En presset kristen kejser opfandt ideen om hellig krig.

I dag forbinder man ofte det muslimske Mellemøsten med begrebet hellig krig. Tænk bare på de maskingeværbevæbnede IS-krigere på Toyota-pickupper, der i de senere år har myrdet løs i regionen.

Den hellige krigs forhistorie går dog langt tilbage. I 610 e.Kr. fik beduinen Muhammed (570-632) i en bjerghule på bjerget Hira sin første guddommelige åbenbaring, da ærkeenglen Gabriel talte til ham og i øvrigt jog ham en skræk i livet. I dag er begivenheden central i den muslimske verden, men Muhammeds oplevelser på det fjernt beliggende bjerg fik i begyndelsen ikke den store opmærksomhed. De arabiske stammer var ikke særlig opsat på at opgive deres gamle guder til fordel for islam. Dette kom til at ændre sig med store konsekvenser for naborigerne, Perserriget og Det Byzantinske Rige.

Det Byzantinske Rige, også kaldet Det Østromerske Rige, havde overlevet Det Vestromerske Riges undergang og udviklede sig i 500-tallet til at være kristenhedens vigtigste forsvarer. Byzantinernes hovedfjende var perserne, der i mange århundreder havde truet først de græske bystater og siden Romerriget. Det var dramaet i og imellem disse to supermagter, der krævede de fleste iagttageres opmærksomhed, ikke en tilfældig karavaneførers religiøse erkendelser dybt inde i den arabiske ørken. Ud over krigene mod Perserriget var Det Byzantinske Rige også præget af intern splid. Det oprindelige Romerriges tradition for hofintriger og kejsermord blev videreført i byzantinernes hovedstad, Konstantinopel (vore dages Istanbul), nu også tilsat religiøse stridigheder mellem diverse fraktioner i befolkningen.

Samme år Muhammed fik sin åbenbaring, trådte en ny aktør ind på den politiske scene i Konstantinopel. En guvernørsøn fra byzantinsk Nordafrika, Heraklios den Yngre (ca. 575-641), sejlede til hovedstaden, da den regerende kejser Fokas (død 610) 8 år tidligere på illegitim vis havde tilranet sig tronen.

Da Heraklios i efteråret kom til Konstantinopel i spidsen for sin flåde, forrådte de kejserlige livvagter øjeblikkeligt den upopulære Fokas. I sit møde med den afsatte kejser spurgte Heraklios: »Er det sådan, du har regeret imperiet?«, hvortil Fokas roligt replicerede: »Har du da tænkt dig at gøre det bedre?«. Hvorefter han blev halshugget.

Foto: Wikimedia Commons

Den nye kejser formåede dog ikke at rette op på situationen. De følgende 10 år blev Heraklios ramt af den ene katastrofe efter den anden. Mod øst rasede en voldsom krig med perserne, og mod nordvest i den europæiske del af riget truede nabostammen avarerne fra det nuværende Bulgarien.

Situationen blev ikke bedre af, at perserne i 614 erobrede selveste Jerusalem og som krigsbytte tog ’Det Sande Kors’, som Jesus efter sigende var blevet korsfæstet på. Kort efter faldt det byzantinske Egypten ligeledes i hænderne på perserne og hermed også den livsvigtige kornforsyning til Konstantinopel. Det tidligere så mægtige Østromerske Rige befandt sig i disse år på et absolut lavpunkt. Det så ud til, at imperiet sammen med kristendommen ville styrte i grus under vægten af de uovervindelige persere.

Kun få herskere i verdenshistorien har haft et ringere udgangspunkt for at forsvare sit rige end Heraklios i begyndelsen af 620’erne. Hans hær var dårligt udrustet, manglede officerer og var demoraliseret af årtiers nederlag til perserne. Skatteindtægterne var også faldet efter tabet af rige provinser som Syrien og Egypten, så det var uvist, hvordan man skulle finansiere endnu et dyrt felttog. Heraklios måtte tage alternative metoder i brug.

Den gudfrygtige kejser så en mulighed i at motivere sine demoraliserede soldater religiøst. Som noget helt nyt begyndte Heraklios at appellere til sine jævne soldater som individer snarere end som ansigtsløse dele af en hær. I stedet for at love dem krigsbytte ved en sejr, der langtfra var sikker, stillede han dem som Guds krigere en plads i Paradis i sigte, hvis de faldt på slagmarken. Krigens slutmål var i lige så høj grad rettet mod at generhverve det ultimative relikvie, Det Sande Kors, som mod en generobring af de tabte territorier. Det religiøse skær sikrede også støtte fra den velhavende kirkemagt, der bekostede en stor del af hærens udrustning og forsyninger. Under skarpt opsyn af Heraklios trænede den byzantinske hær indædt nye kampmetoder, alt imens en propagandakrig blev iværksat blandt persernes kristne undersåtter.

I de følgende år væltede de reorganiserede byzantinske hære med Heraklios i spidsen ind over persernes territorium på felttog, der kan sammenlignes med Alexander den Stores 900 år tidligere. De kæmpede med en overbevisning, der skræmte modstanderen. I 624 erobrede og ødelagde byzantinerne persernes hellige ildtempel i vore dages Takab i Iran. Selv da avarerne fra Bulgarien i 626 belejrede Konstantinopel, overkom byzantinerne udfordringen gennem indædt modstand. Med triumfen i slaget ved Nineve (nær vore dages Mosul) i 627 var sejren total. I 629 kunne Heraklios endelig i triumf føre Det Sande Kors tilbage til det generobrede Jerusalem.

Foto: Siyer-i Nebi: ’Profetens liv’, miniature fra 1594

Hvis Heraklios var død omkring dette tidspunkt, kunne han være gået over i historien som den mest succesrige romerske kejser og feltherre nogensinde. Uheldigvis for hans eftermæle var det ikke kun byzantinerne, der i disse år nød stor fremgang. På Den Arabiske Halvø oplevede Muhammed fra år 622 stor succes, da han flygtede fra Mekka til Medina. Herfra førte han sammen med sine tilhængere en form for guerillakrig mod de rige karavaner fra Mekka, og undervejs importerede han Heraklios’ ideer om hellig krig.

Det fik Muhammeds soldater til at kæmpe med hidtil uset kraft, selv når de var i undertal. Da den muslimske hær vandt slaget ved Badr i 624 over en ellers overlegen styrke fra Mekka, antog krigen mellem Medina og Mekka nye dimensioner med den islamiske fortolkning af hellig krig, jihad (arabisk for ’anstrengelse’ eller ’kamp’). Krigsfanger blev henrettet, hvis ikke de omvendte sig, og brønde forgiftet, et hidtil uhørt våben i ørkenkrigene. Mekka blev besejret, og Muhammeds tanker bredte sig med stor hast over hele Den Arabiske Halvø. I år 628 krydsede Heraklios og Muhammeds baner for første gang hinanden direkte. Heraklios modtog et brev fra Muhammed, der anmodede ’Roms kejser’ om at bortkaste afguderne Jesus og jomfru Maria og i stedet bekende sig til den sande gud. Byzantinerne tog ikke henvendelsen alvorligt fra denne person, som de højst sandsynligt har opfattet som en obskur sektleder.

Heraklios fandt ikke anledning til at kalde til korstog mod de muslimske hære, ikke engang efter et afgørende nederlag ved Yarmouk i 636. De sejrsvante byzantinere undervurderede deres nye modstander. Heraklios måtte lide den tort at se sit rige blive halveret og for anden gang miste Jerusalem. Kristne kernelande som Egypten og Syrien blev erobret af de arabiske hære i årene efter Muhammeds død i 632, og Heraklios døde 9 år senere som en bitter kejser over et decimeret rige.

Scenen var sat for en konfrontation mellem kristenheden og islam. Heraklios og Muhammed var Mellemøstens første hellige krigere, men ikke de sidste.