Selv om den 56-årige John Churchill, den 1. hertug af Marlborough, havde slået sit navn fast som en af krigshistoriens store feltherrer, var han dybt bekymret i efteråret 1706.
Ud over at være militær leder var han også statsmanden, der ledede en koalition, der skulle sætte en stopper for Ludvig 14.s (’Solkongens’) drømme om europæisk hegemoni. I august 1704 havde han ledet den koalitionshær, der ved Blenheim i Bayern besejrede en fransk hær, der truede med at løbe Det Tysk-romerske Kejserriges kerneland – det nuværende Østrig og Tjekkiet – over ende. Og i maj 1706 havde hans hær ved Ramillies i Flandern (det nuværende Belgien) vundet en nærmest tilintetgørende sejr over den franske hær og dermed fjernet truslen mod Holland, der også var blandt englændernes alliancepartnere.
Men Europa havde på samme tid en anden feltherre, der syntes lige så uovervindelig. Karl 12., den unge svenske krigerkonge, havde tidligere vundet store sejre i slag mod Rusland og Polen. I februar 1706 fulgte en definitiv sejr over den sachsiske hær ved Fraustadt (i dag Wschowa i Polen), hvorefter August den Stærke – kurfyrste af Sachsen – blev afsat som konge af Polen. Det var en værdighed, han havde haft siden 1697, men nu indsatte svenskekongen sin egen kandidat, Stanislaw 1. Lesczinsky, på den polske trone.
Hertugen af Marlborough, John Churchill, opsøgte i 1706 Karl 12. for at forvisse sig om, at Sveriges konge ikke ville komme på tværs af britiske interesse.
EN YDMYGENDE FRED på slottet i Altranstädt ved Leipzig 13. oktober 1706 indebar, at sachserne skulle træde ud af alliancen med Rusland og give den svenske hær ophold og forplejning i hertugdømmet for en længere periode. Først et år efter forlod svenskerne landet.
Alle spurgte: Hvad nu? Det virkede som et skræmmende realistisk scenario, at Karl 12. kunne gentage sin forfader Gustav 2. Adolfs sejrstogt 77 år tidligere ned gennem Tyskland under Trediveårskrigen, efter at svenskerne var gået i land i Pommern i 1630.
Det var situationen, da Marlborough i september skrev til storpensionær Anthonie Heinsius i Haag, hans faste hollandske forhandlingsmodpart:
»Jeg er meget bange for, at svenskernes indmarch i Sachsen vil kunne give anledning til de største vanskeligheder (…). Når som helst Generalstaterne (den hollandske regering) skriver til kongen af Sverige, må man på det omhyggeligste undgå, at der fremsættes trusler i brevet, thi kongen af Sverige har et yderst vanskeligt sind«.
To storkrige havde efterhånden i adskillige år udspillet sig sideløbende i Europa, nemlig Den Spanske Arvefølgekrig (1702-13) og Store Nordiske Krig (1700-21). Karl 12.s næste træk var afgørende for, om de to krige fortsat ville blive afviklet adskilt, eller om alle brikker på det strategiske skakbræt ville blive væltet omkuld i én aleuropæisk krig.
Karl 12. tog i mod den John Churchill i sin karakteristiske blå uniform.
I februar 1707 skrev Marlborough, der i krigsårene boede det meste af tiden i Haag, igen til Heinsius:
»Hvis I mener, det kunne være til gavn for offentligheden, vil jeg ikke vige tilbage for besværet ved at rejse til Sachsen for at gøre kongen min opvartning og om fornødent anstrenge mig for at retlede ham eller i hvert fald søge at finde ud af hans planer, så vi kan træffe de bedst mulige foranstaltninger mod at blive overrasket deraf«.
En erfaren mands skøn var højst ønskeligt. Logiske kalkuler bragte ikke noget sikkert svar, for den enevældige krigerkonge var kendt for at holde sine kort helt tæt til kroppen, inden han uden nærmere argumentation meldte sine beslutninger ud.
I april satte Marlborough ud på færden i sin karosse fra den hollandske hovedstad. Hans rute gik over kurfyrstendømmet Hannover – endnu en alliancepartner – og derfra sydøstover mod Altranstädt, hvor den 24-årige konge havde opslået hovedkvarter. Englænderen havde et standsmæssigt følge og tilsvarende udstyr, og inden kortegens ankomst 7. maj havde han iført sig sin skarlagenrøde uniform med Hosebåndsordenens stjerne og skulderbånd.
I Vesteuropa udspillede Den Spanske Arvefølgekrig sig på femte år. Ingen afgørelse var endnu i sigte, selv om den antifranske koalition med deltagelse af England, Holland, Savoyen samt kejserriget med hovedstad i Wien havde vundet store sejre. I alliancens militære top udgjorde Marlborough et effektivt tandempar med prins Eugen af Savoyen, der var i østrigsk tjeneste som kejserens øverstkommanderende.
Tidspunktet var kritisk for Marlborough, der ud over at være militær leder var en statsmand, der udgjorde koalitionens samlende kraft. Han havde nærmest enerådende kontrol over den britiske krigspolitik. Feltherren var på dette tidspunkt ved at forberede en invasion i Sydfrankrig med erobring af flådehavnen Toulon for at gøre det muligt at angribe Frankrig fra to sider.
GENNEMFØRELSEN AF PLANEN krævede imidlertid hele koalitionens fokuserede kraft. Det havde lange udsigter. Tværtimod truede separate fredsslutninger, fordi partnerne havde vidt forskellige interesser. Holland ønskede en stærk fæstningskæde gennem De Spanske Nederlande (Belgien) for at sikre sit eget territorium og var modvillig mod at løbe større militære risici derudover. Det Tysk-romerske Kejserriges bidrag var svingende, fordi økonomien var svag, og fordi man var optaget af bekæmpe et oprør i Ungarn.
Hertil kom, at Preussen under kong Friedrich 1., der var med i koalitionen som en del af Det Tysk-romerske Rige, førte krigen halvhjertet. Kong Friedrich førte en balancepolitik for at optimere Preussens udbytte. Faktisk var grunden til, at kurfyrstendømmet Brandenburg i 1701 var blevet til kongeriget Preussen, at det var Friedrich 1.s pris for at gå med kejseren.
En udsigt til fremrykning mod vest af Karl 12. ville tvinge de tyske stater til at trække deres styrkebidrag tilbage for at forsvare eget territorium og dermed føre til en drastisk svækkelse af Marlboroughs og prins Eugens muligheder for at gennemføre deres store strategi. Kejser Leopold 1. var ganske afhængig af de tyske rigsfyrsters styrkebidrag, da kun relativt beskedne styrker direkte var opstillet i kejsertronens regi. Rædselsscenariet var, at Sverige, Preussen og Hannover fandt sammen i en protestantisk triplealliance.
Efter den svenske sejr i Fraustadt (i dag Wschowa i Polen) stod Karl 12. på toppen af sin magt.
Yderligere en omstændighed i tiden var, at Marlborough var begyndt at blive politisk svækket i England. Selv om dronning Anne stadig suverænt udnævnte ministrene, var en parlamentarisk regeringsform under udvikling, og hertugen var dermed mere afhængig af den offentlige mening end tilsvarende aktører i andre lande. Kun fortsatte militære sejre kunne holde koalitionen sammen – og Marlborough var afhængig af sådanne sejre for at kunne opretholde sin position i England.
Der var ikke – som det ellers var og er praksis ved et højtstående besøg – nogen officiel modtagelse, da hertugen af Marlboroughs kortege nåede frem til Altranstädt. Det varede en halv time, før Carl Piper, chef for feltkancelliet og Karl 12.s nærmeste civile embedsmand, dukkede op.
»I den tid sad gæsten og ventede. Kutyme og prestige gjorde, at han ikke bare kunne stige ud og banke på døren«, skriver historikeren Dan H. Andersen i sit tobindsværk ’Store Nordiske Krig’.
»Forsinkelsen (…) var sandsynligvis en lille styrkeprøve, en måde at score et point eller to. (…) En ægte engelsk aristokrat og statsmand vidste dog selvfølgelig, hvordan den slags smånumre fra småfolk i provinsen skulle klares. Da Piper endelig viste sig (…), åbnede Marlborough selv karossens dør, spadserede lige forbi Piper hen til en mur i nærheden, åbnede bukserne og tissede op ad den. Efter at have gjort, hvad der ellers skulle gøres, og lukket sine bukser, gik han munter og affabel tilbage til den forbløffede Piper«.
Karl 12. tog imod i sit stabstelt kl. 10, og i pagt med sit spartanske væsen var han iført en prunkløs blå uniform.
ENGLÆNDERNES VERDENSMANDSMÆSSIGE ERFARING slog igennem på mødet. Marlborough indledte med en hilsen fra dronning Anne samt et galanteri, der var gængs i tidens diplomatiske stil:
»Jeg ville ønske, at jeg i et felttog kunne tjene under en så glimrende fører, så jeg kunne lære, hvad jeg endnu ikke har tilegnet mig af krigens kunst«, sagde han uden dog at kunne gennembryde skepsissen hos den mere end 30 år yngre svenske konge.
Marlborough talte flydende fransk, mens den svenske konge nok forstod sproget, men kun vanskeligt kunne udtrykke sig på det. Den britiske gesandt, der var præst, var med og trådte så til som tolk.
Gæsten kom med vide og brede tilkendegivelser, men hvis der blev givet konkrete løfter, kom de i hvert fald ikke på skrift. Marlborough koncentrerede sig om at aflæse Karl 12. Han konstaterede, at kongen ingen tegn viste på at overveje at gå mod vest. Han mente efter sigende at se en særlig intensitet i hans blik, når tsar Peter den Store kom på tale, og der lå et ruslandskort på hans bord. Det viste sig at være en velvalgt illustration af, hvorhen Karl 12.s fokus var rettet. Mødet varede til kl. 14 afbrudt af en frokost. Så kaldte paukeslag den fromme konge til bøn.
Under opholdet var både Marlborough og hans folk opmærksomme på, hvilke udtalelser der faldt fra de svenske officerer, og helhedsindtrykket var beroligende. Alt tydede på, at tankerne gik østpå.
Karl 12.s hensigt med hensyn til Tyskland var ret begrænset. Det endte med en ny Altranstädt-traktat i september 1707 mellem Karl 12. og kejser Josef 1., hvori kejseren accepterede vilkår, der styrkede protestanternes stilling i Schlesien, som på dette tidspunkt var besat af Sverige. Det blev prisen for, at Sverige undlod at intervenere i Den Spanske Arvefølgekrig.
I stedet drog den op mod 40.000 mand store svenske hær mod øst. Felttoget endte i et tilintetgørende nederlag ved Poltava i juli 1709 mod de russiske hære under tsarens kommando.
Det svenske felttog i Europa endte ved Slaget ved Poltava i Ukraine i 1709.
Det er ikke et slag, der mindes med glæde i Ukraine, for det var afgørende for, at Rusland – afbrudt af besættelser under krig – fik permanent herredømme i landet, der varede til Ukraines selvstændighed i 1991.
Selv om Store Nordiske Krig og Den Spanske Arvefølgekrig var to adskilte komplekser, deltog danske styrker i hertugen af Marlboroughs hære og klarede sig bravt i flere af hans store slag. I alt gjorde op mod 30.000 danskere tjeneste under englænderne eller koalitionspartnerne. I juni 1701 indgik den danske regering aftaler med landene i den store koalition om at stille soldater til rådighed mod subsidier.
Ifølge historikeren Dan H. Andersen udgjorde subsidierne mellem 10 og 15 pct. af de årlige danske statsindtægter i årene 1703-12. Indtægterne blev brugt på den danske oprustning frem mod 1709, da Danmark gik i krig med Sverige.
Niels-Birger Danielsen
Historiker, journalist og forfatter
