Ulvejagten
Da en flok ulve i 1700-tallet hærgede Vendsyssel, besluttede rigets mægtigste mand og hans forvalter at udrydde de skadelige rovdyr én gang for alle. Hele lokalsamfundet blev sat i bevægelse for at komme ulveplagen til livs.
Engang var Vendsyssel så plaget af ulve, der hærgede slemt i landet nord for Limfjorden, at de lokale i desperation tog kontakt med en troldkvinde, der for gode ord og betaling lovede at befri landsdelen for de skadelige rovdyr.
Ifølge sagnet virkede det. Ved hjælp af sine trolddomskunster formåede troldkvinden at få samlet alle ulvene i en kæmpestor flok, og hun lokkede dem så ud i Limfjorden, hvor de druknede.
Det farvand, hvor massedrukningen skal være fundet sted, har siden været kendt som Ulvedybet.
Sådan en beretning hører måske ikke til i faghistorien, men ser man bort fra troldkvinden og hendes kunster, er der i sagnet en kerne af sandhed.
For der har vitterlig levet ulve i Vendsyssel, ligesom det til fulde kan dokumenteres, at man lokalt gjorde alt for at udrydde dem.
Nok benyttede man sig ikke af trolddom, men så havde vendelboerne så sandelig andre og mere håndfaste og blodige metoder at trække på. Og i 1754-55 mobiliserede en af Danmarks mægtigste mænd hele lokalsamfundet for at sætte en stopper for ulveplagen.
ULVENE KOM TIL DANMARK i kølvandet på de jægere, der fulgte de store rensdyrflokke mod nord efter den sidste istid for over 11.000 år siden.
Den grundlæggende og fortsat kørende konflikt mellem ulven og mennesket blev dog først for alvor cementeret, da vi for 6.000 år siden gik fra at være jægere og samlere til at blive bofaste bønder, der levede af kornavl og kvæghold. Ulvene fik snart appetit på husdyrene, og siden da har der ikke været nogen vej tilbage. Ulven var nu at betragte som landbosamfundets fjende nummer 1 og dermed også som et farligt skadedyr, som man ikke blot havde ret, men faktisk også pligt til at dræbe.
I middelalderen havde alle danske klostre således pligt til at afholde ulvejagt, mens Valdemar Atterdag i 1300-tallet introducerede en særlig landsdækkende skat, der skulle betale for store fællesjagter på ulvene.
På grund af Jyllands landfaste forbindelse med ulverige områder i Tyskland og Polen var det også i Jylland, ulvene var flest og overlevede i længst tid. Allerede i 1500-tallet gav det ikke længere mening at organisere ulvejagt på Sjælland, mens den sidste ulv på Fyn skal være blevet skudt i 1750’erne.
For Jyllands vedkommende kom der løbende frisk blod til fra syd, så her blev den sidste ulv først skudt i 1813. Ulvene vendte dog siden tilbage, og i 2012 dokumenterede fundet af en død ulv i Thy, at der igen var ulve i Jylland efter 199 års fravær. Det vakte på flere måder stor opstandelse i pressen og på de sociale medier.
Skal man tale om en sand ulvetid i Jylland, er det 1600-tallet, vi skal kigge på. De jyske ulve stortrivedes i kølvandet på de svenskekrige, pestepidemier og andre kriser, der satte 1600-tallets Danmark på den anden ende. Færre mennesker, mere plads og masser af mad i form af dyreådsler, ihjelskudte menneskekadavere og herreløse husdyr gav ulvene optimale udfoldelses- og ynglemuligheder.
Af samme årsag gjorde de danske enevoldskonger i takt med den generelle genopbygning af samfundet kampen mod ulvene til en folkesag. Fra og med 1688 blev enhver bonde eller hyrdedreng, der afleverede en død ulv eller en sæk med endnu levende og sprællende ulveunger til den lokale dommer, belønnet med klingende mønt for indsatsen.
Det motiverede jyderne til at tage på ulvejagt med gevær, spyd, gift, smækfælder eller kamptrænede ulvehunde.
Gav anstrengelserne resultat, kunne den heldige jæger ved siden af dusøren også disponere over ulveskindet, der nu blev flået af det døde dyr. Dernæst var der tradition for, at den blodige og nøgne ulvekrop blev klynget op i den nærmeste galge eller på en pæl. Med denne fremgangsmåde ønskede lokalsamfundene at sende et slagkraftigt signal til andre ulve om, at der her var der kontant afregning.
DET ALLERFØRSTE SPOR af ulve i Vendsyssel er to ulvetænder, der blev nedlagt i Bøgsted Mose engang i jernalderen. Det beskedne fund fortæller os to ting. For det første, at der var ulve i området, og for det andet, at der blev holdt jagt på dem. Også i Vendsyssel satte man pris på de skydepræmier, der blev indført ved lov i 1688. Ved landsdelens lokale domstole blev der i årene 1688-1754 således flere gange fremvist døde ulve, som bønderne havde haft held til at drukne, skyde eller tæske ihjel.
Et øjebliksbillede af ulvenes tilstedeværelse i 1700-tallets Vendsyssel får man ved at kaste et blik på en række rapporter fra 1735. Netop i dette år ønskede kontorfolkene i Rentekammeret – datidens finansministerium – at danne sig et overblik over Danmarks økonomiske tilstand. Med det formål at blive klogere på disse forhold bad man derfor dommere, fogeder, præster og andre embedsmænd om at indsende rapporter om korndyrkningen, kvægavlen, købmandshandlen og håndværksfagene i netop deres lokalområde til Rentekammeret.
Eftersom man i Rentekammeret ikke kun samlede på succeshistorier, men også gerne ville høre om problemerne, dukkede den danske ulv fra tid til anden op i disse indberetninger. Af rapporterne fra Vendsyssel fremgår det, at ulvene her fortsat trivedes i bedste velgående.
Omkring Hjørring by kunne man fra tid til anden møde ulve, »der gjorde stor Beskadigelse paa Indbyggernes Kreaturer«, mens der i Albæk, Voer og Skæve Sogne og omkring Børglum Kloster også var blevet set ulve.
Straks værre forholdt det sig ved Store Vildmose. I dette enorme vildnis af en mose kunne hverken mennesker eller kvæg færdes uden at sidde fast i mudder og hængedynd. Herinde levede efter den lokale herredsfogeds oplysninger derfor også mange ulve, »som jævnligt gør Bønderne stor Skade paa deres Kreaturer«.
Fra det østlige Vendsyssel kunne borgerne i Sæby fortælle, at de flere gange havde observeret ulve uden for byen, mens dommeren for de omkringliggende retskredse skrev til Rentekammeret og fortalte om ulve, »som kommer i en Hast og løber igjen, naar de har gjort Bonden Skade«.
Igennem Rentekammerets rapporter løber det som en rød tråd, at ulvene havde sat vendelboernes husdyr på menukortet.
En hundekoppel kaster sig over en ulv på illustration, der dateres til 1734.
På grund af deres størrelse var det som oftest får og lam, der var i farezonen. I år 1750 blev en hel fåreflok ihjelbidt af ulve ved Råbjerg syd for Skagen. I mangel af bedre kunne ulvene også finde på at angribe heste, grise og køer. I 1730’erne var det især ulvene omkring Børglum Kloster, der havde ry for at være slemme til at overfalde føl, lam og kalve.
En skrædder i Bindslev fik sin eneste gris stjålet af en ulv, og Jes Alstrup Madsen Vogelius, der var præst i Bjergby og Mygdal Sogne i 1750’erne og 1760’erne, blev en søndag i kirketiden opsøgt af en bonde, der klagede over, at ulvene havde dræbt hans fire kalve.
I Elling Sogn længst mod øst vidste folk at fortælle, at ulvene holdt til ude i de øde sandklitter. Her var de frække nok til at angribe køerne, så disse kom hjem med tarmene hængende ud af livet.
Til gengæld gik to ulve forgæves, da de forsøgte at bryde ind i en svinesti på en gård nordøst for Hjørring. Bevæbnet med hver sin høtyv lykkedes det her to mænd at skræmme ulvene på flugt.
Her er det vigtigt at pointere, at der i skrivende stund ikke er fundet spor af, at en ulv på noget tidspunkt har angrebet, bidt eller ædt en vendelbo.
Det tætteste, man kommer på en sådan affære, er vandrehistorien om den frugtsommelige Maren, der på vej til søndagsgudstjeneste blev forfulgt af en ulv, der løb ved siden af hende hele den lange vej til Elling Kirke.
Men ulven var alligevel menneskets fjende. De skriftlige vidnesbyrd om ulvenes gøren og laden i denne del af Jylland begynder først for alvor at dukke i og med 1600- og 1700-tallets voksende papirbunker. Hvordan forholdet mellem ulvene og vendelboer var i oldtid og middelalder, og hvad der eventuelt har været af overfald og konfrontationer mellem mennesket og ulven, ved vi ret beset intet om.
Til gengæld vidner en stak bevarede breve, sendt fra Vendsyssel og adresseret til rigets mægtigste mand, om nogle af Vendsyssels sidste ulvejagter.
SKAL MAN TALE OM EN GULDDRENG i 1750’ernes Danmark, peger pilen uden tvivl på Adam Gottlob Moltke (1710-1792). Moltke stammede fra en fattig adelsfamilie i det tyske Mecklenburg og havde indledt en beskeden karriere som kammerpage i København ved den daværende kronprins Frederiks hof (den senere kong Frederik 5.).
Den kommende konge fandt behag i Moltke, der formåede at spille sine kort helt rigtigt. Snart fulgte derfor en række udnævnelser, først til kammerjunker og senere til overhofmarskal med ansvar for hoffets ansatte og som på kronen på værket titlen som lensgreve.
I 1750’erne var det i høj grad adelsmanden fra Mecklenburg, der som en anden skyggeminister varetog regeringsarbejdet og rigets interesser, mens Frederik 5. koncentrerede sig om sine drukgilder og andre udskejelser.
Moltke sikrede sig ikke blot fornemme titler, men også penge nok til at opføre et fyrsteligt palæ ved det nuværende Amalienborg. Lensgreven opkøbte dertil en perlerække af jyske og sjællandske herregårde med alt dertil hørende af bølgende kornmarker, stråtækte landsbyer, huse og gårde. I 1753 udvidede Moltke så sit godsimperium, da han i det sydøstlige Vendsyssel købte Dronninglund Slot og et par omkringliggende mindre herregårde med tilhørende jord.
Til at administrere sine nye nordjyske herligheder ansatte Moltke en mand fra lokalområdet, Christian F. Rossen, som forvalter. Rossen fik hermed det daglige ansvar for at sætte lensgrevens mange fæstebønder i arbejde og skulle dertil holde et vågent øje med bygningernes og jordens tilstand og vedligeholdelse.
Til godset på Dronninglund hørte store moser, øde hedestrækninger, sumpede marker og mørke vildnis, hvor en af landets sidste talstærke bestande af vildsvin boltrede sig. Her fandtes også mange agerhøns, harer, ræve og rådyr.
Netop disse jagtområder var med Moltkes egne ord »den kiæreste del af hans Ejendom« i Vendsyssel. Ikke fordi lensgreven nødvendigvis selv gik på jagt, men stegt dyreryg og røget vildsvinehoved gjorde god fyldest til de store middage i palæet ved Amalienborg eller fandt alternativt anvendelse som gave til hoffolk og embedsmænd. Moltkes jagtinvitationer til mere skydeglade standsfæller kunne desuden bane vej for nye nyttige alliancer og venskaber.
Jagtmarkerne i Vendsyssel var altså ej blot til lyst. Det var en fornuftig og fremadrettet investering, der skulle både passes og plejes. Nu var der i sagens natur langt fra Nordjylland til de fine saloner i København, og når det kom til såvel vildsvinejagten som de evindelige kampe mod sultne ræve, grådige brændetyve og snedige krybskytter, var det Rossen, der påtog sig opgaven som iværksætter og problemknuser.
Sådan gik det også, da ulvene vovede sig ind på lensgrevens enemærker.
FØRSTE GANG, ROSSEN STØDTE PÅ ULVE på Moltkes jord, var kort tid efter sin ansættelse på Dronninglund. Det skete helt præcis 8. februar 1754. Her blev der på en ellers ordinær jagt efter harer og rådyr i Hals Nørreskov og tæt på Limfjordens vande set to ulve, som man dog ikke kunne komme på skudhold af. Senere samme dag fandt Rossen i samme skov resterne af et rålam, der tydeligvis var blevet bidt ihjel af ulve. I første omgang tog forvalteren dog ikke større notits af rovdyrene. Piben fik straks en anden lyd, da Rossen nogle uger senere blev gjort opmærksom på, at mindst tre ulve i vinterkulden havde krydset den isbelagte Limfjord og nu havde etableret sig permanent i Moltkes skove.
Af hensyn til sikringen af såvel vildt som kvæg gik forvalteren straks i gang med at lægge en plan, der havde til formål én gang for alle at »ødelægge disse skadelige Creaturer«.
Rossen havde dog ikke tænkt sig tage at kampen mod de ubudne gæster helt alene. Efter at have fået grønt lys fra Moltke indkaldte han samtlige bønder og karle fra syv sogne på lensgrevens jord til at møde ved Dronninglund Slot tidligt om morgenen 21. marts.
Pjæk og udeblivelse ville efter loven blive straffet med store bøder og andre sanktioner, så der var ingen vej udenom.
Bønderne og karlene skulle fungere som klappere, der skulle få ulvene ud af deres skjul. Til det formål blev de af særligt udpegede ulvefogeder nu organiseret og opstillet i kilometerlange menneskekæder, der i fælles trav og tempo skulle bevæge sig igennem marker, moser og skove for at jage ulve frem imod jægernes skyttekæde.
Bønderne bar ikke gevær, men var for en sikkerheds skyld udrustet med en høtyv eller en fork, så de kunne drive ulvene tilbage eller aflive eventuelt kvæstede dyr. Ved samme lejlighed blev der sendt invitationer ud til en række lokale godsejere, herregårdsskytter og skovfogeder, der skulle møde op med skarpladte geværer og fyldte krudthorn og kuglepunge.
Blandt de indbudte jagtgæster var ikke mindst stiftamtmand og baron Iver von Holck, der var den øverste kongelige embedsmand i det store Aalborghus Stiftamt, der strakte sig fra Skagen i nord til Mariager i syd.
Både jægere og klappere mødte talstærkt op ved Dronninglund 21. marts. For at sikre sig, at ulvene blev fjernet fra lensgrevens jagtmarker, havde Rossen planlagt, at ulvejagten skulle afvikles over to dage. Den første dag bevægede klapperne sig mod syd og igennem Dronninglund, Voer og Albæk Sogne, hvor marchen stoppede ved Melholt Å.
Ingen ulve var indtil nu dukket op, og mørket var ved at falde på. Rossen stoppede derfor jagten for denne dag. For at forhindre, at eventuelle ulve løb tilbage til de allerede gennemsøgte områder, blev der langs Melholt Å tændt store bål og udsat bevæbnede vagtposter.
Ved daggry blev de forfrosne bønder afløst af friske folk fra Hals, Øster Hassing, Vester Hassing og Horsens Sogne. Jægerne var draget i forvejen og havde nu taget opstilling i den allersydligste del af Hals Skov og med Limfjorden i ryggen.
Hermed håbede Rossen fange ulvene i en fælde mellem vandet, de fremmarcherende klappere og jægerne.
Rossens plan virkede over al forventning. I skoven blev en ulv skudt og dræbt med det samme, mens to andre ulve derimod, selv om de blev ramt af adskillige kugler, løb fra jægerne.
En fjerde ulv var til gengæld så heldig at undslippe helt uden skrammer. Måske fordi jægerne havde travlt med plaffe løs på de mange ræve, som klapperkæden også havde drevet frem? Rossen var i hvert fald ikke helt tilfreds med resultatet, så han sendte nu bønderne igennem Hals Skov endnu en gang. Det gav bogstaveligt talt pote, da der her lykkedes at dræbe endnu en ulv. Den statusopgørelse, som Rossen efterfølgende sendte til Moltke, kunne derfor præsentere to dræbte ulve, mens to andre ulve altså var sluppet ud af forvalterens fælde. Rossen kunne dog forsikre lensgreve Moltke om, at den ene af disse to firbenede flygtninge var så gennemhullet af kugler, »at man ikke tror, den kan leve«.
BLOT EN UGE SENERE kunne lokale skovfogeder så fortælle Rossen, at der igen var fundet helt friske ulvespor i sneen ved Hals Skov. Det resulterede i endnu en ulvejagt 28.-29.marts, hvor nok en ulv måtte bide i græsset.
Dette var også den sidste ulvejagt, Rossen arrangerede denne vinter. Men i marts 1755 gjorde forvalteren et forsøg på at gentage sidste års succes.
Bønderne fra ti sogne og stiftamtmand von Holck deltog i hvert fald i en to dage lang ulvejagt. Det fremgår ikke direkte af brevene til Moltke, men et eller andet sted på lensgrevens jord må der altså igen have været ulve på spil.
På 1755-jagten så man dog slet ingen ulve. Ikke desto mindre havde de mange menneskers indsats ikke været helt forgæves. Rossen regnede nemlig med, at eventuelle ulve på Moltkes jord nu var blevet drevet på flugt mod vest. I 1756 så Rossen derfor heller ingen som helst grund til at afholde ulvejagt. Han gjorde så et sidste forsøg 10. februar 1757, hvor et kraftigt snevejr rasede. Det var til mange ærgrelser og stort besvær for både jægere og klappere, men til glæde for dagens eneste ulv, der undslap uden en skramme.
Jægernes geværer var nemlig blevet våde i snevejret og virkede ikke.
Ulven, der slap forbi jægerne den våde vinterdag i 1757, var sandsynligvis en af de allersidste af slagsen nord for Limfjorden. Da Rossen i vinteren 1758-1759 afholdt en række store jagter med særligt indbudte gæster, blev der anskudt, skudt og nedlagt utallige ræve og vildsvin. Til gengæld så man ikke så meget som spor af en ulv.
Tager vi endnu et dyk ned i brevvekslingen mellem Moltke og Rossen, fremgår det da også, at ulvejagt ikke længere var en del af forvalterens opgaver. Derimod var det nu ræve og ørne og andre rovfugle, som Rossen fik besked på at bruge krudt og kugler på.
Nu er det dog ikke nødvendigvis jagten, der er forklaringen på udryddelsen af ulven i Vendsyssel. Meget tyder nemlig på, at Jyllands ulve i 1740’erne og 1750’erne blev ramt af en række epidemiske sygdomme – bl.a. muligvis rabies – der gjorde kraftigt indhug i rovdyrbestanden.
Det gik åbenbart hårdt ud over de få ulve, som Rossen og jægerne ikke fik ram på. Mere end 100 år efter disse epidemiers rasen taltes der i Vendsyssel fortsat om, hvordan den sidste ulv i Store Vildmose dengang vandrede syg og sølle omkring, indtil benene svigtede den. Da bønderne senere fandt den døde ulv, bemærkede de, at kadaveret var både skurvet og skabet.
Jagt og sygdom satte altså allerede i 1750’erne en stopper for ulveplagen i Vendsyssel. Det er værd at bemærke, at ingen af de omstrejfende ulve, der i 1800-tallets begyndelse satte Midt- og Vestjylland på den anden ende, nogensinde viste sig i Vendsyssel. Heller ikke nogen af de udokumenterede historier og rygter om ulvens tilbagevenden til Danmark, der i 1840-1920’erne cirkulerede i aviserne, havde relation til landet nord for Limfjorden.
Faktisk var det først i efteråret 2017, da en hanulv fra det tyske Mecklenburg-Vorpommern valgte at forlade det vestlige Himmerland og via Aggersundbroen krydse Limfjorden, der igen kom en ulv til Vendsyssel. Siden har dræbte får, fotografier og dna-spor til fulde dokumenteret, at den tyske hanulv fortsat trives ganske fortrinligt på sine artsfællers gamle territorium.
Det sidste kapitel i historien om Vendsyssels ulve er derfor næppe heller skrevet endnu.
