Da cyklen blev »Allemandseje«, blev de unge født »som bevingede Væsener«
Cyklen blev først hyldet, så latterliggjort, men til sidst bed den sig fast. Læs uddraget af Martin Zerlangs bog ’Danmark set gennem et cykelhjul’.
Væltepeteren var på grund af sit store forhjul hurtig, men også upraktisk. Denne herre ser dog ud til at have styr på den. Modellen er en såkaldt Humber. Foto fra 1882.
Sommeren 1897 var svær for forfatteren Amalie Skram (1846-1905).
Længe rugede hun over, hvad det egentlig var, som hendes mand, forfatteren Erik Skram (1847-1923), havde gang i. Til sidst kunne hun ikke holde sine tanker for sig selv. I et brev dateret 12. august 1897 skriver hun:
»Der er en ting, jeg hver gang, jeg har skrevet, har villet spørge Dig om, men aldrig er kommen mig til med af frygt for at opirre Dig og udsætte mig for at få et vredt svar, men nu vil jeg det dog. Sig mig har Du cykle, og cykler Du i hemmelighed? Fru Lehmann fortalte nemlig, at Du i fjor havde tat undervisning i cykleridning på Østerbro. Da jeg benægtede det, blev hun påståelig og fortalte tilsidst at hun endog havde set dit navn på listen over eleverne«.
Den slags hemmeligheder skal man ikke have mellem mand og kone, fortsatte Amalie Skram, og Erik Skram svarede da også straks, han fik hendes brev:
»Den Cyklehistorie undrer mig lidt. Jeg vidste ikke bedre end at jeg har fortalt, hvor Du var til Stede, at jeg en Gang jeg var ene hjemme for halvandet År siden tror jeg, tog nogle Timer i Cykling, men at det blev derved. Jeg lærte ikke at cykle ordentlig de fem seks Gange jeg prøvede derpå, udsatte det så og har senere ikke genoptaget Sporten«.
ERIK SKRAM BLEV SENERE DÉN, SOM UDSKIFTEDE ordet ’cykle’ med det mere mundrette ’cykel’, men som ’cyklehistorien’ fortæller, blev han ikke fortrolig med sporten. Brevvekslingen mellem de to ægtefæller fortæller, at i cyklingens barndom opstod der et helt marked for oplysning om cykler og undervisning i cykling.
Der har nu også været rig lejlighed til munterhed, når nybegyndere skulle lære at cykle. I verdenslitteraturen er Mark Twain (1835–1910) berømt for sin skildring af sine problemer med »at tæmme en cykel« – med konklusionen: »Anskaf dig en cykel. Du vil ikke fortryde det, hvis du overlever det«.
Herhjemme fortæller Paul Bergsøe (1872-1963) i ’Jeg husker’ (1964), at han i Sylvester Hvids forretning i Nygade i København blev ekspederet af ejeren selv, og at han i tilgift til sin nye cykel fik »en af ham selv forfattet håndbog i ’cykelridning’«. Sylvester Hvid opfordrede ham også til at tage et kursus i cykelridning i Bernstorffsgade:
»Det gik for sig på den måde, at man satte sig op på dyret og lod en mand løbe bagefter, han skubbede på og holdt samtidig apparat og rytter på ret køl«.
Forfatteren Amalie Skram var bestyrtet over rygterne om, at hendes mand, Erik Skram, i al hemmelighed havde gået til cykelundervisning.
I 1865 TOG FRANSKMANDEN PIERRE LALLEMENT (1843-1891) patent på en tohjulet cykel med pedaler, og samme år hjemførte Anker Steenberg, som var redaktør af Industri-Tidende, fra Paris en velocipede, som han ved præsentationen i sin avis, ganske vist først tre år senere, kaldte en »Il-Vogn paa to Hjul«. I 1868 rapporterede Illustreret Tidende om en veritabel »Velocipede-Mani« i Paris, og året efter nåede den til Danmark, for så vidt som man kan tale om mani, når fire unge mænd cykler fra København til Charlottenlund. I 1869 skrev samme blad om »Hr Velocipedersen«.
Men allerede i 1870 mente Nyt Aftenblad at kunne kaste jord på den nye opfindelse: »Velocipederne er nu glemte«. Helt glemt var de nu ikke. I sine erindringer fortæller Henrik Pontoppidan (1857-1943) om, hvordan velocipeden holdt »sit Indtog i Randers en Søndag i Aaret 1871«:
»Det var en Søndag Eftermiddag. Jeg sad oppe paa mit Kammer og sled med mine Lektier, da jeg nede fra Gaden hørte et mærkeligt Bulder og høje Raab af Drenge. Jeg fór til Vinduet. Et fantastisk Køretøj – en Thorskærre med to ildsprudende Hjul, det ene bag det andet, humpede henover Stenbroen med en tordenagtig Larmen. Hjulene var forbundet med et Brædt, og overskrævs paa dette sad en sveddryppende Mand, der med vældig Kraftanspændelse drejede det forreste Hjul rundt med Fødderne. Paa sin slingrende Fart fra den ene Side af Gaden til den anden fulgtes han af en Sværm hujende Ungdom, og overalt kom Folk til Vinduerne som ved en Ildebrand. Jeg fik senere at vide, at Manden var en ung Smedesvend, som i en Avis havde læst om et nyt, udenlandsk Befordringsmiddel, Velocipeden, og nu efter Avisens Beskrivelse af det havde lavet sig et Exemplar af to almindelige, jernbeslaaede Vognhjul«.
Denne hjemmelavede væltepeter gav ikke sin ejer vinger, men Pontoppidan bemærker, at da cyklen blev »Allemandseje«, blev de unge født »som bevingede Væsener«, og »den lette Svaleflugt med Cyklen henover Nutidens bonede Veje« skabte »en ny og luftigere Tilværelsesform«. Ja, han skriver ligefrem, at cyklen havde »virkeliggjort Menneskehedens maaske allerældste Drøm om Lykke«.
Den unge Martin Andersen Nexø var ikke imponeret over væltepeteren, som han betegnede som en »giraflignende Befordring«
.Henrik Pontoppidan mente, at cyklen havde »virkeliggjort Menneskehedens maaske alderældste Drøm om Lykke«.
I 1881 VAR DER TI VELOCIPEDER I KØBENHAVN, året efter 100. Den 1. maj 1881 stiftedes foreningen Dansk Bicycle Club, som i sit ’Ride-Reglement’ understregede, at det var en sport for gentlemen, endda besindige gentlemen. Men det var som underholdning, at klubben cyklede frem foran en større offentlighed. Den 11. september 1881 rullede fire medlemmer af foreningen ind på stierne i Tivoli.
Og året efter inviterede Tivoli til et cykelløb, der samlede omkring 5.000 tilskuere. I 1889 cyklede ikke mindre end 12 unge mænd – at dømme efter et samtidigt tryk alle med flotte cykelstyrsoverskæg – ind i Cirkusbygningens manege. Men væltepeteren blev ikke nogen varig succes. Og man forstår hvorfor, når man læser andre beretninger om disse.
Ligesom Henrik Pontoppidan kunne berette om den første væltepeter i Randers, kunne hans beundrer Martin Andersen Nexø (1869-1954) i sine erindringer fortælle om den tid, da »Væltepeteren« dukkede op på hans barndoms Bornholm:
»En halvtosset, langbenet Snedker foruroligede Byen ved at ride afsted paa Toppen af et vældigt Hjul. Han havde en lille Skammel til at træde op paa, traadte fra den op paa en Tap, der stak ud midt paa Væltepeterens Rygrad – og prøvede i et Hop at fange Sadlen med sit Skræv. Hvis det lykkedes og han ikke gik paa Næsen over det mægtige Forhjul, gjaldt det at holde sig i vrikkende Balance og med et behændigt Ryk vippe Skamlen op til sig. Og saa gled han fremad paa sin giraflignende Befordring, sad med Livet i Hænderne oppe i Højde med Folks Tagvinduer og kiggede ned i Tagrenderne«.
DEN NYUDVIKLEDE SÅKALDTE SAFETY-CYKEL med luftfyldte gummihjul var langt sikrere end den gamle væltepeter, og den var utvivlsomt med til at sikre cykelsporten en rasende hurtig udbredelse omkring 1890.
Men ikke alle brød sig om denne nye hverdag. Ryttere undså sig ikke for at svinge ridepisken, kuske spærrede vejen, fodgængere stak en kæp i hjulet, hunde bed, og politiet hjalp gerne med til at sætte en bremse for cykleriet. I 1899 fordrede politivedtægten for Nordre Birk (Københavns Amts nordlige sogne, red.), at cyklister »skulle stige af ned ad Bakker paa Strandvejen og igjennem Byerne«.
Kampen mod cyklerne nåede også ind i avisspalterne. I marts 1891 indledte en indsender med signaturen ’En Onkel’ en veritabel »Cykle-Krig« i Politiken. For ham var »Bicykleuvæsenet« udartet til en epidemi, som var et angreb på den gode smag. I denne sport, der består i dels at »gnide 2 tynde Ben imod hverandre, dels i at krumme Ryg«, er cyklisten en parodi på rytteren. I stedet for rytterens sporer og statelige ridestøvler sidder han dér med sine lange, nøgne ben. Særlig de cyklende damer, der »sidder overskrævs« på cyklen, er med deres skørter og »rebelske Ben« dybt forargelige.
En anden indsender, der kaldte sig ’En frisindet Onkel’, henregnede den første onkel til ’Dumhedens Livgarde’ og anførte læresætningen: »At ride paa Safety er det ægte Kendetegn paa Liberalitet«.
CYKLEN VAR TRODS KRITIKKEN kommet for at blive. I 1892 blev den første cykelsti anlagt på Esplanaden i København, der blev dannet en Cykelstiforening, og ud af den voksede i 1905 Dansk Cyklist Forbund.
Den 29. juni 1891 kunne Politiken på forsiden fortælle, at safetyen nu kunne påsættes en barnesaddel, og dette nye skridt i opfindelsernes historie gav anledning til denne kommentar:
»I gaar Formiddags forbavsedes det glade Søndagspublikum ved at se en omhyggelig Fader rulle paa Safety hen ad Strandvejen med sin lille gullokkede 2-3 Aars Datter anbragt i en magelig Stol, der var fastskruet paa Cyklens Styr. Selv drevne Cyklister var ved at dreje Nakken af Led, naar de mødte det sjældne Syn. Mødre med cyklende Ægtemænd vil med ublandet Tilfredsstillelse høre om denne Cyklens nyeste Anvendelse: som Barnevogn«.
Og 12 år senere, i 1903, kunne Illustreret Familie Journal med to fotos af småbørn på cykel dokumentere, at danskerne næsten voksede op på en cykelsaddel:
»Der er ingen Tvivl derom, Danmark er et Cyklistland par Excellence, og vi gad nok se den Nation, der f. Eks. kan præstere flere mindreaarige Cyklister end den danske«.
Martin Zerlang er professor i litteraturvidenskab og moderne kultur på Københavns Universitet
Videre læsning:
Artiklen er et redigeret uddrag af:
Martin Zerlang: ’Danmark set gennem et cykelhjul’. Gads forlag, 2018.
