Mahmud Aga stadig i dårligt humør. I Helsingør overnattede de hos vinhandler Johan Christian Sprunck, en af sundtoldsbyens mest fremtrædende borgere.

Svenskerne var stadig ivrige efter at holde den tripolitanske delegation og udgifterne til den i Helsingør så længe som muligt, men Mahmud Aga ville over Sundet med det samme.

Som han direkte sagde, så ville han ikke længere være blandt »Kanaljer«.

Mahmud Aga, som tydeligvis ikke var en ven af det salte hav, ville have et bedre fartøj til overfarten, men Æreboe måtte svare ham, at det ikke var at få. I en samtale med kaptajnen på vagtskibet advarede Mahmud Aga om, at han ikke ville blive våd.

Hans vrede og uhøflige opførsel fortsatte på overfarten, og i Helsingborg gik det helt galt. Her beskyldte han Æreboe for at have skrevet dårligt om ham og nægtede at lytte til hans benægtelser, og for at det ikke skulle være løgn, lød det, at den svenske told ønskede at kontrollere indholdet af gesandtens kufferter. Æreboe prøvede forgæves at forhindre det, da han vurderede, at gesandtens vrede ville blive rettet mod ham.

Det havde han helt ret i.

Mahmud Aga beskyldte Æreboe for at ophidse folk mod ham, at han ville tage med til Stockholm for at tale dårligt om ham, og at det skulle komme til at koste Æreboe dyrt.

Under det efterfølgende skænderi frygtede Æreboe på et tidspunkt, at den rasende gesandt ville hente et gevær og skyde ham ned. Som i en fransk komedie dukkede Tullverket som annonceret op midt i det hele i form af nogle toldbetjente, hvilket fik Mahmud Aga til at smide tøjstykkerne fra sine kufferter for fødderne af betjentene. De fandt intet at konfiskere eller fortolde og fortrak hastigt.

Æreboe skyndte sig så til borgmesteren i Helsingborg og bad ham sende en eller anden med den tripolitanske gesandt, for selv turde han ikke, men det blev nægtet. Sammen vendte de tilbage til Mahmud Aga, som stod rejseklar på trappen og meddelte Æreboe, at hvis han her eller i Stockholm kom i nærheden af ham, så var det af med hovedet.

Som svar kaldte Æreboe gesandten »afsindig« og tilbød at sende sin tjener med ham, men tjeneren skulle ikke nyde noget og nægtede. Komedien sluttede, da Mahmud Aga satte sig ind i vognen med sin søn og en anden tjener og kørte mod Stockholm.

ÆREBOE SAD NU TILBAGE og skulle forklare sine høje overordnede, hvorfor det kostbare besøg var endt så katastrofalt. Det forklarede han tro mod sin natur vidtløftigt over 10 sider. Han kom med flere eksempler på Mahmud Agas udsvævende liv og mangel på høflighed, men den vigtigste forklaring havde han fra en samtale, han havde haft med Mahmud Agas søn Sidy Joseph i Helsingborg.

Nedtrykt over sin fars opførsel havde han forklaret Æreboe, at hans far nogle gange indtog et stof kaldet ’affion’, som gjorde ham »ildsindet« og mistænksom over for alt.

Det havde han også gjort i Tripoli, og nogle gange havde han under påvirkning af stoffet uden grund slået to af Sidy Josephs søskende så hårdt, at hans mor grædende måtte rive dem ud af hænderne på ham.

Sønnen var selv begyndt at bruge affion i Tripoli og havde oplevet lignende symptomer, men da hans mor opdagede stoffet i en æske, slog hun ham rasende og smed det på gaden. Nu kunne faderen ikke holde op uden at blive syg.

Æreboe kommenterede, at han selv nogle gange havde set gesandten tage noget fra et tørklæde og spise det, men havde ikke kunnet tro, at en sådan mand ville indtage noget, som mest bruges af den gemene pøbel i Barbariet og Tyrkiet.

Kort sagt: Den tripolitanske gesandt havde fået paranoia som følge af indtagelse af et narkotisk stof – der kan være tale om opium.

Det var Æreboes forklaring, som passer godt, måske alt for godt med gesandtens raserianfald. Men det var også en for Æreboe belejlig forklaring, som kunne bruges til at frikende ham selv og de danske værter.

KAN VI KOMME VIDERE? Vi kender ikke formålet med Mahmud Agas mission til Danmark og Sverige. Det er selvfølgelig muligt, at berigelse under en eller anden form var hele eller dele af formålet. Alle udgifter blev betalt af Danmark, og afskedsgaverne var kostbare. Mahmud Agas ledsagere var i det mindste for nogles vedkommende af høj stand og forventede deres del af rovet. Imod ideen om personlig berigelse som hele formålet taler, at der samtidig med Mahmud Agas besøg var en anden tripolitansk gesandt på diplomatisk mission til Holland og Østrig, så noget kunne tyde på, at Mahmud Agas rejse til Danmark og Sverige var del af en samlet aktion.

Der var i 1754 kommet nyt styre i Tripoli, hvor den 23-årige Ali Karamanli havde overtaget tronen efter sin far, Mohammed Karamanli, og det kan være, at de nye folk i Tripoli ville knytte tættere forbindelser med Vest- og Nordeuropa.

Vi ved på nuværende tidspunkt ikke nok til realistisk at kunne formulere en teori om formålet med de tripolitanske gesandters missioner. Men øgede handelsforbindelser var i hvert fald et ønske fra tripolitansk side. Mahmud Aga havde fuldmagt til at afslutte en supplerende handelsaftale med Danmark, og han fremlagde tidligt de tripolitanske ønsker, der omfattede master, planker, tovværk, og vi tager næppe fejl i at føje kanoner og ammunition til den tripolitanske ønskeseddel.

Det var den type varer, som Danmark i forvejen årligt forærede til Tripoli, og nu ønskede de mere.

Tegning: Claus Nørregaard

Det kan hænge sammen med, at korsarkaptajnerne havde fået større indflydelse efter tronskiftet, men vi kan ikke vide det. Præcis de varer kunne Danmark af politiske grunde ikke eksportere til Tripoli. De årlige gaver var en nødvendighed, som andre stater måtte acceptere, fordi alle gjorde det, men direkte eksport af udrustning til de tripolitanske korsarflåder ville ikke falde i god jord hos en stat som Spanien, der havde erklæret handelsboykot mod Danmark efter den første traktat med Algier.

Så det danske svar måtte blive et nej, eller rettere: intet svar. I stedet blev den tripolitanske gesandt holdt hen med visitter og fremvisning af Danmarks militære styrke og høje kulturelle stade.

Det kunne Mahmud Aga selvfølgelig godt mærke, og det kan være med til at forklare hans vrede, mens han forgæves ventede på realitetsforhandlinger. Han var under pres. Han var blevet frygtelig forsinket på rejsen, og nu fulgte måned efter måned i København uden resultater.

Hans følge blev mere og mere uroligt, og så stødte han ind i det indviklede og utålelige ceremoniel omkring Frederik 5. og den kongelige familie.

VI VED PÅ NUVÆRENDE TIDSPUNKT ikke andet om Mahmud Aga, end hvad Æreboe skrev. Men af den danske tolks subjektive beskrivelse af den tripolitanske gesandt kan man udlede nogle træk ved mandens karakter, som ikke bare er vrede og trang til berigelse.

Man mærker en ægte glæde ved haver og blomster. Han skal hele tiden se haver, og Frederiksberg Slots have var et fast udflugtsmål. Ved afslutningen af besøget på orangeriet ved Rosenborg ordnede chefgartneren personligt en speciel buket til Mahmud Aga, som synes at have vakt stor og ægte glæde, og han sagde til gartneren, at under fasten var der ikke noget bedre for ham end blomster.

På vej tilbage fra audiens på Fredensborg insisterede han på at blive kørt gennem Dyrehaven for at se dyrene. Ved en anden lejlighed i Dyrehaven ville han ind på kroen Fortunen, hvor han nød en kop te og et stop tobak.

Det er måske her i skoven, mennesket Mahmud Aga toner klarest frem for os, som han sidder med sin pibe og nyder ensomheden i naturen, fri for den allestedsnærværende Æreboe og kongefamiliens kvælende ceremonier.