Engang var ufrivillig barnløshed kvindens eget problem – i dag er det mandens

I sin desperation lover Hanna at gøre en eventuel førstefødt til Guds tjener, og hun føder herefter Samuel, der som 3-årig bliver sendt til templet som tak. Også bøn hjælper den barnløse Rebekka, som føder tvillinger.

Abrahams egen hustru, Sara, bliver straffet af Gud, fordi hun vakler i sin tro. Hun bliver derfor gjort ufrugtbar, og i sin nød beder hun Abraham om at få et barn med slaven Hagar i stedet. Siden føder hun dog (som 90-årig!) selv sønnen Isak.

Også Rakel, gift med Jakob (Abraham og Saras barnebarn), ender med at sende sin mand af sted til trælkvinden Bilha, der føder ham flere sønner.

»Skaf mig børn, ellers dør jeg«, lyder Rakels berømte citat fra Første Mosebog.

»Er jeg i Guds sted? Det er ham, der har nægtet dig livsfrugt«, siger Jakob til svar og understreger hermed gamle tiders opfattelse af, at den ufrivillige barnløshed skyldtes kvindens forplantningsevne og ikke mandens.

I middelalderen var tro, bøn og pilgrimsrejser nogle af de metoder, man kunne ty til i et barnløst ægteskab, og foruden at bede kunne man søge hjælp i urterne. Et andet råd var at bruge knuste kønsorganer fra dyr – med den tanke, at det ville styrke forplantningsevnen. Senere, i 1700-tallet, blev kvinder anbefalet både kurbad og vandterapi, fordi det kunne berolige nervesystemet og dermed, mente man, forhindre såkaldte spasmer i livmoderen. Men efterhånden kom lægevidenskaben helt til at erstatte præsternes og filosoffernes forklaringsmodeller.

Pattedyrægget blev opdaget i 1827, mens man i 1876 nåede frem til den konklusion, at befrugtningen skete ved sammensmeltning af æg og sædcelle. På den måde gik kvinden nu fra at være en passiv rugekasse til at have en aktiv rolle i selve forplantningen.

Men kvinden var stadig problemet, når graviditeten udeblev.

Lægerne studerede de kvindelige kønsorganer, for det var her, man mente at kunne finde årsagen til sterilitet. Af den grund kom barnløshed i lægevidenskaben til at høre under gynækologien, der i dansk kontekst blev etableret som selvstændigt fag omkring 1870’erne.

Man diskuterede desuden, om manglende nydelse under samlejet kunne være grund til, at kvinden ikke blev gravid. En teori om den kvindelige krop var, at livmoderen, når kvinden fik orgasme, faktisk sugede sædcellerne op, og derfor var det vigtigt, at kvinden reelt nød samlejet.

Helt konkret opererede man på dette tidspunkt i lægevidenskaben med to forskellige forklaringsmodeller for, hvorfor en kvinde ikke kunne blive gravid. På den ene side stod de såkaldte ’mekanikere’, som mente, at der var spærringer i kvindens krop, der forhindrede mandens sæd i at nå frem til ægget. En forklaring kunne her være, at der var en forsnævring i livmoderen, som kunne hindre passagen. Behandlingen var derfor kirurgisk og kunne for eksempel være en klipning af de to forreste læber, der omgiver livmoderhalskanalens udmunding i skeden.

På den anden side af diskussionen stod ’vitalisterne’, som kiggede på andre elementer, der kunne påvirke kvinden. Det kunne være hendes generelle tilstand, indre eller ydre tegn på misdannelser, uregelmæssigheder ved menstruationen og lignende. Typisk for tiden mente man ikke som sådan, at manden kunne være steril, men impotens (manglende rejsning) kunne opstå som problem ved for eksempel overdreven masturbation. I det hele taget blev mandens sæd anset for en vigtig og ædel væske, som man skulle passe på og ikke spilde unødvendigt. I modsætning til mandens kropsvæsker blev kvinders udflåd fra skeden – kaldet ’den hvide flod’ – anset for en potentielt skadelig væske.

Efterhånden kom mandens forplantningsevne dog også ind i samtalen. I 1880’erne, hvor man blev opmærksom på gonorrés skadelige virkninger, begyndte man at diskutere, om kønssygdom kunne føre til sterilitet.

I de år rasede også sædelighedsfejden eller ’den store nordiske krig om seksualmoralen’ – en stærkt ophedet debat om moral og sex, der udspillede sig fra 1883 til 1887. I samtiden var det almindeligt, at mænd af det bedre borgerskab havde sex med prostituerede før (og under) ægteskabet, mens der blev forventet kyskhed af kvinder, indtil de blev gift.

I debatten blev det således problematiseret, at unge mænd fra borgerskabet købte seksuelle ydelser, fordi det var med til at udbrede kønssygdomme. Flere pegede på, at netop sygdom kunne få store konsekvenser for frugtbarheden i et ægteskab, og selv om der var uenighed i lægevidenskaben, var manden nu også bragt ind i samtalen om barnløshed.

I 1978 blev engelske Louise Brown født ved hjælp af kunstig befrugtning. De fleste betragtede det som et medicinsk mirakel, og de efterfølgende teknologier til hjælp af barnløse satte infertilitet i nyt perspektiv.

I dag har samtalen om fertilitetsbehandling også åbnet for nye diskussioner om de følelsesmæssige og økonomiske konsekvenserne for par, der ikke er i stand til at få et barn uden lægehjælp.

Selv om lægerne i dag er opmærksomme på, at både kvinder og mænd har betydning for fertiliteten i et parforhold, peger flere debattører imidlertid på, at behandlingsmetoderne stadig hovedsageligt er målrettet kvindekroppen.

Samtidig har muligheder som ægopsætning og donorsæd banet vej for nye familiekonstellationer. Fra 2007 blev det tilladt for lesbiske par og solomødre at modtage fertilitetsbehandling med donorsæd på offentlige sygehuse. Ifølge Danmarks Statistik er antallet af solomødre steget med 50 procent de sidste fem år, og ifølge fremskrivninger vil mellem hver fjerde og hver tredje af den næste generations mænd ende som ufrivilligt barnløse.

At være i stand til at reproducere sig selv og sætte børn i verden har været kernen i menneskets eksistens og vores fortællinger om os selv siden tidernes morgen. Det er både historiedebatten og den offentlige samtale i dag et udslag af. Men hvor de udeblevne børn engang var et kors, kvinden måtte bære, ser det i dag ud til, at fremtidens barnløse primært vil være mænd.