Hun blev Gandhis ven: Den danske missionær, der kæmpede for Indien

Ahmedabad, Bombay Precidency, Indien 1916.

Her var han, den slanke mand, som i dag er et ikon, med brillerne og overskægget og den hjemmespundne dragt. Og her talte han. Anne Marie Petersen blev suget ind de dage i Mahatma Gandhis ashram.

Det skulle bare have været et skolebesøg, men det ændrede hende for altid.

Syv år før, i 1909, var den fynske skolelærer kommet til Indien som assistent for missionæren Eduard Løventhal. Ham kendte hun fra det grundtvigske miljø omkring Ryslinge på Fyn, hvor hun havde gået i skole.

Løventhal var i de kredse en af de store stjerner i udbredelsen af kristenheden til Indien – en opgave, som selveste

Grundtvig havde udpeget som kulminationen på kristendommen i sit enorme digt ’Kristenhedens Syvstjerne’:

»Når da i Guds-Sønners midte

Hindubispen raaber ud:

Renser eder fra al Smitte!

I sin Glans da ser I Gud,

Hvor mon findes da et Øre,

Skabt til det med Flid at høre,

Bedre end i Brahmas Land!«

I resten af de danske missionsmiljøer var Eduard Løventhal lettere kontroversiel. Han insisterede bl.a. på, at en national bevidsthed som den, Grundtvig havde prædiket over for danskerne, var nødvendig for overhovedet at kunne blive virkelig kristen.

FOR ANNE MARIE PETERSEN blev Indien et overvældende møde med det anderledes. Missionærer som Løventhal boede og arbejdede jo ikke i de store byer med engelsksprogede aviser og klubber. De var ude blandt befolkningen i de små landsbyer, hvor folk endnu levede et traditionelt indisk liv – også selv om verden også her ændrede sig stærkt under kolonialismens og industrialiseringens tryk. Her mødte Anne Marie den ikkekristne verden, som hun havde læst om i missionsbladene derhjemme, og som hun helt oplagt forstod i lyset af bibelhistorien med ægypternes og babyloniernes guder og dansen om guldkalven.

Til støtterne derhjemme skrev hun rystet om det forfærdelige »Afgudsvæsen«. Sagen var bare, at det ikke kun drejede sig om ord og karakterer i bøger og tidsskrifter, men om rigtige levende mennesker ligesom hende selv.

Og mennesker har det med at påvirke hinanden.

Eduard Løventhal var efterhånden gammel og hans missionsprojekt måske også for lille for en kvinde med Petersens evner – og måske for præget af, at én mand havde styret det efter sit hoved gennem mange år.

I hvert fald gik Petersen over til Det danske Missionsselskab, som efter 50 års arbejde i Indien drev en lang række skoler og hospitaler og ledede menigheder med godt 1.500 indiske kristne.

Missionsselskabet var præget af Indre Mission, men Petersen beholdt både sit grundtvigske syn på kristendommen og lønnen, der blev betalt af støtterne blandt Grundtvigs tilhængere. I 1912 blev hun i første omgang tilknyttet organisationens opsøgende arbejde blandt kvinder, som missionærerne anså for en af nøglerne til at nå hele familien med det kristne budskab.

Missionsskolerne spillede også en stor rolle. I første omgang var de blevet grundlagt for at sikre, at nye og kommende kristne rent faktisk kunne læse Bibelen, og på længere sigt for at kunne uddanne indiske præster og missionærer. Men efterhånden blev de for nogle et næstekærligt projekt, som handlede om at uddanne og løfte de svageste grupper. For andre var de en pragmatisk strategi til at påvirke børnene til at blive kristne.

Mange ikkekristne så skolerne som en mulighed for en bedre tilværelse for deres børn – og måske en vej til ansættelse i koloniapparatet. Og det var oplagt, at Petersen med sin seminarieuddannelse tog fat i arbejdet omkring Missionsselskabets 32 sydindiske dagskoler, 4 aftenskoler og 2 kostskoler.

Men missionærerne var ikke de eneste, der ønskede forandring. Seks år efter at Petersen første gang havde sat sin fod på indisk jord, ankom selve indbegrebet af de nye tider med skib til Bombay i Nordindien: Mahatma Gandhi vendte hjem efter en årrække i Sydafrika, hvor han var blevet det kendteste ansigt på kampen for rettigheder til inderne.

I DE KOMMENDE ÅR blev han en central skikkelse i de grupper, der kæmpede for at løsrive hele subkontinentet fra det engelske kolonistyre. Den kamp kom med tiden til at optage al offentlig debat i Indien, blandt indere såvel som blandt europæere.

I begyndelsen var vores hovedperson dog hverken imponeret over eller positivt stemt for tanken om at lade inderne overtage kontrollen over deres land – det var for tidligt:

»Det er som med et Barn i Overgangsalderen [puberteten]; det lille, selvstændige Menneske vil ikke mere tage alting paa Autoritet. Men netop i den Tid trænger Barnet allermest til Forstaaelse og kærlig Ledelse for at kunne naa til at raade og lede sig selv«, forklarede Anne Marie Petersen til de danske missionsstøtter.

Det var dog ikke ensbetydende med, at det missionske skolevæsen ikke skulle tilpasse sig i mødet med inderne – f.eks. begav Anne Marie Petersen og hendes indremissionske kollega Esther Færing sig af sted på en studietur til en række indiske uddannelsesinstitutioner for at studere forskellige forsøg med at inddrage lokal kultur og sprog.

Rejsen fik afgørende betydning for de danske missionærer.

Turen bragte dem helt op til Ahmadabad i det nordlige Indien, hvor Gandhi havde sit hovedkvarter, sin såkaldte ashram. Og dermed er vi fremme ved scenen i begyndelsen. Det blev nemlig en rejse, som Petersen i en vis forstand aldrig kom hjem fra.

I ASHRAMEN BLEV de venligt modtaget af Gandhi og var vidne til hans personlige dedikation og hverdagen omkring ham og hans kampfæller. Det åbnede begge de to missionærers øjne for Indiens uafhængighedskamp. Fra nu af blev de mere og mere suget ind i uafhængighedsbevægelsens stadig mere intensive kamp for kulturel ’empowerment’ og politisk løsrivelse.

De viste f.eks. deres opbakning ved at droppe deres europæiske kjoler: I stedet begyndte de at gå i indisk sari i hjemmespundet uld.

Interessen blev gengældt: Gandhi lagde også mærke til de to danske missionærer, og i de følgende år udbyggede de et venskabsforhold, hvor begge kvinder kaldte Gandhi for ’bapu’ eller ’bapuji’ – ’far’.

Særligt Esther Færing så ham som et ultimativt forbillede, og for hende førte mødet med den store indiske uafhængighedsaktivist til et brud med mange af de overbevisninger, hun hidtil havde støttet sig til.

Anne Marie Petersen kunne derimod hægte Gandhis tanker op på det grundtvigske skelet: Gandhi repræsenterede ikke bare vejen for et selvstændigt Indien, men også for en ny slags skole.

Både den danske salmedigter og den indiske aktivist talte om en skole for livet og om det nationale sprog som altafgørende omdrejningspunkt.

Her var redskaberne til dét, som Eduard Løventhal ikke helt havde formået at skabe: grundlaget for en ægte indisk omplantning af Grundtvigs visioner – suppleret med erfaringer fra andre indiske pædagoger og tænkere som skolelederen Pandita Ramaibai og digteren Rabindranath Tagore.

Nu kunne man jo mene, at kristen mission var den ultimative modsætning til Gandhis antiimperialistiske kamp og hans rødder i indisk religion og forsvar for traditionel kultur.

At det ikke var tilfældet, skyldtes blandt andet, at hans begreb om det guddommelige var mere rummeligt end de fleste kristnes. Som mange hinduer så Gandhi de forskellige religioner som udtryk for den samme sandhed, og derfor var missionærerne velkomne, så længe de bidrog med noget positivt.

Faktisk havde en af Gandhis nærmeste samarbejdspartnere siden årene i Sydafrika været en britisk missionær, C.F. Andrews. Den del af missionen, der havde religionsskifte som mål, havde Gandhi det dog lidt sværere med.

Anne Marie Petersen og Esther Færing var da heller ikke de eneste danske missionærer, der havde sympati for uafhængighedsbevægelsen. Det gjaldt også lederen af den danske mission i Sydindien, Johan Bittmann. Men deres støtte til de indiske aktivister gav anledning til splittelse i Det danske Missionsselskab.

MENS GANDHI RØG ind og ud af fængslet og sultestrejkede mod undertrykkelsen, krævede kolonistyret loyalitet – også fra udlændinge. Og det fik missionsledelsen til at frygte de to danske missionærer Petersen og i særdeleshed Færing, der helt åbenlyst var på uafhængighedsbevægelsens side og ovenikøbet havde vovet at gifte sig med en udøbt inder.

Først meldte Johan Bittmann sig ud i protest, og i 1919 forlod Færing missionsselskabet efter pres fra ledelsen. Snart fulgte Anne Marie Petersen de andres eksempel.

8. september 1920 skrev Gandhi i sit magasin Young India om Anne Marie Petersen:

»Hun er i færd med at bryde Forbindelsen med sit Missionsselskab for at kunne ofre sig for en Uddannelse som er virkelig national«.

Hun fulgte kort sagt i Bittmanns og Færings fodspor. Hun havde hele tiden haft kontakt med de gamle grundtvigske støtter, og med dem i ryggen begyndte Petersen på et nyt kapitel i historien.

17. september 1921 stimlede tusinder af mennesker sammen uden for havnebyen Porto Novo, ca. 70 kilometer nord for den gamle danske handelsstation Tranquebar. Her kunne de i levende live opleve Gandhi, manden, som englænderne hverken kunne kue eller holde indespærret. Han lagde grundstenen til Seva Mandir, ’Tjenestens tempel’, Anne Marie Petersens nye pigeskole.

Hun var nu et samlingspunkt for indiske kristne, der drømte om indisk selvstændighed – ikke bare politisk, men også religiøst. Den første generation af indiske kirker havde helt bogstaveligt været en efterligning af det, missionærerne kendte hjemmefra. De forskellige missioner lignede et Europa i miniature med tyske missionskirker med spir, tunge engelske kampestensbygninger og hvide danske landsbykirker med kamtakker på tårnet – midt i den indiske sol.

Og det indre passede til det ydre, så teologi og ritualer var podet direkte fra de forskellige ’moderkirker’.

Det måtte man kunne gøre anderledes, mente mange. Petersen gik aktivt ind i den kamp med støtte ikke bare fra vennen Surendranath, men også fra en af datidens ledende indiske teologer, Chakkarai, og de blev begge ansat på Seva Mandir.

Allerede fra begyndelsen kom det til udtryk i den bygning, som murerne opførte med inspiration fra indiske templer, og som lokale tømrere prydede med relieffer i samme traditionelle stil – blot med kristne motiver.

DA SKOLEN ÅBNEDE lidt over to år efter grundstensnedlæggelsen, kom testen, om de indre ambitioner stod mål med de ydre. Petersen havde på den ene side overtaget ideerne fra Grundtvig og hans skolemand, Christen Kold, og på den anden side Gandhis principper for en ægte indisk skole.

En vigtig del af principperne var f.eks. det praktiske. Eleverne skulle selv holde bygningen ren. Arbejdet med spinderokken (den havde Gandhi introduceret som middel til at bryde englændernes importmonopol på bomuld) havde fast plads i skemaet. Og om aftenen blev der arrangeret sanglege i haven. Set med nutidens øjne ligner det måske rundbordspædagogik, men det var en del af et projekt, der skulle løsrive børnenes uddannelse fra de vestlige normer.

I 1930’erne lancerede Gandhi mange af de samme principper på nationalt indisk plan i form af det såkaldte Wardha-program – et projekt, som Petersen selvfølgelig gav sin fulde støtte.

Eleverne var piger fra alle dele af det sydindiske samfund, og Petersen havde en særlig ambition om også at nå de mest undertrykte grupper. Selv var hun datter af en håndværker på landet og tilhørte hjemme i Danmark en af de første generationer af højere uddannede kvinder.

Hun havde fået ansvar og muligheder som stadig kun få af sine medsøstre, og hun ønskede det samme for eleverne. De skulle uddannes til at tage aktivt del i det kommende selvstændige Indien på lige fod med mændene.

Kristendommen, som havde været grunden til, at der overhovedet var oprettet missionsskoler, indskrænkede sig til salmesang og gudstjenester på skolens område. Petersen var tilbage i Løventhals tanker om, at folk af sig selv skulle komme til kristendommen, men at de første måtte kende sig selv.

Det var dog ikke alle støtterne i Danmark, der var enige i det. Og de så heller ikke med milde øjne på det stadig tydeligere engagement, som Petersen lagde i uafhængighedsbevægelsen.

ALLEREDE I 1920 forsøgte Petersen at råbe danskerne op:

»Tror vi maaske, vi bestandig kan være oven paa og leve paa de andres Bekostning?«.

Danmark var et lille fredeligt land. Hvis man bare kunne opgive tanken om, at folk i Asien og Afrika var laverestående – »den hvide Mands Racedjævel«, som hun kaldte det – så havde landet en særlig position i at kunne bygge bro mellem det, vi i dag kalder det globale nord og det globale syd.

Bort set fra de danske i Sønderjylland, som hun brændte stærkt for, så Anne Marie Petersen nemlig 1800-tallets reduktion af det danske rige og tabet af kolonier ud over Grønland som noget positivt:

»Lad os takke Gud derfor. Lad os kun takke for hver Gang, vi frivilligt eller tvungne sænkede vort Flag der, hvor det ikke var Folkets Flag«.

I modsætning til dem, der mente, at Danmark skulle blive en stærkere magt ved at vinde indad, hvad der var mistet udadtil, gav det nemlig muligheder, som stormagterne ikke havde. I fremtiden ville befolkningerne ude i verden kræve deres ret, og de så allerede med mistro på de store kolonimagter, der var vant til at forfølge egne politiske og økonomiske interesser.

»Danmarks Verdensmission«, kaldte hun det. Billedet af det lille ikkeimperialistiske land, som kun ønsker at hjælpe andre til at blive selvstændige, foregreb nærmest ord for ord den retorik, som en generation senere blev grundlaget for Danmarks statslige udviklingsarbejde i bl.a. Danida:

»Et demokratisk Folk, et Folk der har lært at værdsætte det menneskelige, et Folk, der vel elsker sit eget, sit Land, sit Sprog, sin Historie, men som netop derfor kan føle med andre Folk i deres Kamp for at bevare sig selv, det Folk, mit Folk, maa have et Missionskald«.

Forskellen i forhold til det senere udviklingsarbejde er selvfølgelig, at Petersen især i begyndelsen talte for kristen mission. Men hun havde også blik for de sider, som senere blev definerende for dansk udviklingshjælp:

»Danmark har en aandelig Indsats at gøre i Verden, og ikke det alene, men ogsaa paa det materielle Omraade, tror jeg, det har en Opgave«.

Her kunne alle de folkelige græsrodsorganiseringer, andelskasser, andelsmejerier og hele ’Foreningsdanmark’ være en direkte inspiration, forklarede hun en stærkt interesseret Gandhi.

PETERSENS EGEN STØTTE til uafhængighedskampen var for længst rykket ud over det retoriske plan.

Hun var med, da Gandhi i 1930 indledte sin berømte saltmarch i protest mod det engelske saltmonopol. Og hun var til stede i mødelokalet, da Gandhi i 1932, netop hjemkommet fra de såkaldte rundbordssamler i London, mødtes med de andre ledere af uafhængighedsbevægelsen.

Politisk aktivisme, manglende omvendelse og en teologi, der var svær at forstå, selv for garvede højskolefolk. De fleste danske støtter af Anne Marie Petersens skoleprojekt kastede allerede i 1927 tørklædet i ringen. Men en lille kerne fortsatte med at bakke op, og selv så hun sig ikke tilbage.

Samme år udgav hun en ny bog med den sigende titel ’Har Danmark en Verdensmission?’.

»Vesten troede, den havde en Verdensmission, og Østen troede det en Tid. Og Vesten havde en Mission, men den misbrugte de«, var hendes bitre konklusion.

Sammen med sin gamle chef Johan Bittmann og veninden Esther Færing tilhørte hun et dansk miljø, der i de år skabte opmærksomhed om den indiske kamp. Og når hun var på besøg i hjemlandet, strømmede folk til for at høre hende og mærke energien fra hendes engagement.

Den sidste var så stærk, at hun indirekte kom til at sætte fart i en af 1900-tallets store kirkekampe: I Indien havde Petersen været vant til at tale til gudstjenester, og det samme ønskede hun i Danmark. Her havde kvinder imidlertid stadig ikke mulighed for at blive præster, og derfor blev den efterfølgende debat om Petersens taler et af argumenterne frem mod den endelig åbning for kvindelige præster i 1947.

15. august 1947 blev Indien efter årtiers kamp selvstændigt. Allerede kort efter afslutningen på Anden Verdenskrig, da udviklingen i den retning syntes rimelig sikker, skrev Gandhi til Petersen og beroligede angående fremtiden med en regering domineret af ikkekristne:

»Når der bliver uafhængighed, hvorfor skulle du så frygte flertallet? Hvis du har Gud med dig, og flertallet ikke har, bør du så stadig frygte? Og hvis begge har Gud imellem sig, hvem skulle frygte hvem? Er der så tale om flertal og mindretal?«.

Og Petersen fortsatte sit arbejde. Allerede i selvstændighedsåret henvendte de indiske myndigheder sig og opfordrede hende til at grundlægge et seminarium, så arbejdet med at nå de indiske kvinder på et autentisk indisk grundlag kunne udbredes til mange flere.

I 1948 døde hendes ven Gandhi, skudt af en nationalist. Og 9. januar 1951 gik Petersen selv bort og blev begravet på skolens grund.

For de fleste nutidsdanskere er det nok hendes antiimperialistiske støtte og kamp for de indiske kvinder, der gør størst indtryk.

Selv så hun sit projekt som en del af noget endnu større. Og her var der ingen vej udenom:

’Kristi kors tvinger mig’, står der på hendes gravsten i Seva Mandir.

• Kopiér link