Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Emma Gad fik ry for at være præget af strenghed på grund af sin manual i korrekt etikette. Hun ser også skrap ud på de fleste portrætter, men karakteristikken er ikke helt dækkende.
Foto: Polfoto

Emma Gad fik ry for at være præget af strenghed på grund af sin manual i korrekt etikette. Hun ser også skrap ud på de fleste portrætter, men karakteristikken er ikke helt dækkende.

Politiken Historie
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Takt & tone: Etikettebog for nyrige gullaschbaroner

Emma Gad er blevet et billede på småborgerlighed, men håndbogen ’Takt og Tone’ var i datiden en effektiv guide til jævne folk, der ville begå sig på de øvre sociale klassetrin.

Politiken Historie
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Emma Gad (1852-1921) har på grund af etikettebogen ’Takt og Tone’ fra 1918 fået et eftermæle som hattedamen med den højt løftede pegefinger, der dikterer, hvordan folk bør opføre sig.

Men Emma Gad var både progressiv og humoristisk. Hun var en af Danmarks første kvindelige journalister og redaktører, hun organiserede udstillinger og stiftede foreninger, og så var hun en kendt dramatiker, der ikke var bleg for at blande sig i ligestillings- og kønsdebatten med sine skuespil, der udforskede temaer som utroskab, uægte børn og førægteskabelig sex.

Og så hjalp hun jævne folk med at begå sig i det bedre borgerskab.

Hjemmet, som Emma Gad delte med sin mand, kontreadmiral Urban Gad (1841-1920), og deres to sønner, er også et billede på hendes dobbelthed. I lejlighedens stuer samlede hun en bred vifte af mennesker og ’holdt salon’. Vennekredsen talte blandt andre Georg Brandes, litteraten, der holdt af at ruske op i det etablerede, og ellers var gæsterne skuespillere, malere, det moderne gennembruds forfattere samt folk fra hoffet, militæret og forretningslivet.

I køkkenet fandt man en anderledes samling af tjenestefolk, syersker, vaskekoner og andre, der arbejdede i og omkring huset. De drak kaffe og spiste wienerbrød til, og en gang imellem fik de besøg af Emma Gad, der nysgerrigt sugede til sig af deres samtale og humor.

Selv om hun var datter af borgerskabet, var grænsen mellem stue og køkken – efter den tids standard – ikke tegnet skarpere op.

Damer, der ejer Smykker, bør ikke tage disse paa om Formiddagen, særlig ikke Diamanter

’Takt og Tone’ udkomblot en måneds tid efter afslutningen på Første Verdenskrig. Millioner var døde i skyttegravene, manglen på fødevarer afstedkom de første danske rationeringsmærker til dagligvarer, og midt i det ville Emma Gad prædike gode manerer.

Eksempelvis lyder en retningslinje fra bogen: »Damer, der ejer Smykker, bør ikke tage disse paa om Formiddagen, særlig ikke Diamanter«, og når tidens tema er overlevelse, virker det som et både overfladisk og ubrugeligt råd. På den anden side var der brug for en rettesnor i den undtagelsestilstand, man var blevet efterladt i efter krigen.

For det traditionelle borgerskab blev ’Takt og Tone’ derfor set som et konkret forsøg på at fastholde den dannelseskultur, de kendte så godt, og som nu var i fare.

For andre blev bogen en slags manual. Det gjaldt den store gruppe mennesker, som verdenskrigen havde givet mulighed for at stige i graderne socialt.

Det var især kødgrossisterne, eller gullaschbaronerne, som blev deres folkelige øgenavn, der havde formået at profitere på krigen ved at sælge kødkonserves til den tyske hær. Fabrikkerne skød op i kældre og baggårde, hvorfra de eksporterede tvivlsomt dåsekød til tropperne, og under krigen steg antallet af danske fabrikker, der arbejdede med kødkonserves, fra 21 til 148.

Efterhånden blev der eksporteret 50 gange så meget konserves, som inden krigen begyndte.

Lige så rige, gullaschbaronerne blev på krigsprofit, lige så fattige var de på dannelse. Med ’Takt og Tone’ kunne de slå op i stikordsregistret, når de var i tvivl, og finde den rette facon, når de skulle begå sig på de øvre sociale klassetrin – især på restauranterne og på badehotellerne, hvor de nu havde råd til at komme.

Fra dåb til begravelse, og når det gjaldt alt, hvad livet rummer undervejs, gav Emma Gad råd om børneopdragelse, gaveudveksling og selskabsliv, så opkomlingene kunne lære omgangstonen at kende.

Man spørger eksempelvis ikke til alderen, når man lykønsker en dame på hendes fødselsdag, »naar den ligger mellem atten og halvfjers, ved hvilke Fødselsdage Stoltheden over at blive et Aar ældre sædvanligvis ikke findes«.

Og skal man til middagsselskab, må man »hellere komme 35 Minutter for sent end 25, da man i saa Fald kan faa Værtinden til at tro, at man har taget en halv Time fejl af Tiden«.

De nye klasser gjorde også deres indtog på Børsen. Når man ikke kunne bruge sine penge på indkøb, kunne de satses, og rationeringen sendte flere lykkejægere ind på det domæne, der tidligere var forbeholdt grossererne.

En børsreporter fra Politiken skriver i 1916 ligefrem, at »en Bølge af Simpelhed og Tarvelighed er skyllet ind over den gamle Børs«.

For dem, som det rent faktisk lykkedes at få pengene til at avle, blev de i mange tilfælde hurtigt brugt på mad og drikke, tøj og køretøjer, men også på ejendomme og grunde i de gamle rigmandskvarterer. Penge var ikke længere noget, man på gammeldags og dannet vis havde og undlod at tale om.

For den nye gruppe af velhavende danskere handlede det tværtimod nu om at udstille sin rigdom.

Gullaschbaronerne tjente tykt på stigende kvægpriser under Første Verdenskrig, men chokerede det pæne selskab med deres mangel på dannelse. Her opkøber den ukronede konge af det københavnske kvægtorv, N.P. Nielsen (til højre) – kendt som Berliner-Nielsen – kvæg til det tyske marked i 1914.
Foto: Holger Damgaard/Det Kongelige Biblioteks billedsamling

Gullaschbaronerne tjente tykt på stigende kvægpriser under Første Verdenskrig, men chokerede det pæne selskab med deres mangel på dannelse. Her opkøber den ukronede konge af det københavnske kvægtorv, N.P. Nielsen (til højre) – kendt som Berliner-Nielsen – kvæg til det tyske marked i 1914.

Danmarks overgang fra landbrugs- til industrisamfund har også været medvirkende til at skabe et vakuum af taktløshed.

Fra 1870 til 1914 voksede Københavns befolkning fra 198.000 til 614.000 indbyggere, og det betød groft sagt, at en halv million mennesker skulle lære at begå sig i storbyen. Hvis ikke de nytilkomne københavnere har sværget til Emma Gad og hendes hjælp, så har hendes bog måske virket som en lille trøst for dem, der så deres gode gamle kultur gå i opløsning med den nyes indtog.

Underklassen var for alvor begyndt at få civile, sociale og politiske rettigheder, og det samme var kvinderne. Fra 1857 kunne ugifte kvinder over 25 år drive forretning, senere fik de lov at blive ansat i det offentlige som eksempelvis telegrafist, lærerinde og sygeplejerske, og i 1875 kom den første kvinde på universitetet.

Selv endteEmma Gad sin formelle skolegang efter sin konfirmation, men i barndomshjemmet har dannelse været en dyd, og hun har på rejser med sin mor blandt andet lært sprog. Som 20-årig blev hun gift, men hun fortsatte med at være økonomisk uafhængig af sin mand, hvilket var usædvanligt for tiden.

Arven fra faderen, der døde, da hun var barn, har spillet en rolle, men selv tjente hun udmærket som dramatiker. Vejen dertil var dog ikke uproblematisk, og da hun debuterede med skuespillet ’Et Aftenbesøg’ på Det Kongelige Teater i 1886, var hun nødt til at være anonym.

En kvindelig dramatiker, særligt en med politiske holdninger, var trods alt for kontroversielt. Efterfølgende skrev hun, under eget navn, stykker, der talte direkte ind i den buldrende sædelighedsfejde om kønsmoral og ligestilling. Med skuespillet ’Et Sølvbryllup’ fra 1890 lagde Emma Gad eksempelvis vægt på, at værdier som tilgivelse og tolerance er mere afgørende for et godt ægteskab end monogami og seksuel afholdenhed forud for ægteskabet.

Lad Dem ikke helt beherske af Deres Telefon, men sæt den ud af Virksomhed under et Maaltid sammen med Gæster og under en vigtig Samtale

Emma Gad var også medlem af Dansk Kvindesamfund, der blev stiftet i 1871, og som blandt andet arbejdede for borgerrettigheder til kvinder. Hun tilhørte den fløj, der arbejdede for fornyet respekt for kvindens traditionelle domæner frem for formel ligestilling med manden. Manden var for Emma Gad stadig familiens naturlige overhoved, men svigtede han sit ansvar, var det acceptabelt at sige fra og vælge en anden vej.

Hvis ægteskabet ikke fungerede, var skilsmisse ifølge Emma Gad en mulighed, og det gjaldt i øvrigt for både kvinder og mænd.

Det at lade sig skille var et relativt nyt fænomen, og skilsmisse fik derfor sit eget kapitel i ’Takt og Tone’. Bortset fra at der indgår en regel om, at skilsmisseramte forældre skal dele børneopdragelsen imellem sig, så mændene opdrager sønnerne og kvinderne døtrene, er Emma Gads råd moderne nok til, at nutidens delte familier kan være med.

De handler blandt andet om begge forældres ret til at elske børnene og følge deres udvikling, at de ikke må »nedsætte hinanden over for Børnene« eller konkurrere om børnenes kærlighed med gaver og anden forkælelse.

Som 63-årig blev Emma Gad i 1915 fastansat ved Politiken.

Kvinder fik samme år valgret, og chefredaktør Henrik Cavling ønskede artikler, der henvendte sig særligt til kvinder. Emma Gad blev redaktør af to nye sider i søndagsavisen, kaldet Dame-Tidende, som handlede om børneopdragelse, mode, kogekunst og kultur.

Emma Gad skrev blandt andet spalten ’Smaa Vink fra Snusfornuften’, og det er disse små vink, der senere blev samlet i ’Takt og Tone’.

I dag sætter ’Takt og Tone’ stadig en slags standard for god opførsel – eller den konsulteres måske i det mindste, når man bliver inviteret til bryllup.

I særlige tilfælde virker nogle af Emma Gads ’vink’ næsten mere aktuelle her 100 år senere. For eksempel når hun skriver om telefonen: »Lad Dem ikke helt beherske af Deres Telefon, men sæt den ud af Virksomhed under et Maaltid sammen med Gæster og under en vigtig Samtale«.

Ved overgangen til 1900-tallet var telefonen stadig en relativt ny opfindelse, omkring 20.000 danskere havde anskaffet en, og det lader altså til, at den allerede begyndte at få en indflydelse på det sociale liv, der kun er blevet mere omsiggribende med tiden.

Nyfortolkningerne har i dag taget over. I ’Takt og Tone til tiden’, der udkom i 2018 i forbindelse med 100-året for ’Takt og Tone’, suppleres Gads retningslinjer med skik og brug inden for blandt andet seksuelt samtykke, affaldssortering og sammenbragte familier.

Til andre tider er hun blevet mødt med mindre samarbejdsvilje og større modstand, som i 1970’erne, hvor ’Takt og Tone’ blev billedet på småborgerlighed, og i sit forord forudsagde hun da også, at bogen ville få lige så mange strenge kritikere, som den ville få læsere.

Gad forudså, at dogmerne næppe ville ældes med ynde – at hendes bog en dag ville stå på en støvet bibliotekshylde og virke som et katalog over gamle komiske skikke – og som en elegant helgardering afslutter hun derfor med hovedreglen over dem alle.

Den, der aldrig bliver forældet:

»Det er den at handle mod sine Medmennesker ud fra et godt Hjerte«.

Læs mere: