Lyt
Lyt til artiklen: Sædelighedsfejden - Let's Talk About Sex
Lyt til artiklen: Sædelighedsfejden - Let's Talk About Sex
Seksualmoralen er på alles læber for tiden, og MeToo-bevægelsen har i snart seks år været både samlings- og stridspunkt i debatten om, hvad vi egentlig kan tillade os, når det handler om sex. Der kan med rette tales om et før og et efter #MeToo.
Bevægelsen har betydet et gennembrud i den offentlige samtale om sex, køn, magt og moral og et opgør med, hvad der overhovedet kan og skal tales om i offentligheden.
Men kampen om kønsmoralen er ikke ny. MeToo-bevægelsen er blot en af de seneste knopskydninger på debatten om seksualmoralen og kan ses som et ekko af den sædelighedsfejde, der satte sindene i kog for mere end 130 år siden. For i 1880’erne blev der for første gang ført en offentlig diskussion om, hvad der var god og dårlig seksualmoral, og hvad det var god tone at tale om i offentligheden.
I alles påhør anklagede han den konservative kirkeminister for noget så uanstændigt som at gå på horehus
Fredag 28. januar 1887, en tåget og kølig vinterdag, fandt en skandaløs begivenhed sted midt på torvet i den sydøstsjællandske by Store Heddinge. Denne dag var der folketingsvalg, og derfor var en mængde af byens stemmeberettigede mænd forsamlet på torvet for at høre valgtaler og afgive deres stemme.
Landets kultusminister (minister for kirke og undervisning), Jacob Frederik Brønnum Scavenius (1838-1915), var også til stede, og han havde netop afsluttet sin valgtale, da en tilhører trådte op på tribunen for at stille et spørgsmål til ministerens tale. Og herfra gjorde han noget helt utænkeligt: I alles påhør anklagede han den konservative kirkeminister for noget så uanstændigt som at gå på horehus.
MANDEN VAR Carl Conrad Frederik Ingeman-Petersen (1854-1915), en københavnsk smørgrosserer, og hans dristige anklage skulle komme til at få vidtrækkende konsekvenser. Både for ham selv og for Scavenius og især for den debat om køn, seksualitet og moral, der allerede så småt var i gang i samfundet.
Det danske samfund led nemlig af seksuel dobbeltmoral, hvor man på den ene side krævede, at både mænd og kvinder holdt sig kyske indtil ægteskabet, mens man på den anden side ofte så igennem fingre med, at især mænd havde sex før eller uden for ægteskabet.
Sagen om Scavenius’ angivelige bordelbesøg ramlede lige ned i den aktuelle debat og kom til at udgøre et konkret og temmelig skandaløst eksempel på den seksuelle dobbeltmoral, der fandtes under den ellers nydelige overflade i det borgerlige Danmark.
Den seksuelle dobbeltmoral var i 1887 ikke noget nyt. Men det var nyt, at seksualmoralen overhovedet blev taget op til diskussion, for emner som køn, lyst og seksualitet var på dette tidspunkt omgærdet af en stærk tavshedskultur, hvor de pikante emner absolut ikke var noget, pæne mennesker talte om i offentligheden.
DET ÆNDREDE SIG I 1880’ERNE, hvor den seksuelle dobbeltmoral blev kritiseret og diskuteret heftigt i danske aviser, dagblade og teatre under denne såkaldte sædelighedsfejde. Der blev altså ikke alene sat spørgsmålstegn ved den seksualmoral, der ellers i århundreder havde været en gud- eller naturgiven sandhed, og diskuteret, hvad der var god takt og tone angående mænds og kvinders seksuelle adfærd.
Det tabubelagte emne blev også for første gang i danmarkshistorien sat til offentlig debat. Det satte helt nye standarder for, hvad det var god tone at tale om i offentligheden.
I 1800-tallet blev ordet ’sædelighed’ brugt til at betegne god eller rigtig moralsk adfærd, især på det seksuelle område. Både loven og den officielle samfundsmoral udstak, at det acceptable sædelige samliv mellem mand og kvinde kun kunne finde sted inden for rammerne af et gyldigt ægteskab og kun med henblik på at avle børn.
Det lå derfor også i den officielle seksualmoral, at ugifte uanset køn skulle beherske deres kødelige lyster og holde sig kyske, indtil de blev gift.
Det tog lidt tid før tidens mest fremtrædende debattør, Georg Brandes, kastede sig ud i diskussionen om seksualmoral.
Kultusminister Jacob Brønnum Scavenius kunne ikke mane rygterne om bordelbesøg i jorden og satte derved ufrivilligt gang i debatten om seksualmoralen.
I PRAKSIS HAVDE MAN DOG stort besvær med at overholde de strenge seksualmoralske forskrifter. Prostitution var ulovligt, men alligevel stærkt udbredt, og imellem 1861 og 1873 kunne de danske læger iagttage en bekymrende stigning i antallet af registrerede kønssygdomme på 105 procent i hele landet.
Tallene mere end indikerede, at de færreste levede efter lovens bud om at holde seksualiteten inden for ægteskabets rammer. Den generelle holdning var da også, at prostitution var en samfundsmæssig nødvendighed, idet den fungerede som en ventil for mændenes seksualdrift.
I erkendelse af, at prostitution derfor umuligt kunne udryddes, vedtog Rigsdagen i 1874 en tillægslov, der i det mindste gav politiet mulighed for at føre kontrol med de prostituerede. Formålet var at forhindre spredning af kønssygdomme, bl.a. ved at tvinge de prostituerede til regelmæssigt at lade sig undersøge af en læge.
LOVEN UDGJORDE ET SEKSUALMORALSK PARADOKS: Prostitution var fortsat ulovligt og blev opfattet som moralsk forkert, men loven af 1874 kom alligevel til en vis grad til at legitimere prostitutionsvæsnet. Samtidig så man igennem fingre med, at mange mænd havde før- eller udenomsægteskabelig sex med prostituerede, mens man stadig forventede, at kvinder holdt sig kyske indtil ægteskabet.
Denne skævhed blev i vid udstrækning begrundet i og legitimeret af lægevidenskaben. Her var den fremherskende overbevisning i mange år, at mænd fra naturens side var udstyret med en stærk seksuel lyst, mens kvinders seksualdrift udelukkende rettede sig mod moderskabet. Mens en stor seksuel appetit hos manden var et tegn på sundhed, var det samme hos kvinden tværtimod noget sygeligt og usundt.
De fleste var enige om, at det var et problem med den seksuelle dobbeltmoral. Men enigheden hørte op, når det kom til spørgsmålet om, hvordan problemet skulle løses. Skulle man stramme op og kræve kyskhed af begge køn? Skulle man tværtimod slække på moralkravene og tolerere fri sex for alle? Eller skulle man helst undgå at tale om den slags, lukke øjnene og lade stå til?
UENIGHEDEN UDVIKLEDE SIG efterhånden til et langvarigt skænderi, der blev kendt som sædelighedsfejden. Allerede i midten af 1800-tallet begyndte den første spæde kritik af det ulige forhold mellem mænd og kvinder. Emnet var stærkt tabubelagt, og derfor blev kritikken ofte fremført i romaner eller skuespil, hvor de kontroversielle pointer kunne blødes op af fiktionens formildende form.
Først og fremmest gik kritikken dog på kvindens begrænsede muligheder i ægteskabet og i samfundet generelt, og endnu gik debattørerne behændigt uden om det seksualmoralske aspekt af ligestillingen.
Men det ændrede sig brat i 1883, da den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910) udgav sit skuespil ’En Hanske’ i bogform. Med stykket satte Bjørnson som noget helt nyt seksualmoral på dagsordenen og udstillede kritisk de vidt forskellige seksualmoralske krav, der blev stillet til mænd og kvinder. Samtidig lancerede han det, han mente var løsningen på problemet: den såkaldte handskemoral.
Budskabet var, at sædeligheden måtte højnes og kønsmoralen strammes. Mænd måtte lære at beherske deres seksualdrift, og kvinder måtte kræve, at mænd holdt sig kyske indtil ægteskabet, ganske som det blev forventet, at kvinderne selv gjorde.
SOM SKUESPIL FIK ’EN HANSKE’ aldrig den store succes, men handskemoralen kom alligevel med sit krav om kyskhed for både mænd og kvinder til at danne en af hovedpositionerne i sædelighedsfejden.
Samtidig syntes Bjørnson med stykket at have prikket hul på en byld, for i de efterfølgende år udkom der i Norden en række romaner, skuespil og debatindlæg, der med forskellige udgangspunkter og budskaber tog fat på at diskutere kønsmoralen. Den mur af tavshed, der hidtil havde omgærdet seksualmoralen, var begyndt at slå revner.
Det vakte furore, da Elisabeth Grundtvig i 1887 blandede sig i debatten. Ikke så meget som følge af hendes ret dydige krav om seksuel afholdenhed for mænd, men fordi kvinder ikke burde diskutere den slags.
Fortsætter #MeToo 1800-tallets debat om seksualmoral? Skuespilleren Asia Argento blev en af bevægelsens fortalere, da hun 2017 fortalte om filmmogulen Harvey Weinsteins seksuelle overgreb.
BJØRNSONS HANDSKEMORAL udgjorde et gennembrud i den offentlige diskussion om seksualmoralen. Godt nok stemte hans dobbelte kyskhedskrav godt overens med den officielle og kristent funderede seksualmoral, men i det blufærdige 1800-tal var det stærkt kontroversielt overhovedet at diskutere dette emne – og så endda i et skuespil, tidens populærunderholdning!
Endnu et gennembrud skete i marts 1887, da kvindesagsforkæmperen Elisabeth Grundtvig (1856-1945) gik ind i debatten. I foredraget ’Nutidens sædelige Lighedskrav’, der senere blev bragt som en artikel i bladet Kvinden og Samfundet, relancerede hun Bjørnsons handskemoral og slog endnu et slag for en strengere seksualmoral og førægteskabelig kyskhed for begge køn.
Mændene måtte blive som de dydige kulturkvinder, ikke omvendt, argumenterede hun. Hvis kvinderne begyndte at have sex som mænd, ville det i længden føre til en masse uægte børn og opløsning af familien, som hun anså for en af samfundets grundpiller.
Selv om Grundtvigs sædelige lighedskrav med nutidens øjne fremstår temmelig konservativt, var det for datiden noget nær revolutionerende, at en kvinde overhovedet blandede sig i en debat, der ellers havde været domineret af sagkundskabens mænd.
BJØRNSONS HANDSKEMORAL og Grundtvigs sædelige lighedskrav vandt stor tilslutning, især fra borgerskabets kvinder og mange kvindesagsforkæmpere. Men kravet om en strengere kønsmoral stod ikke uimodsagt. En lille, men højrøstet skare af nordiske fritænkere gik nemlig imod både handskemoral og sædeligt lighedskrav ved i stedet at argumentere for fri kærlighed – det vil sige fri sex – og for, at seksuel afholdenhed var decideret skadeligt.
I årene 1884-1886 udkom en række bøger, fortrinsvis skrevet af svenske og norske forfattere, der provokerede med deres skildringer af seksuelt løsslupne bohemer, prostitutionsmiljøer og unge mænds kamp for at balancere imellem deres egen stærke kønsdrift og samfundets strikse seksualmoral.
Horebøgerne, som den svenske forfatter August Strindberg (1849-1912) kaldte dem, betød et brud med de gældende konventioner om, hvad man kunne tillade sig at skrive i en roman. Mange af bøgerne blev da også forbudt og beslaglagt af politiet på grund af deres usædelige indhold, men det resulterede blot i nogle tilfælde i, at der opstod en reel sortbørs, hvor bøgerne alligevel blev solgt.
I DANMARK VAR DET den socialdemokratiske folketingspolitiker Adolph Frederik Charles Meyer (1858-1938), der tydeligst formulerede kravet om fri kærlighed, nemlig i avisen Social-Demokraten 16. april 1887: »Tag Forbandelsen og Skammen væk fra det ’frie Kønsforhold’, og lad os lære at agte det menneskelige Legemes Funktioner!«.
Meyers argument var, at kun en frisættelse af mennesket fra den snærende seksualmoral ville sikre et mere naturligt kønsliv hos både mænd og kvinder, og at det var en forudsætning for generel ligestilling imellem kønnene. Det er uvist, hvor mange der delte Meyers ønske om frie kønsforhold.
Men det var i hvert fald de færreste, der offentligt turde støtte kravet om frisættelse af seksualiteten, da de fleste udmærket var klar over, at den slags rabiate udmeldinger kunne have uheldige konsekvenser for deres sociale liv og karriere.
Den store nordiske krig om seksualmoralen bredte sig også til satirebladet Ravnen. Her tages Georg Brandes (th.) under kærlig behandling af Bjørnstjerne Bjørnson for sit angreb på Elisabeth Grundtvig.
KREDEN AF NORDISKE FRITÆNKERE var nok lille, men formåede alligevel at skubbe til samfundsdebattens grænser.
I sommeren 1887 tørnede tre af sædelighedsfejdens hovedpersoner, Bjørnstjerne Bjørnson, Elisabeth Grundtvig og litteraten Georg Brandes (1842-1927) sammen i den såkaldte tremånederskrig. Brandes havde hidtil holdt sig ude af sædelighedsdebatten, da han kun alt for godt vidste, at hans holdninger gik på tværs af den officielle seksual- og samfundsmoral.
I 1885 havde han nemlig i en artikel talt for, at kønslivet burde være et rent privat anliggende, fri for offentlighedens moralske domme, og at man i det hele taget burde kunne tale frit og utvungent om blandt andet kønsforhold uden at risikere moralsk fordømmelse og udskamning. Den udmelding var ugleset i det blufærdige danske samfund, og Brandes blev hurtigt blev stemplet som en usædelighedens forkæmper, der gik ind for fri sex og ’parring i flæng’.
BRANDES FORSØGTE DERFOR længe at holde lav profil i sædelighedsdebatten, men i begyndelsen af juli 1887 kunne han ikke længere beherske sig. Han havde fået nok af handskemoralisternes selvgode moralprædikener og af at blive fejltolket og fremstillet som talsmand for alskens usædelighed.
Derfor udgav Brandes under pseudonym tre artikler i Politiken 7., 8. og 9. juli, hvori han spiddede handskemoralen, det sædelige lighedskrav, Elisabeth Grundtvig og hendes støtter fra kvindesagen og anklagede dem for både råhed, perfidi og æreskænderi.
Bjørnson meldte sig straks på banen med et forsvar for Grundtvig og de øvrige kvinder, Brandes havde angrebet. Diskussionen fortsatte i et månedlangt brevskænderi imellem Brandes, Bjørnson og flere andre kulturpersonligheder med interesse for sædelighedsdebatten, men endte uden forsoning.
Tremånederskrigen betød enden på Brandes’ og Bjørnsons ellers venskabelige forhold, og efter en række vrede breve afbrød de kontakten for altid.
ELISABETH GRUNDTVIG HOLDT SIG klogt nok fra at gå i clinch med den retorisk overlegne Georg Brandes, men svarede igen på angrebet med et sagsanlæg for injurier. Hun vandt sagen, og da Brandes havde skrevet artiklerne under pseudonym, måtte Politikens redaktør Viggo Hørup (1841-1902) betale både den idømte bøde på 140 kroner og sagens omkostninger.
Tremånederskrigen udgjorde sædelighedsfejdens højdepunkt og viser, hvor højt bølgerne gik under fejden. Men den illustrerer også, at det først og fremmest var en lille kulturel elite, der førte an i diskussionen om kønsmoral.
Forfattere, litterater og kvindesagsforkæmpere kastede sig ud i den pikante debat og var blandt de modige få, der turde sætte seksualiteten på dagsordenen. Det store flertal forholdt sig tavst, formentlig vel vidende, at det var risikabelt at blande sig i sædelighedsdebatten.
Men alene i og med, at det i løbet af sædelighedsfejden for første gang offentligt blev diskuteret, hvad der var god takt og tone, rigtigt og forkert, når det gjaldt køn, seksualitet, ligestilling og ægteskab, fik også den brede befolkning i hvert fald mulighed for at sætte sig ind i emner, det hidtil havde været helt utænkeligt at læse om i aviserne eller høre om i teatret.
PARALLELT MED DE principielle diskussioner om handskemoral, sædelige lighedskrav og fri sex kørte sagen om Scavenius’ påståede bordelbesøg som et højst konkret eksempel på den seksuelle dobbeltmoral, der stadig levede i bedste velgående.
Efter optrinnet i Store Heddinge på valgdagen i 1887 lagde Scavenius nemlig sag an mod Ingeman-Petersen for injurierende beskyldninger, og det blev startskuddet til en årelang og næsten farceagtig retssag, hvor det kom frem, at Scavenius havde bestukket vigtige vidner og forsøgt at hindre sagens opklaring.
Det lykkedes dog aldrig Ingeman-Petersen at bevise, at kultusministeren faktisk havde været på horehus, selv om det viste sig at være en offentlig hemmelighed, at Scavenius, til trods for at han var en gift mand og kirkens øverste, var en berygtet skørtejæger.
Ingeman-Petersens påstande blev altså manet i jorden, men alligevel fik sagen store konsekvenser for Scavenius. Den dameglade kultusminister var blevet en moralsk belastning for Højre, og i 1891 blev Scavenius afskediget af konseilspræsident J.B.S. Estrup, der dog forklarede afskedigelsen med politiske uoverensstemmelser.
I MANGE ÅR HAR historikere taget denne forklaring for gode varer, men som historiker Lars Andersen viser i sin bog ’Scavenius-Affæren’ fra 2013 forsøgte Estrup blot at sætte vandtætte skotter imellem politik og privatliv.
De færreste i regeringen var interesseret i, at deres private anliggender pludselig blev endevendt potentielt med konsekvenser for deres politiske virke, og derfor måtte fyringen af Scavenius som minister forsynes med en rent politisk begrundelse.
Dermed kom Scavenius-sagen ikke alene til at illustrere den verserende diskussion om seksualmoralen. Den blev også udgangspunkt for en diskussion om, hvor grænsen mellem offentligt og privat liv gik, og hvorvidt man overhovedet havde ret til moralsk at dømme andre seksualliv.
SÆDELIGHEDSFEJDEN FIK IKKE umiddelbart håndfaste resultater i form af lovændringer eller ændret seksuel praksis. Men alligevel fik fejden stor betydning. Den satte nemlig emner på dagsordenen, som det ellers ikke havde været god tone at tale om i offentligheden.
Det var med til at gøre sædelighedsfejden til et af de mange kulturelle og sociale nybrud, der blev definerende for den periode, vi i dag kalder det moderne gennembrud. For sædelighedsfejden var netop et gennembrud, et gennembrud i den offentlige samtale om sex.
Selv om sædelighedsfejdens heftige debat stilnede af i løbet af efteråret 1887 og tilsyneladende sluttede med Brandes’ og Bjørnsons brud efter tremånederskrigen, var striden om seksualmoralen langtfra slut. Den var faktisk kun lige begyndt!
Sædelighedsfejdens seksualmoralske sværdslag kom til at få betydning også længe efter 1887. 1900-tallet blev nemlig et århundrede, der blandt andet blev kendetegnet af hyppigt tilbagevendende og temmelig ophedet offentlig debat om bl.a. køn, krop, seksualitet, børnebegrænsning, pornografi, homoseksualitet, prostitution, ligestilling, grænser og overgreb.
Diskussionen om, hvad der var rigtigt og forkert, god og dårlig tone inden for det seksualmoralske område, fortsatte op igennem 1900-tallet – og den præger os stadig her i det nye årtusinde, mere end 130 år efter sædelighedsfejden.
