Kvinder på fortovet, i døråbningerne og i vinduerne. Offentlige fruentimmere, der falbød sig og forhandlede med deres kunder på åben gade. Det skete flere steder i København, men særligt i Holmensgade, nu Bremerholm, var kvinderne ublu og højrøstede.
De måtte gerne være der, de offentlige fruentimmere. Gaden var faktisk deres, i hvert fald et stykke af den. Allerede i 1815 indførte den københavnske ordensmagt en uformel kontrol med de kvinder, der ernærede sig ved prostitution: Kvinderne havde lov til at sælge sex, men blev til gengæld skrevet ind i en hemmelig politiprotokol. De skulle underkastes regelmæssige lægeundersøgelser, og de måtte kun arbejde i særlige huse.
Ordningen var tys-tys. På papiret var prostitution fortsat ulovligt, og den øvrige befolkning skulle derfor ikke vide, at politiet tolererede og kontrollerede den erhvervsmæssige utugt. Seksualiteten, samlejet og forplantningen havde hjemme i ægteskabet, hvilket også fremgik af Bibelens sjette bud, og det var i øvrigt først med Borgerlig Straffelov af 1930, at straffen for udenoms-ægteskabelig sex bortfaldt.
Men: De veneriske sygdomme, ikke mindst syfilis, havde nærmest epidemisk karakter i 1800-tallet, folkesundheden var truet, og i en tid uden adgang til effektiv prævention var mange prostituerede smittebærere. I 1874 blev ’Loven om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse’ vedtaget, og nu var det officielt, registreringen var formaliseret, ligesom kvindernes rutinemæssige undersøgelser. På den måde virkede de offentlige fruentimmere som et værn, deres kunder, mændene, blev beskyttet, så de ikke smittede deres eventuelle hustruer derhjemme.
Det var et spørgsmål om offentlig hygiejne ligesom byens nyanlagte kloaksystem, der sendte alt det uønskede og grumme langt væk fra byen. Den nye lovgivning var en pragmatisk løsning, et nødvendigt onde, målet var ifølge justitsminister Christian Sophus Klein »at ordne dette uvæsen, denne umoralske institution på en sådan måde at den træder så lidt som muligt i konflikt med den almindelige anstændigheds- og sømmelighedsfølelse«.
Kvinden var ikke et seksuelt væsen
Den sidste halvdel af 1800-tallet var en vild tid. København voksede og myldrede, voldene faldt, og det moderne liv buldrede og larmede, mens stridende interesser og overbevisninger mødtes, eller nærmere kolliderede. Den reglementerede prostitution afspejlede nye politiske prioriteringer og hensyn, som i høj grad var informeret af de tanker, mange af samtidens læger tænkte – og tænkte højt.
Lægen indtog i det hele taget en central rolle, Georg Brandes skrev om alt det, han inkarnerede i den moderne poesi. Den dygtige læge var »øjensynlig tidens helt«, i ham mødtes de moderne idealer: »... teoretisk videnskabeligheden, der forholder sig til modsætningen sandt og falsk, praktisk humaniteten, der forholder sig til modsætningen lykkelig og lidende, de modsætninger, der psykologisk og socialt beskæftige tiden«.
Rudolph Bergh kunne nok leve op til Brandes’ hyldest. Bergh var læge og zoolog og fra 1886 overlæge ved det nye Vestre Hospital, som behandlede hud- og kønssygdomme. Han parafraserede den franske forfatter Guy de Maupassant i sine årsberetninger fra hospitalet, der især behandlede byens prostituerede. Han indsamlede empiri og interesserede sig indgående for sine patienter, deres fysiske helbred og skavanker. Han kortlagde deres arbejds- og familieforhold.
Og han bakkede op om den reglementerede prostitution:
»Af de onder, imellem hvilke samfundet har at vælge, for på en sund måde at tilfredsstille kravene på den mægtigste drift i den menneskelige natur, er den offentlige prostitution det mindste«.
Det biologiske blik var moderne, blandt andet takket være Charles Darwins indflydelsesrige værker, som kom til at præge lægevidenskaben i løbet af 1800-tallet. Det var tanker og opdagelser, som måske kunne ryste verdensbilleder, men samtidig forankrede ideen om, hvad mænd og kvinder hver især ville, kunne og skulle.
Mennesket var bare endnu et dyr, og i naturen var hannerne de stærke, udfarende og aggressive. Hannernes/mændenes drifter var måske vanskelige at tøjle, jævnfør Rudolph Berghs årsberetning, men samme drift blev også betragtet som et sundhedstegn.
Holmensgade set mod Lille Kongensgade ca. 1895. Gaden var sidst i 1800-tallet berygtet for sine mange prostituerede.
Kvinders seksualitet var en anden historie. Gynækologien var primært optaget af kvindens reproduktive evner, og skønt hun også havde drifter, drev de hende i anden retning: Hun var ikke et seksuelt væsen, hun var født kysk, og hun ville bare gerne være mor. De offentlige fruentimmere var selvfølgelig også en slags kvinder, men de havde deres egen kategori, de var fortabt, usædelige og moralsk fordærvede, og det var altså bedre, hvis mændenes drift gik ud over dem i stedet for over borgerstandens pure damer.
Men de samme pure damer interesserede sig for lovgivningen og seksualmoralen, og debatten om den offentlige prostitution medvirkede til at give dem en stemme og en talerstol, de ikke havde haft før. De blev politiske borgere.
Hjemmets vogtere ville lære mændene om selvbeherskelse
I 1879 blev Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed etableret, hvis mål det var at afskaffe loven af 1874. Bestyrelsen bestod af lige dele mænd og kvinder, og to af medlemmerne var i øvrigt pensionerede klosterlæger, hvilket morede samtiden.
Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed delte bekymringen for folkesundheden med politikerne og de andre læger, for intet var så ødelæggende for krop og sjæl som usædeligheden. Desuden solidariserede damerne sig også med de fruentimmere, der blev underkastet politibestemmelser og love, en diskrimination og ulighed for loven, som mændene aldrig ville tolerere.
»Skulle vi blive ved at tie og tåle og så imidlertid lade skarer af unge kvinder hvirvles ned i afgrunden?«, spurgte en unavngiven kvinde til et af foreningens møder.
Middelstandens politisk aktive kvinder var ikke uenige i, at de var anderledes end mændene, at de besad helt særlige træk og dyder. Faktisk var det netop disse, der kvalificerede dem til at tage del i debatten: De var hjemmets vogtere, og de kunne lære mændene et og andet om selvbeherskelse og samtidig virke som forbilleder for de faldne.
I 1887 gik Elisabeth Grundtvig, medlem af Dansk Kvindesamfund, ind i debatten om kønsmoralen, som nu blussede i aviser og på teaterscener takket være blandt andre Henrik Ibsen og August Strindberg.
Eller måske gik Grundtvig ikke ind i debatten, måske trampede hun, i hvert fald vakte hendes indlæg en del postyr: Hun holdt foredraget ’Nutidens Sædelighedskrav’ for en sal fyldt med kvinder, og teksten blev siden trykt i Dansk Kvindesamfunds medlemsblad, Kvinden og Samfundet. I månederne, der fulgte, drog Grundtvig ud i landets forsamlingshuse og gav sit bud på, hvad det var, kvinder ville have: sædelig lighed.
Elisabeth Grundtvig ville både have mænd og kvinder til at holde sig på måtten.
Det var imidlertid ikke sådan at forstå, at kvinderne nu skulle ud at give den gas. Nej, i stedet måtte mændene gasse ned og gøre som kvinderne: holde sig kyske inden ægteskabet og trofaste i ægteskabet. Det rene ægteskab var grundpillen, stativet, som det moderne samfund skulle læne sig op ad.
Tænk, sagde Grundtvig, at have et samfund, »hvor forførelse, voldtægt, prostitution og al den elendighed, som følger dermed, næppe kendtes uden af navn, hvor der ingen stakkels hjemløse børn var – tænker vi os dette, da siger vist de fleste af os: Det er lykke«.
Dum debat i det dumme lille land
Elisabeth Grundtvigs messen fik imidlertid Georg Brandes til at fare i blækhuset. I årevis var han blevet fremstillet som en charlatan, ægteskabets og familiens første fjende, anklaget for at promovere »parring i flæng«.
Han var så træt, så træt af den dumme debat i det dumme lille land:
»Skal vi nå til det punkt, at hele vort åndsliv går op i en sædelighedspassiar, der er lige så uanstændig som liderlig snak er det? Andre folkeslag frembringer noget, udretter noget; vi passer på hinandens køns-moralitet; vi præker kønslig afholdenhed for hverandre«, skrev han i et af tre fyndige modsvar i Politiken.
Elisabeth Grundtvig svarede igen med at lægge sag an mod avisen for injurier, og redaktør Viggo Hørup måtte punge ud: 100 kroner i bøde og 40 kroner i sagsomkostninger.
Loven om den reglementerede prostitution blev ophævet i 1906. Det viste sig at være tvivlsomt, om den overhovedet virkede mod udbredelsen af kønssygdomme. Kritikere af loven mente desuden, at den krænkede den enkelte kvindes grundlovssikrede rettigheder.
Det blev med andre ord vanskeligt fortsat at argumentere for, at Loven om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse var det mindste onde.
