I dag forbinder man ofte det muslimske Mellemøsten med begrebet hellig krig. Tænk bare på de maskingeværbevæbnede IS-krigere på Toyota-pickupper, der i de senere år har myrdet løs i regionen.
Den hellige krigs forhistorie går dog langt tilbage. I 610 e.Kr. fik beduinen Muhammed (570-632) i en bjerghule på bjerget Hira sin første guddommelige åbenbaring, da ærkeenglen Gabriel talte til ham og i øvrigt jog ham en skræk i livet. I dag er begivenheden central i den muslimske verden, men Muhammeds oplevelser på det fjernt beliggende bjerg fik i begyndelsen ikke den store opmærksomhed. De arabiske stammer var ikke særlig opsat på at opgive deres gamle guder til fordel for islam. Dette kom til at ændre sig med store konsekvenser for naborigerne, Perserriget og Det Byzantinske Rige.
Det Byzantinske Rige, også kaldet Det Østromerske Rige, havde overlevet Det Vestromerske Riges undergang og udviklede sig i 500-tallet til at være kristenhedens vigtigste forsvarer. Byzantinernes hovedfjende var perserne, der i mange århundreder havde truet først de græske bystater og siden Romerriget. Det var dramaet i og imellem disse to supermagter, der krævede de fleste iagttageres opmærksomhed, ikke en tilfældig karavaneførers religiøse erkendelser dybt inde i den arabiske ørken. Ud over krigene mod Perserriget var Det Byzantinske Rige også præget af intern splid. Det oprindelige Romerriges tradition for hofintriger og kejsermord blev videreført i byzantinernes hovedstad, Konstantinopel (vore dages Istanbul), nu også tilsat religiøse stridigheder mellem diverse fraktioner i befolkningen.
Samme år Muhammed fik sin åbenbaring, trådte en ny aktør ind på den politiske scene i Konstantinopel. En guvernørsøn fra byzantinsk Nordafrika, Heraklios den Yngre (ca. 575-641), sejlede til hovedstaden, da den regerende kejser Fokas (død 610) 8 år tidligere på illegitim vis havde tilranet sig tronen.
Da Heraklios i efteråret kom til Konstantinopel i spidsen for sin flåde, forrådte de kejserlige livvagter øjeblikkeligt den upopulære Fokas. I sit møde med den afsatte kejser spurgte Heraklios: »Er det sådan, du har regeret imperiet?«, hvortil Fokas roligt replicerede: »Har du da tænkt dig at gøre det bedre?«. Hvorefter han blev halshugget.
Den nye kejser formåede dog ikke at rette op på situationen. De følgende 10 år blev Heraklios ramt af den ene katastrofe efter den anden. Mod øst rasede en voldsom krig med perserne, og mod nordvest i den europæiske del af riget truede nabostammen avarerne fra det nuværende Bulgarien.
Situationen blev ikke bedre af, at perserne i 614 erobrede selveste Jerusalem og som krigsbytte tog ’Det Sande Kors’, som Jesus efter sigende var blevet korsfæstet på. Kort efter faldt det byzantinske Egypten ligeledes i hænderne på perserne og hermed også den livsvigtige kornforsyning til Konstantinopel. Det tidligere så mægtige Østromerske Rige befandt sig i disse år på et absolut lavpunkt. Det så ud til, at imperiet sammen med kristendommen ville styrte i grus under vægten af de uovervindelige persere.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
