Den marokkanske kejser ville have danske våben

Som man kunne læse i decemberudgaven af Politiken Historie, endte den tripolitanske gesandt Mahmud Agas besøg i København i 1757 med diplomatens raserianfald og afrejse til Sverige sydende af vrede over Danmark og danskerne.

Gesandtens tolk Andreas Æreboe, som var genstand for Mahmud Agas vrede og blandt andet blev truet med at få hovedet hugget af, skrev efterfølgende undskyldende til sine herrer udenrigsminister Bernstorff og overhofmarskal Moltke, at den tripolitanske udsending desværre var blevet uligevægtig på grund af indtagelse af et narkotisk stof.

Heldigvis havde Mahmud Agas vrede og det danske afslag på at sælge våben til Tripoli ikke medført diplomatiske forviklinger eller problemer for den danske skibsfart på Middelhavet. Den blomstrede på grund af freden med de nordafrikanske stater, der var kommet så tilpas, at skibe under dansk flag kunne udnytte de gode konjunkturer under Syvårskrigen, hvor en koalition bestående af Frankrig, Østrig og Rusland kæmpede mod Storbritannien og Preussen.

Denne krig, som var begyndt i 1755 og varede til 1763, var danske skibes mulighed for at bide sig fast i et nyt marked, hvor neutralitet og lave omkostninger gav dem konkurrencefordele.

PENGENE STRØMMEDE IND, men i København var man pinligt klar over, at det afhang af fred med de nordafrikanske stater Algier, Tunis, Tripoli (Libyen) og Marokko, som betaltes med regelmæssige danske leverancer af tribut (skat eller gift, der betaltes til den lokale hersker, red.).

I 1759 besluttede den marokkanske kejser sig så for at sende en ambassadør til Danmark. Udsendingens navn var Elhadsch Tehami Ben Aly Meddun, i det følgende blot kaldet Aly Meddun. Han og hans følge blev sejlet fra havnebyen Safi i Vestmarokko til Marseille på det gode skib ’Prins Christian’, som tilhørte Det Afrikanske Kompagni, der handlede på Marokko efter en speciel handelstraktat mellem Danmark og kejserriget Marokko.

I Marseille blev det klart for marokkanerne, at det nok ville blive problematisk at rejse over land i Europa, når store dele af kontinentet var i krig, og gigantiske hære marcherede på kryds og tværs over landegrænserne. Hjælpen kom i form af linjeskibet ’Fyn’ under kommandørkaptajn D.G. Rumohr, som var sendt til Middelhavet for at konvojere danske skibe til Tunis og Marseille.

Da ’Fyn’ lagde til på Reden i København 23. oktober 1759, var det med den marokkanske delegation om bord.

Kejser Muhammad 3. var kommet til magten to år tidligere, og det ville være mærkeligt, hvis han ikke ønskede at etablere gode relationer med udvalgte europæiske magter, og samtidig med den marokkanske udsending i København hører vi om udsendinge i London og Haag.

Den marokkanske kejser havde to specifikke ønsker til Danmark, som begrundede afsendelsen af en ambassadør. Det ene var våben. Han ønskede at købe 1.500 geværer og sabler i Danmark.

Han vidste sikkert, at det ønske ville Danmark have svært ved at opfylde. Spanien var i konstant krig med de nordafrikanske korsarstater og havde afbrudt handelsforbindelserne med Danmark i 1753 efter indgåelsen af den første traktat mellem Danmark og Marokko.

De var netop blevet genoptaget, og Danmark ville næppe ønske at sætte den givtige handel med Spanien over styr med en våbensending til Marokko.

AMBASSADØR ALY MEDDUNS andet hverv gjaldt netop traktaten med Danmark. Her er det nødvendigt at gå tilbage til dennes forhistorie.

Det var begyndt med en marokkansk jøde ved navn Josef Buzaglo de Paz, som i efteråret 1749 kom til København med et forslag. Hvorfor ikke få en handelsaftale med Marokko, hvor der var god afsætning for europæiske varer? Det københavnske handelshus Fabritius & Wever besluttede sig for at tage chancen og sendte et skib til Marokko lastet med varer.

Handelshusets ekspedition gik godt, og det gav blod på tanden i København, også i den politiske ledelse. På dette tidspunkt var den første fredstraktat med Algier indgået, der var indledt forhandlinger om fredstraktater med Tunis og Tripoli, og snart skulle en dansk udsending rejse til Konstantinopel for at forhandle en freds- og handelstraktat med den osmanniske sultan. Så handelstraktater og -eventyr lå i luften.

I foråret 1751 sejlede en dansk flådeekspedition på to fregatter og to handelsskibe til Marokko, og det lykkedes at enes om en gunstig handelstraktat, som bl.a. gik ud på, at kun danskere måtte handle på de to store havnebyer Safi og Agadir (oprindeligt Santa Cruz), og danskerne forpagtede tolden i fem år mod at betale et stort årligt beløb. At forpagte told og skatter var meget udbredt og systematiseret af pengehungrende fyrster på begge sider af Middelhavet.

I STEDET FOR AT OPKRÆVE told og skatter solgte fyrsten opkrævning og provenu til private for en sum penge. Køberne måtte så skaffe sig et overskud ved nidkærked i inddrivning af skyldige beløb. Det kunne gå hårdt til, og det siger sig selv, at forpagtere af told og skatter ikke var populære. Men fyrsten fik sine penge med det samme, og det havde alle fyrster brug for dengang.

Men denne forpagtning i Marokko gik meget vidt og vakte selvfølgelig vrede hos andre nationer. Man fornemmer, at den danske delegation var kommet længere ud og blevet mere indblandet i interne stridigheder, end godt var.

I hvert fald endte det med, at marokkanerne opsagde traktaten og fængslede den danske forhandlingsleder Longueville foruden 40 andre danskere.

Herefter fulgte flere forhandlinger og udsendelse af en ny dansk flådeeskadre, og det lykkedes at få frigivet de danske fanger og få undertegnet en ny, mere begrænset traktat i juni 1753.

Den gik ud på, at Danmark havde fri handel på den del af kysten, som inkluderede de store havne Safi og Agadir, og betalte samme told som andre stater.

DET VAR EN GOD DIPLOMATISK INDSATS, som kun skæmmedes af et uheld i Safi Bugt, hvor fregatten ’Falster’ brød i brand og senere sprang i luften med tab af 132 mand.

Som tegn på de store forventninger til dansk handel og skibsfart på Marokko stiftedes i 1755 Det Kongelige Danske Octroyerede Africanske Compagnie, normalt kaldet Det Afrikanske Kompagni, som fik 40 års monopol på denne handel. Det var i tidens ånd med et privilegeret handelskompagni, som der blev stiftet en del af i denne periode.

Men desværre gik det sløjt med handelen, og kompagniet havde problemer med sine agenter i Marokko, som var begyndt at handle selvstændigt og til egen vinding. Set fra marokkansk synspunkt var toldindtægterne slet ikke af den størrelse, man havde håbet.

Det blev forværret af Syvårskrigens forstyrrelser af handel og skibsfart, når franske handelsskibe blev drevet fra havene af den britiske flåde, mens britiske handelsskibe blev opbragt i stort tal af franske kapere. Neutrale stater som Danmark, Sverige og Nederlandene kunne tjene penge på krigen, men ikke fuldt kompensere for de krigsførende staters handelsskibe.

Så den marokkanske kejser ønskede en ny ordning af tolden, hvor han igen ville forpagte den til Danmark mod kontant betaling.

Det var baggrunden, da Andreas Æreboe blev sendt til flådens leje og linjeskibet ’Fyn’ for at byde den marokkanske delegation velkommen. Æreboe var bedre klædt på til dette besøg. Han havde været konsul i Marokko 1753-56 og kendte mange af de ledende skikkelser i landet, herunder kejseren.

Heldigvis skrev han ligesom ved Mahmud Agas besøg en dagsjournal over besøget og udsendingens laden og gøren, hvilket er den primære kilde til denne artikel.

OM BORD PÅ ’Fyn’ holdt Æreboe en høflig tale for ambassadør Aly Meddun og spurgte på sin konges vegne, om han ville gå i land til sit logi, hvilket ambassadøren besvarede på det venligste, og ja, han ville gerne i land.

Det tog noget tid at gøre ambassadørens følge med bagage klar, og indtil da drak Aly Meddun og Æreboe kaffe i chefens kahyt. Saluteret af 15 kanonskud gik ambassadøren og hans følge i land ud på eftermiddagen. Den sidste del af turen vandrede de forbi Gammelholm (Bremerholm), Holmens Kirke og over Holmens Kanal, hvorfra de med deres omfangsrige bagage blev fragtet til færgestedet, der hørte til regeringen gæstehus, Gieslers Gaard.

Der var jo sket ting og sager under sidste besøg fra Nordafrika, herunder et overfald på en tjenestepige begået af Mahmud Agas søn (se Politiken Historie #32), men det viste sig snart, at Aly Meddun var af et andet gemyt og i øvrigt rejste uden nogen søn i hormonstorm.

Æreboe omtalte aldrig beklagelser over delegationen fra Marokko, om end han til sidst i sin journal skrev, at han havde haft mangen en »fortrædelig Time« med dem, for de ville købe mange varer uden at betale. Desuden havde der været mange stridigheder mellem tjenerne og både andre gæsters tjenere og Gieslers stab. Foruden ambassadør Aly Meddun bestod delegationen af en tolk, et par tjenere og et par »Negere«, som man jo sagde indtil for få år siden.

Dertil kom en ledsager, som hed Elhadsch Muhammed Ben Aly Embak, men som i Æreboes indberetninger kaldtes »Cavalieren« eller »Ambassadørens Kompagnon«. Forholdet mellem de to var ikke altid lige godt, bl.a. fordi cavalieren mente, at han skulle behandles på lige fod med ambassadøren, hvilket denne og danskerne afslog.

Man kunne gætte, at cavalieren var sendt med Aly Meddun for at holde øje med ham og rapportere om rejsen og forhandlingerne.

Tillid er godt, men kontrol er ikke at foragte.

ALY MEDDUN VAR I KØBENHAVN de næste 7 1/2 måned, hvorefter han 9. juni med sine folk sejlede tilbage til Marokko med linjeskibet ’Sejeren’.

I modsætning til Mahmud Aga to år tidligere rejste han altså ikke videre til Sverige. Det viser, at han var i København med en specifik forhandling for øje.

Aly Meddun forhandlede med både regeringen og kompagniet under sit ophold, og Æreboe skriver meget lidt om selve forhandlingen. Forhandlere og mellemmænd var de søofficerer, som havde været udsendt på de tidligere ekspeditioner til Marokko og kendte forholdene.

De dukkede ofte op på Gieslers Gaard og forhandlede med ambassadøren i timevis. Samtidig var der forhandlinger i Marokko mellem kejseren og agenterne for Det Afrikanske Kompagni. Regeringen i København nåede til enighed med ambassadøren om en aftale, men agenterne i Marokko, som var under temmelig stort pres, indgik samtidig en aftale om at betale et betydeligt beløb til kejseren for forpagtningen og bøjede sig også for andre af kejserens krav.

Det var ikke tilfredsstillende set fra regeringens og direktionens side, men nu havde man i det mindste en aftale om at fortsætte handelen.

TIL GENGÆLD VILLE DANMARK ikke gå ind på kejserens ønske om at fremstille våben til ham. Ganske som med Mahmud Aga to år tidligere sørgede Æreboe for, at ambassadøren ikke fik lov til at bese en dansk våbenfabrik. De var, forklarede han, alt for langt væk, i Norge og Holsten. Og på Aly Medduns forslag om at fremstille nogle eksemplarer efter hans anvisninger slog danskerne beklagende ud med hænderne: De marokkanske geværer og sabler var af en helt anden slags end de danske, og for at fremstillede dem måtte Danmark indkalde fremmede fabriksmestre, købe nye redskaber, og til det ville der gå en masse tid og penge.

Resultatet ville blive nogle meget dyre våben, og hvem ønskede det?

Man kan godt tvivle på sandheden i den danske regerings (bort)forklaringer, og Æreboe var da også ærlig nok til også at gøre klart for ambassadøren, at Spanien ville blive meget fortørnet over dansk produktion af våben til Marokko.

Det endte med, at Aly Meddun og hans kompagnon modstræbende tog imod et dansk tilbud om 20.000 rigsdaler i kontanter, som de kunne bruge til våbenindkøb andetsteds.

DET VAR FORHANDLINGERNE, men Aly Meddun foretog sig selvfølgelig meget andet end at forhandle i de mange måneder i København, og det er i disse aktiviteter, man får en fornemmelse af ham som menneske.

Det skal siges, at han i Æreboes journal fremstår meget anderledes end Mahmud Aga. Han er altid meget rosende om kongen og København og tilsyneladende tilfreds med alt, hvad han ser. Der er ingen raserianfald og ingen beklagelser. Man fornemmer dårligt humør under ramadan i april og maj 1760, hvor Aly Meddun beklagede sig til Æreboe over de 30 dages faste:

»Vi har 10 Dage, det gaar løs paa Blodet, 10 Dage paa Kiødet 10 Dage paa Benene, det sidste er det haardeste«.

Ambassadøren havde efter eget udsagn været undervejs i et år, og han savnede sin familie. I København fik han brev om, at hans kone havde født, men at barnet var dødt, og derefter ventede han rastløst på nye breve.

Under en visit hos konferensråd Severin Løvenskiold sagde ambassadøren til dennes frue, at han havde bemærket hende, fordi hun lignede hans 7-årige datter. Det havde berørt ham meget, for han havde været væk hjemmefra i lang tid.

Marokkanerne led under den danske vinter, som var koldere end sædvanligt. Søerne frøs til, og københavnske borgere kunne til Aly Medduns forbløffelse vandre på isen ud til orlogsskibene på Flådens Leje. Æreboe dukkede mange dage op på Gieslers Gaard for at få den besked fra marokkanerne, at det var for koldt til at gå ud.

Aly Meddun sagde klagende til Æreboe, at Danmark var et godt land, som var godt indrettet og havde en god levemåde, men klimaet ville han ikke bytte med danskerne. Det hjalp ikke, at Æreboe prøvede at berolige ham med, at det ikke var hver vinter, det var så koldt, og i øvrigt rensede det kolde klima luften og holdt pesten væk.

Natten mellem 21. og 22. december 1760 blev Danmark ramt af et efter danske forhold meget kraftigt jordskælv, som især gik ud over det nordøstlige Sjælland.

Næste dag udbredte ambassadøren sig om, hvorledes han havde rullet i sengen, og den slags skælv havde han ikke ventet i Norden.

Som han filosofisk konkluderede, »var Guds Haand over heele Jorden, derfor kunde Jordskiælv Lige saavel komme i Nord, som i Syd«.

MEN BORTSET FRA KULDE OG JORDSKÆLV gav ambassadøren udtryk for sin glæde over at se København og dens borgere. Han var til audiens hos Frederik 5. på Christiansborg Slot, beså de kongelige slotte og haver. Han var et smut i Rundetaarn og besøgte Kunstakademiet, hvor Pilo viste rundt, men i modsætning til to år tidligere ikke malede gæsten fra Nordafrika.

Det kongelige kunstkammer med dets mange rariteter fascinerede ambassadøren, og en stabelafløbning på Holmen af hele tre skibe vakte hans store beundring. I hvert fald hvis man spørger Æreboe.

Men Aly Medduns særlige interesse var musik, koncerter, opera, til nød komedie og ballet, og han betroede Æreboe, at hans oprindelige følge havde inkluderet tre musikere, men rejsen havde varet så længe, at de var rejst hjem.

Der var meget få uger, hvor han ikke var i teatret en eller flere gange, og nogle gange kan man identificere stykket. 4. februar 1760 så ambassadøren engelske linedansere på Det Kongelige Teater, og 15. februar så han ’Don Juan’ eller ’Den Ugudelige’ af Molière. Hverken han eller hans kompagnon kunne forstå afslutningen, men Æreboe forklarede, at »Alt hvad hand saae paa den Danske Skue-Pladtz vare Lutter Moraler, for at afbilde Nationens Fejl, saa at enhver af de Tilstædeværende kunde speile sig i samme og tiente til Advardsel«.

Det kunne ambassadøren og kompagnonen godt forstå og mente, at dette skuespil var meget nyttigt. Det mente de også om Ludvig Holbergs ’Den Vægelsindede’, som de så 27. februar.

EN ANDEN INTERESSE VAR SKAK. Aly Meddun var selvfølgelig en spændende og eksotisk gæst at invitere, og rigtig mange aftener blev han inviteret til selskaber i den københavnske overklasse. Her ser man, at han næsten altid spillede skak med en eller flere i selskabet.

Det er egentlig bemærkelsesværdigt, hvor udbredt skak var i de fine hjem. Der var bræt og brikker, og ikke blot mænd, men også kvinder kunne reglerne. Man kan se på Æreboes journal, at Aly Meddun flere gange spillede med udenrigsminister Bernstorffs hustru, Charitas Emilie. Aly Meddun udtalte sig i øvrigt rosende om danske kvinders frihed i selskabslivet. Det kan være skakken, men måske også de nedringede kjoler, som fik ham til at udtrykke frygt for, at kvindernes bryster måtte lide i kulden.

9. juni 1760 forlod linjeskibet ’Sejeren’ Københavns Havn med den marokkanske delegation om bord.

Lad os håbe, at Elhadsch Tehami Ben Aly Meddun fandt sin hustru og den lille datter på 7 i god behold, og at han fortalte dem om sine oplevelser i nord, om kulden, om jordskælvet, om opera og skak.

• Kopiér link