Hver tid har sin heks

Man anklagede ganske enkelt mistænkte hekse, hvis man troede, at de var farlige. Anklager om hekseri blev ikke blot anvendt som et middel til hævn smålige naboer imellem, hvis man ikke brød sig om hinanden. Det var ikke nemt at indlede en retssag som privat anklager, da man risikerede at skulle betale sagsomkostningerne for begge parter, hvis man tabte. Derudover kunne det blive socialt stigmatiserende, idet en tabt retssag ville indikere, at man havde vidnet falsk mod andre, og man kunne selv risikere at blive kendt som løgner.

At blive anklaget for at være heks var nemlig ikke ensbetydende med en sikker dødsdom. Domsraten varierede meget fra område til område, men cirka halvdelen af de 100.000 europæere, der blev anklaget for trolddom fra 1450 til 1750, blev faktisk frikendt. I England gjaldt det 3 ud af 4.

En frikendelse betød dog ikke nødvendigvis, at man blev accepteret af samfundet igen. De frifundne skulle vende tilbage til samfundet og leve blandt de mennesker, der oprindeligt havde anklaget dem, og havde kendelsen ikke været tilstrækkeligt overbevisende, kunne trolddomsrygtet ramme en igen.

Ingeborg Harchis fra Ribe blev f.eks. anklaget hele tre gange. Første og anden gang i 1577 og 1578 klarede hun frisag, idet hendes mand vidnede på hendes vegne på tinget, men da hun i 1610 blev tiltalt igen, var hun ikke så heldig. Hendes mand var i mellemtiden død, og denne gang blev hun dømt og henrettet.

I Danmark havde det været muligt at anklage folk for at have brugt trolddom til at gøre andre fortræd siden Jyske Lov fra 1241, men loven om trolddom blev ændret flere gange. En af de første lovændringer kom med den såkaldte Københavnske Reces i 1547, hvor det blev bestemt, at udsagn fra uærlige folk som tyve, mordere og troldfolk ikke kunne bruges som troværdige vidnesbyrd i retten. Det gjorde det svært at bringe nye trolddomssager for retten, hvis ens primære bevisførelse beroede på dømte hekses udlægning. Dog kunne sådanne udlægninger fra troldfolk alligevel hjælpe med at bestyrke mistanken mod berygtede troldfolk og potentielt ende med at føre til en ny sag. En anden vigtig ændring i recessen var, at det blev forbudt at anvende tortur til at frembringe tilståelser, men det kunne stadig bruges, efter at en dødsdom var blevet stadfæstet.

Derefter kom den Kalundborgske Reces i 1576, hvor det blev bestemt, at alle dødsdomme i trolddomssager af hensyn til retssikkerheden automatisk skulle ankes til landstinget, en regional retsinstans over de lokale herreds- og birketing. De lokale dommere havde ingen særlig juridisk uddannelse, mens der på landstingene normalt var to adelige dommere med en vis form for uddannelse fra universitetet i København eller et andet europæisk universitet.

Desuden var de ikke lokale og derfor mindre tilbøjelige til at være påvirket af lokalt kendte fordomme og rygter.

I Danmark nåede antallet af hekseprocesser dog først sit klimaks i årene omkring 1620. I 1617 udstedte kong Christian 4. en ny forordning ’Om Troldfolck oc deris medvidere’ – hvilket vil sige, at lovens sigte var at ramme både de aktivt udøvende og dem, som brugte deres ydelser.

I denne forordning blev også den hvide magi kriminaliseret og kunne nu straffes med bøde og landsforvisning. Desuden opfordredes der til, at folk var mere ihærdige med at anklage dem, som de mistænkte for at være troldfolk.

Forordningen havde en enorm effekt, og i årene mellem 1617 og midten af 1620’erne fandt 60 procent af samtlige danske trolddomssager sted, men det var først med Christian 5.s Danske Lov fra 1683, ordlyden omkring trolddom igen blev ændret. Ifølge den skulle enhver »troldmand eller troldkvinde, som havde forsvoret Gud og sin hellige dåb«, lide døden ved at blive kastet »levende på ilden og opbrændes«.

Det var første gang, bålstraffens anvendelse blev beskrevet konkret i loven.

Tre år efter at Danske Lov blev udstedt, blev det bestemt, at alle dødsdomme i trolddomssager nu automatisk skulle ankes til Højesteret. Dette betød, at sagerne blev behandlet af landets øverste dommere og kongen selv, hvilket gjorde sandsynligheden for at få stadfæstet en dødsdom i trolddomssager endnu mindre.

Efter 1686 var der kun to tilfælde af dødsdom for trolddom ved Højesteret. Den ene af de dødsdømte var Anne Palles i 1693, den anden var Anne Kruse, der blev tiltalt i samme sag, men døde i fængslet før afbrændingen. Hendes lig blev brændt på samme bål som Anne Palles’ hoved og krop.

Derefter blev der ikke lovligt brændt flere hekse i Danmark. Selve loven blev først ophævet i 1866, men selv om det ikke ledte til flere henrettelser, levede folketroen på troldfolk videre. Med tiden ændrede heksen dog karakter, og der begyndte at opstå alternative parallelfigurer, der alle havde samme betegnelse: heks.

Den danske præst David Grønlund udgav i 1780 bogen ’Historisk Efterretning om de i Ribe Bye for Hexerie forfulgte og brændte Mennesker’. Bogen dokumenterede 12 af byens hekseafbrændinger i perioden 1572-1652 med processen mod Maren Splids, der blev henrettet i 1641, som den mest kendte.

Det var endnu ikke 100 år siden, at den sidste person var blevet lovligt brændt som heks i Danmark, men Grønlunds udgivelse markerede til fulde det skift, som var sket i fortællingen om hekse: Der var tale om uskyldige mennesker, stakler, som var blevet uretfærdigt dømt, og særligt Maren Spliids: »neppe nogen er uskyldigere brændt for Hexerie, end denne Maren Spliids«.

Herefter fulgte der i løbet af 1800-tallet to spor, hvor man fik koblet frygten for Satan fra trolddomstroen og i stedet tilskrev hekseforfølgelserne dårskab og uvidenhed, mens stereotypen om den gamle enlige kvinde på kanten af samfundet, som havde været den primære mistænkte som trolddomsudøver i 15-1600-tallet, efterhånden dannede grundlag for eventyrheksen. Ganske som Dorothy fra ’Troldmanden fra Oz’ kom til at kende hende. Gammel og grim.

Men hen imod slutningen af 1800-tallet begyndte der at sket noget andet med heksefiguren. Flere udfordrede nu narrativen om, at hekseforfølgelsen havde haft rod i uvidenhed, og tolkede de trolddomsdømte som rebelske hedenske healere med en stærk tilknytning til naturen.

Den franske historiker Jules Michelet advokerede blandt andet for, at disse præstinder havde været seksuelt særdeles frigjorte kvinder, der helst udførte deres ritualer nøgne.

Men også teosoffen Helena Blavatsky og kvindesagsforkæmperne Elizabeth Cady Stanton og Mathilda Joslyn Gage (i øvrigt svigermor til L. Frank Baum, forfatter til ’Troldmanden fra Oz’, og inspirationskilde til den gode heks Glinda) støttede op om teserne om, at heksene havde været stærke kvinder, der turde sige fra over for kirken. Gage fik desuden cementeret antallet af brændte kvinder til det eksorbitante 9 millioner.

Snart fik omfortolkningerne af fortidens hekse også en religiøs dimension. I 1921 fremlagde Margaret Murray, en britisk egyptolog og antropolog, sin teori om virkeligheden bag den europæiske heksejagt i bogen ’The Witch-Cult in Western Europe’. Hun skrev, at hekse hverken var fantasifigurer eller uskyldige ofre for en større samfundsmæssig frygt for Djævlen, men i stedet medlemmer af en forhistorisk og hedensk religion, der dyrkede en gudinde og udførte rituelle handlinger. Hun mente, at heksekulte havde eksisteret i hele Europa, før de blev forfulgt af den kristne kirke.

Foto: PR-foto/Public Domain

Selv om Murray hverken var den første eller eneste til at fremsætte sådanne teorier, blev hendes bog uhyre populær. Den endte bl.a. med at udgøre en inspirationskilde for Gerald Gardners grundlæggelse af religionen wicca i midten af 1900-tallet. Det skete, til trods for at Murrays teori allerede i sin samtid blev udsat for stor faglig kritik, idet ingen af hendes påstande kunne underbygges med nogen form for kilder.

Bogen har længe været anset som tilbagebevist i feltet af trolddomshistorikere, men Murrays teori har stadig en enorm tiltrækningskraft på grund af en besnærende narrativ, som er let at forstå: stærke præstinder med hemmelig viden og magiske kræfter over for kirkens onde mørkemænd – det er ligetil og kraftfuldt.

Således har vi med tiden set en mangfoldighed af hekse – også hekse, som ikke kan have meget til fælles med 1500- 1600-tallets forestilling om troldfolk.

En moderne heks er en person, der anser sig selv for at være praktiserende heks, og som typisk trækker på inspiration fra forskellige spirituelle traditioner og filosofier. At dømme ud fra bogudgivelser og sociale medier tror mange moderne hekse på kraften fra energier, krystaller, tarotkort, astrologi og andre værktøjer, der kan forbedre deres spirituelle praksis og forbindelse med naturen. Ritualer og meditation, individuelt og i grupper, er også spirituelle metoder, der kan hjælpe med at skabe forbindelse med det guddommelige, og ofte spiller urtemedicin, aromaterapi og naturlige helbredsmetoder en rolle i deres daglige liv.

Det er vigtigt at bemærke, at begrebet ’moderne heks’ er subjektivt, og at det indhold varierer. Der er ikke én specifik definition, og det er op til den enkelte heks at definere, hvad det indebærer at være moderne heks. De er dog ikke hekse på samme måde som dem, der engang blev henrettet for trolddom. Der er ikke tale om den samme form for magisk praksis, og om end nogle traditioner og ritualer har rod i magisk tro og tankegang fra renæssancen, har selve ordet ’heks’ ændret betydning.

Vor tids optagethed af hekse i dagens samfund kan skyldes flere faktorer. Nogle er interesseret i det historiske, andre har fundet inspiration i populærkulturen, nogle er interesseret i ritualer og spiritualiteten i eksempelvis wicca, mens andre igen er optaget af de feministiske aspekter eller ser heksene som en inspirationskilde til personlig vækst og selvudvikling.

Heksefigurens mangfoldighed ses også i hekselitteraturen, der har fået den klingende engelske betegnelse ’witcherature’ – eller hekseratur, som vi måske kan kalde det på dansk. Forlaget Lindhardt og Ringhof brugte udtrykket i deres reklame for dette års udgivelse af bøgerne ’Hekseflod’ af Margaret Meyer og ’Min onde mor’ af Margaret Atwood, og det falder ind i en række af heksebogsudgivelser, herunder Olga Ravns ’Voksbarnet’. Der er stor efterspørgsel på heksebøger og på forsøg på at forstå den historiske hekseforfølgelse, men det bliver ofte mudret sammen med flere afarter af begrebet ’heks’.

Olga Ravns ’Voksbarnet’ er baseret på de virkelige trolddomsprocesser imod Christenze Kruckow 1595-1621, men gør selv opmærksom på, at den er fiktiv og en kunstnerisk fortolkning af noget historisk. Historien fortælles fragmenteret ud fra voksbarnets synsvinkel (en tidlig moderne europæisk trolddomsdukke, der kunne bruges til at forvolde andre skade), og bogen leger med fiktion og fakta på en medrivende måde. Bagerst i bogen er der en liste over, hvilke årstal og personer fra det historiske kildemateriale som er blevet flyttet, blandet eller slettet i fortællingen ’Voksbarnet’.

Foto: Fred Kaufman/AP/Ritzau Scanpix

Margaret Meyer har interessant nok også et voksbarn som omdrejningspunkt for sin hovedperson i ’Hekseflod’. Modsat ’Voksbarnet’, hvor man aldrig er i tvivl om, at man læser en kunstnerisk fortolkning af et rørende emne, så er ’Hekseflod’ mere klassisk i sin fortællestil. Ligeledes er der et mere faghistorisk efterord i Meyers roman, hvor hun redegør for sine kunstneriske valg i bogen.

Margaret Atwoods bog ’Min onde mor’ har som sådan ikke direkte noget med de historiske hekse at gøre, og så alligevel. Den titelgivende onde mor i bogen praktiserer nemlig selv alverdens mystiske ritualer, de kunne minde om magi, og hun truer sin trodsige teenagedatter: Pas på, eller jeg peger! Truslen bliver efterfulgt af en anekdote om, at det havde moren fortalt, at man kunne blive brændt for i gamle dage: at pege på nogens ko, som så efterfølgende døde. På mange måder ikke helt skævt opfattet, og netop villigheden til at true med skadevoldende magi gør moren til en interessant karakter i denne kontekst.

Alle kan bruge udtrykket heks, som de vil, men ikke alle hekse er historiske. Disse udgivelser om hekse kan være med til fortsat at sætte fokus på et vigtigt emne i vores historie, men for at det skal udbrede viden og ikke tjene til at underbygge myter, kræver det af forfatterne, at de er ærlige med, hvad deres vinkel er – og at læseren faktisk forstår dette.

Forordet i Meyers bog er således klart dedikeret til de specifikke kvinder, der blev forfulgt for trolddom i East Anglia mellem 1645 og 47 – ikke alle dømte troldfolk – og selv om bogen er baseret på disse historiske hændelser, indeholder den stadig forfatterens egen tolkning af begivenheder og fremstilling af personer. Det er ikke en historisk korrekt skildring. Det gør ikke bogen uvæsentlig, men det er værd at huske på, at der er tale om fiktion.

Mange aspekter af trolddomstroen og -forfølgelsen i 15-1600-tallet er endnu ikke belyst. Derfor forskes der fortsat i emnet, og 20. september 2023 markerede en historisk dag for trolddomshistoriefaget i Danmark, da Louise Nyholm Kallestrup holdt sin tiltrædelsesforelæsning som den første kvindelige professor ved Institut for Historie på Syddansk Universitet. Forelæsningen havde titlen ’She’s (not just) a Witch: At skrive hekseforfølgelserne ind i historien igen’.

Der hersker stadig en fortælling om, at heksejagt var forårsaget af de dumme, uoplyste, overtroiske mennesker i den mørke middelalder; nærmere specifikt de onde mænd, der i vild heksepanik lynchede urtekyndige kvinder, som sagde deres mening eller var for seksuelt frigjorte. Og da folk blev klogere, holdt man op med at brænde hekse.

Problemet med sådanne årsagsfortællinger er, at vi gør fortidens eksklusionsmekanismer til noget fremmed og uforståeligt – selv om frygtdynamik og betænkeligheder ved ’mistænkelige minoriteter’ på mange måder stadig findes. Ved at skabe en forståelse af, at hekseforfølgelserne fandt sted i samme tidsperiode som eksempelvis Isaac Newtons opdagelse af de fysiske love, nuancerer vi billedet af det samfund, som hekseforfølgelserne fandt sted i.

Hvis vi derimod fordummer de folk og det samfund, som forfulgte hekse, kommer vi længere væk fra at forstå, hvordan folk kan ende med at gøre skrækkelige ting ud fra et i deres øjne logisk standpunkt. Vi skal derimod prøve at forstå, hvad der skulle til, før nye opfattelser slog igennem.

Det samme sker, når vi forskønner og romantiserer historien om heksejagt. Ved at gøre de forfulgte og brændte hekse til smukke og kloge (urte)kyndige kvinder – som nok også fandtes, men vel kun undtagelsesvis – overser vi de kvinder, som primært var udsat for heksejagten. Dem, som udgjorde over 60 procent af de brændte troldfolk: de gamle, grimme og socialt udsatte. Narrativen om den stærke unge og kyndige heks, der siger sin mening, er stadig vældig dragende og ligetil og har pondus. Det er en oprørsfortælling, som vi kan spejle os i:

»Vi er efterkommere af de hekse, I ikke kunne brænde!«.

Det er straks mere avanceret og ubehageligt at tænke på, at heksene var de svageste i samfundet, de fattige og de ældre kvinder, som ingen tog sig af. At ofrene primært var de kvinder, der var overladt til sig selv, og at de ikke var drevet af at gøre oprør. Hvis der skal rejses et mindesmærke for de mennesker, som blev brændt for trolddom her i Danmark, håber jeg, at det er disse kvinder, som så får en plads.

»Hekse er gamle og grimme«, sagde Dorothy. Og de fortjener at blive husket.