Vejen til Theresienstadt

I de tidlige morgentimer søndag 29. august lød dørklokken til overrabbiner Max Friedigers lejlighed i Store Kongensgade 21 i København. Her boede han med sin hustru, Fanny, og deres 23-årige søn, Arthur, og udenfor stod tre bevæbnede soldater, hvoraf i hvert fald en var dansker.

Den danske soldat beordrede overrabbineren og sønnen til at følge med til forhør. De fik besked om, at de snart ville komme tilbage, hvorefter de blev ført ned til en overdækket lastvogn, der efter at være standset ved andre adresser kørte dem til Alsgades Skole på Vesterbro.

Skolen var blevet beslaglagt af besættelsesmagten og blev altså nu benyttet som opsamlingssted for de godt 150 gidsler, værnemagten tog, som følge af at den danske samarbejdspolitik netop i de dage brød sammen. Blandt disse gidsler, der først og fremmest omfattede mænd i fremtrædende stillinger, var også 22, der enten var jøder eller havde jødiske aner.

Løftet om, at Max og Arthur Friediger snart ville komme hjem igen, blev ikke holdt. Efter at have opholdt sig i skolens gymnastiksale et par dage blev størstedelen af gidslerne, blandt andre overrabbiner Friediger, ført til Horserødlejren i Nordsjælland, hvorimod en lille gruppe, der omfattede Arthur Friediger, blev ført til Vestre Fængsel.

Sensommeren 1943 var varm og solrig, og i Horserød kunne gidslerne opholde sig meget udendørs mellem de røde træbarakker. Der blev både solbadet og gjort gymnastik, og de veluddannede mænd – mange var redaktører, journalister eller universitetsprofessorer – holdt forelæsninger for hinanden eller samledes for at lytte til musik på en grammofon med tilhørende plader, som Politiken og Berlingske Tidende var gået sammen om at donere til de tilbageholdte.

26. september fejrede gidslerne ligefrem kong Christian 10.s fødselsdag med taler, lagkager (tilsendt fra venner og familie) og anden festivitas. I verden udenfor blev fødselsdagen meget beskedent markeret, idet kongen siden 29. august havde været i husarrest på Sorgenfri, og besættelsesmagten havde forbudt forsamling foran slottet.

På forsiden af Politiken lød det, at fødselsdagen ville »blive fejret meget stilfærdigt«, men i Horserød blev dagen markeret på festligste vis.

Fire dage efter kongens fødselsdag var det så rosh ha-shanah, det jødiske nytår. I ugerne op til havde overrabbiner Friediger været meget bekymret for, hvordan højtiden ville kunne fejres, nu da han selv var interneret.

Selve nytårsgudstjenesten kom da heller aldrig til at finde sted, selv om rabbiner Marcus Melchior havde konstitueret sig selv som fungerende overrabbiner efter Friedigers internering.

28. september lækkede G.F. Duckwitz, der arbejdede på det tyske gesandtskab, nemlig oplysninger (formentlig med rigsbefuldmægtigede Werner Bests vidende og måske endda på hans opfordring) til socialdemokratiske politikere om en forestående aktion mod jøderne i Danmark.

Nu begyndte arbejdet med at advare om tyskernes planer.

H.C. Hansen og Hans Hedtoft, der modtog disse oplysninger, kørte straks ud til Mosaisk Troessamfunds formand, C.B. Henriques, mens formanden for Socialdemokratiet, Alsing Andersen, der også var til stede under mødet, hvor advarslen blev lækket, kontaktede Inga Bardfeld, sin sekretær.

Hun var gift med en ung jødisk mand, Seew Bardfeld, der i 1930’erne var kommet til Danmark fra Tyskland, og hun skyndte sig hen til Julius Margolinsky, der havde ansvaret for gruppen af jødiske landvæsenselever (en gruppe, som hendes mand tilhørte) – unge mænd og kvinder, der var kommet til Danmark for at lære landbrug som forberedelse til deres udvandring til Palæstina – og videre herfra til rabbiner Melchior.

Den følgende dag i de tidligste morgentimer blev der afholdt en særlig gudstjeneste, som det er kutyme op til det jødiske nytår – og det var denne morgengudstjeneste, som Marcus Melchior afbrød for at opfordre alle de tilstedeværende til at skynde sig hjem og lade advarslen gå videre til venner og slægtninge.

JØDERNE I DANMARK VAR PÅ FLUGT, og som bekendt lykkedes det langt størstedelen at komme over Øresund til Sverige. Men ikke alle.

Mandag 27. september 1943 flyttede familien Oppenhejm tilbage til København efter at have tilbragt sommeren i deres villa på Ndr. Strandvej 27 på Rungsted Kyst i Nordsjælland. Familien, der bestod af 57-årige Moritz og 45-årige Mélanie og børnene Helmuth på 25, Ralph på 18 og Ellen på 17, boede i Lundsgade 4 lige bag Østre Anlæg. Derudover var der datteren Ruth, som siden 1938 havde opholdt sig i England.

Få dage efter deres tilbagevenden til København var deres liv, som de kendte det, i opbrud. De var en jødisk familie og som så mange andre pludselig truet.

Moritz Oppenhejm var overretssagfører og havde kontor på Rådhuspladsen, mens Mélanie, der var født og opvokset i Hamburg og først kom til Danmark i forbindelse med sit ægteskab, styrede hjemmet og deltog aktivt i det jødiske foreningsliv. Hun var blandt andet forkvinde for Jødisk Kvindeforening og derigennem stærkt involveret i Jugend Alijah, en organisation, der foretog et omfattende hjælpearbejde for at få jødiske børn ud fra Hitlers magtområder og videre til Palæstina. Det var sidst i 1930’erne lykkedes hende og andre danske kvinder at få 320 børn til Danmark.

Den ældste søn, Helmuth, var en dygtig roer, og efter at familien havde hørt rygter om den forestående aktion mod jøderne, tilbød han at ro familien over Øresund. Det afslog forældrene af uransagelige årsager, og han roede så selv til Ven 29. september og kom derfra videre til det svenske fastland.

Derimod blev de tilbageværende fire medlemmer af familien Oppenhejm samt yderligere fire flygtninge arresteret på Øresund efter et mislykket flugtforsøg 1. oktober om aftenen. De var roet ud – men ingen af de otte om bord kunne ro, og det viste sig desuden, at båden var læk.

Efter at have været på vandet i hvad der føltes som timevis, blev de samlet op af DFDS’ damper ’Ydun’.

Familien kendte til deportationerne af jøder fra Tyskland, idet Mélanies mor, som familien flere gange forgæves havde ansøgt om indrejsetilladelse til Danmark for, i juli 1942 var blevet deporteret fra Hamburg til Theresienstadt, hvor hun i april 1943 var afgået ved døden.

Den oplysning havde familien Oppenhejm i København også nået at modtage, og 1. oktober om bord på ’Ydun’ forsøgte Moritz Oppenhejm uden held at overtale kaptajnen til at sejle de otte flygtninge til Sverige.

I stedet telegraferede kaptajnen efter lodsbåden i Helsingør.

Det fik Moritz Oppenhejm til at tage et drastisk skridt. Ellen Oppenhejm fortalte mange år senere:

»Far kom ned igen og fortalte, at kaptajnen ikke ville hjælpe. Mandskabet lod os derefter være alene. Min mor havde af vores læge, Per Thygesen, der var en af mine forældres meget gode venner, fået en flaske indeholdende morfin blandet med cognac. Dette skulle vi nu drikke. Jeg var 17 år og syntes jo ikke, jeg skulle dø – men det skulle jeg altså. Så jeg drak det«.

»Min far græd, noget jeg ikke havde set før – og aldrig så siden. Men han følte sig jo skyldig over at lade sine to børn på 17 og 18 tage gift«.

Da lodsbåden ankom, var det med Hans Juhl (også kaldet Gestapo-Juhl) om bord. Han var tysk Kriminaloberassistent og stod for grænsekontrollen, og han arresterede de otte flygtninge og bragte dem i land.

Under de forhør, der efterfølgende fandt sted i hans kontor på havnen i Helsingør, mistede familien Oppenhejm én efter én bevidstheden. Det sidste, Ellen Oppenhejm efterfølgende huskede derfra, var, at hun sagde alle de grimmeste ting, hun kunne på tysk. Hun var jo alligevel sikker på, at hun snart skulle dø.

I løbet af natten til 2. oktober blev familien som nogle af de første jøder ført til Horserødlejren vest for Helsingør. En læge blev hentet fra den del af lejren, hvor gidslerne fra 29. august sad, med besked om at udpumpe de bevidstløse mennesker.

Familien Oppenhejm blev tilbage i Horserødlejren, da en lille gruppe jødiske mænd blandt gidslerne, heriblandt overrabbiner Friediger, i de tidlige morgentimer 2. oktober blev ført til København og om bord på skibet ’Wartheland’, der lå ved Langeliniekajen. Samme formiddag afgik skibet med 198 jøder samt 150 kommunistiske fanger om bord.

Om bord på ’Wartheland’ var blandt andre familien Krasnik, som var blevet arresteret under ganske særlige omstændigheder.

Faderen, den 35-årige Isak, var formentlig blevet stukket, da han var ude for at lede efter en overfartsmulighed for familien. I hvert fald kom han ikke hjem, og hans kone, Rachel, der var gravid i 5. måned, blev efter et par dage så bekymret, at hun gik til Dagmarhus for at spørge, om de der havde nyt om ham.

Dette var lige før jødeaktionen. Hun fik besked på at komme tilbage næste dag sammen med sin datter for at hente ham. Da hun ankom sammen med den 5-årige Birgit, blev de låst inde i et mørkt rum, hvor de sad indtil om aftenen, hvor de blev ført til Langeliniekaj.

Først om bord på ’Wartheland’ blev de genforenet med Isak.

På skibet mødte familien Krasnik flere familiemedlemmer blandt de andre tilfangetagne: Birgits onkler og tanter og begge sæt bedsteforældre. En del fanger var blevet arresteret hjemme, andre under mislykkede flugtforsøg.

Om formiddagen 2. oktober afsejlede ’Wartheland’ mod Swinemünde, det nuværende Swinoujscie.

Danske nazister hånede de deporterede på ’Wartheland’

En af de 198 jødiske fanger om bord var 56-årige Isaak Marcouse, der oprindeligt stammede fra Rusland, men som siden 1916 havde opholdt sig i Danmark. Kort efter sin ankomst til Sverige i april 1945 beskrev Marcouse forholdene på den flere dage lange rejse:

»Lastbilen standsede brat, foran os laa en stor graamalet Damper. Vi blev kommanderet op ad en høj Trappe til Damperens Dæk, og da [vi] anstrengt naaede dette, kommanderet igen ned af Damperens andre Trapper paa Bunden af Skibet […] I denne Last Kabine blev en Del af os anbragt helt ned paa Gulvet, andre derimod saa højt op, at de havde det største Besvær med at kravle op paa de anviste Plads. Der kom flere og flere Mennesker til og tilsidst var der saa mange, at vi laa som Sild i Tønden.

Damperen laa stille, SS.Folkene skrev Lister med de Fangnes Navne og forbi os, trætte og matte som vi var, defilerede frem og tilbage hoverende unge Mennesker, Danske fra Fricorps Danmark. Disse unge Fyre, Forrædere af deres eget Fædreland, har i Mellemtiden gjort sig usynlige og vil blive sat nu paa de Steder, de selv har fortjent.

Den 3 Oktb ankom vi til Swinemünde efter en anstrengende Rejse paa Vand og Brød. Naar vi skulde besørge et lille Ærinde maatte vi som Akrobater kravle op og ned, især var det for ældre Mennesker anstrengende at røre sig – saa hensynsløs var vi anbragt!

I Swinemünde gik vi, de som har haft Kræfter til [det], i Land – en Del meget gamle Damer, som ikke kunde bevæge sig, blev simpelthen fastgjort i Lastkæden til Hejsekranen og udskibet som Gods, en Syn som er vanskeligt at glemme!

I Swinemünde blev vi kommanderet i lukkede Fragtvogne – uden Bænke – uden nogen som helst menneskelige Bekvemmeligheder.

I hver Waggon var vi ca 70 Personer, vi kunde ikke strække Benene og var infiltrede i hinanden. Brød og Vand var vor Forplejning undervejs, med Undtagelse af en enkel Gang, vi fik Marmelade. Denne Rejse var uhyre anstrengende, da vi alle laa paa Gulvet i Løbet af Jernbanefarten – ca 2 1/2 Døgn, til Theresienstadt. Som allerede beskrevet, kunde vi ikke se ud af Vinduerne, idet disse var sømmet til med Brædder, og vi i Løbet af samtlige 5 Dage, hele Rejsen varede, ikke kunde se hvorhen man deporterede os.

Den 5 Oct om Natten naaede vi Theresienstadt. Undervejs døde tre ældre Mennesker, og en Dame blev sindssyg. Med tungt Hjerte var jeg nødt til at hjælpe til at binde hende. Hun snakkede hele Tiden om sin Søster, som venter hjemme. En anden blind Dame 86 Aar gl. forsøgte hele Rejsen at give Foder til sin Papegeje, hun sandsynligvis har efterladt. En tredje Dame paa 93 Aar laa døende allerede ombord paa Skibet – og jeg saa ikke noget mere til hende. ---- «

’WARTHELAND’ LAGDE TIL i Swinemünde efter godt et døgns sejlads. Herfra blev de jødiske fanger, som beskrevet af Marcouse, ført til ventende kreaturvogne, der bragte dem til ghetto Theresienstadt, hvor de ankom 5. oktober om aftenen.

De tilfangetagne kommunister fra ’Wartheland’ blev derimod ført til kz-lejren Stutthof ved Danzig.

Der fandt også arrestationer sted i provinsen. En time efter ’Wartheland’s afgang fra København afgik et tog bestående af kreaturvogne fra Aalborg. Det gjorde stop i flere byer og opsamlede undervejs i alt 83 fanger, der var blevet arresteret i Jylland og på Fyn.

Blandt de arresterede på Fyn var den 19-årige Lydia Frankenstein. Hun var kommet til Danmark i december 1939 fra Wien ved hjælp af det zionistiske hjælpeprogram Jugend Alijah, som blandt andre Mélanie Oppenhejm var involveret i, og hvis formål var at hjælpe jødiske børn og unge ud af Hitlers magtområde, så de kunne komme videre til Palæstina.

Lydias mor, Helene, der var operasangerinde, var ikke jøde og blev i Wien under hele krigen, mens Lydias far, journalisten Max Frankenstein, i 1939 flygtede via Italien til Frankrig, hvorfra han 9. september 1942 blev deporteret til Auschwitz-Birkenau.

De sidste ni måneder inden jødeaktionen boede Lydia i Danmark hos sognepræst C.P. Rudolph i Flødstrup ved Ullerslev på det østlige Fyn, og det var her, hun natten til 2. oktober blev hentet af tyske politisoldater.

I alt 31 unge mennesker fra Jugend Alijah-programmet blev arresteret på Fyn. Mange af dem blev først ført til Vestre Skole i Odense, hvor andre jøder arresteret i området også var bragt hen. Herfra blev de transporteret til Staldgården i Kolding og efter nogle timers ophold ført videre til banegården under luftalarm og gennet ind i togstammens kreaturvogne.

Flere af de unge, der havde boet og arbejdet på bondegårde, huskede senere, hvordan de under transporten blev nødt til at benytte deres gummistøvler til at drikke af, idet de var de eneste beholdere til vand, man kunne skaffe. I løbet af de knap tre døgn, selve rejsen tog, aborterede en kvinde i vognen, og en anden var så plaget af galdestensanfald, at hun ustandseligt kastede op.

Dette var den første transport fra Danmark, som ankom til Theresienstadt. Det skete 5. oktober i løbet af eftermiddagen.

Heinz Blitzer, der ligesom Lydia var ankommet til Danmark som en del af Jugend Alijah, beskrev i april 1945 helt kort, hvordan han var blevet arresteret i oktober 1943 (oversat fra tysk):

»1. oktober 1943 blev jeg vækket af tre SS-mænd, som stormede ind på mit værelse klokken 4 om morgenen. Jeg blev halet ud af sengen og fik 5 minutter til at klæde mig på og pakke mine ting. Jeg blev så sat i en bil og derefter kørt til en stor by, og om natten under luftalarm blev vi læsset i kvægvogne. Vi var 40 mænd og kvinder på vej i 4 dage og nætter. 1. dag havde vi hverken vand eller en spand, den 2. dag måtte vi hente vand i gummistøvler, fordi vi ikke havde nogen flasker«.

Samtidig med at de første to transporter ankom til Theresienstadt, blev Horserødlejren i Nordsjælland fyldt med jøder, der for de flestes vedkommende var blevet arresteret under flugtforsøg på eller ved kysten.

En større aktion fandt sted 4. oktober omkring Syrefabrikken nær Kastrup, hvor mindst 23 jøder blev arresteret, da medlemmer af det tyske sikkerhedspoliti havde modtaget oplysninger fra to danske mænd om, at en overfart til Sverige skulle afgå fra fabrikkens område. Om aftenen dukkede sikkerhedspolitiet op på Syrefabrikken sammen med en dansk kollega, hvor de opdagede en gruppe jøder, der i en lagerhal ventede på at blive ført til vandet.

Under arrestationen blev den knap 50-årige jødiske sangerinde Rena Pfiffer-Madsen skudt i maven. Hun var født Regina Pfiffer i 1893 i det daværende Østrig-Ungarn og var uddannet operasanger i Wien, hvor hun også havde en karriere, før hun i 1933 kom til Danmark for at gifte sig med sanger og entertainer Egon Madsen.

I et videointerview fra 1997 genfortalte den 100-årige Ber Nachman Kasinsky de dramatiske begivenheder, der fandt sted i fabrikshallen:

»… der er bælgravende mørkt, vi kan ikke se hinanden, vi er nu der en 30 mennesker. Der bankes på døren, og der råbes Juden raus, Juden raus, og der hamres på døren. Det varer ikke længe, før den dør er sparket ind, og der bliver råbt Hände hoch. Ingen kan se − vi kan ikke se hinanden. En eller anden − det er en kvindestemme, jeg hører – går frem imod dem, der har råbt Hände hoch. Der lyder et skud, idet hun går frem til dem, råber hun: Jeg er ikke jøde, jeg er sangerinde; Ich bin Sängerin, ich bin nicht Jude. Hun taler tysk«.

Rena Pfiffer-Madsen blev skudt af danske Hans Michael Diehl, der arbejdede for det tyske sikkerhedspoliti. Hun blev taget med i en tysk bil, der længe kørte rundt med den hårdt sårede kvinde, men efter en tid blev hun bragt til Dagmarhus, og først derfra blev der tilkaldt en ambulance, som kørte hende til det tyske Kriegslazarett Kopenhagen på Nyelandsvej på Frederiksberg.

Hendes ikkejødiske mand, Egon Madsen, blev tilkaldt og fik lov til at blive ved hendes side på lazarettet.

Før hun døde, fortalte hun ham, hvad der var sket. Hvordan danskeren, der var bevæbnet, havde beordret »Hænderne op«. Hvordan hun havde holdt sin håndtaske, og danskeren pludselig havde slået hende i maven med sin pistol og råbt, at hun skulle smide tasken.

Mens han gjorde det, kom han til at trykke på aftrækkeren og skød hende i maven.

Rena Pfiffer-Madsen døde 8. oktober af sine kvæstelser og blev begravet 13. oktober på Ordrup Kirkegård under relativt stor mediebevågenhed, dog uden deltagelse af hendes 19-årige datter, som det 6. oktober var lykkedes at flygte til Sverige.

Som nævnt blev mindst 23 personer arresteret på området ved Syrefabrikken, og heraf blev 17 efterfølgende deporteret til Theresienstadt. En af dem, den 57-årige Herschel Fischel Choleva, døde i lejren 17. oktober 1944.

DE TO STIKKERE fra Syrefabrikken fik dog oplyst, at blot 12 af de arresterede jøder var blevet deporteret, for hvilket de modtog 600 kroner til deling. Også i andre sager ser det ud til, at 50 kroner per deporteret jøde synes at have været standardtaksten til stikkere i Danmark (det svarer i dag til ca. 1.230 kroner).

I hvert fald modtog den danske Waffen-SS-frivillige Poul Hveger en belønning på 100 kroner, da de to søstre Ruth og Eva Toronczyk på henholdsvis 16 og 22 år blev deporteret. De var blevet arresteret natten til 2. oktober 1943 og ført til Horserødlejren, efter at Poul Hveger havde ringet til Hans Juhl og oplyst om deres opholdssted.

I forbindelse med jødeaktionen blev en del af Horserødlejren etableret som en særlig lejr for jøder. Her blev de installeret i de barakker, der tidligere havde huset de 150 kommunister, som tidligt om morgenen 2. oktober var blevet bragt om bord på skibet ’Wartheland’. I de følgende dage ankom større grupper af jødiske fanger til lejren. Mange af de tilfangetagne, som var blevet arresteret i Dragør og Kastrup, tilbragte først en eller to nætter i Vestre Fængsel, før de blev ført til Horserød.

Jødelejren i Horserød bestod af tre barakker med mindre rum: en barak til kvinder og børn, en til mænd samt en sygebarak. Hvert værelse var udstyret med to køjesenge, sådan at der var soveplads til fire personer. Bag en pigtrådsafspærring var der også en spisebarak, hvor mænd og kvinder spiste på skift.

Flere har senere berettet, at maden, der blev tilberedt af dansk køkkenpersonale (selv om lejren efter 29. august var blevet overtaget af besættelsesmagten), var ganske god og nærende; der blev serveret kød, og der var også sødmælk til børnene.

Paula Strelitz, der kun opholdt sig i lejren i kort tid, har dog beskrevet, hvordan kvinderne måtte stå og vente på at komme ind at spise, deriblandt Hanna Adler, der på daværende tidspunkt var 84 år gammel:

»Ved middagstid blev fangerne opstillet på den store lejrplads, mændene for sig og kvinderne for sig. Mændene blev først ført til spisebarakken, og med ægte tysk chevalereskhed skulle så kvinderne stå opmarcheret i en kolonne og vente, til mændene var færdige, og personalet havde vasket op og gjort parat til næste hold.

Da det den ene dag regnede ret stærkt under friluftsventetiden, kom en tysk officer hen til os og sagde:

»Den gamle dame må gerne gå indenfor og sætte sig«.

Han fik det bestemte svar:

»Kan de andre stå, kan jeg også stå««.

Fra jødelejrens oprettelse 2. oktober og indtil 7. oktober fungerede overlæge og professor Erik Warburg som læge. Han var selv blandt fangerne i gidsellejren og blev tilkaldt 2. oktober 1943, da familien Oppenhejm, som havde indtaget gift, de tidlige morgentimer blev bragt til Horserød.

Warburg, der selv stammede fra en jødisk familie, var gift med en ikkejøde og derfor undtaget deportation, havde ifølge Ber Nachman Kasinsky, der var blevet arresteret med sin kone og sin seks måneder gamle datter, også en anden funktion, idet han forsøgte at skabe sig et overblik over, hvem de tilfangetagne fanger var:

»Denne dr. Warburg havde set sit snit til at komme og tale med os, og han sagde: »Kom endelig og sig, I er syge, for jeg skal have jeres navne, sådan at man ved, hvem der er her«. Og det lod jeg gå videre til andre, og andre lod det gå videre fra mund til mund. Og på den måde fik han navnene på os, der har været i Horserød, og lod det gå videre«.

Da Warburg blev løsladt 7. oktober, overtog et andet gidsel, Jonathan Leunbach, lægegerningen og tilså de jødiske fanger, indtil han blev løsladt fra gidsellejren 12. oktober.

Derudover var der tilknyttet en dansk sygeplejerske, Søster Gerda, som formentlig enten var ansat under fængselsvæsnet eller kom fra Røde Kors. Hun tilså fanger både i gidsellejren og i lejren for jøder, og ved flere lejligheder sendte gidslerne, som levede under relativt gode forhold, frugt, bøger, chokolade og tobak til de jødiske fanger via sygeplejersken og lægen.

HVERDAGEN I HORSERØDLEJREN forløb relativt roligt, men mange fanger var i en tilstand af chok, og de færreste vidste, hvor deres pårørende opholdt sig, og om de var nået sikkert til Sverige. Deres normale liv havde fået en brat ende, men af frygt for fremtiden undgik man at diskutere den overhængende risiko for deportation.

Der blev ikke givet information om, hvad der videre skulle ske, og fangerne var selvsagt nervøse, urolige og bekymrede. Nogle var desuden fysisk medtagne eller udmattede efter mislykkede flugtforsøg, hvor de måske havde ventet længe udendørs i oktober måneds natteluft.

Nogle af de unge mænd blev sat til forefaldende arbejde som at male barakker eller brænde affald af. Men ellers er oplysningerne om, hvordan dagene i Horserødlejrens afdeling for jøder forløb, faktisk sparsomme.

Flere mænd har dog efterfølgende beskrevet en enkelt hændelse, der gjorde stærkt indtryk. En dag, mens mændene spiste i spisebarakken, nægtede den polskfødte Schmul Sender Jonisch, der havde boet i Tyskland og i 1938 var flygtet til Danmark, at tage sin store hat af, da en tysk soldat beordrede ham til det. Da han ikke lystrede, slog soldaten hatten af ham. Præcis hvordan episoden udspandt sig, står ikke helt klart, og vidnesbyrdene beskriver forskellige grader af vold.

Josva Stobezki, der i oktober 1943 var 18 år gammel, huskede tydeligt Jonisch fra Horserødlejren og fortalte mange år senere:

»Vi sad inde i spisesalen, og pludselig sprang alle soldaterne op, og der var en, der sagde: »Kig på ham, se, hvem der kommer der«, selvfølgelig på tysk. Så kom der en typisk polsk jøde ind, med peyes [ørelokker] og skæg og hat, og under hatten med sin kalot. Han talte ikke dansk, overhovedet ikke; jeg ved ikke, hvor han kom fra, men han var blevet hugget, og han kom derind. […] Han havde et meget flot ansigt. Han var omkring 40-45 år eller sådan noget lignende. […] Og vi fik sludret lidt med ham – en meget intelligent mand. Nu forstod jeg ikke rigtig, hvad der blev snakket om, men de andre sagde, at han var meget intelligent, og de begyndte at snakke om filosofi og den slags ting. Så satte han sig ned ved bordet, han havde sin hat på – sin kippah og sin hat – og der kom en tysker hen og sagde »Tag din hat af!«, og det gjorde han ikke. Så kom en tysker med et slag, og han [Jonisch] samlede hatten op og tog den på igen«.

I Ralph Oppenhejms beskrivelse, der findes i den romandagbog, han udgav i 1945, er samme episode beskrevet langt voldsommere:

»En af de vagthavende Soldater lagde Mærke til ham og skreg:

»Weg mit dem Hut, du Saujude!«.

Han reagerede ikke.

»Nah?«, brølede Nazisten og nærmede sig ham. Jonesh saa ikke op, men fortsatte at spise. Saa for den anden over ham og slog med Geværkolben Hatten af Hovedet paa ham. Jonesh kastede et hadsk Blik efter sin Plageaand og snerrede en Forbandelse mod ham, bøjede sig, tog Hatten op og satte den igen paa. Der var dødstille i Salen. Alle var som hypnotiserede. Tyskeren stirrede et Øjeblik forbløffet. Saa løftede han igen Geværet, slog atter Hatten af ham og gav ham to haarde Slag i Ansigtet. Blodet strømmede ud af Næse og Mund«.

Flere andre har beskrevet episoden, som uden tvivl gjorde stærkt indtryk på de mænd, der var til stede.

Enkelte andre grænseoverskridende og voldsomme episoder fandt også sted. Især har flere nævnt, at den danske Gestapo-mand Paul Hennig, der fra tid til anden dukkede op i lejren, stjal kongemærker i guld (små emblemer til reverset med kongens monogram på, red.) fra fangerne, enten ved selv at pille dem af deres tøj eller ved at kræve dem udleveret.

En af de gange, Hennig besøgte Horserødlejren, var tirsdag 12. oktober, hvor han ankom sammen med SS-Oberscharführer Fritz Renner, formentlig i forbindelse med at en transport med 175 fanger skulle afgå fra lejren samme aften.

Denne dag medbragte Hennig et smalfilmskamera, med hvilket han filmede de jødiske fanger. Den omkring 2 minutter lange optagelse viser blandt andet et panorama af gruppen af mænd og drenge, hvorefter enkelte af dem blev udvalgt til nærbilleder.

I optagelsens længste sekvens ses Schmul Sender Jonisch stå foran en træbarak, hvor han langsomt tager sin hat af, sådan at man ser, hvordan hans hår under hatten er dækket af et klæde.

Da fangerne ankom til Horserødlejren, var deres kontanter blevet konfiskeret, men i dagene op til 12. oktober fik de dem tilbage. Den dag blev der fra tysk side også givet lov til, at en pengeindsamling blandt fangerne måtte finde sted, og et par stykker fik efterfølgende til opgave at tage ind til Helsingør for at købe mad og tøj, som de kunne have med på transporten.

Mange af de tilfangetagne havde ikke andet end det tøj, de stod og gik i.

I køkkenet smurte det danske personale derudover madpakker til de fanger, der var udtaget til transport. I løbet af aftenen blev altså 175 fanger, der omfattede børn, unge, voksne og ældre, bragt til Helsingør Station, hvor en voldsom episode fandt sted. På stationen opførte nazisterne sig langt mere brutalt, end de havde gjort i Horserødlejren, hvor der jo også havde været dansk fængselspersonale til stede.

Anledningen var, at en af de tilbageblevne fanger i lejren efter sigende havde klaget over, at et cigaretetui af sølv var forsvundet. På Helsingør Station, hvor fangerne blev samlet i en aflåst ventesal, før de blev gennet ind i toget, benyttede den nazistiske transportleder – formentlig Fritz Renner – dette som påskud til en voldsom scene, hvor han skældte og smældte, indtil flere af fangerne afleverede deres egne cigaretetuier.

Det var et trist syn da folk blev gennet ind i togvognene

En dansk trafikkontrollør var til stede på stationen, og en uge senere indsendte han en beskrivelse til distriktschefen af, hvad han havde set:

»[…] Kl. ca. 2,20 lød der atter Kommandoraab over mod Ventesalen, og de rejsende kom nu til Syne ca. 30-40 rejsende ad Gangen svarende til 1 Vogn. Det var et trist Syn. De rejsende holdt sammen familievis. Smaa mørkt-udseende Ægtepar med deres Børn paa Armen eller ved Haanden, unge overvejende mørkt-udseende Mennesker af begge Køn. Ind imellem saas nogle ældre hvidhaarede Damer, der efter Klædedragten (Pelse) at dømme hørte til den velhavende Klasse. Disse Damer fulgtes som Regel to og to, og det saa for mig ud, som det i flere Tilfælde var Mor og Datter, der fulgtes.

Selv disse rejsende, der paa Grund af Alder ikke bevægede sig ret hurtigt, blev − især af en bestemt Politisoldat − tilraabt med ‘vorwärts’, ‘eilen’ og lign. En del af de rejsende satte herefter Farten op, andre kunde vel ikke.

Da de sidste rejsende tilsyneladende havde forladt Ventesalen, blev 4 unge Mænd raabt ud af Toget igen og saas straks herefter i Løb tilbage mod Ventesalen. Efter nogle Minutters Forløb kom de tre atter til Syne bærende paa en syg (tilsyneladende besvimet) Dame. Damen laa udstrakt saaledes, at en Mand holdt fast om hendes Ben, medens de to holdt hende under Ryg og Skulder. Da den fjerde unge Mand, der skulde samle hendes Bagage, ikke kunde finde alt, raabte han ud over Perronen en Besked til de tre, der bar Damen. Disse tre standsede derpaa et kort øjeblik for at svare, hvilket atter gav fornævnte Politisoldat Anledning til at skælde ud med det Resultat, at de tre bærende herefter satte sig i Løb med Damen.

Kl. 2,45 var de rejsendes Indstigning forbi, og Vagtmandskabet tog derefter Plads med 1 Politisoldat paa hvert Trinbræt, til Toget kørte«, skrev han.

TOGET, DER BESTOD AF PERSONVOGNE, kørte fra perronen 13. oktober klokken 4 om morgenen mod Gedser. Efter et stop på havnen blev fangerne kørt om bord på færgen ’Schwerin’, der afsejlede til Warnemünde om morgenen klokken 9.25. Her gik de fra borde og blev på kajen gennet ind i ventende kreaturvogne.

De 175 mennesker ankom til Theresienstadt 14. oktober om eftermiddagen.

Efter at transporten var afgået fra Horserød, var der stadig omkring 30 jødiske fanger tilbage i lejren.

Der var nu mere plads, og de indrettede sig, så godt de kunne. Dagene gik med at spille bridge og skak, læse bøger, aviser og skrive breve. Vejret var stadig mildt, og de yngste børn legede i en sandkasse. En af de fanger, der stadig opholdt sig i lejren, var den føromtalte 84-årige Hanna Adler, der var blevet arresteret i begyndelsen af oktober.

Ud over at hun var tante til Niels Bohr, den verdenskendte nobelprismodtager i fysik, var hun også tidligere rektor for Hanna Adlers Fællesskole, den første skole i Danmark, hvor piger og drenge blev undervist sammen. Hen ved 400 af hendes tidligere elever var gået sammen og havde underskrevet en petition til Werner Best om at løslade hende – og 2. november 1943 blev Hanna Adler faktisk løsladt fra Horserødlejren, på trods af at hun var ’heljøde’.

Hun forblev i København under resten af besættelsen, og for at beskytte hende mod yderligere forfølgelse udstedte Udenrigsministeriets direktør et certifikat på tysk om, at hun havde været fange i Horserødlejren, men var blevet løsladt, sådan at hun eventuelt ville kunne bevise, at hun ikke var omfattet af jødeaktionen.

Selv om omstændighederne omkring Hanna Adlers løsladelse var usædvanlige, var hun ikke alene. I tiden fra 2. oktober og til anden halvdel af november, hvor den sidste transport afgik fra den jødiske del af Horserødlejren, blev godt 100 ud af de ca. 300 tilfangetagne løsladt igen, fordi de ifølge de nazistiske racelove enten havde en ikkejødisk ægtefælle eller ikke blev betragtet som ’heljøder’.

Blandt de løsladte var også 51-årige Paula Strelitz, der havde været blandt de arresterede på Syrefabrikken. Hun havde medbragt en fødselsattest tilhørende en afdød ikkejødisk veninde og udgav sig i Horserød for at være hende, så hun blev sat fri.

Blandt de tilbageblevne fanger var familierne Meyer og Katznelson, begge med helt små børn.

30. oktober fyldte Ib Katznelson 2 år, mens han opholdt sig i Horserødlejren, hvilket blev fejret på behørig vis. Han var på det tidspunkt Horserødlejrens yngste fange og et af de i alt 14 jødiske børn fra Danmark, der var yngre end 5 år, da de blev deporteret i efteråret 1943. Ib var sammen med sine forældre blevet arresteret 4. oktober under aktionen i og omkring Syrefabrikken.

Ægteparret Sven og Corrie Meyer, der var blevet arresteret under et flugtforsøg med deres to drenge på 2 og 4 år, beskrev kort efter befrielsen, hvordan dagen forløb, da de få tilbageblevne fanger fik besked om, at de skulle deporteres:

»23. november fik vi besked om at komme over til appel hos tyskerne, og her fik vi den grusomme meddelelse, at vi den samme dag skulle sendes af sted, hvorhen sagde de ikke noget om, men det var heller ikke nødvendigt, vi vidste det selv.

Vi pakkede så vore sager sammen og skrev et lille afskedsbrev, som Larsen [en dansk fængselsbetjent] lovede os at bringe til Charlottenlund. Så blev vore kufferter gennemset af tyskerne. […]

Om aftenen blev vi ved 9-10-tiden kørt med biler til Helsingør Station, hvor der holdt et tog og ventede, og efter at vi var bragt ind i den reserverede vogn, anden klasse (!), kørte vi af sted i retning mod København. […]

Vi var 19 mennesker på denne transport. Af gifte folk var der Svend Hoffgaard med kone og to børn, Max Katznelson med kone og lille Ib, Salomon Feldmann og kone og os fire. Af ugifte var der den 13-årige Annie Smaalann, kunstmaleren Michael Singerowitz, Carl Suskowitz og tre unge mennesker Löb, Heller og London, henholdsvis en dansker, en tysker og en tjekke. Seks politisoldater og en Sicherheitsmann ledsagede transporten«.

Foto: Erik Petersen

I København kom der 31 andre fanger på toget, der var arresteret i Odense for »illegal kommunistiskvirksomhed« og »fjendtlige handlinger over for besættelsesmagten«, som det stod i en tysk erklæring, der blev trykt i danske aviser. De kom dog ikke ind i samme vogn som jøderne, der blev holdt separat.

I nærheden af Roskilde lykkedes det 18-årige Gerd Löb, 23-årige Pavel Heller og Walther London på 31 at flygte. De formåede at springe af toget, der som nævnt i citatet bestod af personvogne, og med hjælp fra lokale lykkedes det dem at komme sikkert til Sverige.

De resterende 16 personer, der havde været om bord fra Helsingør, blev delt i to grupper. De 10 kvinder og børn blev ført til kz-lejren Ravensbrück, og de 6 mænd blev ført til kz-lejren Sachsenhausen.

14 fra denne transport ankom senere til Theresienstadt, 11 i januar 1944 og 3 i april. Blandt de sidstnævnte var Ib Katznelson og hans mor, Karen, der på skift havde ligget syge i revieret (sygestuen) i Ravensbrück.

Mellem 5. oktober 1943 og 25. april 1944 ankom i alt 470 fanger fra Danmark til ghettoen i Theresienstadt, som var blevet oprettet i november 1941. Størstedelen af fangerne var tjekkiske, men der var også tyske, østrigske og hollandske jøder – og i efteråret 1943 var der i alt omkring 40.000 fanger i den tidligere garnisonsby, der førhen havde huset omkring 7.000 mennesker.

Kvinder og mænd blev skilt ad og indkvarteret hver for sig – børn under 10 år sammen med deres mor, og morgen, middag og aften måtte man stå i kø i timevis for at få en lillebitte madration.

Oftest bestod to af måltiderne kun af væske: suppe eller en brunlig ’kaffe’. Fangerne begyndte straks at tabe sig, og leveforholdene var i det hele taget kummerlige.

Under opholdet døde 51 voksne af de deporterede i ghettoen foruden to spædbørn, der var blevet født der. Jøderne fra Danmark var undtaget de transporter, der fra tid til anden afgik mod Auschwitz-Birkenau – alligevel blev Schmul Sender Jonisch sendt af sted i marts 1944. Mange af de danske fanger blev vidner til de afgående transporter på nært hold.

Fra marts 1944 begyndte fangerne fra Danmark at modtage fødevarepakker, først afsendt af en privat organisation i samarbejde med Socialministeriet og senere, fra september 1944, af Dansk Røde Kors.

Pakkerne forbedrede deres levevilkår markant og gjorde dem samtidig i stand til at bytte sig til ting, de havde brug for. I midten af april 1945 blev de overlevende hentet af De Hvide Busser og via Tyskland og det besatte Danmark bragt til Sverige, hvor de i nogle uger opholdt sig i karantænelejre.

16. maj 1945 vendte størstedelen af de tidligere deporterede tilbage til Danmark. De overlevende var mærket for livet af deres oplevelser. En af dem, Josva Stobetzki, der i efteråret 1943 var 18 år gammel, fortalte mange år senere om ankomsten til Theresienstadt:

»Da vi kom til Theresienstadt, så var der det, man kaldte slusen, det var der, hvor man blev nødt til at aflevere alt, hvad man havde af værdier. Og jeg kan huske – vi fik madpakker med fra Horserød … og jeg forstod jo ikke noget som helst, så jeg ku’ ikke forestille mig, at der var nogen, der ville hugge min madpakke. Så da jeg kom ned til Theresienstadt – jeg vendte mig om, og jeg havde min pakke – og så var den væk. Og det forstod jeg ikke, jeg syntes, det var noget mærkeligt noget, hvorfor tager man en madpakke? Jeg var kommet til en helt anden verden, en helt anden planet …«.