Man skulde jo næsten forsværge, at ovenstaaende kunde være sandt; men Meddeleren skal jo være en særdeles paalidelig Mand, og naar man har læst en Del om Japanere, er man jo saa ofte stødt paa noget lignende, saa man tilsidst vel bliver nødt til at tro paa Sandheden. Desuden i de sidste Par Aar har vi jo faaet saa slaaende Beviser for Japanernes utrolige Præstationsevner«.
Med de ord videregav lægen Mikkel Hindhede i 1906 en række japanske medicineres sundhedsoplysninger om deres landsmænd.
Dermed var han med til at drive en bølge af forsøg på at efterligne befolkningen i øriget på den anden side af kloden – en fascination, som ganske rigtigt startede med »slaaende Beviser«, bogstavelig talt, for de bestod i nederlaget for en europæisk stormagt.
Siden erklærede præsten Hans Koch sig enig.
Japanske madvaner spillede en stor rolle i den danske læge Mikkel Hindhedes argumenter for en mere plantebaseret kost. Aftenbladet/Det Kongelige Biblioteks billedsamling
»Hvis nogen vilde spørge: Hvilken af vor Tids to store Krige, ’Verdenskrigen’ fra 1914 eller ’Krigen mellem Japan og Rusland’, har haft eller vil faa størst verdenshistorisk Betydning, da vilde vel de fleste Europæere uden Betænkning sige: Verdenskrigen. Men dette afgør ikke Sagen: der er iblandt os en voksende Fornemmelse af, at Svarene paa Verdenshistoriens Spørgsmaal i den tilstundende Tid skal komme fra Østen. Atter lyder det som i de gamle Dage: ’Ex oriente lux’ – Lyset skal komme fra Østerland«.
Sådan sigtede Hans Koch i 1920 til krigen 1904-1905 mellem Rusland og Japan. Dengang var Ruslands forsøg på at etablere sig som erobringsmagt ved Stillehavet endt med, at Japan havde udslettet stort set hele den russiske flåde og tilføjet tsarriget et ydmygende nederlag. Chokket var en af de vigtigste årsager til revolutionen i 1905, som igen var med til at bane vej for kommunisternes magtovertagelse 12 år senere.
Koch skrev kun to år efter Første Verdenskrig, der havde gjort en ende på flere kejserriger, slået 16,5 millioner mennesker ihjel og lagt europæiske byer i ruiner. Alligevel mente han, at en krig på den anden side af kloden havde endnu større verdenshistorisk betydning.
Sagens kerne var nemlig denne: En europæisk stormagts imperialisme var blevet nedkæmpet af en ikkeeuropæisk magts bestræbelser på det samme. Japan havde for alvor fået en plads på verdensscenen – spørgsmålet var, hvilken lære man kunne drage af det?
DET VAR IKKE, fordi der ikke havde været interesse for Japan hidtil. Da landet i anden halvdel af 1800-tallet åbnede efter 300 års selvvalgt isolation, blev det startskuddet til en hype i intellektuelle kredse og dyrkelse af alt japansk. Uden inspirationen fra japansk træsnit er det svært at forestille sig store dele af europæisk kunst fra da af – en kunstner som van Gogh havde for eksempel set meget anderledes ud.
På det politiske og sociale felt havde det betydning, at den japanske regering ikke havde i sinde at afvente europæernes og amerikanernes indtog i den ene eller anden form. Måske var åbningen i første omgang blev dem påtvunget. Men snart tog reformkræfter sagen i egen hånd og gennemførte en reform – eller et statskup, om man vil – der genindsatte kejseren i spidsen for en stærk regering med modernisering som første punkt på dagsordenen.
I 1871 udsendtes en delegation, som skulle besøge klodens førende stater og indsamle oplysninger, som kunne ligge til grund for en rationel implementering af netop de mest effektive principper. Den kommission kom også til Danmark, hvor den blev modtaget og hyldet af erhvervslivets spidser med industrimanden C.F. Tietgen i spidsen.
Ved hjemkomsten valgte og vragede japanske eksperter så blandt de indsamlede resultater. Det japanske parlament blev opbygget ved at indpasse elementer fra Storbritanniens gamle parlament og Tysklands nye. Og militæret, som små 30 år senere udslettede den russiske flåde? Det blev selvfølgelig reorganiseret efter model fra Preussen.
Japansk krigspropaganda skildrer japanernes overraskelsesangreb ved Port Arthur (i dag Lüshun) 8–9 februar 1904. Kasai Torajiro - Library of Congress
ALLEREDE TIDLIGT var det en udvikling, der vakte fascination over hele kloden. Men i et Europa, der på den tid var allermest optaget af diverse mere eller (som regel) mindre velunderbyggede raceteorier, vendte det op og ned på de fine plancher med europæerne som uudfordret toppunkt for al intelligens og initiativ.
Det er næppe nødvendigt at beskrive chokket for disse racetænkere, da japanerne udslettede en europæisk stormagt. Ruslands hensigter afveg jo på ingen måde fra de planer om at underlægge sig resten af kloden, som ministerierne i London, Berlin, Paris osv. lagde til grund for politikken over for Afrika og Asien.
Ruslands propaganda havde på forhånd pralet af, hvordan man ville smadre de underlegne asiater. Nu forstærkede det mere pessimistiske racetænkeres frygt for det, de kaldte ’den gule fare’: Østasiaterne med deres åbenlyse intelligens, hårdførhed og enorme befolkninger ville i fremtiden vælte det gamle udslidte Europa over ende.
Det var en tanke, der særligt bekymrede den tyske kejser Wilhelm, som nu kunne se sine egne organisationsprincipper finpudsede og optimerede på øerne i kanten af Stillehavet.
MEN SÅ VAR DATIDEN heller ikke mere fortidig. Selv om racetænkningen stadig havde nogle af sine ubehageligste højdepunkter tilbage, var der en del mennesker, som så anderledes på tingene – eller i hvert fald tillagde andre faktorer og det fællesmenneskelige større betydning.
De søgte andre steder, når de skulle give svaret på Japans succes på tilsyneladende alle områder. Måske var japanerne trods alt ikke mere anderledes, end at europæerne kunne lade sig inspirere af det, der gjorde dem så dygtige? Sådan som de allerede havde gjort på kunstens og kunsthåndværkets område.
Det var tanker, der f.eks. blev delt af et voksende antal læger og behandlere, som i forvejen mente, at livsstilsproblemer var årsagen til mange af de elendigheder, som de moderne europæiske storbyboere bar rundt på.
Det var i sig selv et bredt og broget felt, som spændte fra de første fysioterapeuter og diætister til erklærede medicinmodstandere, vegetarer og naturhelbredere, som mente, at en tilbagevenden til naturen ville udrydde al sygdom. Et sted i midten befandt Mikkel Hindhede sig.
Det var ikke den russiske-japanske krig, der fik ham til mindre end et år senere at udgive sin gennembrudsbog, ’En Reform af vor Ernæring – Lev sundt! Lev kraftigt! Lev billigt!’, som man uden at overdrive kan sige ændrede danskernes kostsyn for altid med sin præsentation af plantekost som vejen til sundhed.
Men bogen viser, hvor optaget Hindhede var af japanernes indsats, ikke med bekymring, men med begejstring. Og fordi han ikke delte de forstenede raceteoretikeres ensidige fokus på arven, mente han, at der her faktisk var mulighed for at blive klogere på, hvad den menneskelige organisme har brug for.
Her fremlagde Hindhede nogle af de samme argumenter, som man i nutiden kan finde som forklaring på, at japanerne i dag har verdens længste forventede levealder:
»Spis som Japanerne kun en Bid Kød engang imellem«, skrev Hindhede og roste dem for at holde sig til ris og grøntsager, for at drikke mindre alkohol og for et meget sundere forhold til kroppen end europæerne med rigelig frisk luft i boligerne og hyppig brug af kolde og varme bade. Og han citerede anbefalinger af produkter som miso og sojasauce, der må havde virket eksotiske på datidens danskere.
AT DEN RUSSISKE PROPAGANDA angiveligt havde påstået, at der gik »3 Japanere paa 1 Russer!«, mente Hindhede var latterligt.
Rusland så krigen mod Japan som en form sag, men så let gik det ikke. Her et stykke russisk propaganda, da selvforståelsen endnu var intakt i 1904. Ukendt kunstner/public Domain
»Ja, man maa af Naturen være mere Alvorsmand end jeg for at kunne tage al den Visdom alvorligt!«, konkluderede han ironisk.
Selv om bogen ikke kun handler om Japan, er landet et gennemgående tema. Hindhedes titusinder af læsere kunne forvisse sig om, at datidens europæere og deres etablerede ernæringssyn var temmelig sølle i sammenligning med japanernes fornuftige og sunde kost. ’En Reform af vor Ernæring’ udkom på svensk, finsk, engelsk, tysk, tjekkisk og – på trods af at den måske ikke har været entydigt behagelig læsning på de kanter – russisk.
Han fulgte selv sporet op i en række undersøgelser, efter at han i 1910 var blevet leder af Statens Ernæringslaboratorium.
Hindhede var ikke den eneste, der havde lokaliseret årsagen til japanernes fremskridt i deres livsstil. I de år udbredtes på den baggrund en række danske alternativer til raceforståelsen i form af bøger, hvori man mente, at forskellene i styrke, levealder og livsglæde simpelthen skyldtes konkrete aktiviteter og fødevarer, som ethvert menneske kunne tage til sig.
Sundhedsbladet var det førende danske tidsskrift for en moderat naturhelbredelse, og her tog redaktionen japanerne op i en lang række artikler, som fremstår direkte motiveret af krigen mellem Japan og Rusland.
Allerede mens krigen førtes, var der en række artikler om japanerne: ’Vegetarismen i Japan’, ’Japanernes Sundhedstilstand’, ’Japanerne og Kopperne’, ’Japanernes Helbredstilstand’, ’Japanernes Renlighed’ osv. Artikler, der alle fremhævede kejserriget og som regel på bekostning af europæerne.
Der er iblandt os en voksende Fornemmelse af, at Svarene paa Verdenshistoriens Spørgsmaal i den tilstundende Tid skal komme fra Østen
Præsten Hans Koch
En del af denne argumentation havde allerede været undervejs i subkulturerne. Allerede i 1900 havde de danske vegetarers formand, Michael Larsen, således peget på, at japanerne og kineserne havde udviklet deres kultur på et minimum af kød. Fem år senere bankede den russisk-japanske krig tilsyneladende pointen fast med syvtommersøm: Japanerne var dygtigere, og her var forklaringen!
I årene efter 1905 finder man derfor japanerne alle vegne.
»Krigen mellem Rusland og Japan har jo vist, hvor stor Betydning der maa tilskrives den enkelte Soldats fysiske Kultur og Træning«, fremhævede gymnastikpioneren J.P. Müller som grund til den tyske generalstabs interesse for hans system.
Tandlægen Alfred Bramsen lancerede samme år som Hindhede et program, der minder slående om nutidens longevity-bølge, der opstiller mere eller mindre indviklede principper for at leve længere og sundere.
Og også her har japanerne en særlig plads som den eneste befolkningsgruppe, der bliver gjort til forbillede som helhed. I bogen ’Livets Manna’ tegner Bramsen dem sådan:
»I Japan er det anderledes. Efter Kyndiges Sigende er der større Glæde dér over Tilværelsen, mindre Frygt for Fremtiden og for Døden«.
Ødelagte russiske krigsskibe efter japanernes belejring af Port Arthur. Library of Congress.
Selvfølgelig kan det være svært at sige, om timingen af nogle af beskrivelserne var et rent tilfælde, men den generelle optagethed af Japans succes i krigen var helt sikkert med til at drive dem frem.
Krigen var således ikke mange måneder gammel, før Fabrikken Japan på Københavns Vesterbro blev grundlagt.
Måske var det ikke på grund af krigen, at de tog det ædle hverv på sig at præsentere Skandinaviens befolkning for Japan Livs Elixir – »den bedste diætetiske Bitter«. Men det er næppe et tilfælde, at salget af produktet følger krigsudviklingen, som det kan ses i annoncerne, der intensivt blev trykt i aviser over hele landet lige efter udslettelsen af russernes flåde. Tilsvarende behøvede det vel heller ikke nogen større begrundelse, når en række aviser i 1912-13 trykte en liste med japanske sundhedsråd – som i øvrigt i det store og hele var identiske med dem, som Hindhede og de andre havde fremhævet.
I nutiden har danskerne taget helt konkrete dele af japansk kost og kultur til sig. Dengang bestod denne livsstilsændring a la Japan mest i argumentet og associationen: Man skulle vælge dem af de allerede tilgængelige fødevarer, som mindede mest muligt om de japanske.
Der var stadig nogle år til fremkomsten af de første sushirestauranter – og måske var det også meget godt, datidens kølemuligheder taget i betragtning.
Der var dog undtagelser, hvor japanske fødevarer direkte fandt vej til i hvert fald nogle danskeres spisebord. Man kunne tro, at sojamælk er et nyt hipsterprodukt. Men det var netop i de år, det blev kendt i en dansk sammenhæng. Den tidligste omtale af plantemælk i et svensk vegetartidsskrift er fra 1908, og det blev for nordiske vegetarer hurtigt et populært alternativ til komælken.
Japanere fragtes over vandet efter den succesfulde belejring af Port Arthur. I Baggrunden ses det russiske krigsskib Pobeda, der gik til bunds på lavt vand efter heftig beskydning. Library of Congress.
I det lange perspektiv var fascinationen dog kortvarig. Andre modefænomener og interesser greb danskerne, indtil japanerne i begyndelsen af dette årtusind for fuld styrke vendte tilbage som forbilleder. Sushi er blevet en nationalspise, mens landet på den populærkulturelle front er en af de tydeligste konkurrenter til USA.
Det tidlige 1900-tals japanske bølge er imidlertid stadig relevant. Både fordi den viser, hvordan en konkret krigsindsats kan føre til respekt og opmærksomhed på områder, som umiddelbart ligger langt væk.
Men også fordi den, som pastor Hans Koch forklarede i 1920, vendte op og ned på billedet af Europa og Vesten som per definition overlegen.
Hvordan dette var med til at ryste nogle fordomme, viste Mikkel Hindhede, da han ironisk vendte det racistiske skræmmebillede om ’den gule fare’ på hovedet. Hvis det var et udtryk, der kunne bruges om japanerne – ja, hvem har så ikke lyst til at være en del af denne ’fare’? Hvis danskerne levede som japanerne, var det tværtimod de slappe og usunde, der skulle være bekymrede:
»Med disse Ord haaber jeg, at vor 3- til 20-aarige Ungdom slaar deres Kolbøtter paa Græsplænen til stor Forargelse for vor værdige Purin-ædende (puriner er stoffer, hvis tilstedeværelse i kød ifølge Hindhede og andre var et argument for at holde sig til planter, red.), Nikotin-rygende, Alkohol-drikkende 20-30-aarige Alderdom. Gid denne snart maa øjne ’den gule Fare’ i Form af en dansk (ikke japansk) spartansk levende, frisk Luft-aandende, Sol- og Vand-drikkende, livskraftig, arbejdsdygtig og livsglad Ungdom!«.
Daniel Henschen
Forfatter og historiker
