Valdemar Sejrs imperiedrømme døde på idylliske Lyø

Hvis man har glemt vandvejenes afgørende betydning for infrastrukturen i Danmark, skal man blot tage et smut til Det Sydfynske Øhav. På færgeruten Faaborg-Lyø-Avernakø er skibets betydning som transportmiddel nogenlunde lige så afgørende, som det var i middelalderen, om end sejl og årer er blevet udskiftet med motor og bildæk.

Om bord kan man forestille sig et mylder af smuglerfartøjer, vikingesnekker og kogger, middelalderens store fragtskibe, sejle forbi.

Når Lyø toner frem i horisonten, kan man med lidt god vilje også tænke sig til, hvordan ’Sorte Henrik’s skib i 1223 sejlede fra øen med den kidnappede danske korsfarerkonge Valdemar Sejr om bord. Det er denne begivenhed, der varslede sammenbruddet af middelalderens danske Østersø-imperium, der har lokket Politiken Historie til Lyø.

På overfarten sidder avisens udsendte sammen med et betragteligt antal seniorer, der støjer mere end en børnehaveklasse på udgang. Samme udsendte sender desuden lange blikke efter det pludrende grå gulds praktiske påklædning på denne dag, hvor regnen har gjort sit indtog i den danske sommer, men upraktisk påklædning er nu også en måde at være optimist på, som chefredaktøren bemærker ved udsigten til våde sko.

Kongerækken hos Politiken Historie

Historiske vandreruter #5: Kidnapning på Lyø

Historiske vandreruter #5: Kidnapning på Lyø Historiske vandreruter #5: Kidnapning på Lyø

Henter…

31:12

Mindesten

Dagens vandrerute begynder ved Lyø Havn, hvor man efter få kilometer når Lyø by med stråtækte tage og yndigt bindingsværk. Inde i byen markerer en mindesten fra 1923 700-året for den skæbnesvangre bortførelse med ordene:

’6. MAJ 1223 / EN SORGENS NAT OVER LANDET FOR’

Men straks blandes senere tiders dansk-tyske fjendskab ind i historien om kidnapningen:

’1864-1920 / DOG FOR SAG END RAADER GUD / OG FØRER ALT TIL BEDSTE UD’

Stenen må siges at være et godt eksempel på, hvordan historiske begivenheder uden egentlig sammenhæng kan kobles sammen efter forgodtbefindende.

Lyø by er kendt for sine mange gadekær. I et af dem forårsager noget, der lyder som mindst 1.000 frøer i brunst, en infernalsk larm og minder om, at livet på landet i gamle dage ikke nødvendigvis var præget af stilhed. Tværtimod. Smedjer, husdyr og menneskeråb har blandet sig i en ganske ulidelig larm, som man skulle godt ud på overdrevet for at slippe for.

Det er muligt at nødproviantere i Lyø Købmandsgaard, hvis man som redaktionen ikke har forberedt sig hjemmefra. Hvis man ønsker et mere avanceret måltid, kan man slå et smut forbi Hlý bag Lyø Kirke i den gamle skolebygning, hvor et par unge restauratører sørger for, at karantænemaverne kan holdes ved lige over sommeren. Det er nok en god idé at tjekke åbningstider inden afgang.

Mellem købmanden og den gamle skolebygning ligger altså Lyø Kirke, der stammer fra begyndelsen af 1600-tallet. Kirken har i dag ikke fast præst og derfor kun lejlighedsvise gudstjenester. I gamle dage har den betjent de bønder, der i 1500-tallet blev fordrevet til Lyø som straf for at have trodset deres herremand. I dag er der stadig et par gårde tilbage på øen, der i alt tæller ca. 80 indbyggere samt en hel del turister om sommeren – især tyske sejlere, der lægger til i havnen.

Klokkestenen

Fra byen vandrer vi mod vest i retning af den cirka 5.000 år gamle stendysse Klokkestenen. På vejen derud går tankerne til Valdemar Sejr og hans mildt sagt mislykkede jagtudflugt i foråret 1223.

Valdemar var på dette tidspunkt en vældig karl. Efter godt 20 år på den danske trone var han den mægtigste fyrste i Nordeuropa og dominerede hele Østersø-området, ikke mindst efter sin sejr i Estland i 1219 (da Dannebrog måske, måske ikke dalede ned fra himlen).

Men Valdemar var ikke kun på færde i Baltikum. I Nordtyskland underlagde han sig med vold og list store landområder og lignede en, der havde i sinde at bygge et sammenhængende imperium fra Slesvig i vest til Estland i øst.

Det skaffede ham en del fjender på halsen.

Valdemar havde f.eks. udnyttet vasallen grev Henrik af Schwerins korstogsfravær til at sikre sig kontrol over dennes områder i Nordtyskland, og det blev dyrt.

Men hvordan i alverden blev den undseelige Lyø dog en del af denne historie?

I middelalderen havde stormænd og konger private jagtreservater. Småøerne i Det Sydfynske Øhav var ideelle til den slags, og jagtbestandene kunne nemt fordeles her. For eksempel var Agersø ved Skælskør kendt for sin bestand af aber, som Valdemar havde fået i bryllupsgave af sin svigerfar, den portugisiske kong Afonso II, mens der på Bjørnø var ... ja, gæt engang.

Kidnapningen

På Lyø var det råvildt, som kongen kunne jage i selskab med sine nøje udvalgte gæster. Det var nøjagtig, hvad Valdemar havde tænkt sig i foråret 1223, da han inviterede sin utilfredse vasal grev Henrik med på jagt.

Turen har formentlig været en blanding af arbejde og fornøjelse. Grev Henrik og kong Valdemar skulle forhandle sig frem til en aftale om magtfordelingen i det nordtyske.

Men der var lusk med i spillet.

Det er uvist, om Henrik havde forberedt kidnapningen, eller om tingene udviklede sig efter et sammenbrud i forhandlingerne. Men under alle omstændigheder blev Valdemar og hans ældste søn i nattens mulm og mørke taget til fange og smidt i fængsel på Henriks borg i Dannenberg i Nordtyskland.

Det blev til flere års fangenskab, før Valdemar blev frikøbt af nølende danske stormænd for den nette sum af 40.000 mark sølv. Og da var hans imperiedrømme faldet fra hinanden.

Det er uvist, hvor på øen Valdemar blev kidnappet. Men man kan forestille sig, at det var nær det ældgamle dyssekammer Klokkestenen, der stadig giver toner fra sig, når man banker let på den med knoerne.

Herfra kan man se over til Fyn, og længere væk anes Als. Og så er man jo ved at være nede i de gamle hertugdømmer, og det kræver faktisk ikke den store fantasi at forestille sig Henrik af Schwerins båd sejle sydpå forbi Als med en bevidstløs dansk konge om bord.

Satans tyskere.

Redaktion

Tekst: Anders Olling og Hans Erik Havsteen

Korrektur: Bodil Carlsson

Tegning: Roald Als, på foto af Hans Erik Havsteen

Grafik: Malene Hald

Redigering og layout: Henrik Kaufholz og Marcus Grønbech

Digital tilrettelæggelse: Nima Hajarzadeh, Johannes Skov Andersen og Emma Louise Stenholm