Holberg forspildte chancen for at blive klogere på den faldne adelskvinde Marie Grubbe

En gang imellem er det hullerne i vores viden om historiske personer, der gør dem ekstra interessante. Manglende bevæggrunde for folks handlinger kan virke ustyrligt pirrende og få fantasien til at kværne løs – for hvad dælen tænkte folk mon på, da de gjorde, som de gjorde?

Sådan en skikkelse er Marie Grubbe, adelsdamen, der midt i 1600-tallet blev gift med en kongesøn, men endte på samfundets bund og siden har fået skønlitterære koryfæer som Steen Steensen Blicher, H.C. Andersen, J.P. Jacobsen og Juliane Preisler til at causere over, hvad der drev hende til handlinger, hvormed hun formøblede sin position i samfundets top.

Hendes livsforløb har også lokket Politiken Historie til Falster, hvor hun engang boede i det for længst forsvundne Borrehuset. Det er en blæsende og tåget dag, og da vi indleder dagens vandretur, kan det nærliggende Møn på den anden side af det smalle Grønsund ikke ses gennem tågen.

Vi går langs med diget vest for det gamle færgested, ind over markerne ved Næs, som huser Næsgaard Efterskole, og endelig nordpå langs kysten op mod Borrehuset. Fra sundet står en hård vind ind fra Møn, og bølgerne slår højt op på stranden langs vejen.

Denne dag er vejene helt affolkede, og den mystiske dis gør det lettere at leve sig ind i Marie Grubbes liv, der begyndte planmæssigt med hendes prestigefyldte ægteskab med kong Frederik III’s uægte søn Ulrik Frederik Gyldenløve.

Kongerækken hos Politiken Historie

Historiske vandreruter #3: Marie Grubbes Falster

Historiske vandreruter #3: Marie Grubbes Falster Historiske vandreruter #3: Marie Grubbes Falster

Henter…

30:20

Utroskab

Men ægteskabet var ikke lykkeligt. Efter 10 år blev de skilt på grund af Maries serieutroskab med en skriverkarl og en fransk diplomat. Hendes næste ægteskab med en vestjysk adelsmand gik ikke bedre. Marie Grubbe stak af med den simple ladefoged Søren Sørensen Møller, blev gjort arveløs og rakkede herefter rundt i Danmark og hertugdømmerne nu med sin tredje ægtemand, inden de to fandt bolig på Møn og siden i Borrehuset i det nordøstligste hjørne af Falster.

Selv om færgeruten for længst er sløjfet, hedder vejen stadig Gammel Færgevej. Her, langt fra de bonede gulve på Københavns Slot, slog Marie Grubbe sig i 1706 ned for sammen med sin Søren at betjene overfarten mellem Falster og Møn.

Borrehuset, som parret altså boede i, brændte i 1731, og i dag må man nøjes med en mindesten for en af danmarkshistoriens mest sagnomspundne kvinder, som faldt fra top til bund.

Nedturen har givet Marie Grubbe en stor karriere som skønlitterært motiv, men én ting er digternes krumspring, noget andet den faktiske historie; og her må vi benytte os af andre kilder end forfatternes fantasi. Især da en af de store kanoner i dansk litteratur ligefrem selv har haft chancen for personligt at udspørge Marie Grubbe om hendes motiver.

Forfatterinterviewet

En ung Ludvig Holberg flygtede i 1711-12 fra pesten i København. Under sit ophold i den danske provins, som stort set gik fri af epidemien takket være en effektiv karantænehåndhævelse fra de danske myndighedernes side, logerede han faktisk i Borrehuset hos den efterhånden aldrende Marie Grubbe.

På det tidspunkt var hun alene, for Søren Sørensen havde under et drikkegilde dræbt en mand i en vådeskudsulykke og var derfor idømt tvangsarbejde på Bremerholm i København.

Men ak, havde Holberg dog blot indset, hvilket journalistisk scoop han sad over for i Borrehuset. – Godt nok synes han at have sans for hendes exceptionelle livsforløb, når han skriver følgende:

»Og har jeg sådan hørt af hendes egen mund, da jeg var i hendes hus, som var ved et færgested i Falster« ...

Men beretningen nedfældede han først mange år senere i sin epistel nummer 89, hvor Holberg filosoferer over, »at mange fatter kærlighed til det, som andre har afsky for«, og i passager fortæller om sit møde med Marie Grubbe.

Man kan næsten mærke Holberg ryste på hovedet over skilsmissen fra Ulrik Frederik Gyldenløve, som jo blev anset for at være den »galanteste Herre udi Riget«, mens han omtaler Søren Sørensen som en »gemen Matros«.

Vi har dog én enkelt sætning fra mødet, som giver os et praj om, hvad Marie Grubbe selv tænkte om det hele.

»[…] hun sagde sig at leve langt mere fornøjet end i det første ægteskab«.

Det er nærmest rørende at vandre i tågen og forestille sig mødet mellem de to historiske berømtheder. Og havde den store dramatiker blot sat sig for at skrive det omfattende portrætinterview, havde vi måske været så heldige at have hendes egen forklaring på, hvorfor det endte, som det gjorde.

En frigjort kvinde?

Men dén ene sætning peger i retning af, at der faktisk kan være tale om en kvinde, som var villig til at opgive luksus og privilegier for at forfølge lykke og kærlighed. Søren Sørensen var bestemt ikke perfekt og skal have banket hende og indimellem være rendt med andre kvinder.

Og Marie Grubbes udtalelse til Holberg kan naturligvis i virkeligheden være udtryk for, at hun som ældre kvinde med kort levetid tilbage forsøger at få det hele til at give mening og derfor efterrationaliserer på livet løs; men ytringen får alligevel et håb til at spire: at der faktisk var mennesker i det helt og aldeles ufrie samfund omkring år 1700, der tog livet i egne hænder og uden at kny betalte prisen for det.

Hvad vi mangler af konkret viden, rummer historien om Marie Grubbe i fascinationskraft. Når det gælder det konkrete, er en sten med en inskription i dag alt, hvad det kan blive til. Både Marie Grubbe selv og Borrehuset er for længst forsvundet, men mindet om hendes usædvanlige levned er rigeligt, når man spadserer igennem landskabet ved Grønsund.

Det er en historisk vandretur af den slags, der kan inspirere én til at tage livet i egne hænder og ikke bare følge strømmen. Og det er da ikke så lidt sådan en tåget dag på Falster.

Redaktion

Tekst: Anders Olling og Hans Erik Havsteen

Korrektur: Bodil Carlsson

Tegning og foto: Roald Als

Grafik: Malene Hald

Redigering og layout: Henrik Kaufholz og Marcus Grønbech

Digital tilrettelæggelse: Nima Hajarzadeh, Johannes Skov Andersen og Emma Louise Stenholm