Den store syndflod: Området ved Vadehavet blev ramt hårdt under den lille istid

Søndag 12. oktober 1634 tav kirkeklokkerne stille, og der var ingen højmesse i Døstrup Kirke mellem Skærbæk og Bredebro. Også mange af det vestlige Sønderjyllands øvrige kirker stod gabende tomme denne 19. søndag efter trinitatis, for egnens indbyggere havde i nattens løb fået slået livet og landet i stykker. Om lørdagen var det blæst op til vestenstorm, netop da tidevandet nærmede sig højvande. Om natten gik havet over digekronen og pressede sig op ad vestvendte vandløb som Brede Å. Til sidst flød hav og himmel sammen.

Præsten Mikkel Andersen noterede senere i kirkebogen, at stormfloden alene i hans sogn havde kostet 19 menneskeliv. Blandt andre var Mikkel Hyrdes kone i Nørre Vollum druknet sammen med sine fem børn og to fattige kvinder, som havde fået husly hos hyrdefamilien. Foruden tabet af menneskeliv var over 300 af sognets husdyr gået til grunde. Vandet havde ødelagt både brød- og såkorn, og marker og enge var for en årrække gjort ubrugelige af det salte vand.

Flere års økonomisk krisetid fulgte den skæbnesvangre nat. I kirkebogen skrev hr. Mikkel:

»Gud trøste alle bedrøvede hjerter og bevar os vel nu og i evig tid for ild og vands nød og for en brat og hastig død for Jesu pines og døds skyld. Vandet stod mindst 2 alen [ca. 1,2 meter] i mit hus i alle stuer, båse og lader, og skadede meget korn og hø, blæste og meget tag af husene. Gud hjælpe os!«.

Danmark er et kystland. Mere end 8.000 kilometer strækker den bugtede overgangszone mellem land og hav sig. En i fortiden uvurderlig kombination af på den ene side havets rigdom af fisk, skaldyr og pattedyr som sæl og marsvin og på den anden side kystenge og overdrev med fortræffelige muligheder for husdyrbrug. Men også et risikabelt sted at slå sig ned. Da man i middelalderen grundlagde nye landsbyer, lagde især sørøverangreb kysten øde. Men gennem det meste af historien var også naturens kræfter en trussel. Når stormen raser, og havet gør oprør, er den flade sandstrand udsat.

BORTSET FRA BEFÆSTEDE KØBSTÆDER fandtes der derfor endnu i begyndelsen af 1600-tallet meget få permanente bebyggelser langs den danske kyst. Havfiskeri var sæsonbestemt, og de fleste fiskere ernærede sig primært som bønder. Deres lejer på stranden bestod derfor som regel af små primitive telte og hytter, som blev forladt, så snart sæsonen var forbi.

Størst af alle disse lejer var Sønderside på Skallingens østkant mellem Ho og Oksby. I sæsonen kunne det rumme op imod 1.000 mennesker og 60 både, hver beregnet til omkring 12 mand.

Gennem de sidste 20 år af 1500-tallet havde knap halvdelen af alle Riberhus Lens fiskeskuder hjemme her. Ved siden af fiskeriet udviklede Sønderside sig med tiden til også at udgøre en handelsplads.

Men bortset fra enkelte arkæologiske fund i sandet er der i dag ingen spor tilbage af stedets fordums storhed. Også de forsvandt i stormfloden 1634, hvorefter Hjerting nord for området, hvor Esbjerg siden kom til at ligge, overtog rollen som egnens førende ladeplads.

DET VAR HELE VADEHAVSOMRÅDET fra Sønderjylland over Tyskland til Holland, som blev ramt af stormfloden 1634.

Den gik over i historien som ’Burchardiflut’, opkaldt efter biskop Burchard af Würzburg. Man regner med, at stormfloden i hele området tog 10-15.000 liv. Og rygtet om det frygtelige uvejr løb hurtigt landet rundt. I Odense skrev biskoppen seks dage senere i sin dagbog, at »der meldtes om en beklagelig skade, hvortil hin forfærdelige storm [...] blev angivet som grund«.

Som vistnok den eneste gang i historien trængte stormfloden ind i Ribe Domkirke, hvor vandet stod mandshøjt, før det atter trak sig tilbage. Et mærke på en af kirkens søjler viser i dag, hvor højt det gik ’Anno 1634’. Gamle folk på egnen brugte endnu 100 år senere uvejret til at tidsfæste vigtige begivenheder:

»Det var vel en snes år efter den store vandflod«.

Når Vadehavet blev særlig hårdt ramt den oktobernat, skyldtes det ikke mindst, at folk her bevidst havde bosat sig ved landets yderste rand. For tidevandets pendulerende bevægelse aflejrede værdifulde næringsstoffer på den blotlagte sandflade. Den i perioder tørlagte havbund gav derfor en særdeles frugtbar græsning til de stude, som netop på denne tid var Danmarks helt store eksportvare. Og for at udnytte denne naturlige mulighed optimalt havde befolkningen siden middelalderen bidraget til tørlægningen med kanaler og lave sommerdiger. Sidenhen var der på nogle strækninger bygget højere diger, og marsklandet var på den måde vokset betydeligt.

Men livet bag digerne fordrede en nidkær gensidig kontrol. For enhver bonde måtte give sit bidrag til vedligeholdelse af digerne, ellers gik det ud over dem alle. »Den, der ikke vil dige, må vige«, sagde man.

STORBONDEN PEDER SAX i Ejdersted var valgt til rådmand og var altså en af dem, der skulle holde øje med digerne.

Han skrev begejstret om hjemegnen, hvordan dette »skønne land« ikke blot ligger »velforsikret og velforvaret« bag gode havdiger, men at gårdene også var opført på små menneskeskabte bakker, såkaldte værfter, i det flade land.

Så alt burde være godt. En overmodig digegreve satte efter byggeriet af endnu et dige ligefrem sin spade i jorden med ordene:

»Trods os nu, Blanke Hans!«.

’Blanke Hans’ var den lokale betegnelse for havet. Men også Ejdersted og Peder Sax blev ramt af oktoberstormen i 1634. Digerne var næppe så godt vedligeholdt, som de burde være, men folk levede med risikoen. I det lange løb steg antallet af ødelæggelser som følge af oversvømmelser faktisk i takt med digebyggeriet. Bjærgsomhed og dumdristighed gik hånd i hånd.

Hårdest ramt af alle Vadehavets småsamfund blev øen Nordstrand umiddelbart nord for Ejdersted-halvøen. Den havde hidtil hængt sammen med den vestligere beliggende Pellworm, men stormfloden lavede gennemgribende om på områdets geografi. Af øer og halvøer skabtes nye mindre og store øer. Det var også ved denne lejlighed, Langli i Ho Bugt blev til en ø. Og samtidig lagde store mængder sand sig til ro langs Skallingen og gjorde halvøen tydeligt større.

På Nordstrand boede den hollandske ingeniør Jan Adriaansz Leeghwater (1575-1650). Også han gennemlevede stormfloden, som slog hul på øens beskyttende diger hele 44 forskellige steder. Efterfølgende skrev han om skaderne, at adskillige skibe den følgende dag havde ligget strandet i den nærliggende købstad Husums gader.

»Jeg har været på strandene, hvor jeg har set forfærdelige ting. Et utal af døde kroppe af dyr og mennesker side om side med hustømmer, smadrede vogne og en masse træ, tagrør og skidt og møg«.

To tredjedele af Nordstrands befolkning eller hen ved 6.000 mennesker druknede den nat.

AT BURCHARDIFLUT som en af de allerværste kendte stormfloder ramte Vadehavsområdet på netop dette tidspunkt, var ikke tilfældigt. I årene fra 1590’erne til 1630’erne var hyppigheden af stormflod i Sydskandinavien hele otte gange højere end i det foregående århundrede. Og det fik talrige konsekvenser.

Borgen Vosborg ved Nissum Fjord blev eksempelvis i slutningen af 1500-tallet ramt af en eller flere oversvømmelser, der var så voldsomme, at den måtte opgives. Dog blot for senere at blive genopført på mere sikker grund.

Et sagn fortæller om opførelsen af det første Vosborg, at bygmesteren havde lagt sig ud med ejeren, Niels Bugge, ved at kræve for meget i betaling.

»Hr. Niels Bugge udredede vel summen, men bød en af sine svende at følge efter bygmesteren; når han så var kommet tæt bag ved denne, skulde han råbe: »Mester, Mester, Tårnet hælder!«. Hvis manden da så sig tilbage, skulde svenden dræbe ham og føre hans penge hjem med sig; det ville nemlig være et vidnesbyrd om, at han ikke havde skilt sig godt ved arbejdet. Men bygmesteren så sig ikke tilbage; derimod sagde han: »Nej, Tårnet luder ikke imod sit fald; men der skal komme en mand fra vesten i en blå Kappe, og han skal tvinge tårnet og hele borgen til at falde«.

DER ER FLERE MULIGE FORKLARINGER på, at kuldeperioden kom, men det havde ikke noget at gøre med de faktorer, som bestemmer de ’rigtige’ istider; det vil sige variationer i Jordens hældning, i dens elliptiske bane og ’snurretopbevægelsen’, som skyldes, at jordkloden ikke er fuldstændig kugleformet.

Snarere synes det at have haft betydning, at der ikke mindst i den stærkeste kuldeperiode ca. 1645-1715 stort set ingen nordlys var. For nordlys er et resultat af solaktivitet, som igen kan have indflydelse på dannelsen af skyer og dermed på vejret.

En anden mulig forklaring er vulkanudbrud. Fra senere udbrud, især de to indonesiske vulkaner Tamboras og Krakataus udbrud i henholdsvis 1815 og 1883, ved vi, at askeskyer kan lukke så meget af for solen, at det påvirker det globale vejr i årevis, og askespor i den grønlandske indlandsis vidner om ganske hyppige udbrud under den lille istid.

Endelig kan man ikke helt udelukke, at den markante forværring af periodens klima indirekte var menneskeskabt. Først voldsomme tilbagevendende pestepidemier i Østasien, Europa og Mellemøsten siden 1300-tallet og siden andre epidemiske sygdommes rasen blandt den oprindelige amerikanske befolkning efter mødet med europæere i 1500-tallet kan tilsammen have ført til en så gennemgribende reduktion i landbrugsproduktion og aktivitet i det hele taget, at skovene bredte sig, og drivhuseffekten blev reduceret.

Og uden nogen drivhuseffekt overhovedet ville Jordens temperatur overalt være 33 grader lavere end nu.

NATURVIDENSKABELIGE FORKLARINGER på kulde og fatalt uvejr lå imidlertid datiden fjernt. Da en meget voldsom stormflod i 1615 havde ramt Vadehavsområdet, beskrev den kongelige hofastrolog, -astronom og -matematiker Niels Heldvad (1564-1634) malende, hvordan »intet menneske kunne gøre det andet nogen hjælp eller bistand: Børnene fandtes døde ved moderens bryst, mange børn lå døde og hængende faderen og moderen om halsen, somme havde faderen udi skægget, og drev således jammerlig med hinanden til landet, udi store hobe, ved nogle hundrede, ja ved tusinde. Kirkerne i landet skamferedes og kuldkastedes«.

Men han mente, at det skete med et formål. Stormfloderne hørte til de plager, som Gud brugte til at advare menneskene mod synden.

Nøjagtig samme forklaring dukkede op 19 år senere efter stormen i 1634. På Nordstrand mente præsten Mathias Lobedantz således, at det var »ved Guds skæbne«, at den »anrettede stor jammer«.

Og i Ejdersted forklarede Peder Sax katastrofen, hvor Vorherre »lod det tordne, regne, hagle, lyne og vinden blæse så stærkt, at jordens grundvold bevægede sig«, som »Guds særlige straf«, som skulle bringe menneskene »til bod og vende dem fra deres syndige liv og vandel«.