Kollapset: Sovjetunionen faldt fra hinanden, og det gik stærkt

Den 18. august 1991 stod Mikhail Sergejevitj Gorbatjov, præsident i Sovjetunionen og generalsekretær i kommunistpartiet, op, spiste morgenmad og fulgtes med sin hustru, Raisa Gorbatjova, ned til havet, hvor Raisa tog en svømmetur.

De befandt sig i den prægtige villa Foros på det underskønne Krim, Sovjet-elitens ferieparadis. Foros lå kun 40 km fra Livadia-paladset, som Josef Stalins problemknuser og Gulag-ansvarlige, Lavrentij Berija, med uhæmmet brug af slavearbejdere og ’frivillige’ fra Den Røde Hær i begyndelsen af 1945 havde forvandlet fra ruin til slot på blot tre uger. Anledningen var, at Stalin, den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt og den britiske premierminister Winston Churchill skulle mødes og som Anden Verdenskrigs vindere indrette Europa og hele verden, som de nu fandt bedst.

Villaen, eller Solopgangsbygningen, som den også blev kaldt, var altså blevet bygget i rekordfart. For at gøre omgivelserne hyggeligere blev træer, buske og tusinder af tons jord, de kunne gro i, flyttet dertil langvejsfra. Hvert år, når vinterens regn havde vasket jorden ud i det nærliggende hav, blev ny jord bragt ind.

Den strand, Mikhail Gorbatjov sad på, mens hans hustru tog et havdyp, var frembragt ved flytning af andre tusinder af tons sand. Den var forbundet med deres terrasse med en rulletrappe.

Den smule luksus kunne man vel unde verdens næstmægtigste mand, manden med fingeren på den røde knap til verdens næststørste arsenal af a-våben, præsidenten for det, den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan godt nok engang havde kaldt Ondskabens Imperium, men en leder, som den nuværende præsident, George W. Bush, samarbejdede fortrinligt med og endda betegnede som en ven.

Det var den sidste dag af Gorbatjov-parrets ferie, men præsidenten for Sovjetunionen holdt aldrig helt fri. Efter frokost arbejdede han på den tale, han skulle holde to dage efter, 20. august, når den nye unionstraktat mellem det stadig svagere center og de stadig mere selvhævdende republikker i Sovjetunionen skulle underskrives.

TRAKTATEN VAR VIGTIG. Den var resultatet af flere måneders listig diplomatisk manøvreren og hårdt politisk arbejde. Den var det, der skulle give republikkerne det nødvendige for fortsat at holde sammen på selve Sovjetunionen, der havde ændret sig dramatisk, siden Gorbatjov i 1985 var tiltrådt som generalsekretær for kommunistpartiet og straks var begyndt at indføre sine reformer, kendt som ’glasnost’ (åbenhed) og ’perestrojka’ (omstrukturering).

Klokken cirka 16.30 talte Gorbatjov i telefon med en af sine rådgivere om talen. Et kvarters tid senere meldte chefen for Gorbatjovs sikkerhedsfolk, at en gruppe besøgende fra Moskva ventede på ham.

Det var det første tegn på, at et kup var i gang. Gorbatjov havde ikke inviteret nogen.

Og det stod slemt til. Alle telefonlinjer til Gorbatjovs luksusferievilla var blevet afbrudt. Og de besøgende fra Moskva var ikke bare på grunden, de var helt inde i huset.

Han var den absolutte leder af Sovjetunionen. Hvem i alverden ville dog udfordre det?

Kunne det være Boris Jeltsin, den karismatiske, højtråbende nyvalgte præsident for Rusland, som Gorbatjov selv i sin tid havde hentet til Moskva, men som siden havde vendt sig mod ham og nu aldrig forsømte selv den mindste lejlighed til offentligt at kritisere eller helst ydmyge ham?

Men det var ikke Jeltsin eller hans folk, der kom. Det var Gorbatjovs egne støtter, folk, han stolede på. Folk, han selv havde hjulpet til magten. Folk, der skyldte ham alt, men havde fået kolde fødder af al den perestrojka og glasnost, da de opdagede, at reformerne ikke bare gennemgribende forandrede Sovjet, men også sandsynligvis ville ende med at tage deres positioner, magt og privilegier fra dem.

Hjernen bag kuppet var KGB-chef Vladimir Krjutjkov. Med sig havde han premierminister Valentin Pavlov, indenrigsminister Boris Pugo, forsvarsminister Dmitrij Jazov samt vicepræsident Gennadij Janajev. Tilsammen kontrollerede de hæren, KGB og indenrigsstyrkerne. Under kuppet bemægtigede de sig også Gorbatjovs kuffert, og der var dermed et par dage, hvor kupmagerne besad magten til med a-våben at ødelægge hele Jorden på en times tid.

Krjutjkov og co. ventede i Kreml i Moskva, mens deres udsendte delegation blamerede sig hos Gorbatjov på Krim.

GORBATJOV HAVDE INGEN HAST, men lod dem vente, mens han talte med sin hustru, Raisa, og deres datter og svigersøn, som de ferierede sammen med. Han kendte Sovjets historie og vidste, at generalsekretærer havde en meget høj risiko for at dø i embedet. Også den rumænske diktator Nicolae Ceausescus endeligt stod uhyggeligt frisk i erindringen. Alligevel besluttede han at stå fast på sin politik over for kupmagerne. Hans familie bakkede ham op. Så gik han ind på sit kontor for at tage imod dem.

Han fremstod ikke bange. Det faktum, at han og hans familie ikke allerede var blevet skudt, gjorde besøget til en politisk kamp, ikke et væbnet opgør, og politiske kampe var Gorbatjovs hjemmebane. Han nægtede en af kupmagerne adgang til sit kontor, bad en anden om at holde kæft og var ikke for fin til at kalde ham »en pik«.

Repræsentanterne for kupmagerne, der for alt i verden ville undgå underskrivelsen af unionstraktaten 20. august, fremførte deres ærinde: Gorbatjov skulle indføre undtagelsestilstand eller overdrage sin magt til vicepræsident Janajev og blive på Krim »af helbredsmæssige årsager«.

Gorbatjov nægtede, delegationen måtte forlade ham med uforrettet sag, og i flyet til Moskva åbnede de en flaske whisky. Gorbatjov havde ikke handlet, som de havde regnet med. De havde vist deres kort, og der var ingen vej tilbage til deres tidligere gode forhold til Gorbatjov.

NU VAR GODE DYR RÅDNE. At indføre undtagelsestilstanden uden Gorbatjovs tilladelse var at bryde loven. At afblæse det hele var at servere sit eget hoved på et fad – i hvert fald politisk, måske endda fysisk. Plan B – alligevel at overføre magten fra Gorbatjov til vicepræsident Janajev »af helbredsmæssige årsager« – var i bedste fald mangelfuld:

1) Janajev havde først hørt om kupplanerne samme dag, altså 18. august.

2) Han var fuld.

3) Kupmagerne havde intet bevis at præsentere for offentligheden for, at Gorbatjov faktisk var syg.

4) Ikke engang Gorbatjov havde magt til at indføre undtagelsestilstand uden opbakning fra parlamentet.

5) Der var ingen formel grund til at indføre undtagelsestilstand – ikke så meget som en lillebitte naturkatastrofe kunne de diske op med.

Planlægningen af kuppet, der kun havde stået på et par dage, lod altså noget tilbage at ønske. Alligevel underskrev de papirerne. Janajev og Pavlov drak til daggry. Krjutjkov og KGB derimod arbejdede hele natten, så de sovjetiske nyheder næste morgen klokken 6 kunne annoncere, at perestrojka var slut, og en undtagelsestilstand indført. Derefter sendte man i tv balletten ’Svanesøen’ – det havde man for vane at gøre, når en generalsekretær var død, og ingen turde udtale sig om noget.

Det var på det tidspunkt – klokken 6 om morgenen 19. august –at Ruslands præsident og Gorbatjovs politiske ærkefjende, Boris Jeltsin, der boede i en fin forstad til Moskva, hørte om kuppet. Hans første ord var:

»Det er ulovligt«.

Den russiske regering havde ikke nogen reel magt, den kunne udøve over for kupmagerne, der sad med alle esserne: hæren, KGB og indenrigsstyrkerne.

Men der var jo folket, og dets vilje og kræfter skal man aldrig underkende. Jeltsin havde faktisk, til forskel fra de fleste (nuværende og tidligere) ledere i kommunistpartiet, både evnerne og viljen til at tale til folket.

JELTSIN SAMLEDE ET PAR STØTTER i sit hjem og skrev en appel til folket. Jeltsins datter skrev den ind på skrivemaskine, hvorefter viceborgmesteren i Moskva, der besad de to afgørende egenskaber, at han boede i nærheden og havde en bil, af Jeltsin blev beordret til at køre ind til Moskva for at mobilisere borgerne mod kuppet.

Det hele syntes lidt ad hoc. Men måske ikke mere ad hoc end selve kuppet.

Der var en reel risiko for, at KGB ville stoppe Jeltsin. Hans livvagter tilbød at smugle ham ud på Moskva-floden på en fiskerbåd, men han afslog. Han skulle til Moskva, og rejsen skulle han foretage med oprejst pande og i præsidentlimousine. Dog tog han skudsikker vest på – måske i forsøg på at stoppe tårerne i sin hustrus øjne.

Få timer senere fik Jeltsin sit livs Kodak-moment, da han modigt sprang op på en kampvogn foran parlamentet og læste appellen højt, med den russiske trikolore blafrende i baggrunden.

Det så flot ud på tv i Vesten, men der var ikke mange i Sovjet, der så det. Til gengæld så de pressekonferencen på tv om aftenen, 19. august klokken 18 Moskva-tid.

Hvis det ikke var lykkedes Jeltsin at diskreditere kupmagerne på kampvognen lidt tidligere på dagen, klarede de det selv nu. Janajev, der knap kendte kupplanerne, og som havde drukket tæt hele natten, fik det job at sælge det til folk.

Tv-seerne så ikke en statsmandsagtig vicepræsident, der tog hånd om situationen og ledede landet gennem en afgørende krise. De så en mand med mærkeligt hår og løbende næse, som blev til grin, da det ikke var lykkedes kupmagerne at sortere alle kritiske journalister fra til mødet, der blev transmitteret direkte, og der derfor var en del ubehagelige spørgsmål om såvel kuppet som Gorbatjovs helbred.

FOR AT GØRE ONDT VÆRRE viste tv også billeder af Jeltsins støtter, der nu var i gang med at bygge barrikader rundt om parlamentet i Moskva. Nu vidste tv-seerne, hvor de skulle gå hen, hvis de ville gøre modstand. Og at de ikke var alene.

Pressekonferencen var med andre ord en pr-mæssig katastrofe for kupmagerne. Pavlov gav sig til at drikke, indtil han måtte på hospitalet. Jazov og Pugo gav sig til at skændes. Og Janajev med det mærkelige hår og den løbende næse forsøgte at dukke sig for på en eller anden måde at undgå at stå med hele ansvaret for rodet.

Næste morgen, 20. august, opregnede KGB i en rapport kupmagernes fejl: Det var hverken lykkedes dem at indføre undtagelsestilstand, at finde og internere oppositionslederne, at standse kommunikationen mellem selvsamme oppositionsledere eller at overtage deres medier. Ydermere gik der rygter blandt politikerne om, at Gorbatjov stadig var i live.

Jeltsin havde helt anderledes voks under skiene. Han arbejdede bedst i krise. Han udstedte dekreter og samlede magten – hæren, KGB, indenrigsstyrkerne – hos sig. Han fik som nævnt bygget barrikader rundt om parlamentet, hvor han opholdt sig. Han kontaktede enkelte hærenheder og prøvede at vinde dem over på sin side. Han talte til folk (efterhånden 100.000 var mødt op ved parlamentet) fra en balkon med et russisk flag bag sig.

De belønnede ham med råbene ’Jeltsin, vi støtter dig!’, ’Rusland lever!’ og ’Retsforfølg juntaen!’.

Sent om eftermiddagen 20. august kom den amerikanske præsident Bush igennem på en telefonlinje til Jeltsin med ordene:

»Vi beder for dig. Hele det amerikanske folk støtter dig. Det, du gør, er absolut rigtigt!«.

Da havde Jeltsin været i parlamentet i 24 timer og forventede snart at blive stormet. Klokken 17 blev forsvarerne rundt om parlamentet beordret ind i forsvarsenheder. Klokken 18 blev kvinder bedt om at forlade parlamentet. Da mørket faldt på, blev der uddelt gasmasker, og Jeltsin gik endelig ind for at tage en lille lur, med tøjet på.

Inden da havde han for en sikkerheds skyld sendt sin udenrigsminister, Andrej Kozyrev, til Paris med et fly for at samle opbakning i Vesten til den russiske opposition og, hvis Jeltsin blev dræbt, danne en russisk eksilregering.

DE FØRSTE SKUD FALDT ved midnat natten til 21. august. Tre unge mænd døde i forsvaret for parlamentet og det spirende russiske demokrati. Det var militæret (ikke KGB eller indenrigsstyrkerne), der havde åbnet ild, og det var derfor forsvarsminister Jazov, der fik kolde fødder og gav ordre om at indstille skydningen.

Indenrigsstyrkerne ville heller ikke deltage i nedslagtningen af russiske civile, og til sidst sprang KGB også fra. Samtidig forhindrede tung regn en helikopter i at lande på taget af parlamentet, og Krjutjkov måtte bide i det sure æble og afblæse angrebet.

Jeltsin havde overlevet natten i parlamentets kælder, men slaget var ikke vundet med hærens tilbagetrækning. Nøglen til sejren var Gorbatjov, der stadig sad på Krim uden en fungerende telefonforbindelse.

Jeltsins legitimitet under kuppet bestod i, at han krævede Gorbatjov tilbage. Nu var det på tide at levere. Omvendt håbede kupmagerne at kunne indgå en alliance med Gorbatjov mod Jeltsin, der nu fremstod som den stærkeste.

Kapløbet om som den første at nå til Krim og Gorbatjov var i gang. Hele tre fly var på vej derned – et med kupmagerne, et med Jeltsins vicepræsident, Rutskoj, og et med en politiker, der egentlig havde været loyal mod kupmagerne, men nu for resten var kommet på andre tanker.

Krjutjkov og Jazov nåede først frem, men blev ikke lukket ind. Gorbatjovs sikkerhedsfolk holdt dem ude. Med kalasjnikover. Derimod tog Gorbatjov pænt imod Rutskoj og fløj – af sikkerhedsmæssige årsager – tilbage til Moskva sammen med ham. Kupmagerne kunne måske finde på at skyde Gorbatjovs eget fly ned. Med om bord havde de Krjutjkov. Han var ikke tilgivet, han var blot med som menneskeligt skjold. Da de landede i Moskva, blev kupmagerne anholdt.

GORBATJOV VAR TILBAGE, men unionstraktaten, der skulle have reddet Sovjetunionen og dermed dens præsident, var ikke blevet underskrevet.

I løbet af de næste timer, dage, uger og måneder satte Jeltsin sig tungt på al magten. Han overførte Sovjetunionens ressourcer, derunder guldreserverne, til Rusland. Han forbød Pravda, den sovjetiske kommunistiske avis, og fyrede chefen for presseagenturet.

Da Gorbatjov fyrede kupmagerne og indsatte tre nye ministre, en forsvars-, en udenrigs- og en indenrigs-, og en ny chef for KGB, og Jeltsin heller ikke brød sig om de nye, tvang han Gorbatjov til også at fyre dem og i stedet indsætte Jeltsins egne protegeer.

Senere erklærede han, at Rusland var arvtager til Sovjet og skulle overtage alle unionens institutioner og ejendom – og den permanente plads i FN’s Sikkerhedsråd.

Det var et reelt modkup. Efter at have reddet Gorbatjov under kuppet smed Jeltsin ham nu under bussen. Ydmygende, hårdt, brutalt. 24. august, efter at Jeltsin havde tømt kommunistpartiet helt for magt, trådte Gorbatjov tilbage som partiets generalsekretær. Men han var stadig præsident i Sovjetunionen. Så længe Sovjetunionen fandtes, altså.

Sovjetunionen bestod af 15 republikker. Uden republikker ingen union. De tre baltiske stater og Armenien og Georgien havde allerede erklæret sig selvstændige før kuppet. 24. august vedtog det ukrainske parlament en selvstændighedserklæring, mens Belarus næste dag efter fulgte efter. 26. august var det Moldovas tur, og over tre dage fra 30. august til 1. september skete det i Aserbajdsjan, Kirgisistan og Usbekistan.

1. december 1991 var der dobbeltvalg i Ukraine: Den tidligere parlamentsformand Leonid Kravtjuk vandt præsidentvalget med 61 procent af stemmerne. 90,32 procent stemte for selvstændighed. I ingen regioner – heller ikke på Krim med den overvejende russiske befolkning – stemte under 50 procent for selvstændighed.

Efter valget ringede Jeltsin til Gorbatjov og foreslog at opløse Sovjet og i stedet danne en ny union med de fire republikker, der lå inde med Sovjets a-våben: Rusland, Belarus, Ukraine og Kasakhstan. Gorbatjov, der ikke kunne se nogen rolle til sig selv i en sådan union, sagde nej tak:

»Jeg vil ikke flyde rundt som en lort i et ishul«.

Ingen af dem ville risikere en konstruktion, hvor den anden fik indflydelse. Og Jeltsin ville ikke risikere at sidde alene tilbage i en union med de fattige muslimske republikker, uden de slaviske stater Belarus og Ukraine.

Lørdag 7. december 1991 tog Jeltsin til Viskuli, en statslig jagthytte i Belavezja-urskoven i Belarus, tæt på den polske grænse. Der mødte han den nyvalgte ukrainske præsident Kravtjuk samt formanden for det belarusiske parlament (og de facto-lederen af republikken) Stanislau Sjusjkevitj.

Retfærdigvis skal det nævnes, at Jeltsin begyndte med at prøve at få Ukraine og Belarus til at underskrive resterne af Gorbatjovs unionstraktat. Kravtjuk nægtede. Ukraine havde lige, med overvældende flertal, stemt for uafhængighed.

Derefter hev Jeltsin en ny idé op af lommen: Hvad nu hvis de tre lande lavede en aftale med hinanden – i stedet for med Sovjetunionen? Den var de andre med på.

Det var en meget ny idé. Der fandtes ikke noget udkast til en tekst til en sådan aftale, så delegationerne måtte arbejde på den hele natten.

NÆSTE MORGEN KLOKKEN 8, efter at morgenmaden og den første russiske ’champagne’ var indtaget, blev nattens forslag forkastet. I stedet gik Jeltsin, Kravtjuk og Sjusjkevitj alene ind i billardrummet med et ubeskrevet ark papir.

Rådgiverne stod udenfor med tilbageholdt åndedræt. Der var foruroligende stille i billardrummet. Efter en times tid hørtes der et hurraråb inde bag døren. De var blevet enige om den første artikel i aftalen. Jeltsin insisterede på, at det skulle fejres med en champagneskål.

Efter den første artikel (og skål) flød arbejdet ligesom lettere. Klokken 14 blev ’Aftale om Oprettelse af et Commonwealth af Uafhængige Stater’ underskrevet ved en lille ceremoni. Den indeholdt en anerkendelse af grænserne og staternes territorielle integritet, et ønske om fælles kontrol af a-våben og nedrustning samt en ret til neutralitet og a-våbenfri status.

Men måske var det alligevel indledningen, som var det vigtigste. I den stod, at Belarus, Rusland og Ukraine, der i 1922 havde været med til at stifte Sovjetunionen, »hermed erklærer, at Sovjet som en enhed i international lov og en geopolitisk realitet ophører med at eksistere«.

Sovjetunionen fandtes ikke mere. De, der i sin tid havde stiftet den, havde nu opløst den.

Aftalen indeholdt i alt 14 artikler, der alle blev fejret med champagne, hvilket havde en vis effekt. Til pressemødet fik journalisterne simpelthen besked på ikke at stille Jeltsin nogen spørgsmål. Da han alligevel selv tog ordet, blev han, efter aftale, afbrudt af den belarusiske talsmand.

Efter underskriften ringede Jeltsin selv til den amerikanske præsident Bush og informerede ham om aftalen. Først derefter fik Gorbatjov i Moskva besked. Værten Sjusjkevitj fik den utaknemmelige opgave at ringe til ham. Til gengæld kunne han bagefter blive i Belarus og behøvede ikke tage til Moskva.

Det gjorde Jeltsin. Moskva var ikke bare Sovjetunionens, men også Ruslands hovedstad. Og han var Ruslands præsident.

Undervejs vidste han ikke, om Gorbatjov ville beordre hans fly skudt ned, og dulmede nerverne i en grad, så han måtte bæres af flyet, da han tidligt mandag morgen landede i Moskva.

SOVJETUNIONEN VAR OPLØST, men Gorbatjov var rasende og nægtede at anerkende sit nederlag. Jeltsin måtte stille til en kæmpe skideballe mandag middag, men i realiteten var der ikke meget andet, Gorbatjov kunne gøre.

Præsident Bush havde regnet ud, at Gorbatjovs politiske endeligt var nær. 13. december fik han Jeltsin til at love at behandle Gorbatjov ordentligt:

»Jeg garanterer, jeg lover dig personligt, hr. præsident«, sagde Jeltsin i telefonen til Bush, »at alt vil ske på en god og ordentlig måde. Vi vil behandle Gorbatjov og [hans udenrigsminister Eduard] Sjevardnadze med stor respekt«.

Mens lufthavne lukkede i hele Rusland, og mens folk manglede dagligvarer, og biler holdt op med at køre på grund af benzinmangel, fik Gorbatjov forhandlet sig frem til en pension på 4.000 rubler, et hus på landet i en skov ved Moskva, en lidt mindre lejlighed end den, han nu boede i, to biler samt 20 ansatte, inklusive en kok, tjenere og sikkerhedsfolk. Men her stoppede respekten også.

25. december klokken 19 Moskva-tid gik Gorbatjov på tv og holdt sin afskedstale. I den undgik han fristelsen til selvmedlidenhed eller et direkte angreb på Jeltsin, men tillod sig dog at sige, at Sovjet ikke burde opløses uden en folkeafstemning – som der jo havde været i Ukraine, og som Jeltsin absolut ikke havde tænkt sig, at der skulle være i Rusland.

Jeltsin blev så rasende, at han nægtede at overholde aftalen om bagefter at møde Gorbatjov på hans kontor for at overtage a-våben-kufferten. Det fik Gorbatjov til på sin side at nægte at komme til Jeltsin.

Enden blev, at Jeltsins og Gorbatjovs folk mødtes i en korridor, hvor CNN-holdet var ved at pakke sammen, og Jeltsins folk blev her overdraget eneadgangen til på en halv times tid at udslette USA.

Jeltsin gav ordre til, at det sovjetiske flag på Kremls tårn skulle ned straks og ikke som aftalt 31. december. Gorbatjovs hustru ringede grædefærdig til ham: Væmmelige mænd stod i deres hjem og ville have dem ud med det samme.

Samme aften talte George Bush til det amerikanske folk. Den Kolde Krig var slut, fortalte han. USA havde vundet. Reelt var den sluttet et eller to år tidligere, og kun fordi man fik hjælp fra Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, Bushs gode samarbejdspartner og »ven«. Det vidste Bush godt. Men præsidentvalgkampen var i gang.

George Bushs udenrigsminister, James Baker, var lidt høfligere i sit brev til Gorbatjov et par dage senere:

»Din plads i historien er sikret for evigt«, skrev han.

Det var sandt. Gorbatjovs plads i historien var sikret. Det var kun hans samtid, der ikke havde plads til ham.

Vibe Termansen

Journalist og cand.mag. i historie og østeuropastudier. Forfatter til ’I skyggen af Rusland’, som er udkommet på Gads Forlag i 2023

• Kopiér link