Havene stiger: Et historisk maleri - Togtet over Storebælt

I 1600-tallet elskede man det ubrudte perspektiv med udsigt til uendeligheden . Et barn af denne kærlighed var den såkaldte franske have med dens lange lige alleer af træer og hække, der er placeret symmetrisk med et fikspunkt ude i det fjerne. Johann Philip Lemkes (1631-1711) maleri af den svenske hær, der går over Storebælt om morgenen 6. februar 1658, er opbygget efter de samme principper. Men i stedet for havestier og kanaler er det her den regelmæssige rektangulære opstilling af rytteri på vej over isen, der danner centralperspektivets flugtlinjer. De forreste enheder opfattes bare som en geometrisk form, mens man kan skelne de enkelte hesterumper i de bagerste geledder.

At figurer i det fjerne afbildes som meget små – alt for små i forhold til afstanden – forstærker fornemmelsen af, at det er en uendelig vidde af is, de svenske soldater skal krydse.

Den ensartede opstilling af kavaleri, der i seks kolonner og med perspektivisk forkortning drager over den tomme is, er maleriets mest originale og fængslende indslag – og samtidig det mest absurde! Det er indlysende, at det svenske kavaleri ikke krydsede bæltet på den måde. Alle, officerer som mandskab, var rædselsslagne for at gå igennem isen. Rytterne førte hestene, og man holdt behørig afstand til den næste mand, sikkert mindst 5 meter – hvilket dog ikke kan bekræftes, da der ikke findes detaljerede beskrivelser af ismarchen. Men man kan dog være ret sikker på, at marchen ikke var lige så velordnet, som Lemkes fremstilling giver indtryk af. Flere troppeafdelinger på nogle hundrede mand var faktisk gået igennem isen, da svenskerne få dage inden krydsede Lillebælt. Kong Karl 10. Gustav (1622-1660) selv slap kun med nød og næppe tørskoet fra sit iseventyr, der altså endte lykkeligt. For svenskerne vel at mærke.

Grafik: Jens Herskind

På ’Togtet over Store Bælt’ ser man på en snedækket bakke lidt inde i billedet kongen til hest (i virkeligheden kørte han på slæde) omgivet af den øverste kommando, herunder flere tyske fyrster, der fulgte med felttoget. Men vi har her at gøre med et rent fantasibillede. Flere af de afbildede personer, blandt andre general Carl Gustav Wrangel (1613-1676), der er malet ved siden af kongen, var ikke selv til stede, men befandt sig i Nyborg og ventede på marchordre. De soldater, der venter på at marchere over isen, har allerede taget opstilling ved stranden. Hestetrukne slæder med artilleri passerer. I forgrunden sørger et mylder af heste, mennesker og hunde for at skabe liv i billedet. Lemke har fulgt tidligere forlæg af begivenheden næsten til punkt og prikke, men nogle steder har han skabt større klarhed ved at adskille grupper og skikkelser fra hinanden. De mest fornemme personer identificeres med bogstaver, som har en forklaringsnøgle under billedet. På maleriet angives også nogle geografiske holdepunkter: ved horisonten ’Laalandia insula’ (Lolland), på en tynd streg mellem isen og den rosa morgenhimmel ’Villa Grimstedt’ (Grimsted Herregård, som blev plyndret af svenske fortropper) og ’Civitas Naskou’ (Nakskov). Et subtilt greb er tekstningen af ’Baltus Maior’ (Storebælt) over isen i perspektivisk forkortning. Det er en storslået skildring af et farligt vovestykke, der skulle give den svenske konge en stor politisk sejr – og et tilsvarende slemt nederlag for den danske kong Frederik 3. (1609-1670) med tabet af de danske Skånelande til arvefjenden.

Maleriet af togtet over Storebælt indgår i udsmykningen af det nedre galleri på Drottningholm Slot uden for Stockholm. Slottet blev bygget af dronning Hedvig Eleonora (1636-1715), Karl 10. Gustavs enke, fra 1662 og er i øvrigt også udsmykket med krigsbytte fra det plyndrede Frederiksborg Slot i Hillerød, nemlig figurerne fra Adriaen de Vries’ (1546-1626) Neptunspringvand. Arkitekten var Nicodemus Tessin den Ældre (1615-81) og, efter hans død, sønnen Nicodemus Tessin den Yngre (1654-1728). Ideen til at udsmykke de to gallerier med bataljemalerier fra Karl 11.s og Karl 10. Gustavs krige opstod i begyndelsen af 1680’erne. Den tyske maler Johann Philip Lemke blev inviteret til Sverige i 1683 og påbegyndte arbejdet. Malerierne af Karl 10. Gustavs krige blev placeret i det nedre galleri. Lemkes maleri af togtet over Storebælt er altså kun et af flere krigsskildringer af Karl 10. Gustavs felttog mod Danmark.

En nøglefigur i projektet var Erik Dahlbergh (1625-1703). Han blev født i små kår som Erik Jönsson og gjorde siden karriere som fæstningsofficer. I Tyskland havde han fordybet sig i matematik, befæstningskunst og perspektivlære. Han ledsagede kongen på felttoget i Danmark, hvor han gjorde tjeneste som generalkvartermester. Han havde blandt andet ansvar for at indkvartere fornemme personer, herunder Corfitz Ulfeldt (1606-64) og hans hustru, Leonora Christina (1621-98). Hun anklagede ham i øvrigt senere for at have givet hende »slet indkvartering«. Da svenskerne havde indtaget Fyn, og kongen var stadig mere optaget af tanken om også at marchere over Storebælt, blev Dahlbergh sendt ud for at rekognoscere. Efter nogle dage vendte han tilbage med den melding, at isen bar. Men siden slog vejret om – det blev tø og blæsende. Da kongen til sidst traf sin beslutning, var Dahlberghs rapport ikke længere aktuel. Men Dahlbergh hævdede siden i flere skrifter, blandt andet en ’dagbog’ skrevet i 1690’erne, at han havde spillet en afgørende rolle. På et maleri fra 1913, der hænger i Riddarhuset i Stockholm, har kunstneren, Gustaf Cederström (1845-1933), afbildet Dahlbergh med en isstav i den ene hånd, mens han med den anden peger retning mod Lolland ud for en ubeslutsom Karl Gustav. Maleriet, der har titlen ’Det store eventyr’, er typisk for den nationalromantiske tendens, hvor Dahlbergh – den indfødte svensker – var en mere passende helt end den halvt tyske konge. I 1900-tallet nedtonede forskere Erik Dahlberghs rolle og fastslog, at beslutningen om at gå over isen var kongens egen, og at hvis nogen havde spillet en rolle som motiverende kraft, var det Corfitz Ulfeldt, der dels stod Karl Gustav nær, dels altid spillede højt spil og gerne satsede alt uden betænkning – især når det gjaldt hans gamle arvefjende, den danske kong Frederik 3.

Dahlbergh skrev og tegnede flittigt under de militære missioner, og det var hans tegninger, der dannede grundlag for Johann Philip Lemkes malerier. De to førte lange diskussioner, men Dahlbergh havde det sidste ord. Lemke måtte rette sig efter Dahlbergh, der havde den ambition at skabe en historisk beretning om militære formationer og bevægelser. Men i ’Togtet over Store Bælt’ var det imidlertid op til Lemke at skabe kompositionen med ismarchen – Dahlbergh selv var i Nyborg og var ikke vidne til overgangen. Svenskernes store nervøsitet for, hvorvidt isen kunne bære både heste, mandskab og udstyr, fremgår ikke af billedet. Men isen kunne bære, og selv om alle detaljer ikke er lige korrekte, er Lemkes historiemaleri et meget konkret og dramatisk eksempel på klimaets betydning for historiens gang.

• Kopiér link