Tyskerne tvang Ruth og 1.100 andre nordjyder fra hus og hjem

Ruth Christensen og hendes familie satte skabe foran soveværelsesvinduerne. Så blev ruderne ikke blæst ind, når bomberne faldt. Englænderne bombede ofte Aalborg Lufthavn, som lå lige op ad familiens gård, og alene i løbet af de første fire måneder af besættelsen angreb Royal Air Force lufthavnen 15 gange.

Når luftalarmen gik, frygtede Ruth Christensen og familien derfor altid at blive ramt. Bombardementerne foregik typisk om natten. De aftog dog, da tyskerne i august 1940 havde skudt 11 engelske fly ned.

I 1943 bad tyskerne så familien Christensen om at flytte. Besættelsesmagten havde brug for deres gård, Ludvigslyst, til militære formål, men Ruth Christensens far, Natanael Møller Christensen, nægtede at forlade gården.

»Det var mærkeligt at gå rundt i huset, for der var ingenting. Alt var flyttet. Vi havde jo købt en ny gård ved Aabybro. Vi havde knap nok en seng at sove i til sidst. Men min far ville ikke flytte. Han ville jages ud«, fortæller den i dag 93-årige Ruth Christensen.

Ruth Christensen og hendes familie var ikke de eneste, som blev tvangsflyttet fra lufthavnsområdet under besættelsen. I alt overtog tyskerne cirka 280 huse og ejendomme. Hovedparten blev revet ned, og omkring 1.100 mennesker blev bedt om at flytte.

Nogle familier måtte flytte med få dages varsel. Andre forlod frivilligt deres huse i kølvandet på de engelske bombeangreb, eller fordi tyskerne stillede luftværnskanoner op i deres haver.

AALBORG LUFTHAVN HAVDE været en af de afgørende grunde til, at tyskerne overhovedet besatte Danmark i april 1940, forklarer historiker Jens Andersen, som er museumsinspektør ved Museum Thy i Hanstholm og har forsket i tyske beslaglæggelser i Danmark under besættelsen.

»Tyskerne ønskede egentlig kun at besætte Norge for at sikre forsyningen af jernmalm, som kom via Nordnorge. Men for at komme til Norge havde de brug for en flyveplads i Danmark til mellemlandinger, for deres fly havde forholdsvis kort rækkevidde. Det blev Aalborg Lufthavn, som var relativt ny og stor«, fortæller Jens Andersen.

Kort efter besættelsen begyndte tyskerne derfor at omdanne den civile lufthavn til en militærlufthavn, som de kunne anvende til angreb på England og britiske skibe i Nordsøen. Den danske regering protesterede, men kunne ikke forhindre byggeriet.

Regeringen ønskede ikke, at besættelsesmagten satte tyske arbejdere til at udføre arbejdet, og statsminister Stauning opfordrede derfor danske entreprenørfirmaer til at påtage sig opgaven. På den måde sørgede man for beskæftigelse til danskerne og undgik en eventuel nazistisk påvirkning fra tyske arbejderes side.

Op mod 16.000 danske arbejdere var derfor med til at opføre militærlufthavnen Fliegerhorst Aalborg West, som stod klar i 1940 i løbet af blot tre måneder.

Lufthavnen dækkede de daværende landområder Ny Lindholm, landsbyen Vadum, engene sydvest for Vadum og sydøst for Vejlen samt markarealer, der tilhørte herregården Rødslet. Den fredede herregård blev ligesom de fleste andre ejendomme jævnet med jorden af den tyske værnemagt.

Tyskerne overtog huse og ejendomme på lufthavnsområdet i to store runder. Første runde blev iværksat kort efter 9. april 1940. I 1943 fulgte anden runde. Da gjaldt det området nordvest for den oprindelige lufthavn, hvor familien Christensens gård lå.

Ruth Christensens familie og de øvrige tvangsflyttede beboere fik erstatning for deres tab. Den danske stat aftalte med tyskerne, at besættelsesmagten i princippet blot lejede beboernes ejendomme, men beboerne fik imidlertid deres ejendommes fulde værdi udbetalt, da de flyttede.

Det gav dem mulighed for at købe en bolig et andet sted.

LEJEAFTALERNE BETØD, at beboerne og ikke staten stod som udlejer til tyskerne. Det var vigtigt for de danske myndigheder, som ønskede at vise, at Danmark på trods af besættelsen var et suverænt land og en neutral stat.

Lejede staten ejendomme ud til tyskerne, ville det ikke se godt ud, forklarer Jens Andersen.

»Det kunne komme i konflikt med påstanden om, at Danmark var neutralt. En ting var, at tyskerne overtog dansk ejendom. Noget andet var ligefrem at leje ud til tyskerne. Generelt var det dog ikke problematisk, at almindelige danskere lejede huse ud til tyskerne, for eksempel til indkvartering. Medmindre de danske myndigheder fandt lejen for høj«, siger Jens Andersen.

Lejeaftalerne mellem de tvangsflyttede beboere og tyskerne indeholdt imidlertid en klausul om, at den danske stat overtog skødet på ejendommene efter fem år, fortæller Peter Birkelund, som er tidligere arkivar ved Rigsarkivet, og som også har forsket i tyske beslaglæggelser under besættelsen.

»Skødeklausulerne var en måde, hvorpå man lod ejerne beholde husene, mod at skøderne senest 1. april 1945, en tilfældigt valgt dato, overgik til den danske stat. Grundejerne ejede altså formelt husene, men i virkeligheden fik de husenes værdi udbetalt på én gang og kunne købe gårde et andet sted«, siger Peter Birkelund.

Reelt var der tale om en form for ekspropriation fra den danske stats side, mener Jens Andersen.

»Lejen, som beboerne fik udbetalt, blev trukket direkte fra værnemagtens konto i Danmarks Nationalbank. Det kunne staten ikke gøre så meget ved«.

TVANGSFORFLYTNINGERNE illustrerer de svære forhold, som de danske myndigheder opererede under i besættelsens begyndelse. Formelt besad myndighederne stadig magten i Danmark, men reelt havde man begrænset indflydelse på, hvad tyskerne foretog sig rundtomkring i landet. Besættelsesmagten kunne derfor flytte folk mod deres vilje og overtage deres ejendomme, hvis det var i tysk interesse.

Nogle af tvangsflytningerne gik stærkt, fordi tyskerne havde travlt med at få lufthavnen bygget færdig. Flere familier måtte således forlade deres ejendomme med få dages varsel. Modstand var ifølge Peter Birkelund nyttesløst.

»Danmark var besat. Hverken myndighederne eller befolkningen kunne stille noget op. Det, tyskerne ville have, det fik de. Besluttede de sig for at anlægge en lufthavn, så gjorde de det«, fortæller Peter Birkelund.

Ruth Christensen mener dog, at hendes far forsøgte at gøre modstand, da han modsatte sig at forlade familiens gård.

»Det var ren trods. Han ville vise, at de ikke bare kunne komme og sige, at vi skulle flytte. Til sidst måtte han selvfølgelig give op, og så flyttede vi«, forklarer Ruth Christensen.

EN ANDEN LANDMAND, hvis gård lå i vejen for tyskernes nye store militærlufthavn, var Anders Christian Peter Pedersen. Stuehuset og laderne blev jævnet med jorden allerede i 1940. Derefter dækkede tyskerne arealet med beton, som flyvemaskinerne kunne køre på.

Efter krigen ønskede Anders Christian Peter Pedersen ikke at gøre brug af sin ret til at søge om at købe grunden tilbage, hvor gården havde ligget; en ret, som alle de grundejere, der blev tvangsflyttet fra lufthavnsområdet, havde efter besættelsen.

Det ville ifølge hans søn, Jens Thorngaard Pedersen, heller ikke have givet nogen mening.

»Hvorfor skulle han bruge tid på det? Der var jo ikke noget at vende tilbage til. Desuden lå grunden inde midt på lufthavnsområdet, og der lå hangarer lige op ad den. Myndighederne havde sikkert alligevel givet ham afslag«, fortæller Jens Thorngaard Pedersen.

Et salg var betinget af, at den danske stat ikke selv skulle bruge ejendommen. Og det skulle den i flere tilfælde. For de statslige myndigheder havde en langsigtet samfundsmæssig interesse i den nye lufthavn. Det viser et tidligere fortroligt notat fra den daværende trafikminister.

»Man bør sikkert derfor fra Statens eller Kommunens Side i Tide sørge for at ekspropriere de inddragne Arealer, saaledes at Anlæggene kan blive af permanent Værdi for Samfundet«.

Sådan skrev erhvervsmanden Gunnar Larsen i et notat 29. juli 1940. Larsen var nyudnævnt minister for offentlige arbejder, den daværende trafikministerpost, og havde lige besøgt Aalborg Lufthavn. Tyskerne var i fuld gang med at udbygge lufthavnen, som altså ifølge ministeren ville få værdi for Danmark på sigt. Derfor opfordrede han staten til at ekspropriere de ejendomme, som tyskerne havde overtaget i området.

Ifølge historiker Jens Andersen, leder af Museum Thy, viser notatet, at de statslige myndighederne reelt ikke var interesseret i, at områdets tidligere beboere vendte tilbage.

»Den tyske udvidelse af lufthavnen med blandt andet betonbaner kunne på et tidspunkt blive nyttig for dansk lufttrafik. Staten havde derfor ikke den store interesse i at genetablere landbrug i området. Det så man for alvor senere, da den kolde krig var startet. Da havde myndighederne brug for en lufthavn som den ved Aalborg«, forklarer Jens Andersen.

GUNNAR LARSEN HAVDE som erhvervsmand naturligt blik for, hvad lufthavnsudvidelsen på sigt kunne betyde for dansk erhvervsliv og det danske samfund generelt.

Peter Birkelund mener, at skødeklausulaftalerne mellem grundejerne og tyskerne viser statens langsigtede interesse.

»Staten var naturligvis ikke blind for de samfundsmæssige fordele, lufthavnen kunne tilføre efter krigen. Derfor blev stort set alle ejendomsaftaler ved lufthavnen indgået som skødeklausulaftaler med den danske stat som den egentlige ejer. Staten lavede typisk denne type aftaler de steder, hvor tyskerne ville anlægge for eksempel betonbaner, og jorden derfor ikke kunne bruges til landbrug igen«, siger Peter Birkelund.

Staten kunne samtidig have haft sikkerhedsmæssige grunde til at indgå skødeklausulaftalerne, mener Jens Andersen.

»Tyskerne havde jo overtaget et stort område, fordi det var vigtigt for dem at sikre området omkring flyvepladsen militært. Det kunne også være vigtigt for danskerne i en eventuel krigssituation«, fortæller Jens Andersen.

Da tyskerne forlod Danmark i 1945, stod de danske myndigheder over for en kolossal opgave. Tyskerne havde overtaget huse og ejendomme i hele landet. Myndighederne skulle nu afgøre, om ejendommene skulle leveres tilbage til de oprindelige ejere eller overtages af staten.

Indenrigsministeriet nedsatte derfor en kommission, hvis medlemmer blandt andre talte en kongeligt udpeget formand samt embedsmænd fra Indenrigsministeriet og amterne. Landinspektører, arkitekter og ingeniører bistod medlemmerne i arbejdet, som strakte sig over flere år.

I 1949 mødtes kommissionen for at diskutere, hvad der skulle ske med skødeklausulejendommene ved Aalborg Lufthavn. Hvem skulle tilbydes at købe sin ejendom tilbage, og hvem ikke? Hvilke ejendomme skulle inddrages under lufthavnen?

Da kommissionen skulle træffe sine afgørelser, viste statens interesse i lufthavnen sig tydeligt, mener Jens Andersen.

»Lufthavnen var nu engang bygget, og dele af den ville man gerne benytte fremover. Så var det oplagt, at den jord, som man ønskede at benytte, ikke blev solgt tilbage til de tidligere ejere. Det ændrer dog ikke på, at myndighederne fra starten af var opsat på at varetage de tvangsflyttede beboeres interesser«, forklarer Jens Andersen.

DEN DANSKE STAT ønskede ikke, at grundejerne led økonomisk afsavn, da de afgav deres ejendom til tyskerne. Allerede i april 1940 opfordrede Indenrigsministeriet landets amtmænd til at sørge for, at folk blev kompenseret af tyskerne, så de kunne finde et nyt sted at bo.

»Den enkelte borger skulle ikke hæfte for, at Danmark var blevet besat. Myndighederne arbejdede for, at folk fik, hvad de havde ret til«, forklarer Jens Andersen og tilføjer:

»Men så heller ikke mere end det«.

Sagen var den, at myndighederne ændrede holdning til erstatningssummernes størrelse. Det skete, da de fandt ud af, at pengene kom fra værnemagtens konto i Danmarks Nationalbank. Derefter begyndte staten systematisk at vurdere beløbene.

»Tyskerne var ofte meget rundhåndede. Det var jo en gratis omgang for dem. Betalte de folk godt, gik overtagelsen af en ejendom som regel nemmere, end hvis ejerne kun modvilligt gik med til at leje deres ejendom ud. Staten var af økonomiske årsager ikke interesseret i, at overtagelserne blev for populære i befolkningen«, forklarer Jens Andersen.

Da den danske regering afbrød samarbejdet med besættelsesmagten i august 1943, blev tyskerne ved med at overtage ejendomme på egen hånd. Værnemagten kunne dog ikke selv administrere arbejdet. Derfor fortsatte staten med at vurdere erstatningsbeløbene, fortæller Jens Andersen.

»Myndighederne ville ikke miste indflydelsen totalt. Da tyskerne til sidst i krigen direkte beslaglægger dansk ejendom i stedet for at leje den, udskriver myndighederne reelt blankochecks«, siger Jens Andersen.

I alt udbetalte staten cirka 7.463.000 kroner i erstatning til beboerne, som blev tvangsflyttet fra lufthavnen.

GUNNAR LARSENS NOTAT fra besøget på de danske flyvepladser i 1940 var først og fremmest fortroligt af militære årsager. Ministeren beskrev landingsbaner og barakker i Aalborg Lufthavn i detaljer. Han vurderede også, hvor stor en bemanding flyvepladsen kunne rumme.

De oplysninger måtte ikke slippe ud til englænderne, som i denne periode jævnligt bombede lufthavnen. Det mener Jens Andersen, som samtidig afviser, at der kunne ligge konspiratoriske overvejelser bag notatet. Havde staten ønsket en større lufthavn, kunne den have bygget den gennem en helt almindelig ekspropriation, påpeger han.

»Når tyskerne havde anlagt en stor, veludbygget lufthavn i Aalborg, begyndte den danske stat ikke uden videre at bygge en ny et andet sted. Man har tænkt, at man lige så godt kunne få det bedste ud af lufthavnen, når den nu engang var bygget«, siger Jens Andersen.

Notatet var også fortroligt, fordi ministerens overvejelser havde betydning for beboerne i de områder, hvor tyskerne udbyggede flyvepladser. Under alle omstændigheder ville det dog ikke have givet mening at indvie disse mennesker i overvejelserne, mener Jens Andersen.

»Planerne var meget langsigtede. Man kendte jo ikke fremtiden. Ville tyskerne vinde krigen eller ej? Og havde de i givet fald tænkt sig at forlade landet? Jeg tror heller ikke, at de lokale myndigheder overvejede, hvilken betydning lufthavnen kunne få på sigt«, fortæller Jens Andersen.

Jens Thorngaard Pedersen og hans familie var i 1940 ikke bekendt med statens interesse i lufthavnen, da de blev bedt om at flytte. Ifølge Peter Birkelund kunne det dog ikke komme helt bag på beboerne, som blev tvangsflyttet fra området, at staten kunne finde på at beholde deres ejendomme.

»Skødeklausulaftalerne slog fast, at ejerne havde mulighed for at tilbagekøbe deres ejendomme, men kun under forudsætning af at staten ikke fortsat skulle bruge dem. Staten forsøgte dog ikke bevidst at føre ejerne bag lyset«, forklarer Peter Birkelund.

Flere af de tidligere beboere i området var imidlertid slet ikke ejendomsbesiddere, men derimod lejere. De havde ikke midler til at finde et nyt sted at bo.

21. NOVEMBER 1946 kunne Christian Dahl ikke tie stille længere. I et harmdirrende debatindlæg, som i Aalborg Stiftstidende fik overskriften ’Staten har undladt at hjælpe de husvilde i Sundby-Hvorup’, skrev sognerådsformanden:

»Medens regeringen skjuler sig bag upersonlighedens dække, registrerer vi daglig unges forhold, sådanne, der gik i hundene, fordi de manglede grundlaget for al opdragelse – en blot nogenlunde antagelig ramme for et hjemmeliv«.

Sognerådsformanden i den tidligere Sundby-Hvorup Kommune talte på vegne af de hjemløse, som i årevis havde boet i barakker, kældre, loftsrum og på skoler i kommunen. Især børnene.

Mange af disse mennesker kom fra området Ny Lindholm, som tyskerne inddrog under Aalborg Lufthavn. De var tidligere lejere og havde arbejdet ved landbruget eller som tjenestefolk.

Bolignøden var stor på grund af de tusinder af danske arbejdere, som var strømmet til den fattige Sundby-Hvorup Kommune i 1940 for at udbygge lufthavnen for tyskerne. Mange af arbejderne bosatte sig permanent i kommunen.

Situationen forværredes, da tyskerne begyndte at overtage ejendomme på lufthavnsområdet og sætte beboerne fra hus og hjem. Den gradvise udvidelse af lufthavnens areal betød, at flere og flere af egnens beboere måtte se sig om efter en anden bolig.

Sundby-Hvorup Kommune brugte under krigen omkring 100.000 kroner på at bygge barakker til de mennesker, som med kort varsel stod uden tag over hovedet og ikke havde råd til en ny bolig. Det hjalp imidlertid kun lidt på boligmanglen. Derfor tog kommunen for eksempel også klasseværelser og gymnastiksale på skoler i brug. Undervisningen blev indstillet i lange perioder.

Sognerådsformand Christian Dahl beskrev efter krigen udviklingen med disse ord:

»Familier stuvedes sammen, så vi var ved at fortvivle over vores egen adfærd. Men anden udvej gaves ikke – og stadig stod vi over for ny ekspropriationer og dermed ny invasion af husvilde«.

I maj 1943 var 54 husvilde familier allerede indlogeret i midlertidige boliger, da kommunen måtte tage imod yderligere 60 familier fra Ny Lindholm. Det førte til overbelægning på skoler og barakker.

HER BOEDE FLERE af de hjemløse stadig efter krigen. For staten havde travlt med at finde ud af, hvad der skulle ske med de mange huse og ejendomme, som tyskerne havde overtaget i hele landet. Arbejdet trak ud i flere år, fortæller Peter Birkelund, tidligere arkivar ved Rigsarkivet.

»Først i 1949 afgjorde de statslige myndigheder, om de tidligere beboere ved Aalborg Lufthavn skulle tilbydes at købe deres ejendomme tilbage, eller om staten skulle beholde ejendommene. De husvilde i Sundby-Hvorup Kommune var nogle af dem, som betalte prisen for, at arbejdet trak ud«, siger Peter Birkelund.

Da Christian Dahl skrev sit debatindlæg i 1946, havde han kendskab til skødeklausulaftalerne på ejendomme i lufthavnsområdet.

I aftalerne stod der, at de tidligere ejere skulle tilbydes at købe deres ejendomme tilbage. Ønskede de at søge om tilbagekøb, skulle de give Indenrigsministeriet besked inden 1. september 1945.

Der var imidlertid ingen garanti. For en forudsætning var, at staten ikke skulle bruge ejendommene, forklarer Peter Birkelund.

»De tidligere ejere blev ikke automatisk tilbudt at købe deres ejendom tilbage, hvis de søgte om det. Ville staten beholde ejendommen, kunne den gøre det. Det skete i mange af boligsagerne i Aalborg, fordi staten ville bevare store dele af den omfangsrige lufthavn, som tyskerne havde bygget«, fortæller Peter Birkelund.

Christian Dahl forstod ikke, hvorfor staten var så lang tid om at afgøre, om de tidligere ejere skulle tilbydes at købe ejendommene tilbage eller ej. Han skrev i sit indlæg:

»Denne ret har de nu haft i 1 ½ år, og endnu er der overhovedet ikke rørt ved denne sag! Det er fortvivlet nok, at sådanne klausuler i det uvisse skal lægge sin klamme hånd på en række beboelser, der, så længe klausulen består, forringes fra dag til dag, hvor de simpelthen efterhånden forfalder indtil ubrugelighed«.

Under krigen havde Sundby-Hvorup Kommune forsøgt at leve op til sin lovmæssige forpligtelse til at skaffe husly til husvilde, mente sognerådsformand Christian Dahl. Situationen var dog ekstraordinær på grund af tyskernes overtagelse af ejendommene i Ny Lindholm.

DA KOMMUNEN IKKE kunne finde flere boliger, havde sognerådet bedt stiftsamtet om hjælp. Stiftsamtet forsøgte forgæves at få tyskerne til at hjælpe, og sagen røg derfor videre til Indenrigsministeriet.

Efter et afslag fra ministeriet lykkedes det i anden omgang sognerådet at få bevilget et statstilskud på 9.000 kroner for 1943-44 til at afhjælpe boligmanglen.

Beløbet var dog, til sognerådsformandens store fortrydelse, 3.000 kroner lavere end forrige års tilskud. Og hele 33.000 kroner mindre end det tilskud, som kommunen fik i 1939-40. Det slog slet ikke til, mente han.

En løsning på boligproblemerne var dog på vej allerede under besættelsen. I oktober 1943 nedsatte Sundby-Hvorup Kommune et udvalg, som skulle forsøge at afhjælpe boligmanglen. Resultatet blev Sundby-Hvorup Boligselskab.

Sundby-Hvorup Boligselskabs første byggeri stod dog ikke klar før 1950. Det skyldtes mangel på materialer under krigen. Efterfølgende tog byggeriet imidlertid fart, og da boligselskabet i 1968 fejrede sit 25-års jubilæum, var boligsituationen betydeligt bedre.

Det fik Christian Dahl til at sende selskabets stiftere en venlig tanke i selskabets jubilæumsblad:

»Jeg tror, jeg har lov til at mene, at selskabets styrelse altid har haft det for øje, som var og er selskabets formål, at bygge alle de boliger, der kunne opnås tilladelse til, for derved at mindske den bolignød, der har været så følelig i de 25 år, selskabet har bestået«.

DE NORDJYSKE LOKALARKIVER i Vadum og Nørresundby er rige på kildemateriale om tvangsflytningerne ved Aalborg Lufthavn. Hændelserne spiller dog en begrænset rolle i historieskrivningen på nationalt niveau, siger Peter Birkelund.

»Der er skrevet om udbygningen af Beldringe Lufthavn på Fyn og tyske beslaglæggelser i Sønderjylland. Tyskernes besættelse af Aalborg Lufthavn er også velbeskrevet. Men der er stort set intet skrevet om beslaglæggelserne af ejendommene ved lufthavnen. Det undrer mig, for det er et voldsomt indgreb at tvinge så mange folk fra hus og hjem«, fortæller Peter Birkelund.

Jens Andersen, museumsinspektør ved Museum Thy, mener, at tvangsflytningerne er overskygget af andre, mere dramatiske begivenheder under besættelsen, som for eksempel sabotageaktioner og stikkerlikvideringer. Desuden foregik overtagelserne af ejendommene under civiliserede forhold, siger han.

»Det er ganske rigtigt en af de største folkeflytninger i Danmark under besættelsen, men tyskerne kom ikke og tvang folk ud af deres hjem med bajonetter. Og folk fik betaling for deres ejendomme. De havde mulighed for at fortsætte deres liv et andet sted«, forklarer Jens Andersen.

Tvangsflytningerne var heller ikke nødvendigvis et stort samtaleemne i de berørte familier. Det gælder for eksempel i Ruth Christensens familie, som blev tvangsflyttet i 1943. Ruth Christensens mor, Elna Sophie Christensen, talte gerne om det. Det skete dog for det meste, når Ruth og hendes søskende spurgte. Faderen var derimod tavs.

»Jeg kan slet ikke mindes, at han nogensinde snakkede om det. Han har sikkert haft det skidt med det. Da krigen sluttede, var det dog, som om alle drog et lettelsens suk. Også mine forældre. Så ville de videre og ikke tale mere om det«, fortæller Ruth Christensen.

Torben Haugaard Jensen

Journalist og historiker

• Kopiér link