Kære Politiken Historie-læser
Efter en slentretur i området omkring Hovedbanegården i København er man ikke i tvivl. Sexarbejdere er der (stadig) mange af.
Omkring 4.500 personer sælger sex i dagens Danmark. Det viser den seneste kortlægning fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd fra 2021.
Det er langt fra et nyt fænomen. I 1800-tallets København var det særligt på Holmensgade, nu Bremerholm, at sexsalget var åbenlyst.
Det blev tolereret, til gengæld blev kvinderne skrevet ind i hemmelige politiprotokoller. Ordningen var tys-tys. På papiret var prostitution fortsat ulovligt, og den øvrige befolkning måtte derfor ikke kende til, hvad politiet accepterede i gadelivet.
Tryk her og læs om sexarbejdernes forhold, kampen om seksualmoralen og dem, der troede, kvinden var født kysk.
Det skal du også læse (eller høre):
Lokummer: Industriferien nærmer sig, og der bliver muligvis ekstra tid til at forrette sin nødtørft på det lille hus. Det er jo en fin anledning til at læse om toiletbesøgets historie. Du finder artiklen her.
En gang var det slet ikke tabu at lave stort, men noget man gjorde i fællesskab, og lort var en ting, man så på med alvorlige øjne. Romerne havde sågar en lortegud ved navn Stercutius. Selv lokumspoesien fandtes i oldtiden.
P-Piller: Du kan også læse om pillen, der ændrede Danmark ved at trykke her. I folkemunde fik den kaldenavnet antibabypillen, og paven fordømte den. Den blev også hyldet som en frigørelse for den moderne kvinde, og her 60 år efter lever kvinder stadig med bivirkningerne fra dem.
Cyklens historie: I går tog Vingegaard og co. de første tag i pedalerne i dette års Tour de France. Du kan læse om dengang cyklen blev allemandseje, og hvorfor forfatter Amalie Skrams mand holdte sine cykellektioner hemmelige i artiklen her.
Slutreplikken:
Barren for at identificere ejere af mistet hittegods er virkelig blevet hævet i år.
Et hold forskere har med en ny metode trukket DNA fra et cirka 20.000 år gammelt vedhæng, som var udskåret af tanden fra en hjort. Her er det lykkedes dem at koble vedhænget til en helt bestemt ejer: en kvinde fra stenalderen, som enten har lavet eller båret smykket.
Det er første gang, at et forhistorisk artefakt knyttes til en særlig person gennem genetisk opsporing.